»Det, vi har set i Bruxelles, er et chok for EU-systemet,« siger Thomas Klau, økonom og leder af tænketanken European Council on Foreign Affairs.
Og chokket var at læse hos Europas ledere da det ved EU-topmødet i går ikke lykkedes de 27 lande at blive enige om det tysk-franske udspil til en ny traktat, der skal sikre den finanspolitiske integration blandt medlemslandene, der ifølge de to lande, er helt afgørende for at redde Europa ud af gældskrisen.
Den britiske premierminister, David Cameron, blokerede for planerne om en fælles traktat og truede med også at ville forhindre, at eurolandene gik videre uden dem. Og mens en del af forklaringen på det britiske veto kan findes i den historiske modtand mod EU, er det i høj grad hensynet til en stor og meget britisk sektor, der var i centrum: Finanssektoren.
»Vi ser et Storbritannien, der frem for at lade andre deltage i reguleringen af den britiske finansverden, hellere vil presse de resterende EU-lande til at fortsætte samarbejdet for økonomisk stabilisering uden for EU,« siger Thomas Klau og tilføjer: »Det er at hælde salt i såret, og det vil potentielt være et meget alvorlig slag mod EU’s sammenhængskraft. Det har skabt en bølge af vrede på hele det europæiske kontinent.«
Storbritanniens trussel kan blive alvorlig for EU-samarbejdet, da de 23 lande, der er interesserede i en ny traktat, kan blive nødt til at fortsætte arbejdet uden at kunne bruge EU-institutionerne, såsom Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet, mener Thomas Klau.
»Faren er nu, at vi ser en meget dybere splittelse mellem størstedelen af EU-landene på den en side og så Storbritannien på den anden. Hvis Cameron ikke klatrer ned fra den ekstreme position, han har indtaget, så kan vi se frem mod et meget mere destabiliseret og splittet EU,« mener Thomas Klau.
En magtfuld sektor
David Cameron forsvarer en sektor, der har vokset sig overordentlig stærk i den britiske økonomi. Ifølge avisen The Telegraph så står den britiske finanssektor for 10 procent af landets BNP, næsten to millioner mennesker er ansat i sektoren og den bidrager med mere end 50 milliarder pund i årlige skatteindtægter.
»Det, der blev tilbudt, var ikke i Storbritanniens interesse, så jeg gik ikke med til det. Hvor vi ikke kan få forsikringer, er det bedre at stå uden for,« forklarede han med henvisning til City of London.
Den franske præsident, Nicolas Sarkozy udtalte efterfølgende, at David Cameron havde stillet ’uacceptable’ krav om en britisk undtagelse fra den fælles finansregulering.
»Vi er ikke i stand til at acceptere det, fordi vi ser helt anderledes på sagen. En stor og meget substantiel del af de problemer, vi står over for rundt omkring i verden, er et resultat af manglende regulering af den finansielle sektor. Derfor kan vi ikke lave en undtagelse for Storbritannien,« fastslog Sarkozy.
Som Schweiz
Camerons enegang høstede ros blandt de konservative, der bl.a. kaldte hans veto et udtryk for ’bulldog-mod’, mens flere ytrede ønske om, at dette kun var begyndelsen på en proces, der kunne ændre Storbritanniens forhold til EU en gang for alle, blandt andet med inspiration fra Schweiz. Et af de forslag, David Cameron ifølge britiske medier kræver Storbritannien undtaget fra, er den såkaldte Tobinskat. En skat som er foreslået på internationale valutatransaktioner for at mindske incitamentet til kortsigtet valutaspekulation, og give dertil penge i kassen. Både José Manuel Barroso, Europa-Kommissionens formand, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy har argumenteret for Tobinskatten. I City of London var der i går glæde over Camerons blokering.
