Man kan spørge: Er forfattere vigtigere mennesker end andre, og skal de have særbehandling, fordi deres fag er noget helt særligt? De fleste ville nok svare nej, for her i landet skal ingen komme og påstå, at man er unik. Man kunne også spørge omvendt: Skal alle faggrupper i det danske samfund underkastes enslydende spørgsmål uden hensyn til hvilket fag, man bedriver og med risiko for mistænkeliggørelse? De fleste ville sikkert også svare nej, for der må være plads til forskelle, og alt andet er misforstået demokrati.

At svarene så modsiger hinanden, belyser meget godt det, der er kernen i denne sag.

Forfatterne Morten Sabroe, Jørgen Leth, Carsten Jensen og Ib Michael er faret i flint over, at Politiken i samarbejde med de to forfatterforeninger har iværksat en spørgeskemaundersøgelse af forfatternes arbejdsvilkår, hvor der blandt andet spørges til problemer med alkohol, depression og andre personlige ting, samtidig med at der i et andet spørgsmål ikke skelnes mellem reel indtægt og statslig støtte. Alt sammen noget der forstærker et billede af forfatterne som hjælpeløse, livsuduelige stakler, der lever af almisser fra staten. Det er tankeløst!

Forfatterne har nok en tendens til at komme op i det høje retoriske leje og tale om, at de »behandles som kvæg«, heksejagt og McCarthyisme. Her må proportionerne på plads, for man skal spare så stærke ord til forfattere, som virkelig er forfulgt eller lever i frygt for det styre, de lever under.

Og ja, det er i orden at lave undersøgelser af forfatternes vilkår. Hvorfor skulle man ikke undersøge det, ligesom man undersøger alle andre faggrupper? I forfatterforeningerne beder de ligefrem om at få det frem i lyset.

Men de to forfatterforeninger har dummet sig ved at godkende de omtalte spørgsmål. Svarene tjener mest til at levere skandalestof til en avis og ikke til at belyse vilkårene for og skabe forståelse for det at være forfatter.