Diskussionen om hvorvidt de ældre må drikke saftevand på de københavnske plejehjem fik i denne uge medier og debattører til at gå i selvsving. Det handlede ikke om sukkervand — det handlede om individets ret til det frie valg. Retten til at fylde sig med, hvad man vil, nu hvor man alligevel skal dø. Retten til det gode liv. Retten til at leve. Og efter et opklarende debatindlæg i gårsdagens Information af direktøren for Københavns Madhus stod det klart, at det netop var det, det hele handlede om: retten til at leve. Madkulturen skal ændres, fordi de ældre er underernærede. Og det er saftevand en del af. For at undgå at de ældre dehydrerer, har plejehjemmene puttet det uimodståelige sukker i vandet. Det betyder så, at de ældre ikke spiser noget, fordi de er sukkermætte. De ældre må altså vandsmægtes eller sulte.

Til den ophøjede diskussion om det frie valg kunne man tilføje, at der fra begge parter i sagen udvises en grundlæggende mistillid til, at det lavtlønnede og lavtuddannede plejehjemspersonale er i stand til at vurdere, hvornår Fru Larsens ribben er blevet for tydelige, og man nok skal skrue lidt ned for saften.

Men det er selvfølgelig ikke rart at tænke på, at man har parkeret sit familiemedlem et sted, hvor saftevand rationeres. Og det er nok i den dårlige samvittighed, vi skal finde forklaringen på den oprørte stemning, der fulgte den spidsvinklede historie om kosttiltagene i Københavns Kommune. Men samfundet er nu engang indrettet sådan, at de yngste og ældste skal i institution, så vi andre kan tjene penge og få råd til at sende dem derhen. Og det gør vi efter en vurdering af, hvad der er bedst. Det samme gælder saften. Det frie valg er i høj grad suspenderet i forvejen, så det handler vel om at gøre det så behageligt for de ældre som muligt, og det er faktisk det kosttiltagene er sat i verden for. Og hvis valget stod mellem mad- og livsglæde eller et glas saftevand, hvem ville så i virkeligheden vælge Ribena?