»En Tobinskat i EU ville have en uforholdsmæssig stor betydning i Storbritannien, fordi vi er Europas største finansielle centrum,« sagde en lettet chef for British Bankers Association, Angela Knight i avisen London Evening Standard, mens aktiehandleren Manoj Ladwa, aktiehandler fra ETX Capital lykønskede sin premierminister: »David Camerons holdning til Tobinskatten er lige, hvad vi ønskede at høre. Dette er dagen, hvor han vandt City tilbage.« Anderledes krads var kritikken i går fra oppositionen. Labour-lederen Ed Miliband beskyldte David Cameron for dårligt ’lederskab’: »Cameron skulle bygge alliancer. Det har Storbritannien ikke skabt, og resultatet blev manglede indflydelse,« sagde Ed Miliband, mens partiets udenrigsordfører, Douglas Alexander, talte bulder om konsekvenserne:
»Storbritannien er her til morgen mere isoleret end på noget som helst andet tidspunkt i de 35 år, vi har været del af det europæiske samarbejde«. Og David Miliband greb til metaforerne: »Storbritannien er hoppet i en robåd ved siden af en supertanker,« sagde den tidligere udenrigsminister.
Red job, ikke City
Fra det konservatives støttepartis leder, den Europa-venlige Nick Clegg, var responsen afdæmpet. Liberaldemokraten nøjedes med at kalde det ’ærgerligt’, at det ikke lykkedes at komme frem til en fælles løsning. Men i baglandet murrede utilfredsheden med Camerons beslutning om at lade hensynet til en sektor gå foran de overordnede nationale udfordringer. Som partiets tidligere finansordfører, lord Oakeshott, sagde: »Mens de vestlige økonomier og vores banksystem hænger i neglene, skal vi ikke sætte særregler for City of London over vores vitale nationale interesse i at arbejde tættere sammen med Tyskland og Frankrig for at sikre vores økonomi og vores job.«
Taktisk spil
Mens en del iagttagere snakker om chok og krise for EU-systemet, maner andre til besindighed. Jens-Peter Bonde, tidligere EU-parlamentariker for Junibevægelsen, mener, der er tale om taktisk spil, og at man vil se, at der kommer en form for kompromis, hvor Storbritannien f.eks. garanteres en form for kompensation, såfremt der kommer flere skatter på finansielle transaktioner. Han tror ikke, at flertallet af EU-lande vil lave en mellemstatslig traktat uden for EU-systemet. Han forudser, at uenigheden bliver landet.
»Det her handler mindst lige så meget om den hjemlige britiske opinion, der vil ud af EU, hvis de skal betale mere,« mener Jens-Peter Bonde.
»Cameron er nødt til at have nogle synlige indrømmelser, hvis han skal have Storbritannien med til traktatændringer.«
Læs også lederen på side 32
Stats- og regeringscheferne for de 17 eurolande er ifølge Ritzau enige om, hvad det er, de skal have gennemført for at sikre ro om deres fælles valuta. De mangler bare at blive enige om hvordan. Eftersom det ikke kan lykkes at få alle 27 EU-lande til at enes, vil de 17 eurolande indgå en ny international aftale, der kan underskrives senest i forbindelse med topmødet til marts.
Ifølge topmødeerklæringen har ikkeeurolandene Danmark, Bulgarien, Letland, Litauen, Polen og Rumænien allerede sagt, at de har i sinde at deltage i mødeprocessen. Tjekkiet og Sverige skal vende sagen i deres parlamenter, før de træffer en beslutning. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har dog til dansk presse sagt, at hun også skal nærlæse teksten og høre Folketinget, før Danmark eventuelt er klar til at være med i det nye samarbejde, oplyser Ritzau.
Det nye samarbejde kan i resuméform beskrives som følger:
- Stabiliteten og integriteten i Den Økonomiske og Monetære Union og i EU som helhed afhænger af, at man med hast og kraft gennemfører de ting, man allerede er enige om og tager yderligere skridt mod en ’finanspolitisk stabilitetsunion’ i eurozonen.
- Der er enighed om at skabe en ny ’finanspolitisk pagt’ og markant stærkere koordinering af den økonomiske politik. Det kræver en ny aftale mellem eurolandene, der bliver rodfæstet i fælles, ambitiøse regler, der sætter de politiske mål i en ny juridisk ramme.
- Den nye finanspolitiske pagt rummer en ny finanspolitisk regel med følgende elementer:
1. Der skal som udgangspunkt være overskud eller balance i landenes budgetter. Det strukturelle underskud må højst være en halv procent af det årlige bruttonationalprodukt.
2. Reglen skal skrives ind i den nationale lovgivning, og det skal sikres, at landene automatisk retter ind, hvis underskuddet bliver større end tilladt.
3. EU-Kommissionen skal lave en kalender for, hvornår de enkelte lande skal have nået det tilladte underskud.
4. Lande, der allerede har uforholdsmæssigt store underskud, skal sende Kommissionen og Rådet en plan for de reformer, de vil gennemføre for at rette op.
5. Lande skal på forhånd redegøre for deres planer for udstedelse af statsobligationer.
- Reglerne for uforholdsmæssigt store underskud skal håndhæves over for eurolande. Så snart et land har mere end tre procents underskud af BNP, skal der – i henhold til nærmere regler – være automatiske sanktioner.
- Landene skal meget hurtigt behandle Kommissionens nylige forslag om skærpet overvågning af nationale finanslovsforslag.
- Landene vil på længere sigt arbejde med at øge deres finanspolitiske integration, så samarbejdet bedre matcher deres gensidige afhængighed. EU-præsidenten, kommissionsformanden og eurogruppens formand skal til topmødet i marts overveje, hvordan, ligesom de skal se på forholdet mellem EU og eurozonen.
- Samarbejdet skal styrkes på områder, der er afgørende for, at eurozonen kan fungere gnidningsfrit og uden at underminere det indre marked.
- Landene er enige om at arbejde i retning af en fælles økonomisk politik og lave en ny procedure for at sikre koordinering af alle større økonomiske reformer.
- Den politiske styring af eurozonen skal styrkes, og der skal holdes eurozonetopmøder mindst to gange om året.
- De langsigtede reformer beskrevet ovenfor skal kombineres med øjeblikkelig handling for at imødegå helt aktuelle spændinger på markederne.
- Euroens midlertidige redningsfond, EFSF, skal hurtigt have større kraft, sådan som der blev enighed om på seneste topmøde. Den Europæiske Centralbank har lovet at stille sin ekspertise til rådighed for fonden.
- Der sigtes mod, at den permanente redningsfond, ESM, kan være operationsklar i juli 2012, et år før hidtil planlagt.
- Hvad angår pengene (EFSF’s levetid forlænges):
1. På topmødet i marts 2012 skal det vurderes, om det er nok at have 500 milliarder euro i EFSF og ESM.
2. Der kan i en overgangsperiode være brug for at fremskynde indbetalinger til ESM.
3. Eurolande og andre EU-lande vil inden for de kommende 10 dage bekræfte, at de vil skyde yderligere op til 200 milliarder euro i Den Internationale Valutafond for at sikre, at IMF har penge nok til at håndtere krisen. Der er håb om, at andre lande også vil skyde penge ind.
- ESM-traktaten skal justeres som følger:
1. Private investorer skal involveres i henhold til de regler, der gælder for IMF. Tidligere beslutninger om at nedskrive Grækenlands gæld er unikke og enkeltstående.
2.Stemmereglerne i ESM skal justeres.
- De hidtidige skridt taget af Italien, Grækenland, Irland og Portugal hilses velkommen.
(Kilde: Ritzaus eget resumé af det officielle dokument fra eurolandene)
Kommentarer
Nu vil David Cameron ‘gå i kamp for den engelske finansverden’. Forklædt som EU-skepsis - hvilket for så vidt kan være på sin plads, vil han udøve protektionisme af denne røverkule af globale finanssyndikater, der via The City of London styrer denne Verden. Men Cameron er ligeså meget i bukselommen på finanseliten i City of London, som Obama er i bukselommen på Wall Street.
Som observerende individ i denne underlige verden for tiden, kan man spørge sig selv, om vi ikke vi for tiden oplever det ældre og det yngre Imperiums dødkrampe? Begge er redskaber for den våde og for tiden skingert desperate drøm om at genskabe/fastholde disse to bydele status som imperiets (der er kun ét Imperium!) delte magtcenter.
Der er i årtiernes og århundredernes løb udgået unævnelige og umådelige finansielle- og dertil hørende krigeriske forbrydelser (to alen af samme stykke) fra The City of London, den romerske kvadratmil, det andet Vatikan, kært barn…
Selvfølgelig vil Cameron gå til kamp for Londons finansverden. Det er jo dem, der betaler for hans embede. At bringe det som en ‘nyhed’ i en avis er nærmest at holde læserne lidt for nar.
læs mere her:
http://paradigmet.blogspot.com/2011/12/den-romersk…
Denne kommentar er anbefalet af:
England er gået sammen med USA om at underminere det europæiske projekt, det kan jo ikke undre da det stadig er fox-tv der har magten i england.
Denne kommentar er anbefalet af:
“Storbritanniens trussel kan blive alvorlig for EU-samarbejdet, da de 23 lande, der er interesserede i en ny traktat, kan blive nødt til at fortsætte arbejdet uden at kunne bruge EU-institutionerne, såsom Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet, mener Thomas Klau.”
Ud af disse 23 lande, som angiveligt skulle være interesserede i en ny traktat, er det vel over halvdelen, hvor vi kan tale om at det politiske parnas og et mindretal i befolkningen ønsker en øget centralisering af magten i EU, herunder fiskale skridt.
Thomas Klau gør sig altså skyldig i en retorisk manipulation, som forlængst har indskrevet sigsom standardfanfarer i væggene i Bruxelles; hvis blot vi taler længe og højt nok om at alle ønsker sig et EU, så ender det såmænd nok med at dette bliver tingenes faktuelle tilstand. Det lykkedes ihvertfald for Goebbels, Mussolini, Franco oa., efter en vist portion rettidig omhu, at kreere sådanne metamorfoser.
Og hvis man kan motivspekulere tilstrækkeligt intenst i UK’s vægring mod forceret centralisering - og fremstille denne som ren og skær egocentrisk sabotage, som et hensynsløst angreb på Fredens og Stabilitetens Projekt, ja så er der lutter lagkage på vej. De europæiske befolkninger vil se Lyset og blive som smeltet tigersmør i bureaukratiets tænder.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis England vælger “Splendid isolation” er det deres valg. Forhåbentlig er det ikke kun p.g.a. City of London, da finans metropolerne skider på national tilhørighed og alt muligt andet for profit.
Det er tvivlsomt, om Frankfurt eller Paris kan true London som denne tidszones finanscentrum, så mon ikke de med lidt god vilje kunne finde en løsning, hvor det blev tænkt ind.
Det er sådan set rigtig gode nyheder. Hvorfor?
Fordi nu er den britiske regering blevet tvunget til at bekende kulør og indrømme offentligt at de vægter beskyttelsen af London City højere end befolkningen.
Og mon ikke det giver resonans i befolkningen? Har for nyligt læst i Guardian online at hele 25% af den britiske befolkning ikke har råd til at betale for opvarmning af deres bolig og har gæld til el- og gas leverandørerne, (som er blevet privatiseret af Thatcher). Regeringens løsningsforslag: en alternativ måde at måle dette fænomen som ville halvere antallet af fattige.
Storbritannien har også officielt bekendt kulør overfor EU: At man ønsker at fortsætte den kurs som Thatcher har lagt og som er i strid imod hvad “the continent” ønsker.
Intet nyt vil mange sige, men der er forskel på om man i det skjulte modarbejder EU eller om man gør det offentligt.
Hvis det var mulig, ville jeg håbe på at man smider UK for EU’s porte. Men det kan næppe lade sig gøre. Man må håbe på at den britiske befolkning nu tager sig af sagen og gør decideret oprør.
London City er et af Hydraens hoveder.
Denne kommentar er anbefalet af:
“Man må håbe på at den britiske befolkning nu tager sig af sagen og gør decideret oprør.”
Et oprør mod det neokonservativ regimente i UK ville næppe afstedkomme et udbredt ønske i den britiske befolkning om yderligere centralisering af magten i EU. Den britiske befolkning er mig bekendt modstandere af europæisk føderalisme, og denne modstand beror vist næppe på nogen eksplicit ambition om at beskytte den finanskapitalistiske hovedpulsåre i London. Det er nok nødvendigt at se tingene en anelse adskilt, og ikke på vanlig demagogisk vis røre alle motiver sammen i én bekvem grød.
Klassisk er det iøvrigt for den dogmatiske EU-diskurs, at medlemslande, som ikke arter sig - og føjer de toneangivende linjer - omgående ønskes ud af EU. Ikke synderligt demokratisk, hvilket velsagtens kan ses som et eksempel på hvilken totalitær tankegang, der præger EU-mentaliseringen.
Denne kommentar er anbefalet af:
At tillægge EU-lejesoldaten Thomas Klau’s småhysteriske anklager mod briterne nogen særlig betydning fremstår altså noget komisk, da netop Merkel og Sarkozys ivrighed efter at kuppe de europæiske befolkninger bunder i et ønske om at beskytte deres respektive landes storbanker mod enorme tab på uansvarlig långivning til de sydeuropæiske lande.
Briterne bliver nu bekvemt udpeget som den obstruerende indre fjende, som bør udstødes fra EU, for derved bliver det simpelthen lettere at gennemtvinge det tysk-franske udspil til en ny traktat, der sigter til at øge finanspolitiske integration blandt medlemslandene - d.v.s. indføre en suveræn central kontrol med den økonomiske politik i de enkelte medlemslande.
Det bliver således endvidere fremlagt som en særlig nedrig handling, når briterne blokerede for planerne om en fælles traktat og truede med også at ville forhindre, at eurolandene gik videre uden dem. Men det er faktisk blot briternes ret, der her kommer til udtryk!
Det er værd at erindre om den nyligt omtalte OECD-rapportering, der beskriver at Grækenland simpelthen ikke i stand til at gennemføre reformer. Grækenlands centrale regeringsapparat har hidtil hverken kapaciteten eller evnerne - og formentlig heller ikke viljen - til at føre store reformer ud i livet. Derudover mangler den græske centralforvaltning de praktiske værktøjer, kulturen og evnerne til at gennemføre og overvåge en sammenhængende politik, som det beskrives. Og situationen i de resterende PIIGS-lande er ikke meget bedre.
Situationen i Grækenland er altså så alvorlig, at landet i realiteten burde sættes under administration, men dertil mangler værktøjerne i EU-konstruktionen. Og netop ved at indføre de foreslåede traktatændringer, søger EU-oligarkiet at slå to fluer med ét smæk: Man håndterer det græske problem ved at overføre enorme midler fra nord til syd og kamuflere det for donorlandene, samtidig med at man indfører en egentlig EU-centralmagt.
Hvor belejligt i den situation at udpege en fjende. Selv en Goebbels kunne ikke have orkestreret det bedre.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Peter Jensen,
det har du nok ret i. Jeg mener sådan set ikke at briterne vil og skal gøre oprør for en ny EU traktat, men imod deres regime som er så 100% i lommen på Finanssektoren.
At forhindre en regulering af finanssektoren mener jeg ikke kan være i befolkningens interesse. I ingen befolknings interesse. Den løbske finanssektor truer ikke kun arbejder- og middelklassen på deres eksistens men også de små og mellemstore virksomheder.
EU prøver nu at tæmme finanssektoren så godt som det kan lade sig gøre, og det er nok for lidt og for sent, men alligevel nødvendig og bedre end ingenting.
At nationale økonomier skal være afhængige af børskurserne og bliver udsat for spekulation er ikke særlig sjovt. Det er en katastrofe uden lige, og det kan ikke gå hurtigt nok med at dæmme op for det.
Her kaster den britiske regering sand i gearkassen, og det skal de ikke gøre ustraffet.
Denne kommentar er anbefalet af:
England skulle aldrig være lukket ind i EU.
Havde det været en angrebskrig der var på dagsorden. var Cameron at finde i førertrøjen. Krig - heller i dag end i morgen - der er penge i det…..
Cameron har tydeligt vist, at money er det eneste der tæller fra den side.
Johannes Aagaard
Det er ellers ikke så tit at vi er enige, men her har du formuleret et skarpt indlæg, der efter min mening er spot on.
Når du nævner, at Grækenland burde under administration - som følge af OECD’s rapport, bliver jeg bekymret, både på dine og OECD’s vegne, fordi man måske uafvidende begynder at skubbe til en vogn, der helst ikke skal sættes i bevægelse.
Det er jo ikke så længe siden, at Grækenland var et fascistisk diktatur, ledet af Oberst-styret.
Det er måske ikke kendt blandt mange nordeuropæere, men Papandreau sørgede for at udskifte hele forsvarstoppen (indsat af den tidligere regering, Nea Demokratia) og fik installeret nogle folk han stolede på havde et demokratisk sindelag, umiddelbart inden han trådte tilbage.
Så hele generalstaben blev pensioneret, fra den ene dag til den anden, hvilket udløste nogle protester fra Nea Demokratias medlemmer i parlamentet, også fordi der ikke blev givet nogen forklaring.
Presseforlydender taler om at Papandreau var alvorligt bekymret for et militærkup, under et af sine besøg i EU - og det var årsagen til, at han pludselig vendte på en tallerken og ønskede en folkeafstemning om EU’s forslag, simpelthen for at forhindre et kup.
Og der kommer små tegn op til overfladen inden for hæren - der findes pro-junta folk i hæren, grækerne kalder dem for “dråber” og de bobler altså op ind i mellem.
Senest en ledende kadet, fra en kendt pro-junta officersfamilie, der på den 17.november holdt en pro-junta tale for de øvrige kadetter.
Den 17. november er dagen hvor juntaen sendte tanks ind på Polyteknisk Læreanstalt i Athen, og mindst 24 unge blev dræbt, nogle henrettet, og det har man en altså en årlig mindedag for.
Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på linket til Robert Fisk’s artikel i Independent.
En skam at man på Information har valgt at samarbejde med Guardian i stedet, men Robert Fisk’s artikel beskæftiger sig både med det “Arabiske Forår” og de sociale oprør i Europa, samt hvem der er de egentlige herremænd i dag.
http://www.independent.co.uk/opinion/commentators/…
Denne kommentar er anbefalet af:
@ romed bucher,
Du mener altså, at briterne ikke ustraffet skal have ret til gøre det, som de har en traktatfæstet og demokratisk og ret til … tankevækkende.
Er den græske krise et udslag af børsspekulanter? Nej - lige så lidt som krisen i de resterende PIIGS-lands er et udslag af børsspekulation. Krisen er et udslag af bestemte medlemslandes uansvarlige overbudspolitik, som kun er blevet gødet af EU.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak for linket, Niels
Fisk, som jo ikke længere trykkes i Information, er stadig helt på toppen.
Der er ingen tvivl om at grækerne har en lidt anden kultur end vores, men at mene at deres handlinger skulle have større betydning/effekt end finanshusenes (og her tænker jeg først og fremmest på de amerikanske) er vel nok lige i overkanten.
Niels Mosbak,
Erkender - min formulering vedrørende, at grækerne egentlig burde sættes under administration kunne opfattes som om, at jeg ville være tilhænger af en sådant tiltag. Men faktisk ser jeg Grækenland som den første uafvendeligt døende patient i EU, og uanset de krampetrækninger, der måtte (og vil) forekomme, mener jeg, at vi bør lade patienten udånde.
Omvendt mener jeg, at man lever på kreditorenes nåde, når man indlader sig med dem - og derved afgiver man suverænitet og ret til selvbestemmelse. Det er bare sjældent, at vi ser lande gå rabundus, og måske er der ikke nogen anden kur, der virker end at lade kreditorene bære deres tab. De store tyske og franske bankers problemer, må Merkel og Sarkozy så retfærdigvis selv håndtere.
Et alternativ - at landet sættes under en streng EU diæt - er dømt til at mislykkes. Dels vil den græske befolkning ikke acceptere det, dels vil en omfattende økonomisk bistand fra EU (ECB via IMF f.eks.) blot gøre Grækenland til en EU-vasalstat og kronisk klient på overførselsindkomst.
Et andet alternativ var, at Grækerne melder sig ud af EU og blæser højt og flot på deres gæld. Måske dette ville være det bedste for grækerne og tillige være en nyttig lektion for EU-oligarkiet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg forstår ikke den fremherskende påstand, at det
var af hensyn til den private finansverden i City of London, at Cameron valgte at sige nej til aftalen. For af alle til rådighed værende offentlige kilder fremgår det, at aftalen ikke handlede om regulering af den private finans, men om budgetdiciplin i de offentlige finanslove. Ikke et eneste sted i aftalen står der noget om Tobinskat eller regulering af de private finansmarkeder.
http://www.eu-oplysningen.dk/dokumenter/DER/2006-2…
Ud over bedgetdiciplin og automatiske sanktioner ved overskridelser, indeholder aftalen en styrkelse af kriseberedskabet EFSF. (Danmarks statsminister har lovet 4,5 mia. euro som bidrag hertil).
Jeg tror Cameron først og fremmest er imod, at Bruxelles skal blande sig i britisk budgetlægning - det er som at være sat under administration, og det kan britisk politik ikke holde til.
Regulering af den private finans har måske været diskuteret uden for referat, og det er jo kendt, at Zarkosy er for Tobinskat, men det er bare for at få skatteindtækgen, han er slet ikke indstillet på mere omfattende regulering. Euro-bonds blev forresten heler ikke en del af aftalen, der i øvrigt af flere økonomer anses for at være alt for svag, til at rette op på gældsproblemet
Denne kommentar er anbefalet af:
Johannes Aagaard
Det har været min holdning fra starten af processen, at hele denne omkalfatring af det græske samfund, var for omfattende et projekt til at gennemføre på kort tid, og at det det derfor var bedre at gå statsbankerot, end at hælde lånte penge tilbage til kreditorerne - mindst 60 % af de lån grækerne får går til rentebetaling.
Men Papandreau, der hånes for ikke at kunne tale rigtigt græsk, han er jo opvokset i USA og har en økonomiuddannelse derfra, valgte at følge Merkels projekt, og hælder derved pengene tilbage til tyske, franske og britiske banker.
Så der skal mange milliarder til, når 60% ryger retur til bankerne - og forholdene i Grækenland i dag er såmænd ikke bedre for befolkningen, end hvis landet var gået bankerot.
@Niels Mosbak
Det er absolut påkrævende at man husker Grækenlands og Spaniens nutidshistorie. Der er utvivlsomt kræfter i de to lande som drømmer og fordums bedrifter, og som kan tænkes at ville fiske i urolige tider.
I det lys udstiller den nye traktattekst sig ved sin totale mangel på sociale initiativer.
Hvis de europæiske politikere havde haft deres befolkningers tarv for øje fremfor den økonomiske overklasses, havde de krævet, at bankerne lod sig nationalisere. Hele den måde, som privat finansvirksomhed foregår på, er i modstrid med samfundenes interesser, der er ubetinget finansiering af gode ideer, sikring af folks rimelige lånemuligheder ved større anskaffelser, samt sikringstillelse i forbindelse med større leveringer/handler.
Samtidig skal man huske, at det, der overflyttes i form af penge, er værdien af varer og tjenesteydelser, ikke pengene i sig selv. Derfor er et system, hvor det eneste, der er mangel på, er penge, absurd. Vi er i den stik modsatte situation af Tyskland i 20erne, hvor varernes mængde var begrænset i forhold til pengemængden (hperinflation). I dag er situationen den modsatte - selvom meget er import, så er produktionen jo ofte betalt af dens ejere her i landet. Jeg skal imidlertid ikke plædere for mere forbrug, blot pege på det absurde i et system, der ikke kan finde ud af at allokere midler efter nødvendighed, men er afhængigt af at formøble dem på unødvendigt forbrug, som ikke engang ønskes af dem, der har pengene - hvad de forgæves opfordringer om at ‘svinge dankortet’ i denne tid afslører. Problemet er åbenbart: vi har alt for meget arbejdskraft i forhold til den materielle nødvendighed, og den gave, det burde være, kan vi ikke skønne på, fordi vi lider under et puritansk paradigme om arbejdets disciplinerende karakter; men hvorfor overhovedet ønske den disciplinering? Alle den slags forestillinger er tankegods fra feudalismen , demokratiet stiller alle lige og kæmper aktivt imod økonomiske og stands-forskelle som social markør, ikke som individuelle forskelle mellem mennesker i deres eksistentielle prioriteringer.
