Klimatopmødet i Durban sluttede søndag morgen med løftet om en global bindende klimaaftale i 2020. Men knap var politikere og embedsmænd landet i deres respektive hjemlande, før de blev mindet om, hvor skrøbelig en fremtidig klimaaftale er.

Canada, der målt pr. indbygger er verdens største udleder af drivhusgasser, meddelte tirsdag nat dansk tid, at landet træder ud af Kyoto-protokollen, verdens hidtil eneste aftale om reduktion af CO2-udledning. Sagen er sådan set meget enkel. Målt i forhold til 1990-niveau skulle Canada ifølge Kyoto-protokollen reducere landets CO2-udslip med seks procent frem mod 2012. Men det går den forkerte vej, og for at undgå at blive sanktioneret økonomisk trækker canadierne nu i nødbremsen og forlader aftalen. Så nemt kan det gøres.

Før og under klimatopmødet i Durban har en af de mest omtalte rapporter været det Internationale Energiagenturs (IEA) årlige World Energy Outlook. Rapporten er blevet central i debatten, da den meget præcist peger på, at en global klimaaftale — hvis den skulle blive en realitet — næppe kan ændre på den katastrofekurs, kloden er slået ind på.

»Med den eksisterende energiinfrastruktur — fabrikker, kraftværker, bygninger — har vi allerede brugt 80 procent af den tilladte mængde CO2-udslip frem til 2035,« konkluderede rapportens hovedforfatter, Fatih Birol.

Samtidig udstiller IEA, at problemet i al sin enkelhed handler om penge og investeringer. I dag giver verdens regeringer mere end 400 mia. dollar om året i subsidier til fossile brændsler. Til sammenligning blev vedvarende energi støttet med 64 mia. dollar i 2010. Det gør prisen på energi fra kul, olie og gas forholdsvis billigere end den grønne energi fra vind, vand og sol.

Men ét er subsidier. De er politisk set forholdsvis nemme at rykke rundt på. Noget andet er de massive investeringer, der hvert år placeres i energiproduktion. Det er den primære årsag til, at det er for sent først at have en klimaaftale i 2020.

»I 2017 vil døren blive lukket. Og lukket for evigt,« sagde Fatih Birol ved rapportens lancering.

For når der i dag bygges rørledninger, kulkraftværker og olieraffinaderier, er det investeringer, der skal give afkast over 50-60 år. Alene af økonomiske grunde bliver det derfor umuligt at vende udviklingen i 2020, hvis ikke investeringsbilledet globalt ændrer sig markant inden da.

Ingen vil være med

Det er ikke kun Canada, der modarbejder en aftale. USA ser også gerne, at en klimaaftale aldrig bliver en realitet. Og når verdens førende og rigeste lande intet vil, vil de store udviklingslande endnu mindre.

Frem mod 2050 vokser verdens befolkning med 50 procent fra syv til ni mia., og IEA vurderer, at behovet for energi vil stige med 34 procent allerede inden 2035. Mere end 90 procent af væksten i energibehov vil ske uden for OECD-landene, og Kina alene vil øge sit energiforbrug med 75 procent.

Hverken USA, Canada, EU, Indien eller Kina kan stå uden for en klimaaftale. Gør de det, er en aftale intet værd. Men så længe klimatopmøderne handler mere om økonomi end om klimaforandringer, vil en aftale næppe blive en realitet.

Interessekonflikter

I Durban blev verdens ledere enige om, at der i 2015 skal være lavet en bindende klimaaftale, der senest i 2020 skal være implementeret. Men ser man på de enkelte landes interesser, synes en klimaaftale endnu længere væk

Energi- og sikkerhedspolitik er to sider af samme sag, og USA's politikere drømmer om at gøre landets energiforsyning uafhængig af tvivlsomme regimer. USA kan derfor enten investere i vedvarende energikilder eller forsøge at drive mere olie op af undergrunden. Valget er tilsyneladende faldet på det sidste.

Nye fund af tjæresandsolie, skiferolie og -gas betyder, at USA inden for 20-30 år kan blive selvforsynende med fossile brændsler, hævder republikanske politikere. Det kræver massive investeringer, men er olieprisen tilstrækkelig høj, kan det betale sig.

Olie udvundet af tjæresand udsender ved afbrænding mere CO2 i atmosfæren end råolie. Teknikken, man anvender til boring, er desuden ekstremt energikrævende.

Bliver det nye olieeventyr i USA en realitet, er kampen mod klimaforandringerne sat skakmat. Og hvis først USA investerer massivt i udvinding af olie fra tjæresand, er det svært at forestille sig, at USA vil binde sig til en aftale.

