I Michael Thalheimers fortolkning af Gengangerestyrter vandet ned non-stop.Regnen er som under en ond uge i Bergen. Og lyset falder kun på den, der lægger sig i gæstesengen med spredte ben. Fremdriften kommer kun fra fortrængningerne, som denne ene aften skal op til overfladen for at blive druknet endeligt.

Gengangere er Ibsens berygtede stykke om arv. Fru Alving sender sin søn, Osvald, væk, så han ikke skal opdage sin fars mange kvinder. Men da Osvald kommer hjem som voksen, opdager moderen, at han lever nøjagtig lige så lystbetonet som sin far. Selv har hun givet afkald på sin egen livslyst og kærligheden til husvennen, pastor Manders. For nu groft at skitsere den ydre handling i Gengangere.

Fra kæk til knækket

Guldet i Ibsens stykke ligger ellers i hans replikudvekslinger. Hans sikre opbygning af personernes fortrolighed, der pludselig afbrydes, når nærheden kræver handling. Den 46-årige Thalheimer har godt fat i livsløgnenes afsløring. Den tyske instruktør lader sine skuespillere komme kække og skridtfaste ind på scenen — og han lader dem vakle ud halvanden time senere, knækkede og fremtidsløse. Kun afbrudt af timeouts, hvor ekstrem høj rockmusik af Bert Wrede er ved at få Skuespilhuset til at krakelere. Thalheimers scenograf Olaf Altmann har samme knusende greb om spillerne, som han først lader stå i regn på en smal scenestribe, og som han så lader klatre op ad en rampe til Ulrik Gads skingre skyldlys. Dansk teater har været overøst med skrånende scener, så grebet virker ikke nær så opsigtsvækkende som i Altmanns Rotternepå Deutsches Theater, hvor skuespillerne efter sigende måtte gå krumbøjede rundt i ’rottegange’.

Ingen syfilis her

Hvorom alt er. Iscenesættelsen er radikal. Thomas Bredsdorff har oversat med flair for det almentgyldige hos Ibsen, og Thalheimer har sammen med dramaturgen Solveig Gade skåret helt ind til vrangforestillingerne. Stykkets omdiskuterede syfilis-replikker fra 1881 er væk; hos Thalheimer ligger nøglen til personernes skæbneforståelse i den nedarvede trang til at skeje ud.

Alligevel er der ikke megen livsglæde over Thalheimers iscenesættelse. Nicolas Bros Osvald er skyldbetynget og dødsmærket allerede inden første replik. Og Marie Dalsgaards tjenestepige Regine er så forhippet på at komme op fra underklassen, at hendes ’livsglæde’ sammen med Nicolas Bro snarere virker som en strategi. Hun lægger sig i sengen, så de sorte sko stritter ud til hver side — og så Nicolas Bro kan komme til. Så meget for den livsglæde.

Egentlig er den eneste vinder Regines ’far’, snedkeren Engstrand, som Morten Suurballe spiller så enfoldigt-snedig, at man ser, at han forlængst har indset, at hans klumpfod altid kan blive til hans fordel.

Ellers er dette en styrkekamp mellem Kirsten Olesens Fru Alving og Kristian Halkens pastor Manders. Nuvel, det var svært at ab-strahere fra visheden og bekymringen om, at det skulle have været Henning Jensen, der spillede Manders, hvis ikke han i sidste uge havde fået et hæsligt brud på en nakkehvirvel. Samtidig var det næsten overmenneskeligt at se Kristian Halken spille rollen, som om den altid havde været hans. Ikke én replik flød væk.

Hulk for Halken

Kristian Halken brugte sin lange, kantede krop til at gøre sig nørdet. Han bukkede sammen under regnvejret på de mest kiksede måder. Han holdt sig mindst fem meter fra sit livs passion i Kirsten Olesens slanke skikkelse. Selv da hun fik sagt alt det, der skulle siges, og vovede sig hen til hans bebrillede ansigt med deres livs kys, så forstenede hans krop. Hulk for et spildt mandeliv!

Kirsten Olesen selv var lige så skånselsløs. Det løb med vandstriber ned over hendes vidunderligt garvede ansigt, men hendes replikker fik kun større og større kraft. Kirsten Olesen har så suveræn en beherskelse af ordet, at selv Thalheimers verbalfreak må have følt sig underlegen. For Kirsten Olesen kan vitterlig stå stille i timevis og bare TALE.

Egentlig er Thalheimers fortolkning af Gengangererykket - fra mor-søn-sorgen til mor-elsker-fortrydelsen. Dette greb virkede overbevisende og nutidigt. Alligevel var slutscenen grum, da Nicolas Bro sad med Kirsten Olesen og bad hende om solen; også selv om Thalheimer underligt nok ikke fik noget nyt ud af Nicolas Bro i undertrøje …

Mindst lige så stærkt var det at se Marie Dalsgaard vakle ud på usikre, sorte hæle - ud til gentagelsens ulykke. Men hos Thalheimer forblev livsglæden et postulat.

 

’Gengangere’. Tekst: Henrik Ibsen. Oversættelse: Thomas Bredsdorff. Bearbejdelse: Michael Thalheimer og Solveig Gade. Iscenesættelse: Michael Thalheimer. Scenografi: Olaf Altmann. Kostumer: Katrin Lea Tag. Musik: Bert Wrede. Skue-spilhuset, Store Scene, til 18. februar. 2 timer 35 minutter