Kan 50 millioner mennesker ændre livsform?

KENYA — »Titusinder af mennesker er døde siden april, og dødsfaldene vil sandsynligvis fortsætte de kommende måneder. Status er, at fødevaresituationen stadig er den værste i verden.«

Det fastslår FN’s analyse-enhed for fødevaresikkerhed i Somalia, FSNAU, et halvt år efter det stod klart, at Afrikas Horn var på vej ind i tørke- og sultkatastrofen. Fire millioner mennesker i Somalia har fortsat brug for fødevarehjælp — 250.000 af dem står ifølge FSNAU stadig over for akut hungersnød. I Etiopien har 3,9 mio. mennesker fået hjælp, og mange har fortsat brug for det. I Djibouti behøver 210.000 hjælp. I Sudan er 3,2 mio. karakteriseret som ’fødevare-usikre’.

»Omkring 3,75 mio. tørkeramte personer har brug for fødevarehjælp frem til mindst februar 2012,« hedder det om Kenya i en opgørelse sidst i november fra FN’s humanitære organisation OCHA. Efter alt at dømme dæmper den aktuelle regn til dele af Afrikas Horn nøden og giver for en tid bedre grundlag for bønders afgrøder og høst og for græsning til hyrdefolkenes dyr. Men for Somalia forudser FSNAU en fortsat officiel nødsituation frem til august 2012 med fødevareknaphed, mere udbredt underernæring og øget dødelighed. Og mht. det længere sigt peger klimaforskerne på, at de senere års udvikling med mere tørke og tiltagende ørkendannelse på Afrikas Horn vil fortsætte, sandsynligvis forstærkes. Alt mens det internationale samfunds forhandlere danser frem og tilbage om den globale klimabeskyttelse, rejser der sig et skisma: Adskillige millioner mennesker i regionen lever i dag af fødevare og anden hjælp fra FN, internationale bistandsorganisationer og lokale regeringer. En del af dem i områder, som i kraft af klimaændringerne måske ikke mere muliggør selvbærende menneskelig beboelse eller traditionel livsform.

»Det er et kæmpe dilemma, som diskuteres i bistands- og nødhjælpsmiljøet,« siger Lars Iskjær, landekoordinator for Dansk Røde Kors i Kenya med base i Nairobi.

»Vi bliver nødt til at anskue meget af det, der sker, som resultat af langsigtede klimaændringer. Mange af disse områder bliver mere og mere ubeboelige, og spørgsmålet er, hvad disse mennesker skal gøre på længere sigt. Vores bistand gør det jo muligt for dem at blive, men mange har levet af fødevarehjælp i årevis. Skal det fortsætte?«

Lars Iskjær understreger, at dilemmaet reelt ikke er nødhjælpsorganisationernes: »Vi har et mandat i Røde Kors: Vi er til stede for at hjælpe mennesker, der er nødlidende, og give dem adgang til rent vand, lægehjælp, sundhed osv. Det er op til politikerne at beslutte, hvad der skal ske med disse mennesker på længere sigt.«

Bæredygtighed i klemme

I centrum af dilemmaet står hyrdefolkene. Nomaderne, der vandrer med deres kvæg, geder, får og kameler efter, hvor der er vand og vegetation. Tværs over den tørre del af Afrika er det måske 50 mio. mennesker, på selve Afrikas Horn anslået 20 mio. og i Kenya knap fire mio. mennesker — eller godt det dobbelte, hvis man medtæller de hyrdefolk, der samtidig driver jordbrug i et eller andet omfang.

I én optik er hyrdefolkene selve svaret på ønsket om bæredygtighed. De har en meget lille levefod, og de bevæger sig med deres dyr efter, hvor naturen bedst tåler det. Selv under et vist klimapres er de via deres store fleksibilitet bedre tilpasset end andre: De kan flytte sig med det skiftende og uforudsigelige mønster af tørke og ekstrem nedbør — det kan fastboende kvægavlere og landmænd ikke. Hyrdefolkene kan tilmed lave mere kød, mere mælk og flere kalve pr. ko end stedfaste kvægbrug, fortæller rapporten Modern and Mobile fra International Institute for Environment and Development (IIED).

»Undersøgelser i Etiopien, Kenya, Botswana og Zimbabwe, som sammenligner produktiviteten i stedfaste kvægbrug med hyrdefolk, kom alle til samme konklusion: Hyrdefolkene udkonkurrerer kvægbrugene og det i markant grad,« hedder det i rapporten.

