I nåde ned

I p1-programmet Religionsrapport havde tidligere pressechef for det lokale katolske bispedømme, Iben Tranholm, besøg af en dame fra et internationalt bedenetværk. Damen var pudsigt nok selv præst. Få andre erhverv, det skulle lige være mediefolk, har lignende muligheder for uimodsagt selvpromovering. Præsteværket ville arrangere faste bønnemøder for folketingspolitikere i et lånt lokale på Borgen. Bønnerne skal opsendes, så politikerne træffer de rette beslutninger. Den slags foretagsomhed på nakken af andre har netværket Global Day of Prayer før arrangeret, blev det betroet lytterne og programværten — sidstnævnte fuld af forståelse. Bededamen havde således bønfaldet Vorherre om, at Metroen kører til tiden. Det hjalp, fortalte hun med undertrykt jubel i stemmen: Metroen kører til tiden.

Folketingspolitikere blev i programmet tilspurgt om initiativet, men var ikke til at hugge eller stikke i. Navnlig ikke Birthe Rønn Hornbech, der ifølge eget udsagn og slingrevorne tankegang hader, når verdsligt og gejstligt blandes sammen. Lidt sært af en tidligere kirkeminister som lyslevende selvmodsigelse af udsagnet om ikke at blande tro og politik. Unægteligt bevægende, når en fhv. minister grebet i at forvalte konventionsstridigt bevarer barnetroen. Hvad bliver der i øvrigt nu af hendes sag, af Rønn-sagen fra Integrationsministeriet? Og hvad med Hjort Frederiksen-sagen om den tidligere beskæftigelsesministers ulovlige forvaltning? Og hvad med overbetalingen af de private sygehuse-sagen? Og hvad med dit og hvad med dat fra VKO’s glade dage? Den nye regering lader ligge, hvad regeringspartierne før fordømte.

Og nu drukner for resten fortids bedrifter i Trolexgate, der i yderste konsekvens kan få Tamil-sagen til at ligne salmesang i kirketiden.

Hvem tror på det?

Det flintrer derudaf; det skrevne kan i læsende stund være forældet. Men nogle spørgsmål er langtidsholdbare: Hvordan kan nogen få den idé, at Venstre ikke ville gøre, hvad det skulle være for at forhindre Helle Thorning i at blive statsminister? Tror nogen, at Hjort, Pind, Jensen, Christensen og Løkke, m.fl. i selskab med deres presserådgivere dydsiret afstod fra at drøfte skattesagen, vurdere dens lovende muligheder, og hvad man kunne gøre for ikke at gøre dem mindre lovende? Tror nogen, at disse overskuelige karakterer, der aldrig mentalt kom ud over bøllestadiet i VU, at disse selvbenovede slagsbrødre ikke ville gå endog vidt for, at historien kunne komme til at spille en rolle i valgkampen? Tror nogen, at moral er afgørende parameter for folk, der kommer cigaretter og øller og naturfilm på offentlige bilag og i øvrigt er kendt for at bevæge sig hjemmevant i grænselandet mellem halve og hele usandheder? At Rønn Hornbech er sat til at forhandle kommissionens kommissorium er vist svar nok.

Den fase er nu indledt, hvor undersøgelseskommissionen forberedes, og stadig flere detaljer afsløres, kunne man med et ulækkert udtryk kalde bæskubbefasen. Især for spindoktorerne gælder det lige nu om at udskille så mange affaldsstoffer som muligt. Deres karrierer er slut; det kan kun gå værre, hvis de holder bøtte. Eftersom deres beskedne færdigheder består i at ondulere medierne, vil stadig flere afledningsoplysninger slippe ud til skade for deres tidligere arbejdsgivere. Skal vi vædde?

Historien fortaber sig let i, hvem der gjorde hvad, og hvordan det kan være, at en tidligere statsminister og dreven politiker oven i købet med vind i meningsmålingerne op til skandalens udbrud kløjs i et selvindkaldt pressemøde? Men et forhold er frem for noget den afgørende blamage i denne historie og kan hænde en del af forklaringen på Løkkes lamslåede optræden forleden.

