Balancerende med tungen så vidt muligt lige i munden og skyldig hensyntagen til både Gud og hvermand samt alle betydende parter i samfundet noterede det danske pressebureau Ritzau for blot en måned siden (15. november):

»Om ganske få år er det for sent. Så kan vi ikke længere begrænse klodens hedetur til to grader, men må imødese temperaturstigninger på mellem 3,5 og seks grader i dette århundrede. Det er budskabet« — ikke fra en biodynamisk gulerodsspisende økofanatiker i sundhedssandaler og brøndkarse op til lårene, men — dr. Fatih Birol, cheføkonom i Det Internationale Energiagentur (IEA).

Tirsdag præsenterede agenturet sin dystre årsrapport World Energy Outlook 2011 i København. »I 2017 vil døren blive lukket — og lukket for evigt,« understreger Fatih Birol. Baggrunden er stigende CO2-udslip og øget afbrænding af kul og olie. »Bekymring over økonomien har fjernet opmærksomheden fra energipolitik. CO2-udslippet nåede rekordhøjde i 2010 og udgifterne til olieimport er også tæt på rekordniveau«. Især transportsektoren og de store ulandsøkonomier sluger mere energi. Den globale bilpark vil (hvis menneskeheden stadig fortsætter business as usual, red.) fordobles til 1,7 milliarder biler frem mod 2035. I dag er der 500 biler pr. 1.000 europæere, mens 1.000 kinesere kun råder over 30 biler. Det sidste tal vil vokse dramatisk, forudser Fatih Birol. »Og vi har ingen grund til at bebrejde Kina. De gør blot, hvad vi har gjort i mange år.«

Uforståeligt

Ganske rigtigt: Bekymring over økonomien har fjernet opmærksomheden fra energipolitik. I en sådan grad, at klima- og energiminister, Martin Lidegaard i weekenden måtte vende hjem fra verdensmagternes COP17-klima-aftale i Durban med denne konstatering: »Der er ingen tvivl om, at der er et kæmpe hul mellem det, som videnskaben anbefaler os at gøre, og det, vi rent faktisk gør. Vi må konstatere, at den her aftale ikke kan sikre kloden den tograders målsætning, som hele verden ellers er enig om. Det er rigtig, rigtig skuffende og uforståeligt.«

COP17 endte med en køreplan, der skal blive til en bindende aftale i 2015, som dog først I 2020 skal føres ud i livet. Tre år efter at det er for sent, døren bliver lukket — og lukket for evigt.

Altså: Økonomisk vækst i vor tid.

Til selve naturgrundlaget for økonomisering med materielle, sanselige naturgoder — med stor sandsynlighed ifølge langt størstedelen af naturvidenskaben — bryder sammen. I den mere end to graders klodeopvarmning og de deraf følgende konstant selvforværrende vandstandsstigninger, ørkenudbredelser, oversvømmelser, hedeture, skybrud, istidsdannelser, orkaner, epidemier, større eller mindre miljøkrige, strømme af miljøflygtninge og andre natur- og samfundsekstremiteter.

Med kun visakortets abstrakte digitaler stående tilbage. Lige noget for alverdens, i hvert fald den vestlige verdens, moderne topøkonomer. Med Fatih Birol, Tim Jackson og et par enkelte andre ’topøkonomer’ som de undtagelser, der bekræfter reglen.

Uforståeligt, kalder klima- og miljøministeren det.

Ingen frigørelse

Tja, det er det vel. I betragtning af, at den irrationelle tro på en almægtig, alvidende og algod gud ifølge gængs viden og moderne dogmatik skulle have været på retur i århundreder og nu hævdes at være erstattet af den rationelle anerkendelse af naturvidenskaben. Hvorfor så pludselig nu begynde at benægte naturvidenskaben? I alle tilfælde i praksis? Som nu sidst på COP17-topmødet i Dubai i weekenden?

Eller er forklaringen den, at vi moderne vesterlændinge aldeles aldrig i praksis har erstattet en irrationel tro med noget som helst grundlæggende rationelt?

En kendsgerning er det i hvert fald, at hele det moderne projekt med sin påståede bekendelse til naturvidenskaben hidtil har været uløseligt knyttet til kapitalismen. Som om kapitalismens krav om ubegrænset økonomisk vækst (akkumulation) af kapitalinvesteringerne — for hvorfor dog ellers investere uden udsigt til afkast? — ikke bygger på den mest skingre irrationalitet, som tænkes kan. Troen på en materiel natur uden grænser.

Der kan argumenteres for, at netop dele af den jødiske, græske og kristne religiøsitet og den efterfølgende europæiske og amerikanske, sekulære, verdslige modernitet i særlig grad fremelskede og fremelsker troen på menneskets ubegrænsede magt over og forbrug af naturen i dens materialitet.

Det kræver nærmere undersøgelser, for nu kræver den rationelle naturvidenskab, at den langt om længe frigøres fra sin afhængighed af os, vi irrationalister, vi satans kapitalister.

Frigørelsen lykkedes ikke på COP17-topmødet i Dubai i weekenden. Om ganske få år er det for sent.