BEIJING — I 8. klasse på Chen Jinglun-skolen i Beijing introducerer lærerinden dagens emne:
»Vi skal i dag beskæftige os med et aktuelt tema: børns sikkerhed.«
Hun viser en video. Det er et indslag fra de kinesiske tv-nyheder fra et par uger siden. I Gansu-provinsen er en minibus fyldt med børnehavebørn forulykket. Egentlig var bussen kun beregnet til ni personer, men hele 62 børn var proppet ind i den. 19 af dem dør, og resten bliver hårdt såret, da bussen hamrer ind i en lastbil.
»Der lurer mange farer for jer som børn i dagens samfund,« konstaterer lærerinden.
»Derfor skal vi diskutere, hvordan I kan beskytte jer selv.«
Eleverne åbner i takt deres notesbøger, og nedskriver deres fælles opremsning af de farer som lurer: bortførelser, vold, forurening, kaotisk trafik, sundhedsskadelige og nogle gange direkte dødsensfarlige madprodukter.
Listen bliver lang. Og for den kinesiske regering udgør den et problem. For ofte er truslerne mod landets børn ikke kun udtryk for hændelige uheld, men derimod for alvorlige regeringssvigt, og et system, der ikke effektivt er i stand til at håndhæve de regler, som ellers skulle beskytte børnene.
Manglende sikkerhed
Det er busuheldet i Gansu blevet et eksempel på. Overfyldte og illegale skolebusser har længe været et problem i Kina. Og regeringen har tidligere svoret, at den ville skride ind. Men det er forblevet ved parolerne, og der har ikke været nogen reel indsats.
Og da de 19 børn blev dræbt, blev der hurtigt udtrykt vrede mod regeringen på nettet. Kinesere kritiserede lokale politikere for at bruge store mængder skattepenge på deres egne biler, store banketter og gaver til hinanden fremfor at investere i skolebørns sikkerhed.
Et nyhedsmagasin stillede på sin hjemmeside spørgsmålet: Hvorfor har denne nations blomster ingen ordentlig blomsterpotte? Ved siden af spørgsmålet var et billede af en stor gul skolebus.
17 dræbt børn denne uge
Kinas premierminister har da nu lovet flere penge til at forbedre landets skolebusser, og der er kommet et udkast til nye regler for bussernes sikkerhed. Men bekymringer om sikkerheden er nu igen kommet på dagsordenen, efter 15 børn mandag i denne uge blev dræbt i endnu et skolebusuheld, denne gang i Jiangsu-provinsen. Samme dag forulykkede en anden bus i Guangdong-provinsen med 59 skolebørn — 37 af dem blev kvæstet.
Og dagen efter døde to skolebørn i Henan-provinsen, da en bus lejet af en mellemskole kolliderede med en lastbil. Ifølge officielle statistikker rapporteret i kinesiske medier er det kun omkring 10 procent af landets skolebusser, der lever op til sikkerhedsreglerne. Ulykken i Jiangsu fremkaldte igen vrede på landets internetfora.
»Al den opmærksomhed, som det første skolebusuheld tiltrak sig, har ikke kunnet forhindre, at historien gentager sig. Det eneste, vi får fra regeringen, er tomme ord,« skrev en kinesisk netbruger.
Sundhedsfarligt legetøj
Men trafikuheld er ikke den eneste bekymring. En ny undersøgelse foretaget af Greenpeace viser, at en tredjedel af legetøj solgt i Kina indeholder sundhedsskadelige tungmetaller, og hvert 10. stykke legetøj indeholder store mængder bly. Og det på trods af, at regeringen utallige gange har lovet at slå ned på det udbredte problem.
Samtidig har medier inden for den sidste måned berettet om udbrud af hepatitis C blandt børn i Henan- og Anhui-provinserne forårsaget af inficerede nåle. Det fremkaldte minder om en vaccinationsskandale sidste år, hvor mindst fire børn døde, fordi de blev udsat for farlige vacciner, som myndighederne havde ansvaret for.
Regeringen reagerede ved at censurere nyhedshistorien. Undersøgelsen af sagen blev mørklagt, og journalister, der beskæftigede sig med emnet, blev straffet. Det skabte en udbredt opfattelse af, at regeringen er mere interesseret i at dække over egne fejl end at gøre noget for at rette op på dem.
På samme vis forløb den nok mest berømte skandale, da 300.000 babyer blev syge og mindst seks døde, da modermælkserstatning blev blandet med industrikemikaliet melamin i 2008. For at beskytte Kinas image under OL i Beijing blev sagen undertrykt i månedsvis af myndighederne. Forældrene blev forhindret i at gennemføre en retssag for at opnå erstatning. Og en af fædrene, der grundlagde en selvhjælpsgruppe for ramte familier, blev dømt til fængsel med den forklaring, at han havde forstyrret den offentlige ro og orden.
Intet er sikkert længere
De fleste af eleverne på Chen Jinglun-skolen kommer fra velstillede familier. Skolen er en af de bedste i hovedstaden. Men også her er lærere, forældre og børn i gang med at diskutere børns sikkerhed.
At der står vagter ved skolens indgang, bevæbnet med knipler — som ved stort set alle skoler i Kina — er en konsekvens af knivdrab på børn i adskillige skolegårde rundt om i landet. At bygningerne på skolen renoveres er bl.a. en reaktion, at tusinder af børn døde, da korruption førte til dårligt konstruerede skolebygninger, som blev pulveriseret af det ødelæggende jordskælv i Sichuan i 2008. Og at mange af skolebørnene i deres mobiltelefoner har indkodet flere numre på politistationer, er resultatet af stadig flere overskrifter i medierne om bortførelser.
»Kina er ikke et sikkert land længere., Vi er nødt til at være opmærksom på truslerne mod vores børn,« siger Zhang Jiansu, en forælder til et barn i Chen Jinglun-skolen.
Inde i klasselokalet fortsætter 8. klasse deres diskussion om farerne.
»Hvad skal man gøre, hvis man bliver hevet ind i en bil og bortført?« spørger lærerinden. Mange af de flere end 60 elever i klassen er ivrige for at svare.
»Man skal skrige så højt, at folk kan høre det,« siger en pige. En anden svarer, at han ville springe ud af bilen — specielt hvis der er marker i vejkanten, hvor han ville kunne gemme sig.
Til sidst foreslår en pige, at man på bildøren banker morsesignalet for SOS. Det bud får hele klassen til at grine — det holder dog kun indtil lærerinden tysser på klassen og understreger:
»Det er alvorligt, det her.«








Kommentarer
Det er en skandale, at Information ikke har skrevet et ord om det folkelige oprør der pågår i Wukan i dette øjeblik!