Endnu en uge er gået, og nu skal vi kun sove 14 gange til, så er det jul. Ja, eller 15, hvis man nu vil være pedantisk.

Her på redaktionen glæder vi os over, at det fortsætter med at vrimle ind med sneflokke af julevers og for at sikre, at vores bedømmelsesudvalg har de rette kompetencer til at bedømme dem, fik vi torsdag morgen assistance af Informations efterhånden herostratisk berygtede syngende redaktionsmøde.

Her blev afsunget tre vilkårligt udvalgte vers — fra Cecilie Eist, Kåre Dalhoff og Anders Kinch-Jensen — og vi kan glæde læserne med, at enhver ængstelig mine blev gjort til skamme: Sangen gjaldede ubesværet i lokalet, trods det mildest talt svingende niveau af naturtalent udi sangevner på redaktionen. Cecilies Eist har, som mange andre, vendt den opblussede fattigdomsdebat og den særprægede konfrontation mellem to ivrige folketingspolitikere, krydret med en snedig reference til en stor debat fra december sidste år:

»Özlem rammes af et kuglestød / hun har brug for lidt af Bertels grød«

Sex, tog og tunneler

Tonen er i øvrigt generelt blevet en kende mere frivol i denne uge. Om det skyldes julefrokosterne eller de fyldte chokolader, er svært at sige, men Lise Pedersen mener i al fald at have fundet en utraditionel løsning på statsbanernes evindelige ledelsesproblemer:

»Cheferne går ind og ud på skift / Jernbaner, det er en svær bedrift / Hvorfor ikke hyre Ørting ind / Tænk Dem bare på den ledige pind«.

Hvilke særlige kvalifikationer sexologen Joan Ørting skulle have for at føre tog gennem tunneler, lader vi stå hen i det uvisse.

Martin Diedrichs mener også, at staten har brugt sin tid på at lave damer, eller rettere, han mener, at der ligesom hos en meget promoveret ung rapper ikke er blevet fokuseret nok på at lave penge:

»Staten den er nemlig helt fallit / har ikke lavet penge ligesom kidd / kidd, kidd, kidd, kidd, kidd, kidd.«

Men nu skulle sangen jo helst dække 2011 uden smålig skelen til personsager, så derfor har vi fra redaktionens side udvalgt to vers af Søren Thorsøe og Mette Hopp, der behandler dette års store emne: Den økonomiske krise.

I løbet af måneden vil vi lægge udvalgte ekstravers til frit skue på information.dk, så de med mod på mere kan supplere deres julesange med mere indhold. Og husk at sende flere vers til redaktionen på adressen: