En Moskva-korrespondent havde advaret: »Hviderusland er et brutalt og gennemkorrupt land. Pas på! De er nogle skiderikker. Får de mistanke om, at I vil skrive noget grimt om Lukasjenko, lukker de jer ikke ind. Eller de afkræver jer en uhyrligt dyr forsikring! Tro ikke, at det giver beskyttelse at repræsentere PEN. Myndighederne giver fanden i alle ngo’er.«

Klokken var 1 om natten, da jeg selv og Norsk PEN’s generalsekretær Carl Morten Iversen samt forlæggerne Trygve Åslund og William Nygaard ankom til Minsks Internationale Lufthavn. I Hvideruslands hovedstad skulle vi mødes med repræsentanter fra det lokale PEN-center, forfatterforeningen, journalistforbundet og stedlige skribenter og udgivere.

Missionen skulle være opklarende. Vi vidste, at Hviderusland har et ry som ’Europas sidste diktatur’, og at Lukasjenko-regimet krænker menneskerettigheder og knægter ytringsfrihed i dramatisk omfang. At bidrage til at klarlægge det omfang nærmere var et afgørende succeskriterium.

Hviderusland er tættere på Danmark end Frankrig. Alligevel ved danskere tæt på intet om den nation, der overraskende opstod for tyve år siden i december måned som et ikke specielt tilsigtet resultat af Sovjetunionens opløsning.

Ikke mit problem!

En politisoldat med stenansigt låste dørene bag os i den trøstesløse, næsten mennesketomme ankomsthal. Kun få stod i køen til visumkontoret, alligevel blev det klart, at dette ville tage timer.

»Hvem har inviteret jer?«, ville visumbetjenten vide, da det blev vores tur. »Rejsebureauet«, svarede vi. »Ring til dem, jeg skal tale med dem.« »Umuligt, klokken er tre om natten«. »I kommer ikke ind, før jeg har talt med dem,« vedblev den tyndhårede. Carl Morten ringede til bureauets nummer. Intet svar. Den tyndhårede satte en ligegyldig mine op, som havde han hele natten for sig. »Jeg skal tale med ham, der skal hente jer,« sagde han så. Carl Morten ringede vores tolk op og rakte mobilen til den tyndhårede. Den tyndhårede stillede sig ikke tilfreds. »Jeg skal stadig tale med jeres rejsebureau,« insisterede han. Carl Morten forklarede med imponerende selvbeherskelse, at det ikke lod sig gøre. »Det er ikke mit problem. I kunne have taget et tidligere fly«, lød det. »Og desuden skal I betale en sundhedsforsikring«. Pludselig dukkede to uniformklædte kvinder op ved en anden skranke og bad os udfylde forsikringsblanketter. »Jeg skal vide, hvad I vil i Hviderusland?«, insisterede den tyndhårede. Oplyst om at vi ville mødes med forfatterkolleger, begyndte den tyndhårede pludselig at arkivere, kopiere, stemple, tjekke ting på sin pc og ringe til en eller anden. »Det bliver 360 euro, passene får I udenfor,« sagde han.

Politisoldaten låste døre op. Vi gik op ad skumle trapper. Hvor førte den dystre mand os hen? Til taxaholdepladsen? (Vores chauffør var for længst kørt hjem, træt af at vente eller skræmt efter telefonsamtalen.) Nej, det var lufthavnens transithal. En ventende kvindelig politisoldat forklarede på et engelsk med tung russisk accent, at indrejse var nægtet, og vi ville blive sendt tilbage med første ledige fly til Vest-europa. Over et halvt døgns ventetid forestod i den iskolde transithal. Mad og drikke blev nægtet. Senge var der ingen af. Mine norske venner gjorde højlydt vrøvl. William Nygaard, som i 1993 blev skudt af en ukendt gerningsmand for at have udgivet Rushdies Sataniske Vers, fandt på et stunt. »Jeg har brug for vand for at tage medicin,« sagde han til den mutte kvinde. »En læge vil kunne bekræfte det.«

Dette fik den mutte kvinde til at tilkalde en læge, en midaldrende dame med vigtig mine. Hun forsøgte at undersøge ham, men talte ikke ét ord engelsk.

»Jeg vil ikke undersøges, jeg vil bare have vand, vand, vand!« Et skænderi brød nu løs mellem lægen og den mutte kvinde. Efter nogen tid kom en kvindelig tolder, der talte rimeligt engelsk, og forklarede, at »konsulen« havde afvist vores indrejse, at der ikke forelå en begrundelse, og at han var en mand, man ikke diskuterede med. »Er I stolte af Hviderusland, er I stolte, når I tager uniformen af«,? spurgte Nygaard.

Protester på vej

Dansk og norsk PEN’s Mission Hviderusland mislykkedes. Siden sidste års valgsvindel og brutale nedkæmpelse af folkelige protester har mange internationale ngo’er fået samme behandling. Men sagen slutter ikke her. Diplomatiske protester er på vej. Regimet i Minsk må forstå, at chikane og uforskammetheder over for udenlandske besøgende ikke afskrækker en fri presse fra at rapportere om de overgreb, det begår mod Hvideruslands demokratiske opposition. Tværtimod i både Dansk og Norsk PEN vil vi herefter mangedoble vores bestræbelser på at afdække og orientere om disse forhold. Vi har masser af kilder og kontakter, der ikke er bange for at snakke, selv om sanktionerne imod dem kan blive uendeligt værre end vores strabadser i lufthavnen. Takket være deres beundringsværdige mod vil skurkestregerne i Europas sidste diktatur nu få meget mere opmærksomhed, ikke mindre.