På den anden side er hyrdetilværelsen den livsform, som er kommet alvorligst i klemme i det krydspres, der udgøres af en voksende befolkning og en voksende forarmning af landskabet forårsaget af klimaforandringer. Befolkningspresset betyder, at jordbrug rykker ind i områder, der historisk har været hyrdefolkenes domæne. I høj grad småbønder, men også store kommercielle farme, som kan være udenlandsk ejede, og som kan have produktion af biobrændstof på dagsordenen, som det i dag ses i f.eks. Kenya, Uganda og Etiopien. Når et mindsket landareal kombineres med øget klimapres, accelereres de feedback-processer, der kan gøre det umuligt for nomader og seminomader at opretholde deres livsform. Tørke forringer vegetationen, som derfor overbelastes ved græsning. Den vigende vegetation og manglen på vand gør, at dyrene dør, hvorfor hyrdefolkene slår sig på bl.a. trækulsproduktion, der yderligere reducerer plantevæksten — erosion og ørkendannelse er resultatet.

»Tørke og ørkendannelse truer vedvarende livsgrundlaget for millioner af mennesker i Afrika og gør det i stigende grad umuligt for dem at slippe ud af fattigdommen. Denne udvikling vil blive forværret, i takt med at klimaændringerne slår igennem,« skriver FN’s Økonomiske Kommission for Afrika i rapporten Africa Review Report on Drought and Desertification. Hvert år øges ifølge kommissionen det afrikanske ørkenareal med over 3.000 kvadratkilometer, og i f.eks. Kenya og Etiopien er henholdsvis 80 og 70 pct. af det nationale areal sårbart over for de mekanismer, der fører til ørkendannelse.

Konsekvensen er de stadig flere mennesker, der overlever på fødevarehjælp i mere eller mindre ødelagte landområder, eller som flygter til byerne i håb om en fremtid der.

»De østafrikanske hyrdefolks krise: Er klimaændringer strået, der knækker kamelens ryg,« spørger den britiske tropeforsker P.J. Blackwell i tidsskriftet Third World Quarterly.

Blackwell har især set på det kenyanske Turkana-folks situation: »Realiteten er, at den traditionelle livsform for hyrdefolkene måske ikke længere er en mulig livsform, når man tager virkningerne af klimaændringer, sygdom og ledsagende konflikter om svindende ressourcer i betragtning. Fremtiden for de traditionelle Turkana-hyrdefolk er dyster, fordi de er afhængige af et miljø, der ikke kan forsørge dem. Humanitære organisationer anbefales at flytte deres fokus til at arbejde for og investere i alternative strategier for leveveje, der skaber økonomisk uafhængighed og hjælper turkanaerne til at tilpasse sig det skiftende miljø.«

Honning og kamelmælk

Raphael Marambii piller ved en tynd kæde om håndleddet med små røde, gule, blå og grønne perler.

»Det her skal man gå med for at vise, at man støtter den økologiske honningproduktion i Pokot-regionen,« siger han. Perlekæden får man med i købet, hvis man i et af Nairobis supermarkeder vælger honningen til godt 20 kr. glasset. ’BIO Wild Bush Honey’ står der på etiketten, som fortæller, at produktet er uden tilsætningsstoffer og konserveringsmidler.

Honning-produktionen »giver hundreder af hyrdefolk en indkomst og et håb om overlevelse«, oplyses det. Bag produktionen står det såkaldte Cabesi-projekt, der sigter på at udvikle nye leveveje for hyrdefolk truet af klimaforandringer og konflikter om jorden. Faktisk fortæller Cabesis hjemmeside, at hele 4.000 familier i West Pokot nu holder bier.

At forestille sig honningproduktion i dette tørre landskab ligger ikke ligefor. Mere end 90 pct. af West Pokot er ørkenlignende landskab — Turkana-området nordpå er endnu barskere: »Men bier kan klare sådan et klima. De behøver meget lidt vand og kan samle nektar over store afstande,« fortæller Raphael Marambii.

Han er egentlig dyrlægeuddannet, men arbejder i dag for ngo’en Arid Lands Information Network og for græsrodsfirmaet Mobile Future Enterprises med at skabe overlevelsesstrategier for hyrderne i det nordvestlige Kenya. Han taler passioneret om andre projekter med perspektiv: Dyrkning af aloe vera til bl.a. kosmetik og medicin, produktion af planten jatropha, der kan bruges industrielt til bl.a. biobrændstof, fremstilling af kamelmælk, silke, fibre m.m.

Marambii er også involveret i at etablere cybercafeer — drevet på solenergi — i landdistrikterne for at give især unge hyrdefolk adgang til viden og til sociale medier, der kan fremme udvikling og omstilling. El og kommunikation er to forudsætninger for omstilling. Stabil adgang til vand er en tredje. I det nordøstlige Kenya samarbejder Dansk Røde Kors og pumpevirksomheden Grundfos om at etablere en pålidelig vandforsyning, så hyrdefolk kan blive bofaste og etablere nye former for landbrug.

»Ved byen Isiolo har vi foreløbig etableret fem vandprojekter med pumper, der drives af solceller — bæredygtigt og billigt. Målet for Isiolo er 10 projekter,« fortæller Louise Koch, projektleder for forretningsudvikling og kommunikation hos Grundfos Lifelink, starten på et nyt forretningsområde med socialt sigte, der efterhånden skal blive lønsomt for virksomheden og udbredes til andre regioner i Afrika og Asien, hvor mennesker mangler rent vand. De 10 vandprojekter til Isiolo er doneret af Grundfos’ medarbejdere gennem Water2Life-programmet.

»Til vandsystemerne har vi tilkoblet et automatisk brugerbetalingssystem via mobiltelefoner. Betalingen for vandet dækker løbende service og vedligehold, som varetages af professionelle folk fra det lokale Grundfos Lifelink-team.« Lars Iskjær, Røde Kors’ koordinator i Kenya, fortæller, at man ved siden af samarbejdet med Grundfos laver klimatilpasning og kapacitetsopbygning i området i form af bl.a. water harvesting, dvs. sikring af vandet efter nedbør via små dæmninger i flodlejer. Samtidig assisterer man de hidtidige hyrdefolk med f.eks. at etablere drivhuse med drypvanding af grøntsager.

Den svære omstiling

Sammen har bistandsorganisationer, kenyanske ngo’er, FN-organisationer, virksomheder og nationale og lokale myndigheder taget de første initiativer for at hjælpe klimatruede hyrdefolk i Kenya og andre dele af Afrikas Horn til en ny levevis og en mere holdbar fremtid efter den seneste tørkekatastrofe.

»Disse mennesker bliver nødt til at indse, at de ikke i længden kan leve som passive ofre på nødhjælp, men selv må gøre noget for at uddanne sig, skaffe sig nye indtægtsmuligheder og ændre deres situation,« siger Anne Mette Meyer, klimarådgiver hos Dansk Røde Kors.

Spørgsmålet er imidlertid ikke blot, hvor langt hjælpen udefra rækker — der er flere millioner hyrdefolk alene i Kenya — men også om turkanaer og andre folk, der i generationer har vandret med deres dyr, magter at stille om.

»Et af problemerne er, at regeringen og eksperterne sidder inde i Nairobi og fortæller dem, hvad de skal. Men de kender dem ikke og giver dem ikke uddannelse,« mener Raphael Marambii.

»Regeringen vil have, at vi hyrdefolk skifter til andet arbejde. Men hvordan skulle vi kunne det, når vi er født med at skulle passe kvæget, og det er det, vi kan,« siger Joseph Lemole, en ung masai, der personligt har givet op efter at have mistet sine dyr under tørken og nu lever i Nairobis slum. Kvæget, gederne, fårene og vandringen med dem er hyrdefolkenes historie, kultur og hele identitet. En mand, der f.eks. ikke kan betale den traditionelle medgift på måske 50 køer eller et par hundrede geder, kan ikke få en brud og dermed hjælp til arbejdet, børn og status. De under tørken intensiverede kvægtyverier og blodige konflikter mellem nomadefok har direkte sammenhæng med den sociale skik med høje brudepriser, siger fagfolk. At se med bekymring eller skepsis på hyrdefolkene som konservative og omstillingsresistente i en verden af truende forandring burde måske inspirere til et kig i spejlet. Hvor let har lige den vestlige verdens middelklasseforbrugere ved at stille om til en ny livsform under indtryk af de planetære kriser, som deres traditionelle, ikke længere holdbare, livsform har skabt?

Informations reportagerejse til Afrikas Horn er gennemført med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp og Udenrigsministeriet