Opslag til denne artikel

Emneord:fordomme, polygami, tv, ægteskabet
Organisationer:Københavns Universitet
Steder:USA

»Hvad bliver det næste? Bigami?« Sådan svarede sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, Henrik Højlund, da han i sidste måned blev bedt om sit bidrag til den intense debat om kirkelige vielser af homoseksuelle.

»Hvis den endelig skulle handle om ligestilling, skulle det så stoppe her? Så er muslimernes flerkoneri f.eks. jo også et lige så ligeberettiget krav. Eller bigami, hvor de med lige så stor ret kan hævde, at det er kærlighed,« lød den retoriske afvisning til TV 2 News.

Henrik Højlund mente nok, at snakken med dette glidebane-argument dermed var lukket eftertrykkeligt.

Men hvad hvis den faktisk først lige er gået i gang? I hvert fald er spørgsmålet homoægteskaber i USA i stadig stigende grad blevet kædet sammen med diskussionen om gruppeægteskaber, polygami eller bigami.

Her har interessegrupper, der spænder fra fundamentalistiske mormoner over muslimske grupper til ateistiske fritænkere i åbne forhold, arbejdet for at få det polygame ægteskab anerkendt i amerikansk lovgivning. De homoseksuelle organisationer i USA har ikke været udelt begejstrer for at få rodet ’polygami’ ind deres kamp for lige rettigheder, og partycrashing (at invadere en fest uden at være inviteret) er et ord, der ofte er dukket op.

Men det ændrer ikke ved at to spørgsmål har fået en prominent plads i det amerikanske debat: Når man nu har gjort op med den ene halvdel af det traditionelle dogme ’én kvinde og én mand’ i ægteskabet, hvorfor så egentlig stoppe der? Hvis staten ikke skal bestemme, hvem vi må elske, hvorfor må den så afgøre hvor mange vi må elske i en forpligtende form?

Køns- og seksualitetsforsker Marie Bruvik Heinskou fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet ville hilse den debat mere end velkommen i Danmark.

»Begrænsning af rummet for lyst og kærlighed er jo helt fundamentalt for disciplineringen af det moderne menneske. Derfor er det afgørende, at vi bliver ved med at diskutere statens rolle i enten at blokere for eller understøtte fleksible familieformer. Det gælder også for det polygame ægteskab,« siger Marie Bruvik.

Antropolog Miriam Koktvedgaard Zeitzen, ph.d. ved Københavns Universitet, er mere forbeholden, men ville også finde debatten interessen.

»Monogamiet er jo en grundpille i hele den måde, vi har valgt at organisere samfund i vores del af verden, og den stikker også bl.a. via kristendommen dybt i vores moralske forståelse. Det er derfor en dybt følsom debat, der i sidste ende handler om den svære størrelse moral.«

Forskel

Men det er ikke kun på universiteterne eller hos organisationerne, at interessen for polygamiet er stigende i USA. To af de helt store tv-seriesucceser i det seneste par år kredser om selvsamme livsstil. Først kom fiktionsserien Big Love, der følger en mormonsk familie blandt andet igennem en opslidende retssag, og sidste år kom så ’den rigtige vare’ da tv-kanalen TLC fik lov til — indtil videre i to sæsoner — at følge med i den 20 personer store familie Browns liv i realtyserien Sister Wives.

Miriam Koktvedgaard Zeitzen har i en årrække forsket i polygami. Hun har også bemærket den stigende interesse. Kunne den vise sig i Danmark i kølvandet på den nye debat om, hvor højt der er til loftet i folkekirken?.

»Der er nogle grundlæggende forskelle. Diskussionen herhjemme har handlet om en revision af de kirkelige ritualer og derved været en til dels teologisk diskussion. Mens diskussionen i USA er langt mere af juridiske karakter. Den handler om, at hvis ægteskabslovgivingen kan udvides til at handle om to af samme køn, kunne man jo i samme omgang åbne op for en bredere definition, der kan rumme flere,« siger Miriam Koktvedgaard Zeitzen. Modargumentet er, at der er grundlæggende forskel på antallet af ægtefæller og typen af ægtefæller.

»Med homoægteskaber udfordrer man jo ikke det monogame udgangspunkt, og det kræver derfor ikke nogen stor juridisk ændring.«

Og mens det i USA primært handler om mormonernes krav om retten til at praktisere den familieform som deres religion tilsiger, handler debatten, i det begrænsede omfang den overhovedet eksisterer her, i Danmark og resten af Europa stort set udelukkende om muslimske minoriteter.

»Det åbner jo for en hel anden diskurs generelt om indvandring og islam men også om, hvorvidt vi kan have særlove for særlige grupper. Det betyder også, at ethvert argument for polygami kan mødes med argumenter om den måde, det ofte praktiseres inden for islam.«

Vær ærlige

Og de polygame kristne fik akademisk assistance fra uventet sted, da den amerikanske filosof og feminist Martha Nüssbaum publicerede et regulært kampskrift for gruppeægteskabet. Her i stiller hun spørgsmålet: Hvad er egentlig den vidensmæssige basis for den vestlige verdens modstand mod polygami? For hvis der ingen er, så hav da i det mindste respekt nok for de kristne mindretal, indvandrere med anden religiøs eller kulturel baggrund, og de stadig flere mennesker, der ønsker mulighed for den ene eller den anden ’moderne’ familieform til at indrømme, at modstanden er moralsk og kun moralsk baseret, lyder budskabet.

