Først en indrømmelse: Duoen fløjte og klaver hører ikke til de mest ophidsende kombinationer for nærværende anmelder. Men når navne som Berliner Filharmonikernes solofløjtenist Emmanuel Pahud og den velrenommerede pianist Yefim Bronfman stiller op i Louisianas Koncertsal, må der være noget at komme efter. Og det var der absolut, i helt særlig grad for Pahuds vedkommende. Han er en sand mester, et ekspressivt kraftcenter med en blændende vejrtrækningsteknik, som kan udfylde det spinkle instruments volumen til den yderste grænse uden at sprænge klangen til atomer.

Bronfman var knap så spektakulær og slet ikke så kommunikativ som partneren; han viste sig som en særdeles kapabel routinier, urokkelig som en klippe, men ikke altid udpræget forfinet i sine virkemidler. De har i årevis været et ombejlet par. Torsdag spillede de i Istanbul, fredag i Humlebæk, lørdag et sted i Belgien og søndag i London.

Med samme menu, og det var et lidt underligt program, al den stund at det meste af det slet ikke er skrevet for fløjte. Det er ikke, fordi transskriptioner altid behøver at være dårligere end originalerne, men i det konkret tilfælde med Schumann og Brahms ville jeg gennemgående hellere have hørt henholdsvis oboen hos den første og klarinetten hos den sidste. Schumann blev angiveligt vred over, at forlæggeren ønskede at promovere de tre oboromancer alternativt for klarinet; det var sågu’ oboen, han havde komponeret for, indvendte han, og undlod at forklare, hvorfor han havde valgt violinen som en anden mulighed. Men man kan nu godt forstå ham. Den vemodighed og dunkle længsel, der ligger latent i disse romancer, blev ikke rigtig nærværende i fløjtespillet, selv om man måtte beundre tonens nænsomt syngende egalitet, og Bronfman udviste i øvrigt heller ikke den fornødne hemmelighedsfulde Gefühl i sine replikker.

Ind til marven

Brahms lå meget bedre til Bronfman, han leverede klaverspil med saft og kraft og sandelig også poesi, og selv om man måtte undvære de gyldne efterårsmættede klange fra fløjtens side — den er trods alt ikke så romantisk sjælfuld som klarinetten, for ikke at sige bratschen som er Brahms’ to optioner — imponerede Pahud med et smukt kontrolleret vibrato i en bredt funderet klangdannelse. Og de to musikere kom helt ind til marven af denne forunderlige afskedsmusik, eksempelvis i finalens variationsrække, en kontinuerlig udviklingsproces hvor temaet transformeres i stadigt rigere forekomster. Arnold Schönberg beskrev den som et frø, der bliver til et frugttræ for derefter gradvist at folde sig ud i al sin blomsterpragt. Frøet indeholder hele skaberværket.

En violinsonate af Mozart, nr. 21 i e-mol, skulle sikkert berede vejen til Prokofjevs klassicistiske fløjtesonate. Det er en smuk og lidt sorgfuld sonate, Mozarts, men den fangede ikke synderligt i denne udgave. Til gengæld triumferede de i Prokofjevs sonate, aftenens eneste originalværk fra 1941, som i øvrigt året efter fik en violinversion til benefice for David Oistrakh. Den er en charmerende lystrejse tilbage til klassikkens orden og klarhed, men kun tilsyneladende, for det er letfordøjelig modernisme, i den grad komponeret med tungen i kinden. Prokofjevs fløjtespiller fremstår således som de kongeniale hovedpersoner i et sådant stykke skælmsk commedia dell’arte i fire akter: som forførende Harlekin, fræk Pulcinella, drømmende Pjerrot og storpralende Scaramuccio. Den vævre Pahud spillede dem alle dansende virtuost, ligesom il dottore ved tangenterne var skarp og spiddende — og her virkede hans åbenbart permanente stone face helt på sin plads.

 

Schumann, Brahms, Mozart, Prokofjev. Emmanuel Pahud (fløjte). Yefim Bronfman (klaver). Louisianas Koncertsal 9. december