Sagens ubønhørlige forfatningsmæssige alvor må være gået op for ham, og at han ikke kommer igennem uden så alvorlige skrammer, at hans omdømme tager varig skade.

Forsøget på med beskidte og/eller ulovlige midler at diskreditere en politisk modstander i det hele taget og med den åbenbare hensigt en uge før valget at påvirke et valgresultat, som det her utvivlsomt er sket, kan man uden at lade sig gribe af hysteri opfatte som et langsomt maskeret statskup. Det blev ganske vist ved forsøget, men ’sagen’ kostede Socialdemokraterne mandater og afgjorde magtforholdene i den nye regering. Ordet kup er brugt bevidst. Det er, hvad det dybest set var.

Den hele redelighed

Nu kan en kommissionsundersøgelse afsløre artige ting og sager og klarlægge ansvar og skyld. Er bevismaterialet tilstrækkeligt tyndt eller usikkert, kommer det selvsagt de implicerede til gavn. Såfremt ingen finder den rygende revolver, går eksstatsministeren fri for medtiltale. En eventuel rigsret placerer herefter ansvaret og udmåler straffen over den egentlig skyldige minister og kan som i J.C. Christensens tilfælde efter Alberti-affæren udtale sig bebrejdende om statsministeren, der til enhver tid har overopsyn med ministrene. Så vidt behøver det ikke engang komme med Løkke Rasmussen. Men tilbage står under alle omstændigheder indtrykket af en regeringschef og partileder, der ikke har haft styr på sine folk. Vidste han noget, er den gal, vidste han ikke noget, er den næsten lige så gal.

Hvad angår det famøse pressemøde på Kunstmuseet, bliver yderligere indtrykket hængende af en rådvild mand, der under et fuldt forventeligt pres fra journalisterne ikke har styr på sine ord, og hvis i forvejen flossede etos nu fremstår hjælpeløst patetisk. At hævde, som den skiftevis snerrende og nedladende mand gjorde, at et spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej, er uklart stillet forstærker ikke just troværdigheden.

Ti års rygstød i Dansk Folkeparti, der holdt hånden over VK’s større og mindre grove sager, der uden DF’s stemmer kunne true VK’s og dermed DF’s egen magt, har vænnet den tidligere kommunalpolitiker til at tro, at alliancen var uforanderlig i evigheders evighed. Der var så at sige monopol på opfattelsen af politisk anstændighed; ministrene, især Venstres, kunne tillade sig, hvad det skulle være, blot de ikke generede DF. Var VKO-flertallet stadig intakt, ville der ikke være kommet nogen sag ud af Troels Lund Poulsens gerninger. Nu har DF på egen hånd interesse i at markere sig. Også på bekostning af Løkke, der letsindigt proklamerede, at han ikke ville have Pias flok med i en eventuel ny VK-regering.

Vel sluppet ud af museet må det være gået op for Løkke, at han ikke slap levende fra at benægte, at skattesagen havde været oppe på møder i Venstres top. Hvem vil tro ham! Altså meddelte Løkke tv-redaktionerne, at han gerne ville på for at kunne sige det modsatte. Dertil er det kommet, at visse toppolitikere uanset deres udtalelser tidligere på dagen, når reaktionerne indløber senere på dagen, og spindoktoren er konsulteret, får tid og plads til at dementere sig selv. Det kunne korrekt være ordnet med en refereret beklagelse, at naturligvis havde man i Venstres top drøftet den pågældende skattesag. Lars Løkke Rasmussen beklager sin misvisende udtalelse. Punktum.

Det er måske alligevel en god idé med bønnemøder på Christiansborg. Så bør de anvende Gustav Wieds fadervor i satyrspillet Dansemus om det også dengang kriseramte Rugmelien, hvor magtforvridning, misbrug og korruption har fået overhånd: Herre se i nåde ned til den hele redelighed!