Den vilde øjenlyst

Det er nu fem år siden, den kunst, man i begyndelsen af det 20. århundrede benævnte ’negerkunst’, senere kaldte for ’primitiv’, og som alle i dag undgår at kalde noget som helst, fik sit helt eget museum i Paris. Slut var det med at placere masker, dragter og magiske objekter i etnologisk eller antropologisk sammenhæng. Slut var det også med udelukkende at sortere geografisk. Objekterne skulle vises som det, de var, nemlig kunst. Nu er de over 300.000 objekter fra tidligere koloniinficerede museer deponerede i musée du quai Branly, »museet hvor kulturerne går i dialog«, som der står under museets navn.

Men hvem råber højst i denne dialog? Det var der allerede diskussion om, da du quai Branly blev skabt. Har man overhovedet vristet tingene fri af et vestligt blik ved i vor tids politisk korrekthed at anbringe dem i kategorien ’kunst’?

Sådanne spørgsmål kan man tænke over, mens man bevæger sig op ad den bugtende rampe og ind i den mørke mave på det myldrende musée du quai Branly. Det var den tidligere præsident Jacques Chiracs hjertebarn, dristigt tegnet af arkitekten Jean Nouvel, og de blødt afrundede skillevægge beklædt med skind har allerede fået patina.

Den udstilling, man i øjeblikket kravler op imod, består så ikke af eksotiske kunstobjekter, men udstiller, hvordan andre folkeslag blev gjort til ting. L’Invention du sauvage, Exhibitions — opfindelsen af de vilde. Eller historien om, hvordan man i løbet af tre hundrede år slog den hvide mands civiliserede position fast ved at udstille indere, indianere, hottentotter eller tallerkennegre som ’de vilde’.

Grønlændernes tur

Der er noget højst forbavsende ved, på denne grå vinterdag, som det allerførste at stå over for et »Skilderie af fire grønlændere«, 1674, fra den etnologiske samling på Nationalmuseet i Danmark. De fire eskimoer var på vej til det danske hof. De står i deres jagttøj og betragter os op gennem tiderne. Man kunne tro, de var inviteret til bal, men sådan er det ikke. De var blevet fanget i Godthåbsfjorden, bragt til Bergen og foreviget i dette sjusket udførte maleri, der nærmeste virker som et snapshot. De fire eskimoer skulle senere vises frem for Frederik III, der som andre magthavere på den tid, opbyggede et ’kunstkammer’ med klenodier fra alle verdenshjørner. Fra konkylier til vilde mennesker.

Den navnløse mand på maleriet døde på vej til København. De lige så navnløse kvinder blev vist frem ved hoffet, der havde søgt tilflugt i Flensborg for at undgå pesten, men de døde, før skibet, der skulle have bragt dem tilbage til Grønland, ankom. Som man sætter vilde dyr ud i naturen igen, efter at have betragtet dem lidt.

Da man mellem det 15. og det 16. århundrede bragte de første eksemplarer af andre verdensdeles indbyggere til Europa, var der stadig en slags ufordømmende nysgerrighed på færde. Udstillingen er bygget op, så man konfronteres med sin egen. Det er svært at styre en nyfigenhed, når man står over for fotografier af siamesiske tvillinger og andre vanskabninger. Man fascineres af det blide portræt af en kattelignende kvinde, Lavinia Fontana fra 1565, omkring den tid, hvor ’monstre’ af enhver art, begyndte at blive vist frem.

I historien om den mislykkede transport af grønlændere ligger kimen til den umenneskeliggørelse, der fra spirende nysgerrighed, tager monstrøs form med slavehandlen. Det nysgerrige blik tager afstand og gør sig til herre, et forhold, der fortsætter langt ud over menneskehandlens ophør.

Den hvide mands plads

For med tiden bliver det ikke ved diskrete, omend fatale møder ved hoffet. Parallelt med udnyttelsen af jord, ressourcer og mennesker fra kolonierne, rejser cirkusser rundt og fremviser hottentotter og pygmæer ved siden af dværge, kæmper, ulvemænd og de famøse skæggede damer. ’Udstillingerne’ kulminerer med verdensudstillingerne i anden halvdel af det 19. århundrede, der sætter hele afrikanske landsbysamfund i scene. Slaveriet er ophørt, men ’den vilde’ fastholdes i et hierarki, der sikrer den hvide mand sin plads på toppen.

De sorte placeres populærdarwinistisk som the missing link mellem aber og mennesker, og på gamle film kan man se ’domptører’ få vilde i bastskørter til at hoppe og springe og se farlige ud. I de mørke rum ved Quai Branly er der et nærmest kvalmende opbud af plakater i glade farver med sorte mennesker, karikerede som udklædte dyr. Den sidste udstilling af slagsen fandt sted så sent som i 1958 i Bruxelles, hvor rekonstruerede congolesiske ’landsbyer’ dog blev lukket på grund af protester.