Canada har som USA store forekomster af tjæresand. Ifølge det canadiske olieselskab Alberta’s Oil Sands sidder canadierne således på verdens tredjestørste oliereserver efter Saudi-Arabien og Venezuela.

Canada er nu trådt ud af Kyoto-protokollen. Og Canada vil næppe tilslutte sig en klimaaftale, hvor de rigeste og mest udviklede lande påtager sig de største reduktionsforpligtelser.

Ifølge Alberta’s Oil Sands forventes produktionen af olie fra tjæresand at vokse fra 1,31 mio. tønder i 2008 til tre mio. tønder i 2018. Det sker ifølge selskabet ’for at holde trit med efterspørgsel og skabe en sund økonomisk fremtid’.

Kina beskyldes for at gøre for lidt, selv om landet opnår resultater. Ifølge Kinas femårsplan skal kineserne reducere udslippet af drivhusgasser med 40-45 procent målt i forhold til landets vækst og holdt op imod 2005-niveau. Men så længe væksten afgør reduktionsmålene, vil Kinas udledninger blive ved med at stige. Den kinesiske økonomi vokser med op mod 10 procent om året.

Med en befolkning på 1.4 mia. mennesker er Kina i dag verdens største udleder af drivhusgasser, og inden 2020 vil en kineser i gennemsnit udlede lige så meget drivhusgas som en europæer.

Alt i Kina fastlægges i landets femårsplaner. Derfor afhænger klodens klima i høj grad af, hvad der kommer til at stå i den kommende kinesiske femårsplan for 2016-20. Det er her landets klima- og energipolitik fastlægges, og hvis ikke verdens største udleder har ændret kurs i 2016, bliver det næsten umuligt at få en ambitiøs global klimaaftale på plads.

EU har allerede opnået reduktioner i henhold til Kyoto-protokollen på 17,6 procent og er dermed allerede tæt ved at have nået det samlede reduktionsmål for 2020 på 20 procent. EU håber samtidig at kunne profitere af grøn teknologi.

EU’s akilleshæl er varm luft. De såkaldte AAU’er tilladte kvoter af CO2-udledning, som de gamle østbloklande fik tildelt i 1990’erne. Efter sammenbruddet i øst og den efterfølgende økonomiske krise har landene ophobet kvoter, der i dag svarer til EU’s samlede udledning af drivhusgasser for perioden 2013- 2020. Internt i EU udgør den varme luft et stort problem, og det kan true EU’s opbakning til en fremtidig aftale.

Polen kræver således at få sine AAU-kvoter med ind i en ny aftale, men det sætter bl.a. Danmark sig imod. Så længe den interne uenighed består, vil EU næppe kunne støtte en global klimaaftale.

Rusland kan vælte klimalæsset med varm luft.For ligesom en række østlande i Europa holder russerne fast i, at de skal have deres AAU-kvoter med ind i en fremtidig klimaaftale.

Rusland har siden starten af 1990'erne opsparet kvoter på mere en fem mia. ton CO2, hvilket svarer til de 27 EU-landes samlede udledninger frem til 2020. Som det er tilfældet med de overskydende kvoter inden for EU-blokken, vil det russiske krav om fuld overførsel af CO2-kvoter vælte enhver aftale.

Der kan muligvis forhandles en løsning på kvoteproblemet, men Rusland giver næppe det hele fra sig.

Skal man forstå Indiens modvilje over for en klimaaftale, må man at se på landets CO2-udledning. Den er i dag 1,4 ton om året pr. indbygger, dvs. en tredjedel af en kinesers, en syvendedel af en EU-borgers og 14 gange mindre end USA’s udslip pr. indbygger. Hvis alle i verden havde samme udslip som en gennemsnitlig inder, ville der slet ikke eksisterer en debat om klimaforandringer og global opvarmning. Det var årsagen til, at Indien i Durban strittede imod en aftale.

Indien har vist, at landet kun modvilligt kan trækkes med i en klimaaftale. Og afstår Indien fra at indgå en aftale, giver det de andre store udledere en undskyldning for også at afvise en aftale.

90 af FN’s 194 medlemslande står tilbage tabere. Det er gruppen af 42 ø-stater og verdens 48 fattigste lande.

Mange af disse lande som Tuvalu og Maldiverne har meddelt, at de vil skære deres udledninger med 100 procent. Selv om landene ikke udleder meget CO2, er de i dag afhængige af fossile brændsler til bl.a. transport af fødevarer.

Ø-staterne er reelt ved at synke i havet. De forsvinder, hvis den globale opvarmning ikke kommer under kontrol. Og mange af landene – som Bangladesh – oplever stadig mere voldsomme effekter af den globale opvarmning.

De 90 lande har indgået en alliance med EU, i håb om at EU kan presse de andre store udledere til at indgå en bindende klimaaftale.