Det var tid til det helt tunge skyts. Det var tid til Boris Johnson. Da EU i 2009 barslede med et nyt direktiv til regulering af hedgefondene, valgte Londons karismatiske borgmester helt usædvanligt at rejse til Bruxelles for personligt at aflevere en advarsel. EU-regulering ville nemlig ikke alene koste jobs blandt de 35.000, der var beskæftigede i hedgefondene i London. Det ville også være et kæmpe tab for Europa som sådan, da alle fondene så ville flytte til New York og Singapore, lød Johnsons skrækscenarium. Og han vendte hjem igen som en glad mand.

»Blandt de britiske medlemmer af EU-parlamentet var der bred anerkendelse af de potentielt skadelige effekter af direktivet,« lød hans evaluering. »Jeg er opmuntret til at blive ved med at lobbye for en modificering,« sagde Johnson, der også havde haft et »meget venligt, varmt og konstruktivt« møde med Charlie McCreevy, kommissær for det indre marked og tjenesteydelser:

»Han anerkendte, at direktivet skulle revideres på sin vej gennem EU-parlamentet. Han opmuntrede os til at fortsætte med at spille en rolle i den proces.«

Charmeoffensiv

Boris Johnsons charmeoffensiv i Bruxelles er ifølge Dan Jørgensen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, et godt eksempel på den overordentligt aktive rolle, som finanssektoren i The City har spillet i processen med at skabe en effektiv regulering i kølevandet på krisens start i 2008.

»Alle ved jo, at de 10.000 lobbyister har en stor indflydelse på lovgivningen, men jeg tror alligevel, at det vil komme bag på de fleste, hvor aktiv den finansielle sektor er i Bruxelles, og da London er dens europæiske hovedgærde, er det jo oplagt, at de også er særlig stærkt repræsenteret,« siger Dan Jørgensen. »Det er helt sikkert, at City of London er en meget vigtig aktør i Bruxelles. Og har man magt til at stille med borgmesteren fra en af Europas største byer, åbner det jo de fleste døre,« fastslår han.

Ifølge Corporate Europe Observatory, en uafhængig organisation, der følger lobbyisterne i Bruxelles, er Borgmester-kortet kun et blandt mange, som The City har spillet i EU. Overordnet set er der fire veje at gå, når man vil have udvandet en lovgivning.

»For det første er der ekspertgrupperne. De spillede jo en afgørende rolle for at få liberaliseret lovgivningen op igennem 1990’erne. Man havde der en oplevelse af, at finanssektoren selv var de eneste, der havde viden nok til at udforme regulering af sig selv,« fortæller Yiorgos Vassalos. For det andet er der lobbyisterne, der særligt arbejder på at bearbejde parlamentarikerne. For det tredje er der de hjemlige bånd mellem brancher og partierne i medlemslandene. Her er det helt oplagt, at det britiske Konservative parti har usædvanligt stærke bånd til finanssektoren, der bl.a. betaler en betydelig del af deres valgkampe.

Sidst, men ikke mindst, er lobbyvirksomhederne begyndt at få andre ’mindre farlige’ aktører til at levere argumenterne, som da 400 ’små og mellemstore virksomheder’ skrev en fælles erklæring mod hedgefondregulering. De viste sig dog at være ejet af netop hedgefonde.

»De bruger flere forskellige veje, og de har hidtil haft succes med at forringe stort set alle forslag til regulering,« siger Yiorgos Vassalos

Mindre magt?

Spørgsmålet er, om lobbyisterne fra London også i fremtiden vil have ligeså stor succes med at påvirke lovgivningen. I sidste uge, da EUs 27 statsledere mødtes i bestræbelserne for at lave en fælles aftale, der skal sætte en stopper for gældskrisen, sprang Storbritannien fra, da de andre lande ikke ville acceptere særregler for den britiske finanssektor. Det har umiddelbart marginaliseret Storbritannien i Bruxelles, og derfor også mindsket finanssektorens lobbyister, mener Dan Jørgensen.

»Man kan nok sige, at lydhørheden i forhold til briterne pt. ikke er ligeså stor som tidligere,« siger Dan Jørgensen. »Det er jo et bærende princip i EU, at man forsøger at tage hensyn til nationale interesser, så man har naturligvis også lyttet til de britiske interesser i forhold til deres store andel af den europæiske finanssektor.

Men oplevelsen er jo, at Cameron bestemt ikke viste solidaritet eller forståelse under forhandlingerne, og det vil briterne nok komme til at kunne mærke i de kommende måneder. Det bliver op ad bakke for dem,« siger Dan Jørgensen. Det kunne åbne op for, at EU kunne rykke hurtigere og længere f.eks. på forslaget om en skat på finansielle transaktioner, den såkaldte Tobin-skat, der har mødt hård britisk modstand. Det skulle man umiddelbart tro ville glæde Dan Jørgensen, men det gør det ikke:

»Det er jo i EU’s interesse, at beslutninger, der berører alle, skal skabes i konsensus, så dette er da enormt ærgerligt, hvis briterne sætter sig udenfor.«

Søren Søndergaard, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen, er noget mindre optimistik på reguleringens vegne. »Det er slet ikke en britisk specialitet at blokere for regulering. Vi har f.eks. i Danmark en meget aktiv mand, der hedder Jens Rohde,« siger Søren Søndergaard med henvisning til Venstres EU-parlamentsmedlem. Han stiller sig tvivlende overfor, om vi faktisk vil se særlig store effekter af snakken om »et marginaliseret Storbritannien«.

»Hvis der overhoved skal komme noget ud af det her, så er det, at folk ikke længere kan holde briterne op som et skjold. Det behagelige argument ’det nytter alligevel ikke, fordi England vil ikke gå med til det’ får måske lidt mindre værdi, så de bliver jo så tvunget til at sige, hvad de selv mener,« siger Søren Søndergård, der derfor advarer mod at kaste sig ud i for mange drømme om et fremtidigt EU med en effektiv regulering af finanssektoren. »Er det ikke City of London, der kan gøre det, skal Danske Bank nok gøre sit for at overtage rollen. Vi vågner desværre ikke op til et nyt Europa, der vil gå i flæsket på finanskapitalen.«

Denne artikel er anbefalet af: