Ekspert: ’The City’ former Storbritanniens EU-politik

LONDON — I Middelalderen var Londons finansdistrikt, The City, lig med byens fulde omfang. Men selv om det 2,9 kvadratkilometer store område i dag kun udgør en brøkdel af millionbyens areal, blev det i sidste uge klart, hvor meget den såkaldte Square Mile — et andet af områdets kælenavne — stadigvæk fylder i Storbritannien og i britisk politik.

Premierminister David Cameron lagde ikke skjul på, at det var for at beskytte The Citys interesser, at han ene mand ud af 27 besluttede at trække sig ud af forhandlingerne om en ny traktat om et tættere økonomisk og finanspolitisk samarbejde i Europa. En beslutning, som mange — men ikke alle — i finansdistriktet hyldede i timerne derpå:

»Finansielle ydelser er en langt større del af økonomien end i andre EU-økonomier, og den finansielle transaktionsskat ville have været meget skadelig for Storbritannien,« siger Mark Burgess, ledende investeringsofficer i Threadneedle Asset Management til Financial Times.

Terry Smith fra finansmægleren Tullett Prebon mener — ifølge BBC — at Storbritannien i dag er »lige så isoleret som dem, der nægtede at gå om bord på Titanic, før den sejlede«.

Flere af de ledende stemmer i The City har ligeledes ytret opbakning til beslutningen, der også opnår bred støtte i befolkningen. Ifølge en meningsmåling foretaget for The Mail on Sunday støtter 62 procent af befolkningen Camerons veto, mens 19 procent er imod.

Hvorfor særposition?

Premierministerens — såvel som befolkningens — opbakning til finansdistriktet hænger dels sammen med finanssektorens andel af den britiske økonomi, dels hænger den sammen med distriktets historie, påpeger eksperter.

På trods af fraværet af gamle, historiske bygninger — der blev ødelagt af tyske bombardementer og brand under Anden Verdenskrig — og den moderne fremtoning med tårne, der af god grund har fået øgenavne som Drueagurken og Osterivejernet, har Storbritannien været et finanscentrum siden slutningen af 1600-tallet. I dag er det ikke kun Europas, men et af verdens absolut største, rangerende over New York. Distriktet har sågar sit eget byråd, borgmester og politistyrke; institutioner der kan føres tilbage til 1100-tallet.

»I et europæisk perspektiv har der været en arbejdsfordeling inden for Europa, hvor de enkelte lande har gjort det, de var bedst til. Tyskland producerer biler, mens Storbritannien har været bedst til finansielle servicer og handel. Den fordeling har udviklet sig over flere hundrede år,« fortæller Tom Kirchmaier, ekspert i finansielle markeder på London School of Economics til Information.

»Storbritannien har opbygget en institutionel struktur, der favoriserer finans- og forretningsverdenen i forhold til regulering, beskatning og jura,« tilføjer han og påpeger, at »bank- og finansforretning bygger på information«, hvorfor man ønsker at begrænse rejsetiden.

»Hvis du går rundt i The City, kan du komme hvor som helst hen på 10 minutter,« påpeger han.

Richard Whitman, professor i politik og internationale relationer på University of Kent, påpeger, hvordan The Citys særstilling i britisk politisk og økonomisk liv historisk har formet landets udenrigs- og især EU-politik.

»Britisk støtte til EU har historisk set været stærkest, da EU opbyggede sit fællesmarked i 80’erne frem til midten af 90’erne. At maksimere handelsmulighederne har altid været det vigtigste aspekt af Storbritanniens EU-politik,« siger han til Information.

The Citys rolle

Og briterne har siden nydt godt af det indre marked med dets fri bevægelse af varer, arbejdskraft, servicer og kapital. Især har det gavnet The City, påpeger flere eksperter. Men i takt med at europæisk regulering er blevet udvidet til at omfatte netop den finansielle sektor — senest med forslaget om en finansiel transaktionsskat — er modstanden i Storbritannien vokset. Eftersom 75 procent af alle europæiske finansielle transaktioner finder sted her, vil banker med base i landet komme til at betale størstedelen af skatten, påpeges det.

Det kan skræmme »kunderne væk«, frygter de britiske politikere, der igen og igen påpeger The Citys rolle i landets samlede økonomi. Imidlertid er ikke alle enige i, at sektoren udgør en stor nok andel til at fortjene denne særstilling, som nogen sågar mener, den har fået på bekostning af andre dele af erhvervslivet, der er afhængig af handel med resten af EU.

»Meget af den britiske finanssektor, i hvis navn Cameron nedlagde sit veto — bankforretning, forsikring og revision — var helt upåvirket af en traktatændring. Den finansielle serviceindustri i Storbritannien udgør 7,5 procent af BNP og har en million mennesker ansat; The City repræsenterer måske en tredjedel af det, og den del, der var truet — hvis den overhovedet var truet — en fraktion af dette. Det er en lillebitte økonomisk interesse,«skriver debattøren Will Hutton i The Observer, hvor han er tidligere chefredaktør.

Richard Whitman er ikke enig i, at den finansielle sektor er en »lillebitte økonomisk interesse«. Men han siger, at Cameron har tilladt, at forhandlingerne kom til at handle om en meget »snæver sektors interesse«.

»Det vil gøre det vanskeligt at bygge alliancer med andre, fordi det ikke kan gøres til et bredere nationalt standpunkt. Det fremstår som værende særfordeling for dem, der allerede er fundet skyldige,« siger han med henvisning til, at mange af kollegerne i Europa netop understreger, at der er behov for øget regulering af den finansielle sektor i lyset af finanskrisen.

Vetoet vil gavne

Tom Kirchmaier mener heller ikke, at Huttons tal dækker hele sektoren.

»Hvis man tæller det hele sammen — støttejob og afledt forretning — så kommer vi op på omkring 25 procent — en væsentlig del af økonomien. Hvis finanssektoren forlod London, så ville byen tabe al sin tiltrækningskraft,« vurderer han.

Derimod mener han ikke, at vetoet vil gavne finanssektoren: »Han har sikkert skadet sektoren mere, end han har gavnet den. Det var ikke et særlig klogt træk.«

»Finanssektorens vigtigste eksportmarked er eurozonen, så hvis du overlader alle beslutningerne til den, så vil de være tilbøjelige til at udforme regler, der beskytter dem, ikke Storbritannien. Det kan trække sektoren mod Frankfurt eller Paris,«tilføjer han.

Han mener ikke, at selve transaktionsskatten ville have fået nogle virksomheder til at flygte.

»De er her på grund af den institutionelle struktur. Vetoet er politisk favorisering, der ikke gavner landet,« mener han.

Olaf Cramme, direktør i tænketanken Policy Network, mener imidlertid, at Camerons veto ligefrem kan styrke The City og i stedet »underminere Storbritanniens forsøg på at genbalancere sin økonomi«, så den bliver mindre afhængig af den finansielle sektor — erklæret britisk koalitionspolitik.

»The City vil drage yderligere fordel af en politik, som sætter lav selskabsskat og reguleringsundtagelser i hjertet af sin økonomiske strategi. Konsekvenserne kan blive vidtrækkende, og hvis den finansielle serviceindustri udgør en endnu større del af BNP på grund af sin vækst- og indtægtspotentiale, så kan andre sektorer, inklusive manufaktur, kun skrumpe yderligere,« påpeger han i en analyse på LSE’s Blog.