MOSKVA — Af uransagelige grunde hedder lobbycafeen på hotel Izmailovo Vega i Moskva Daniel Defoe — forfatteren til romanen Robinson Crusoe fra 1719 og en af ophavsmændende til Englands tid som politistat.

Den stakkels Robinson måtte gå meget igennem på den øde ø uden civilisation, moderne hjælpemidler, for slet ikke at tale om kvinder, som man nok kan savne en gang imellem.

Det behøver man nu ikke på Café Defoe. I skumringstiden begynder de at dukke op. Skøgerne først, som de vist hed på dansk på Defoes tid. Og sammen med dem dukker forretningsmændene op, kaukasierne, ensomme, mandlige vesterlændinge og de karseklippede alfonser.

Ikke noget med røgfrit område her, ikke noget med foragede blikke mod de halvfede prostitueredes dybe kavalergange. Kavalererne er ikke fordømmende, men sultne. Og tørstige og smøgtrængnende.

Først naturligvis en gang vodka, så en mere, dernæst har du mod til at svare igen på pigernes indsmigrende blikke og lystige smil fra de tynde mentolcigaretter og de fede lår.

Pludselig på valgdagen, hvor landets politiske skæbne blev afgjort, rejser en mand iklædt et nydeligt jakkesæt, hvid skjorte og slips sig, hiver sin, nej, ikke den, men sin guitar frem og begynder at spille og synge.

Ikke et øje tørt

Det ville Robinson og Defoe have nydt. Og det gør alle i cafeen. Luderne ser først forstyrrede og bekymrede til, det stopper jo deres business for en stund, deres karseklippede og bredskuldrede alfonser raser en overgang, men de er dovne, fordrukne og forædte, så de ryger en ekstra smøg, men lytter så også med på mandens skønsang.

Den første sang handler om den anden side af den brede flod — der er er meget bedre end denne side. Der blomstrer blomsterne, og stjernerne lyser.

Ikke et øje er tørt. Luderne kniber en tåre, ringer med tårerne rendende ned ad de pudrede kinder, på de evindelige mobiler til deres veninder, mødre, venner, børn og fortæller om den mærkelige mand, der synger smukke sange. Cafeens julepynt er ved at falde ned, da alle bryder ud i klapsalver og hurraråb.

Med Gud på guitar

Den forunderlige mand synger endnu en sorgmunter sang, inden han pakker, nej ikke den, men sin guitar ned, forlader selskabet og bevæger sig ud i Moskvas kolde, våde og tågede aften.

Ljuba, som sidder nærmest i sin dybt nedringede, sorte kjole med et barnligt, men vulgært udtryk i ansigtet siger: »Han kommer én gang om ugen. Vi aner ikke, hvem han er, hvorfor han kommer, men han kommer, han spiller og synger. Jeg tror, det må være Gud selv, der sender ham. Hvem skulle det ellers være?«

Spørgsmålet og svaret svæver i rummet.

Så går det hele i gang igen. De kælne blikke, vodkaen, de tynde cigaretter, halvbare bryster vises frem, billedet af Robinson Crusoe begynder igen at blinke, ingen læser den lange tekst om Daniel Defoe, for der er andet at tænke på. Mændene har pludseligt fået travlt med at vælge. Parlamentsvalget er jo i fuld gang.