3/6

Man kan gå til ’Babybongo’ i Stefanskirken. Ét af de mange tilbud til forældre, der går hjemme på barsel og synes, de skal aktivere deres baby. Og det kan man så gøre en gang om ugen med bongo, babybongo i Stefanskirken. Kun én gang om måneden har det noget med Gud at gøre. Så er der babybongogudstjeneste. Som nu i tirsdags, hvor musikpædagogen havde taget bongoen med ind i kirkerummet. Eller nej, der var faktisk ikke en bongo, men masser af andre instrumenter og en præst. Kirkegængerne blev placeret i en rundkreds på blå gulvmåtter. Omkring 20 kvinder var mødt op med deres babyer, og det er mange, når musikpædagogen skal rundt til alle børneneog spille hej-sang på xylofon med lige netop deres navn i sangteksten. Der var bolde, en faldskærm, nisser med bjælder på og »Dejlig er den himmelblå« med tegnsprogsfagter. Og en præst.

Giv præsten en chance

Folk på barsel opfører sig ikke helt normalt, og det er helt normalt. De er ekstremt optaget af deres børn og har derfor svært ved almindelige høfligheder. Som for eksempel at høre efter, når nogen taler. For præsten skulle faktisk bruges til noget.

Efter tre-fire sanglege sagde sognepræst Pernille Østrem diskret velkommen til børnene og fortalte, at nu ville hun fortælle deres forældre en historie. Og så fulgte en smuk lille prædiken om en lille pige, der vokser op i et diktatur. Hendes onkel blev fængslet for at tale styret imod, og pigen sendte tegninger til ham, men alt blev censureret. Selv en tegning af en fugl blev streget over, fordi styret mente, at den symboliserede frihed. Kun en tegning af et træ slap igennem censuren, og da onklen blev løsladt, takkede han sin lille niece. Tegningen af træet havde hjulpet ham med at holde modet oppe. Han havde nemlig forestillet sig, at bladene var fuglenes øjne, og han tænkte derfor på friheden.

Men sådan en lille kort og fin lignelse om, hvordan man ikke kan binde ånd, var ikke nok til at få de nybagte forældre til at fjerne blikket fra guldkalven. Heller ikke fadervor, eller velsignelsen gjorde indtryk.

Legestue for ånden

Gud føltes som en fremmed i sit eget hus. Og det er måske også meningen. Måske er meningen, at man skal føle sig velkommen i kirken uden at få stoppet Gud ned i halsen. Men man kan ikke lade være med at tænke: Hvis han ikke er grunden til, at vi er i kirken den tirsdag, hvorfor skal han så overhovedet være der?

Denne anmelder, som ellers ikke har meget fidus til ham der Gud, synes faktisk godt, man kunne have skruet lidt op for gudsfrygtigheden. Rummet kalder ligesom på det. Kirken er en legestue for ånden og ikke bare en legestue. Anmelderens ledsager svarede da også lidt kryptisk på spørgsmålet: Kan du fortælle far, hvor vi har været i dag?: »I et slot,« sagde hun og indledte hermed tilværelsen, hvor Gud vil være en fremmed, som man hilser på en gang i mellem, fordi han tilfældigvis er indblandet, når nogen skal begraves eller giftes, eller når det er børnehavens eller skolens juleafslutningsdag . I sin egen ret vil han sjældent være der. End ikke, når man går ind i hans eget hus.

 

Babybongo-gudstjeneste i Stefanskirken, tirsdag 10.30