I sommer — nærmere betegnet den første juni — havde jeg en af årets helt store musikalske oplevelser: Den gode Michael Møller opførte solo sit kæmpeværk A Month of Unrequited Lovepå Charlottenborg i København. Mutters alene, ja. Og kæmpeværk. Jo vist. For i løbet af maj måned havde Møller hver eneste dag lagt en sang op til download og streaming på et dertil indrettet website. Og selv om ophavsmanden måske ikke regnede med det store faldera i den anledning, fik det flere anmeldere (deriblandt yours truly) til at tilte bagover af lige dele fornøjelse og benovelse, for Vorherre på lokum, hvor var det dog imponerende godt, det her. På de 31 sange, det i sagens natur blev til, holdtes et betagende højt niveau, som måtte slå benene væk under hvem som helst, der lagde sarte øren dertil.
Det var sange, skrevet på sangsnedkerens bedste benzin: forsmået kærlighed, og hvem hun end er, hende, der brækkede Møllers hjerte midt over og overlod ham til ham til hans skæbne, så skylder vi hende stor tak, thi ud af al den emotionelle turbulens kom nogen af nyere tids smerteligst smukke sange.
Så sad vi der i et af Charlottenborgs lokaler en varm sommerdag, en broget flok og bevidnede denne Møller diske op med hele svineriet — alle 31 sange, udelukkende akkompagneret af eget spil på flygel eller guitar. Projektet netop afsluttet virtuelt skulle det nu lige luftes for en sluttet skare, og så var det vist meningen, at den sag skulle lukkes. Rippet for de indspillede versioners elegante arrangementer og den labre produktion kunne det konstateres, at der altså ikke var tale om hverken en hallu eller en drøm, sangene kunne snildt stå på egne ben, uden forsiringer eller dikkedarer, nøgne var de lige så smukke som iført alskens toptunet designerkluns. Så selv om der var varmt i salen og man sad ad h. til, blev alle fremmødte siddende musestille og opmærksomt lige til seancen var overstået.
Jeg gik derfra med følelsen af at have bevidnet noget helt unikt, og måske en smule ærgerlig over, at det var forbeholdt så få at tage del i denne opvisning i avanceret sangkunst, for Møller er jo altså også sanger, så det hugger.
Endte som succes
Nuvel, A Month of Unrequited Love, viste sig at være for stort et værk til internettet alene. Via donationer fra fan og downloadere (såkaldt crowd funding) blev der råd til først at udsende værket som cd — og her, for ganske få dage siden, kom det sågar også som tredobbelt-lp, tag den!
Og i november fik Møller helt fortjent en Danish Music Award som Årets Innovatør for sin bedrift, så det kan nok være, at hvad der var tænkt som et eksperiment endte som en succes, der vel også må betegnes som lidt af en overraskelse. Derfor stillede Møller atter engang op, denne gang i Lille Vega i torsdags og nu i selskab med de mange fantastiske musikere, der hjalp ham med at gøre værket så indbydende. Ikke nok med det, på pladen optræder ikke færre end tre leadvokalister som gæstestjerner på hver sin sang, og dem havde han såmænd også fået overtalt til at vise deres stil, så der var i den grad kræset om os, der mødte frem denne blæsende kolde aften, ja, det er ikke for meget at tale om en af årets helt store koncertoplevelser for denne signatur, måske den største siden hin junidag på Charlottenborg!
Til en begyndelse agerede solisten sin egen opvarmning, cool lagde han ud med en uforstærket omgang a capella, betitlet »These Days Are Cruel and Long«, måske også en slags overskrift, man kunne i hvert fald have hørt en fjer lande på et spindelvæv, så stille var der. Så fulgte en syv-otte numre i soloregi, det ene mere betagende end det næste, endnu engang måtte man bøje sig for Møllers store stemme. Efter en kort pause gled tæppet til side og afslørede en vildt blæret holdopstilling, bestående af bas, guitar, tromme, flygelhorn/harmonium, cello og violin. Og så gik det ellers slag i slag, den ene perle efter den anden, man førtes vitterligt af sted på sangens vinger.
Da man til sidst stod lullet ind i den illusion, at nu kunne det ikke blive bedre, introduceredes de tre gæstesangere i hurtig rækkefølge. Først Jannis Noya Makrigiannis, dernæst Jacob Bellens og endelig Christian Hjelm. Alle tre gudesangere!
Nu beder jeg Dem, fru Heilbundt, hvad har vi da gjort, at vi har det så godt?
Musikerne brugtes økonomisk og sikkert, hver og en spillede så smukt og sikkert, at man måtte sig forbarme, og da vi efter noget i retning af to en halv time væltede ud i stormen, havde vi det så godt, at det føltes syndefuldt.
Michael Møller har al mulig grund til at te sig som verdens største blærerøv ovenpå den omgang, men han fremstod konsekvent sød, sjov og … beskeden!
Fabulous, baby!
Michael Møller m/ band, torsdag, Lille Vega, København
Kommentarer