Kig mod Japan og se Europas fremtid

TOKYO — Den er måske nok lille, blød og nuttet. Og har en selvtrøstende tommelfinger i munden og ser på verden med store trohjertige øjne. Men det er ildevarslende, når det lige præcis er denne skabning, man har lyst til at kramme.

Den abelignende japanske dukke, Monchhichi, har udviklet sig til en ganske uvidenskabelig indikator for en nations økonomiske helbred. Yuki Hatano, salgschef hos Sekiguchi, den familieejede virksomhed, som producerer dukken, beskriver det med et smil som Monchhichi-indekset:

»Hvis det går godt for os, så går det dårligt for økonomien generelt.«

Da Japans økonomiske boble bristede for to årtier siden, eksploderede salget af Monchhichi på hjemmemarkedet. Og efter finanskrisen begyndte i Europa og USA i 2008, steg efterspørgslen på dukken med over 50 procent på de markeder.

»I økonomiske nedgangstider søger folk åbenbart noget rart og lindrende, og det er en Monchhichi netop,« siger Yuki Hatano.

I Japan, den tidligere økonomiske gigant, som i dag blot er en skygge af sig selv, har befolkningen i to årtier haft brug for den form for lindring. Og hvis den internationalt anderkendte økonom Richard Koo har ret i sine dystre forudsigelser for Europa, så kan Monchhichi se frem til endnu større popularitet.

»Europa er blevet smittet af den japanske syge,« siger cheføkonomen på sit kontor hos Nomura Research Institute i Tokyo.

»Og hvis politikerne ikke tager de rette beslutninger, kan sygdommen komme til at blive lige så langstrakt og smertefuld som i Japan.«

Økonomisk nedtur

Få nationer i nyere tid har som Japan oplevet et så dramatisk omslag i økonomisk skæbne. Siden begyndelsen af 1990’erne har landet forsøgt at finde den rette medicin efter ejendomsboblen sprang og skabte en spiral af faldende priser, stigende gæld, manglende forbrug og ringe vækst.

Og mens Europa — og USA — kæmper med økonomisk krise, kigger et stigende antal økonomer mod Japan og ser både en mørk vision for fremtiden — og en mulig løsning på den europæiske krise.

»Efter boblen bristede, led Japan under prisfald og job, der forsvandt. Forbrugere holdt på pengene, og virksomheder skar ned på pengeforbruget og forsinkede ekspansionsplaner. Det er det, som overgår mange europæiske lande for tiden. Der er fare for et kollaps,« advarer Richard Koo.

»Millioner af individer og virksomheder bruger alle de penge, de har til rådighed, til at tilbagebetale gæld og ikke på at investere i ny vækst. Det giver god mening for den enkelte, men ikke for kollektivet. Det får økonomien til at skrumpe. Det var det, der førte til Den Store Depression i USA i 1929, kastede Japan ud i kaos i begyndelsen af 1990’erne og i dag truer USA og store dele af Europa.«

Brug penge

Da katastrofen ramte Japan, brugte landet næsten 15 år på igen at få gang i væksten i den private sektor. Og det eneste, der i sidste ende viste sig at være effektivt, var massive og langvarige statsinvesteringer — hovedsageligt i infrastruktur — der kunne udfylde det økonomiske tomrum skabt af den skrantende private sektor.

»Det er det, der skal til i Europa. Der skal bruges penge, ikke spares,« argumenterer Richard Koo. »Den eneste måde at undgå, at økonomien ikke skrumper, er, at regeringerne låner penge og investerer. Dermed kommer pengene igen i kredsløb, og økonomien kører videre. Og regeringerne skal fortsætte med denne økonomiske stimulus, så længe det varer, før virksomheder og husholdninger igen begynder at låne og forbruge penge.«

Da den japanske regering i 1990’erne pumpede penge ind i infrastrukturen for at få gang i hjulene igen, så lykkedes det at stabilisere økonomien. Men da man troede, at krisen var overstået, lukkede regeringen igen for pengekassen, og det førte til, at økonomien igen hastigt kollapsede, og landet igen røg ud i en rekordstor økonomisk krise.

»Denne fejl skal Europa ikke begå. Recessionen er ikke forbi, og det er ikke tid til argumenter om, at regeringer er nødt til at spare, så de ikke giver gæld videre til de næste generationer. Det holder ikke. Hvis regeringerne begynder at spare nu, så kan den næste store depression komme,« mener Richard Koo.

Den lange nedtur

Japanerne ved, hvad økonomisk nedtur betyder. Landet var en kæmpe økonomisk succes, red på en af historiens største aktie- og ejendomsbobler og var i 1980’erne det første asiatiske land, der kunne udfordre Vestens langvarige dominans. For to årtier siden nød landets middelklasse en velstand, som blev set på med misundelse verden over. Men den økonomiske trussel fra det japanske væksteventyr, som specielt blev set som en fare i USA, er forduftet. Og japanernes levestandard er langsomt smuldret, efter boblen bristede, og Japan begyndte sin langsomme, men mangeårige nedtur, hvor Nikkei, landets aktieindeks, nu blot er 80 procent af, hvad det var på sit højdepunkt i 1989, og hvor landets ejendomspriser er faldet med 80 procent.

Tidligere studier har undersøgt konsekvenserne på japanernes psykologi af dette styrtdyk: Fra at være klar til at erobre verden er deres kultur nu gennemsyret af pessimisme, fatalisme og nedsatte forventninger.

»Europæerne skal lære at leve med færre penge og den deprimerende følelse af tilbagegang,« siger Richard Koo. »Det har ramt japanerne hårdt.«

Richard Koo er ikke den eneste, der advarer om en kommende japansk skæbne for Europa.

»Jeg er bange for, at Europa … står over for et ’tabt årti’ lig det japanske i 1990’erne,« skrev den tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, fornylig.

»Et årti uden økonomisk vækst, et årti med nedskæringer og stram økonomisk politik, et årti med social uro.«

Om ikke andet kan man trøste sig ved at kramme en Monchhichi.