Det er åbenbart meget svært at forstå, at lighed ikke er enshed, tværtimod er lighed retten for den enkelte til at vælge selv uden at skulle stå til ansvar overfor andre, medmindre man skader eller begrænser deres lignende ret til valg på et samfundsmæssigt plan (dette tilføjet, for at det ikke skal lyde som kampen om den sidste bakke æg i butikken fem minutter i lukketid). - Først og fremmest er demokrati imidlertid den grundlæggende forståelse af, at vi alle på et samfundsmæssigt, måske endog verdens-, plan har fælles interesser. det er muligt, at nogen privat har fordel af ikke at bekoste rensning af spildevand, men risikoen for forgiftning fra den fælles brønd tager ikke standsmæssige hensyn. Også ham, der tjener på olien, har en interesse i helt eller næsten gratis alternativ energi.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Johannes Aagard:
Jeg ved godt at nogle mennesker tror at det er overforbruget der har ført til bankerot af Grækenland. Der er også nogle der tror eller påstår at UK’s valgsystem er demokratisk.
De er i deres gode ret til at tro dette. Jeg gør ikke.
Jeg tror at det er spekulation i Grækenlands statsobligationer der har ført til at renterne på disse blev presset i vejret og derved mangedoblet den græske statsgæld.
Måske du er en af dem der mener at man lystigt og uhindret skal have lov til at spekulere i statsobligationer, fødevarer, energi, gæld og andet der kan have katastrofal effekt på typisk fattige mennesker jorden rundt, så er det klart at du tror på overforbrugs påstanden.
romed bucher:
“At nationale økonomier skal være afhængige af børskurserne og bliver udsat for spekulation er ikke særlig sjovt. Det er en katastrofe uden lige, og det kan ikke gå hurtigt nok med at dæmme op for det.”
Enig - og dette opgør indebærer et fundamentalt opgør med markedskapitalismen, hvilket forudsætter et EU som arbejder ud fra nogle helt andre principper (nationalisering af værdier og etablering af statslige pengeinstitutter, til gavn for de respektive befolkninger) end de hidtil fremlagt planer (samt den ideologiske fundats som EU er skabt på). Af samme årsag kan den britiske vægring mod at underlægge sig yderligere centralisering ses som et bidrag til ambitionen om at bremse EU’s magtkoncentriske kurs.
“Her kaster den britiske regering sand i gearkassen, og det skal de ikke gøre ustraffet.”
Endnu et fint eksempel på hvilken aggressiv og formynderisk straf- og belønningspædagogik som præger EU-mentaliseringen. Det er meget klassisk for big is beautiful-idiosynkrasiet at forfalde til assimilerings-tænkning, som betyder tvangsdisciplinering af omverdenen, hvis den ikke makker ret. En meget lidt udviklende og selvstændighedsskabende praksis.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ved ikke om denne dokumentar film har vists på DR/TV, men tag lige et kig. Det er de samme processer, som Cameron forsvarer. -Ingen regulering af finansverdenen!
Inside Job
http://svtplay.se/v/2623260/dox/klipp__inside_job?…
Finansmogulerne trives ikke med stabilitet og regler, kun med anarki, hvor de kan skabe deres egne kreative/krimminelle systemer (Ponzi schemes) og de slipper godt fra det næsten hver gang.
Indser lige nu at det bare er en trailer til dokumentaren, som vises der.
Inside Job er en dokumentar film om det sene 2000-tals finanskris regigeret af Charles H. Ferguson. Filmen vistes på 2010 Filmfestivalen i Cannes i maj och vann 2010 Oscar for bedste dokumentar.
Ferguson har beskevet filmen som en film om “systematisk korruption i USA av finansielle tjenster och konsekvenserne af systematisk korruption.”
I fem delar, visar filmen hvordan forandringer i det politiske miljø och praxis i banksektorn hjalp til at skabe den finansielle krise.
Inside Job blev vel modtaget af filmkritikkere, som hyllade den for sin taktfasthet, forskning och framstilling af komplex material. (Wikipedia)
Formoder Ferguson har været arbejdsløs siden. - En sådan precis fremstilling af ‘mafiaen’ i finansverdenen går ikke ustraffet hen.
http://www.facebook.com/photo.php?fbid=10150447068…