»Det blev en aftale. Ikke en fantastisk ambitiøs aftale, men dog en aftale.«
Klima- og energiminister Martin Lidegaard i går morges i Durban
Med næstenhalvandet døgns forsinkelse lukkede og slukkede klimatopmødet i Durban. Og endnu engang var det dramaet og ikke resultatet, der blev det mest bemærkelsesværdige.
For selv om det har flydt over med politiske budskaber og lovord om handling og ansvar fra snart sagt alle FN’s 194 medlemslande, så står det lysende klart, at verdens beslutningstagere ikke er kommet tættere på at løse de enorme klimaudfordringer, kloden står over for. Det lykkes heller ikke denne gang i Durban, som var vært for det 17. klimatopmøde i rækken.
For nok blev det til en global bindende klimaaftale. Men det er en aftale, hvor de store udledere som Kina, USA og Indien ikke engang skal bekymre sig om at finde bagdøren: Den står allerede på vid gab.
Den aftale, der nu er indgået, skal udformes senest i 2015. Men det står verdens lande frit for at vente med handling til 2020.
Derfor har klimaaftalen fra Durban resulteret i det måske værst tænkelige resultat, der betyder, at verdens største udledere af drivhusgasser slet ikke behøver at bekymre sig. I hvert fald ikke for deres udledninger. De kan pege på papiret fra Durban og sige — som det i årevis har lydt fra USA — vi når det. For i 2020 går vi i gang. Om otte år!
Men problemet er, at klodens klima lige nu er på vej på mod temperaturstigninger på mellem fire og seks grader. At kurven over udledninger ikke knækkes. Det Internationale Energi Agentur fortæller, at uden et radikalt kursskifte inden 2017 påbegyndes en deroute, hvor vi helt mister grebet om klimaforandringerne. Intet er løst i Durban, og spørgsmålet er, om det er muligt at finde en løsning inden for den eksisterende FN-ramme.
For sagen er jo simpel. I FN-regi kan ét land nedlægge veto, og ingen aftaler kan indgås, der tvinger lande til at gøre noget, de ikke vil.
Og selv om de fleste af verdens lande måske gerne vil ændre den katastrofekurs, kloden befinder sig på, så vil de største, mest befolkningsrige og værste udledere af drivhusgasser det ikke.
I de sidste minutter af klimatopmødet i Durban var al opmærksomhed rettet mod Indien. EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, satte sig direkte over for den indiske minister i plenum. Og til alles skue begyndte de to at diskutere den endelige ordlyd i slutdokumentet. Hvordan det skulle formuleres, at en aftale er bindende for alle. Også for Indien, Kina og USA.
Indien har aldrig villet noget ved klimatopmøderne. Indien udleder meget lidt CO2 målt pr. indbygger, men der er 1,2 mia. mennesker i Indien. Fra Indien lyder det — ligesom fra Kina og mange andre lande under udvikling — at det er de rige lande, der skal handle. Og det skal de. Men Indien er også en atommagt. Indien vil sende en mand til månen inden 2030. Og Indien er et nådesløst klassesamfund, hvor en meget stor del af befolkningen lever i fattigdom. Spørgsmålet er, om det er moralsk korrekt, at et land som Indien skal kunne bruge de fattige som et skjold og lade det være argumentet for ikke at handle?
USA vil heller ikke noget. Desværre bliver det netop USA, der er med til at legitimere den manglende vilje fra andre store nationer. Og det benytter både Indien og Kina sig af.
Kina er en nation i hastig vækst med en befolkning på 1,4 mia. mennesker, der allerede inden 2020 udleder mere drivhusgas end EU. Og i 2035 er udledningen pr. kineser den samme som OECD-gennemsnittet, og Kinas samlede udledninger vil være højere end EU’s, når alle historiske udledninger helt tilbage til år 1900 indregnes.
EU-landene blev heller ikke mere ambitiøse under klimatopmødet. Landene i unionen har et mål om at begrænse udledningen af drivhusgasser med 20 procent i 2020. Det mål er EU samlet set ganske få procent fra at opfylde i dag. Det havde derfor klædt det selverklærede klima-ambitiøse EU at sætte barren en tand højere og eksempelvis gå op på en 30 procents reduktion i 2020. Men der kom heller ikke mere fra den front.
Det kan være sværtat se et alternativ til FN og de årlige klimatopmøder. Men FN-systemets styrke er også dets svaghed. Ethvert medlemsland kan afspore enhver forhandling. Og ved klimatopmøderne sidder der mange forhandlere, der har mandat til at obstruere i stedet for at nå resultater.
Det kræver mere end almindelig sund optimisme at tro på, at det skulle ændre sig frem mod næste års klimatopmøde.
Alligevel blev topmødet en diplomatisk succes. For der ligger fortsat en ramme at arbejde inden for. En grøn fond blev etableret, selv om der fortsat er meget få midler i den. En ny alliance mellem EU-landene og i alt 90 af verdens fattigste og mest skrøbelige stater er en realitet. Og det er ikke mindst vigtigt, den nye alliance bryder den tidligere G77 gruppe op, hvor særligt Kina og Indien har været toneangivende. Der er derfor noget at bygge videre på. Processen overlevede endnu engang, men patienten er hastigt på vej til at dø.