Det er den tidligere fodboldspiller Lilian Thuram, der i samarbejde med histo-rikeren Pascal Blanchard og antropologen Nanette Jacomijn Snoep har skabt den intense udstilling, der er den første af sin art.

Lilian Thuram, der selv er sort, blev drillende kaldt det franske fodboldlandsholds ’filosof’ og arbejder nu især i sin Fondation Lilian Thuram — uddannelse mod racisme. Sidste år udgav han en bog om oversete sorte personligheder, og med denne udstilling bringer han det vestlige blik et skridt nærmere erkendelse, når han paradoksalt lader beskueren blive voyeur til voyeurismen. Udstillingen munder ud i et nutidigt videoværk af Vincent Elka, der sætter vore dages pariaer i scene. Dværg, bøsse, kvinde med slør, handicappet. En mongoldreng vugger blidt, mens han fortæller, hvor forførende han er.

For er vi overhovedet blevet bedre til at rumme det fremmede? Forfatteren J.M.G. Le Clézio, der har ladet hele sit nobelprisvindende litterære værk sværme om mødet med sydamerikanske indianerstammer, har som andre prominente kulturpersonligheder i de forløbne år fået carte blanche til at skabe en udstilling og adskillige events på verdens største museum, Louvre.

Det har ingen direkte forbindelse til Thuram, men fortæller alligevel en del om, hvordan vi måske stadig udelukker det fremmede, selv når vi lukker det helt ind. Le Clézio har trukket værker fra netop quai Branly. Ganske vist bryder han dermed reglen om at vælge værker fra Louvre, men engang hørte de til her i Louvres sale, før den ’vilde’ kunst blev sat i reservat.

Le Clézio lader sin udstilling åbne med det kæmpemæssige maleri »Forfædrenes ed« fra Haiti, malet af Guillaume Guillon Léthiére i 1822. På maleriet, der blev beskadiget under jordskælvet sidste år og derfor fremstår med revner og sprækker, ser man en pagt om Haitis selvstændighed blive indgået mellem den sorte general Dessalline og lederen af mulatterne Pétion i 1806. Det kunne måske gøre de to herrer ligeværdige med de tidligere koloniherrer. Men den Gud, der svæver over de to mørke uniformklædte mænd og deres pagt, er hvid.

De egentlige vilde

Og hvor er det svært at slippe ud af dette hvide blik.

»Der er ikke noget hierarki i kunst,« hævder Le Clézio og blander værker fra alle tider og steder i en lillebitte sal midt i Louvres kolossale mængde af europæisk kunst. Hundrede år gamle mexicanske malerier, der varsler de vestlige moderne, hænger klos op ad den nulevende Cameroun kunstner Pascale Marthine Taoys to glasskikkelser iklædt mudrede afrikanske skørter. Og det selv om der er oceaner både af tid og rum imellem dem.

Et yndefuldt og total realistisk kvindehoved fra det 14. århundredes Nigeria ’beviser’, at afrikanerne godt kunne skabe såkaldt realistiske skulpturer — ganske som grækerne. De mange mærkværdige skulpturer er altså ikke udtryk for mangel på ’færdigheder’, men en anden opfattelse af, hvad en repræsentation af et menneske går ud på, forstår vi. Nutidige værker, som Bertrand La- viers »Black & Decker« sat op som fetich, sætter voodoo-skulpturer i relief. Og sandt nok: Hvordan får man voodoo ind på Louvre? Den virker sirlig og tæmmet inde i glasmontren, og det samlede indtryk bliver et raritetskabinet, en parentes i en hvid fantasi.

Det eneste, der virkelig brager gennem den hvide lydmur, er de to low rider-biler, der samler nysgerrige blikke under Louvres store glaspyramide. De stjæler i bogstaveligste forstand billederne fra Mona Lisa. Turister fra hele verden foreviges foran de krasse farver og det omhyggeligt ombyggede karrosseri, der taler til enhver Mad Max-sjæl. En vestlig fetich bygget om til at drøne æstetisk gennem ørkner, så lavt som en slange.

Undgår man så racisme eller bygger man den atter op, når man inviterer de vilde ind på Louvre og derfor fastholder dem som anderledes?

På en video fra 2009 af Camille Henrot på Le Clézios udstilling, kaster indfødte fra Påskeøerne sig i en uendelighed ud i et indvielsesritual, til ære for turister og digitalkameraerne.

Selv på en velvillig Le Clézios-udstilling på Louvre forbliver det uklart, på hvilken side af objektivet de vilde egentlig befinder sig.