Forfatteren Jens Christian Grøndahl forsøgte i sommer at rejse en debat om litteraturstøtten i Statens Kunstfond. Det fik han ikke så meget ud af. Jeg vil forsøge et andet sted: Musikken.
Her er det da helt besynderligt, at der kun findes 35 livsvarige ydelser, mens litteraturen har 89 og billedkunsten 93. Hvorfor denne forskelsbehandling af et af vore helt store vitale kunstområder?
Underligt er det også, at midlerne til arbejdslegater for komponister deles lige over i en rytmisk og klassisk pulje. Underligt, når nu antallet af ansøgninger til de to puljer, og dermed behovene, er så vidt forskellige. Resultatet er, at der hvert år afvises hundredvis af relevante ansøgninger fra rytmiske komponister og sangskrivere, alene fordi midlerne er alt for små i forhold til antallet af ansøgninger.
Omvendt er det meget lettere for den samme lille flok af partiturkomponister at få støtte år efter år. Og det får de så. Hvorfor overhovedet denne opdeling i genrer? Opdelingen mellem rytmisk og klassisk musik repræsenterer alene politiske interesser. Tonekunst er vel tonekunst, uanset genre. Man har da ikke særlige udvalg og puljer til voksenlitteraturens forskellige genrer og skelner ikke mellem, om der skrives tynde eller tykke bøger.
Samtidigt er der også besynderligt, at formanden for det rytmiske tremandsudvalg stort set altid er en klassisk komponist. Kulturministeren og hans ministerium mener åbenbart ikke, at en repræsentant fra det rytmiske område kan magte den opgave.
Tordenskjolds soldater
Udvalgene i Kunstfonden er valgt for tre år. Det sikrer en vis fornyelse. Et udvalg nedsat af kulturministeren foreslår nu en fire års valgperiode. Det trækker klart den forkerte vej. Samtidig bør de, der vælger udvalgene, udskiftes ud engang imellem. Men her går der endnu længere tid.
Helt tosset er det, at Kunstfondens udvalg overhovedet ikke kan og må tage sociale hensyn. Staten skal da ikke støtte folk, som faktisk klarer sig fint.
Og hvorfor støtter man, som det alt for ofte sker, de samme kunstnere år efter år? I mine egne kunstnerorganisationer, DJBFA og Artistforbundet, findes den solidariske regel, at man ind imellem må sidde over og give plads, til at andre kan komme til.
Kommentarer
Kunstfonden er et nepotistisk sammenrend af snobber. At foreslå noget socialt her, får de pæne mænd og kvinder til at kluk-le indvendigt, så de er ved at tabe deres fedtede lorgnetter.
Det er et eventyrligt sammenrend af kammerateri og tildelinger af pengeydelser og billige boliger. Hvis man prøver at se på institutionen og dens regler, bliver man nærmest bims.
Hvis man ikke er født med en guldske i munden og har de rette forbindelser, er det lettere at komme til månen end at komme i betragtning hos denne fond.
Luk fonden og lav et årligt lotteri. Det ville være 100 gange mere demokratisk og sandsynligheden for en fornyelse i kunsten lige så mange gange større.
“Her er det da helt besynderligt, at der kun findes 35 livsvarige ydelser, mens litteraturen har 89 og billedkunsten 93. Hvorfor denne forskelsbehandling af et af vore helt store vitale kunstområder?”
Kan det være på grund af kvaliteten?
Denne kommentar er anbefalet af:
Arne Würgler, jeg er ked af at måtte sige det, men den rytmiske musik er en brugsmusik, ofte med store indtjeningsmuligheder på ganske kort sigt, mens den moderne kompositionsmusik er en intellektuel syssel, der for manges vedkommende først manifesterer sin udsigelseskraft om vor tid, når vi er døde og borte. Den er vores sikring i tide af en manifestation af væren. Udsigelseskraften i rytmisk musik er jo i det meste slet ikke musikalsk, men litterær - en tekst til et akkompagnement.
Peter Hansen, det var dog et kedeligt og konservativt syn at have. Hvilken musik vil i fremtiden “manifestere vores væren” i tresserne? Den klassiske musik, der blev skrevet i perioden eller The Beatles?
Jeg tror svaret ligger lige for - diskriminationen mellem den klassiske og den rytmiske musik er arkaisk. Muligvis skal der tages højde for den klassiske musiks sværere livsbetingelser, så den kan holdes kunstigt i live, men den klassiske dominans, der fortsat er i kulturpolitikken, er ingenlunde tidssvarende.
Jeg ved ikke med jeres, men for så vidt der overhovedet er noget, der skal “manifestere” min “væren”, er det forhåbentlig ikke Beatles.
Hvad angår kunstig opretholdelse, får den rytmiske musik vel også allerede en del støtte. Jeg mener det må høre op. Man burde langt snarere forbyde musik end opfordre til at lave mere af det.
Problemet med Kunstfonden, og det danske kulturliv omkring musikken i det hele taget er ikke, hvor mange livslange ydelser der uddeles til den ene genre på bekostning af den anden. Problemet er, at institutionerne fastholder musiklivet i nogle for mig at se forældede og kunstige kasser. Musiklivets institutioner bygger på anerkendelseskampe, hvor spørgsmålet om genre sættes op som mærkat. Institutionerne lever af at definere sig i modsætning til hinanden, og styrker kampen ved at hævde uoversættelighed mellem hvert deres sæt af spilleregler.
Om musiklivets institutioner og deres hængen fast i industrisamfundets måde at tænke på:
http://www.komponistforeningen.dk/node/3546
Denne kommentar er anbefalet af: