Norske Kvelertak modtog i år hjemlandets største musikpris, Statoil-stipendiet, på en million norske kroner. En ikke ukontroversiel pris, som flere norske musikere tidligere har frabedt sig at blive nomineret til på grund af forbindelsen til olieindustrien. Sidste år trak bandet Kråkesølv sig fra de nominerede, fordi de ikke ville associeres med beskidte oliepenge. Forelagt debatten svarer forsanger i Kvelertak, Erlend Hjelvik, at hvis man ikke ønsker at modtage penge fra olieindustrien, så må man jo takke nej til enhver form for statsstøtte, hvis ikke melde sig helt ud af det norske velfærdssamfund.

»Norge er et meget rigt land på grund af olien, så det er vanskeligt at undgå beskidte oliepenge,« sagde han til NRK.

Samme no bullshit-attitude kendetegnede Erlend Hjelvik og resten af Kvelertaks optræden i et stuvende fuldt lille Vega mandag aften. Hjelvik entrede scenen i en T-shirt, men den holdt ikke et helt nummer, så var den smidt ud i kulissen sammen med hæmningerne. Kvelertaks blanding af klassisk rock’n’ roll, punkrock og blackmetal-vokal- og tekst-univers er en usandsynligt velfungerende blanding, der ikke mindst i liveformen kan overbevise selv den mest blodfattige indiedreng om metalmusikkens skjulte skatte. Her er ingen fremmedgørelse, ingen skrøbelighed, ingen selvlede, ingen tvivl. Her er til gengæld muligheden for at lade sig rivemed af det overbevisende riff. Det her foregår alle andre steder end i hovedet.Det her er en kropslig oplevelse. Det her er en befrielse. Derfor får det publikum til at kaste sig rundt i mosh pit og ud over havet af hænder. Bare i et par timer en mandag aften. Man skal være et fuldstændigt ubevægeligt menneske for ikke at blive revet med af rundgangene i »Offernatt« og »Blodtørst«.

Alsidighed og brede

Hele tre guitarister har Kvelertak på holdet, og der er da også brug for et stærkt disciplineret og kollektivistisk indstillet bagtæppe til at levere sikkerheden til den ustyrlige, storsvedende og imponerende Erlend Hjelvik. Han satte sine roadies på arbejde, når han med mikrofonledningen i hånden kastede sig ud blandt publikum. Det lover godt, når bassisten i et metalband bærer en The Stone Roses-T-shirt. Det signalerer sund musikalsk opdragelse, og det vidner bandets alsidighed og brede referenceramme da også om. Nummeret »Sjøhyenar« (Havets herrer) var en opvisning i alt det, Kvelertak mestrer. Et absolut højdepunkt.

Debutalbummet, der bærer gruppens navn og udkom sidste år, er gennemført, og samtlige numre kunne med succes udgives som singler, hvis man stadig gjorde den slags. Man kan næsten ikke forestille sig, at oliebrønden kan løbe tom, når Kvelertak kan levere et så stærkt debutalbum, men desværre virkede de nye numre ved koncerten ikke lige så bæredygtige som de gamle. Der gik glam i guitaren, og den slags skal man være utrolig forsigtig med, når man ikke tilsætter det et lag ironisk distance. Det svækker selvfølgelig forventningerne til den næste plade, men det rykker ikke ved oplevelsen af en fremragende koncertoplevelse i Lille Vega.

Smør for metal

Det eneste, der kan ryste oplevelsen, er de fuldstændig ublu ølpriser, de tillader sig at opkræve på det hæderkronede spillested. Det er ellers kun ved åen i Aarhus og i lufthavne, at de kan finde på at kræve 55 kr. for en tarvelig Tuborg vom Fass. Det er en besynderlig strategi og ikke hensigtsmæssigt på en aften, hvor hele fire bands skal spille, for det betyder, at folk bliver hængende på Vesterbros bodegaer og drikker billige bajere, mens tre udmærkede opvarmningsbands spiller i Lille Vega, inden Kvelertak går på 21.30.

Dog var en stor del af publikummet herboende nordmænd, der selvfølgelig er vokset op i et land, hvor situationer kan opstå, og man nogle gange er tvunget til at betale op mod 1.000 kr. for en pakke smør. Så er vi vant til andre tilstande her i lurpak-lallede Danmark.

Men lige nu har vi ikke et band på metalscenen, der kan måle sig med Kvelertak, og så vil denne anmelder faktisk hellere undvære smør.

 

Kvelertak, Lille Vega, mandag