Klimaregningen er sendt til de fattigste

Det føles ikke som lang tid siden, at det storstilede klimatopmøde i København i 2009 løb af stablen.

I bidende kulde trodsede tusindvis af aktivister den danske vinter, mens verdens ledere mødtes i Bella Centret for at indgå en bindende klimaaftale. Den skulle reducere de massive udledninger af drivhusgasser og stoppe den globale opvarmning og dermed de katastrofale menneskelige og naturmæssige omkostninger af et forandret klima.

Men klimatopmødet — det 15. af slagsen — endte som bekendt i en fiasko.

I dag, to år efter topmødet i København, har det netop overstået klimatopmøde i den sydafrikanske badeby Durban ikke bragt os meget tættere på målet.

Til trods for at man sidste år ved COP16 i Mexico blev enige om, at det er nødvendigt, at der bliver foretaget dybe reduktioner i det globale CO2-udslip for at holde den globale temperatur under to grader celsius, svarer de frivillige løfter om reduktion langtfra til behovet. Og heller ikke i Durban kom der mere ambitiøse reduktionsmål på forhandlingsbordet.

Ifølge en ny rapport fra FN’s Miljøprogram (UNEP), bliver der på globalt plan udledt drivhusgasser, som svarer til 48 milliarder ton CO2 pr. år. I 2020 vil udledningerne været steget til cirka 56 milliarder ton pr. år, selv om klimaeksperter vurderer, at vi verden over ikke må udlede mere end 44 milliarder ton CO2 pr. år, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til den temperatur, vi havde før industrialiseringen satte ind. Overskrider vi to graders grænsen, vil de medfølgende klimaforandringer blive uigenkaldelige.

Ifølge FN’s Miljøprogram er det muligt at holde den globale temperaturstigning på under to grader celsius. Den nødvendige reduktion kan foretages ved at sætte omstillingen fra fossile brændstoffer til vedvarende energi op i højeste gear. Bedre energieffektivitet, mere offentlig transport, miljørigtige biler og bedre udnyttelse af affald. Samtidig er det nødvendigt at indføre afgifter for den enorme mængde af drivhusgasser, som kommer fra fly- og skibstrafik.

Men heller ikke med hensyn til disse specifikke klimatiltag, kom der nævneværdige resultater i Durban.

Ventetid koster

I modsætning til tidsfornemmelsen i vores del af verden føles to år som lang tid for de mennesker, som er hårdest ramt af klimaforandringerne. For de ti medlemmer af hyrdefamilien Basayee i det sydlige Etiopien, er det kun gået ned ad bakke.

Da Folkekirkens Nødhjælp besøgte familien i 2009, var faderen Dawit klar over, at klimaforandringerne var »imod dem«, som han udtrykker det.

Den vigtige, men sparsomme regn kom ikke længere på det samme tidspunkt, hvis den da overhovedet kom. Intensiteten havde også ændret sig. Og der var blevet kortere mellem tørkeperioderne.

Bedstefaren i familien kunne berette om, dengang han var ung og havde en stor kvægflok, som der var nok vand og græs til, men nu havde han kun et par kalve tilbage.

I 2009 overlevede familien ved at passe 27 stykker kvæg for andre familiemedlemmer og fik til gengæld lov til at drikke dyrenes protein- og vitaminrige råmælk. Familien ejede selv tre køer og en kamel. Af og til fik familien nødhjælp fra den etiopiske regering, når mælken eller det sparsomme udbytte af majshøsten slap op.

I dag er Basayeefamilien hårdt ramt af den halvandet år lange tørke, som har tvunget hyrdefolket i knæ på hele Afrikas Horn. Den har i alt mistet 20 stykker kvæg. Kun to af de overlevende køer giver mælk.

Familien lever af resterne fra majshøsten fra foråret 2010 og sporadisk nødhjælp. Den korte regntid, som denne gang kom til tiden i oktober måned, har givet det overlevende kvæg styrke, men mad er der stadig ikke noget af. Dawit har nemlig ikke sået majs i den tørre jord, da han ikke troede, at regnen ville komme. Han er tydelig flov over, at han har forpasset chancen, men han kan ikke længere bruge den viden, som er blevet givet videre igennem generationer til at forudsige vejret.