Kommentarer
Tomrummet frem til 2020 burde være blevet udfyldt med en Kyoto-2-aftale, hvor alle i-lande (incl. USA) skulle forpligte sig til en CO2-reduktion på 30-40%.
Dermed ville der have været et mere ensartet grundlag alle landene imellem til i 2020 at indgå en forpligtende global klimaaftale.
Det skete ikke i Durban. Tværtimod døde Kyoto og dermed i-landenes forpligtelse til at gå forrest i erkendelse af, at i-landene både historisk og aktuelt er de største udledere målt pr. indbygger. Blandt alle verdens 194 lande er Kina nr. 80, og Indien er nr. 120 målt i udledning pr. indbygger.
De kommende generationer vil fordømmende se tilbage på de første årtier af 2000-tallet, hvor i-landene havde muligheden for at stoppe det vanvittige energi-fråds, men hvor i-landene tværtimod fortsatte udledningen med uformindsket styrke - ja nærmest med øget styrke, idet 2010 blev året med historiens største CO2-udslip.
@Aksel Gasbjerg: “… ja nærmest med øget styrke, idet 2010 blev året med historiens største CO2-udslip.”
Så bestemt, se for eksempel Acceleration of Atmospheric CO2.
En god opsummerende artikel på hvad COP17 endte med, ingen tvivl om det - har dog hørt/læst, at det allerede fra 2015 vil være for sent, at ændre på konsekvenserne for temperaturstigninger.
Har ligeledes læst, at havde det ikke været for det udsædvanlige lave antal solpletter, havde den globale opvarmning taget fat endnu før. Forskere mener, at dette er grundlaget for, at temperaturerne ikke er steget så meget som forventet siden 2007- solens aktivitet er dog steget ganske uventet, og det frirum, det lave antal solpletter gav, er ikke umiddelbart en realitet, hvilket man aflæser ved, at kikke på antallet af plamager på Solen.
Er vi nød til at håndtere den globale opvarmning med fornyet hast - eller vi er nød til, at revurdere vores opfattelse af CO2-relaterede stigninger i temperaturen.
I de sidste 50 år har Solens aktivitet været meget høj, og det kom derfor bag på mange forskere, da den nye cyklus i 2008 lod vente på sig. I stedet for at fortsætte på et højt niveau, faldt aktiviteten pludselig til et minimum og lå på næsten nul i tre år.
Solforskere har fået følgende ud af ovenstående hændelser, og det er, at på nuværende tidspunkt ved de, at de næsten intet ved. For tre år siden, troede, at de kunne forudse Solens opførsel i vid udstrækning, nu erkender man, at man ikke ved hvordan solen vil opføre sig mere end 14 dage ud i fremtiden.
Vi har ikke set markante stigninger i temperaturen siden 1998. Det store spørgsmål er dog, er vi nød til, at revurdere vores opfattelse af CO2-relaterede stigninger i temperaturen? - Spørger i mig, og det formentligt begrænset kendskab jeg har til alverdens forskning omkring ´flora og fauna`, er det min vurdering, at vi i allerhøjeste grad, skal tage påvirkninger fra menneskeudledt CO2 alvorligt - og derfor er aftalen i Durban ikke noget at råbe hurra for.
En mulig måde at skabe overblik over en erklæring er ved, at udskille samtlige elementer, der indeholder egentlige løfter. Disse løfter fortæller ofte konkret, hvad erklæringsgiveren i forbindelse med erklæringen direkte forpligter sig til at gøre.
Saucen bliver bedre med friske, bælgede æbler. Hvis der er villige hænder, så nyd de friske æbler.
Fokusere vi på USA samt Kina og Indien, har de erklæret, at de er villige til, at sætte deres signatur på en juridisk bindende aftale. Brugen af erklæringer udspringer i visse tilfælde af et ønske om at nedfælde et i alt fald moralsk løfte overfor erklæringsmodtageren, i dette tilfælde, verdens befolkning. Det juridiske interessante er som altid, hvorvidt der på baggrund af den enkelte erklæring, eller dele deraf, kan støttes juridiske forpligtelser - sagt med andre ord, kan erklæringsafgiveren på det foreliggende grundlag siges at have afgivet dispositive elementer, der giver retten til at påberåbe sig misligholdelse. Fokusere vi på USA samt Kina og Indien, har de erklæret, at de er villige til, at sætte deres signatur på en juridisk bindende aftale. Adskillige andre lande - Japan, Rusland og Canada - har fra starten gjort det klart, at de ikke ville forny deres Kyoto-forpligtelser. Nye løfter vil være meningsløse, så længe store CO2 forurenere ikke er juridisk forpligtede - dette kan man ikke andet end give dem ret i, og det må konkluders at de mange forskellige tilkendegivelser minder mere om Ragnarok end kritisk-konstruktiv debat.
Grænsen mellem hensigter og løfter er vanskelig, men mulig at trække. Alle er erklæringer som “Vi er villige til at forhandle”, “det er vores hensigt….”, og “det er vores politik….” ses alle som rene hensigtstilkendegivelser, og kan derfor ikke næppe betragtes som egentlige løfter. Omvendt er tilkendegivelser som “Vi lover at….”, “Vi garanterer at vi i fremtiden….” og “vi forpligter os til” klart udtryk for viljen til at love noget. Formuleringen “Vi vil….” er i øvrigt yderst tvivlsom og må medmindre øvrige omstændigheder tilsiger andet alene ses som et udtryk for en hensigt.
Set ud fra ovenstående, har de store lande givet et klart løfte, og det er, at de er villige til, at sætte deres signatur på en juridiske bindende aftale. Udtalelsen er dog ikke mere end en hensigt, og derfor ikke et egentligt løfte, og dermed står bagdøren på med henblik på begrundelser til, at ikke ønske at binde sig juridisk på vidt gab. Det kan således ikke afvises, at antallet af pletter på Solens overflade, eller vi ikke har set dramatiske ændringer i temperaturen, selv om antallet solpletter er højt, og CO2-niveauet har været stigende, og dette har ikke påvirket temperaturen mærkbart, kan være et undskyldende element for, ikke at binde sig juridisk. Derudover har aftalen i Durban kun løst problemerne omkring “designet” af den grønne fond vedtaget under COP15, men kassen er stadig tom. En ting står dog klart, og det er, at indtil nu har Kina og Indien, der er to af verdens største CO2-forurenere, været undtaget fra forpligtelser, fordi de er udviklingslande, mens USA ikke har ratificeret Kyoto-aftalen fra 1997 - og dette vil deres villighed ikke ændre på, da der rent juridisk alene er tale om en hensigt. Og jo, blandt alle verdens 194 lande er Kina nr. 80, og Indien er nr. 120 målt i udledning pr. indbygger, de to lande udgør dog løst beregnet omkring 35% af verdens borgere, hvorfor det er nødvendigt, at få samt USA med i kampen - når det forhåbentligt sker, er det først vi ser, hvor villige EU om fornødent vil opfylde deres formålsløfter om nedsættelse af udledning, det er trods alt, let nok, at være fortaler for noget, når man ved, at andre større lande ikke vil tilslutte sig en juridisk bindende aftale.
*… undskyld de små stavebøffer, gider som oftest ikke at korrekturlæse…*
*….Hmm, menneskeudledt CO2….*
Man fik aldrig rigtigt sat tal på Kejser Augustus’ folketælling for 2000 år siden. Men vi ved at
omkring år 1830 rundede jordens samlede befolkning den første mia. Det havde taget mange år at nå hertil – men herefter gik det stærkt.
Hundrede år senere, 1930, var den ene mia. blevet til to, og efter blot 30 år mere, i 1960, var jordens samlede befolkning på 3 mia.
I efteråret 1999 var vi dobbelt så mange, nemlig nu 6 mia., hvoraf knap 5 mia. lever i udviklingslandene. Og væksten vil fortsætte. Alene det faktum at ca. 40% af jordens befolkning er under 20 år, betyder, at der i de kommende årtier vil være omkring 2,5 mia. nye forældrepar som i
gennemsnit vil føde 2,8 børn eller cirka deromkring.
Prognoserne anslår at verdensbefolkningen først vil stabilisere sig ved ca. 11 mia. - ja der kommer nok til at gå et par år endnu før vi når dertil, vi ved dog i dag, er vi 7 mia. mennesker på jorden.
*….Hmm, menneskeudledt CO2, og en stadigvæk stigende snak om nødvendig for vækst, blandt mange af verdens ledere, dette på trods af, at år 2010, var det år hvor der er blevet udledt mest CO2….*
Frelsens hærs tamburin korps spiller for den fortabte jord.
Jordens skråning fra ækvator mod polerne vil forandre sig med 4-6%, pladeforskydninger, jordskred,stenskred, jordskælv vil denne frelsende hær stille sig op imod.
Fremtiden vil være uden jordskælv, flodbølger, havbølger, sten-jordskred, muderbølger, muderskred, sneskred, laviner.
Kom kom til frelser møde
I for kaffe I for te
I for majorens bare røv at se.
Kul på!
Løvenbalk har fat i tilstanden: “Processen overlevede endnu engang, men patienten er hastigt på vej til at dø.”
Det grundlæggende problem er som Tom W. Petersen, Frederiksberg, udtrykker det kort, klart og tydeligt i en læserbrev i dagens avis.
Jeg faldt over dette dokument forleden dag:
OUTING
THE
OLIGARCHY
BILLIONAIRES WHO BENEFIT
FROM TODAY’S CLIMATE CRISIS
Dokumentet er en nøje dokumentation af fossil-mafiosiernes top halvtreds.
Til uddybning af Tom W. Petersens synspunkt kan jeg kun anbefale denne artikel af Naomi Klein:
Capitalism vs. the Climate
Jeg beklager, men begge sager er ikke korte, så det er hårdt arbejde.
Første og sidste linie af det blå er links. Resten er kuk.
Rapporten om fossilindustrien er udgivet af denne website:
International Forum on Globalisation