Han er blevet nødt til at tage to af børnene ud af skolen, så de kan lede efter guld i en åben mine over 100 kilometer væk fra hjemmet. Og portionerne i blikskålene er blevet mindre — en skefuld klistret grød to gange om dagen og en smule mælk til de to yngste børn. Familien håber, at den vil komme på regeringens nødhjælpsliste igen, så den kan klare sig frem til næste regntid i marts 2012. Hvis alle muligheder er udtømte, er familien klar til at sælge deres overlevende husdyr — selv om de ved, at det er deres eneste forsikring mod en uvis fremtid.

Livsnødvendig tilpasning

Mens de nødvendige nedskæringer i CO2-udledningen udebliver, vokser udgifterne til klimatilpasning. Værst ser det ud for udviklingslandene, som primært på grund af fattigdom ikke har kapaciteten, pengene og den teknologiske viden til at tilpasse sig som i den rige del af verden. I udviklingslandene betyder klimaforandringerne blandt andet mere ekstremt vejr som tørke og oversvømmelser.

Men det åbenlyse behov for flere penge til tilpasning i udviklingslandene, har ikke vundet gehør i Durban. Der var ikke engang enighed om, hvordan man fra 2020 skal leve op til løftet om at finde 100 milliarder amerikanske dollar om året (557 milliarder danske kroner) til den klimafinansiering, som udviklingslandene blev lovet under COP16 i form af den såkaldte grønne fond.

I Durban blev bunden af den 100 milliarder dollar store kiste knap nok dækket. Danmark og Tyskland viste ellers viljen over for fodslæbende rige lande som USA og Canada ved at give 100 millioner kroner og 40 millioner euro. Et flot signal, som de skal have ros for. Men hvis ikke det får andre lande til at følge trop, batter det ikke meget.

FN’s Udviklingsprogram (UNDP) vurderer, at der er behov for 86-109 milliarder amerikanske dollar pr. år allerede fra 2015 — men regningen er utvivlsomt meget højere.

Slåskampene fortsætter

Det ser ud til, at familien Basayee skal vente længe på en global klimaaftale. Foreløbig er deadline 2015 eller 2017. Det er stadig rige lande, som USA, Canada og Japan, der lægger arm med de fremadstormende udviklingslande som Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika (BASIC-landene).

USA vil ikke nærme sig en bindende klimaaftale, hvis ikke lande som Kina binder sig. BASIC-landene holder på, at de rige lande skal leve op til de løfter, som de allerede har givet, før der kan blive tale om en ny bindende aftale, hvor de skal være med.

De lande, som presser mest på for en global klimaaftale, er de små østater samt verdens 48 fattigste lande. Sidstnævnte har EU netop indgået en utraditionel alliance med for at presse de store lande, som forurener mest. Aftalen blev forhandlet på plads af klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) sammen med repræsentanter for Gambia, der er formand for gruppen af de mindst udviklede lande.

Hyrdefamilien Basayee kan dog ikke vente på, at verdens ledere bliver enige, før den begynder at tilpasse sig det forandrede klima. For sammen med en række andre faktorer som fattigdom, befolkningstilvækst og politisk marginalisering er det med til at umuliggøre den gamle hyrdelivsstil. Kvægflokkene skal være mindre, og der skal mere tørkeresistente husdyr til som geder og kameler. Der er også brug for nye indtægtskilder.

I en række udviklingsorganisationer arbejder vi med at udnytte de ressourcer, der trods alt er i de tørkeramte hyrdeområder, ved blandt andet at grave vandbassiner, der kan opsamle regnen, når den kommer. Bedre styring af græsarealer, etablering af kooperativer og kornbanker er også med til at styrke hyrdefolkets modstandskraft. Men udviklingsorganisationer kan ikke stoppe klimaforandringerne, som er med til at bremse udviklingsarbejdet. Der skal en global klimaaftale til.

Mattias Söderberg er klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, og Malene Haakansson er journalist og forfatter, Folkekirkens Nødhjælp