Så ville andre have mulighed for at svare igen. Og det gør Martha Nussbaum:

»Ser man på mormonernes historie, viser den en dyb menneskelig tilbøjelighed: At man dænomiserer en ny gruppe, der er anderledes end en selv se den i lyset af allerede eksisterende fordomme og kategorier inden for køn og seksualitet. Tænk på antisemitismen, tænk på islamofobien, tænk på hadet mod og foragten for bøsser og lesbiske«.

Kvindeundertrykkende?

Et af de typiske argumenter mod polygami er, at det i sig selv er kvindeundertrykkende.

Miriam Koktvedgaard Zeitzen mener ikke, at det er så mærkeligt, da der ofte er sammenfald mellem samfund, der praktiserer polygami og samfund med en strengt patriarkalsk samfundsopbygning med begrænsede rettigheder til kvinder.

»Men vi må holde fast i, at institutioner ikke undertrykker. Det gør mennesker. Det kan altså ikke i sig selv været et argument mod at åbne for ægteskaber mellem flere, at de ofte ender undertrykkende for kvinden,« siger Miriam Koktvedgaard Zeitzen.

Martha Nussbaum tager argumentet endnu længere. Hun mener slet ikke, at der er i USA er tilstrækkelig viden til at afgøre om, den mormonske minoritet er hverken mere eller mindre kvindeundertrykkende end andre grupper. Faktisk mener Martha Nussbaum at kunne påvise, at kvinder i mormon-samfundet i USA faktisk tidligere nød større rettigheder på en række områder. Bl.a. fik kvinderne i mormonstaten Utah stemmeret allerede i 1871, 49 år før den blev sikret for i hele nationens kvinder.

Som hun skriver: »Selvretfærdige amerikanere skyndte sig at stigmatisere det mormonske ægteskab som særlig ’patriarkalsk’ mens de ukritisk fortsatte med at være del af en institution — monogamiet — der var så mandsdomineret at kvinder, meget langt op i historien, tabte al ret til ejendom hvis de blev skilt.«

En mand, flere kvinder

Ser man rundtomkring i verden betyder polygami også i praksis flerkoneri. Kun tre steder i verden, primært i Asien, har traditionen form, at kvinder tager flere mænd. En forklaring er, at mænd ikke vil dele kvinder af hensyn til afgørelsen af faderskab ved afkom. En anden er, at det traditionelt har været mænd, der har haft indkomst og derfor har haft muligheden. Men sådan behøver det jo ikke at være, mener Miriam Koktvedgaard Zeitzen.

»Skulle vi ændre lovgivningen herhjemme, hed det naturligvis, at muligheden var der for begge køn. Og måske betyder ligestillingen også, at der var et fåtal af kvinder, der kunne fristes. Men det ville sikkert medføre et endnu større ramaskrig. Vi har en lang historisk tradition, hvor mænd har faste elskerinder, som de i en vis grad har en økonomisk relation til. Det er noget nyt at tænke kvinder i den rolle.«

Men hvorfor skal vi overhoved diskutere polygami — ud over når der dukker de sjældne sager op som f.eks. den om den danske Irak-tolk i 2007, der ikke kunne få begge sine koner med til Danmark? Det skal vi, fordi vi måske kunne finde nogle svar på vores egne dårligdomme, mener Marie Bruvik.

»Vi har lidt en automatreaktion, der lyder, at det er kvindeundertrykkende med flerkoneri, men vi overser nogle ting, hvis vi kun begriber det inden for en patriarkalsk ramme, ser vi ikke den solidaritet og tryghed, som de store familiefællesskaber med flere voksne giver,« siger Marie Bruvik Heinskov.

»Hele fundamentet i heteronormativiteten er, at to mennesker får et par børn, men det er jo bare ikke virkeligheden. Alle steder er det hele mere komplet og sammensat i dag.«

Vi lever i praksis helt anderledes end vores lovgivning tilsiger. I et liv med skilsmisser, delebørn, elskere og venner, der får børn med venner, heteroseksuelle par, der danner familier med fire forældre osv. Og det er jo ikke fordi kernefamilien trives i allerbedste velgående, så hvem ved, om mange ikke kunne blive lykkeligere mennesker, hvis mulighederne for fællesskab blev flere, spørger Marie Bruvik.

— En familieform, der normalt fremstilles som ’primitiv’ som f.eks. de muslimske familier i Europa, kunne faktisk være en kur mod en del af de moderne lidelser, vi bokser med.

»Den repræsenterer jo den kollektivitet og solidaritet, som det individualiserede samfund savner. Stadig flere giver jo udtryk for at føle sig enormt alene med opgaven at skabe deres gode liv. Jeg er ikke romantisk i forhold til denne livsform, der er sikkert en række andre problemer, men den er i hvert fald en mulig ramme for et fællesskab, hvor man værner om hinanden. «

Fakta: polygami

Polygami er, at én person er gift med mere end én person.
Bigami kaldes også dobbelt­ægteskab. Når én person er gift med to og kun to personer. Kan også referere til, at en gifter sig for anden gang uden at informere sin ægtefælle. I Senegal vurderes det at ca. 47 procent af ægteskaberne er mellem flere end to.
I Danske Lov af 1683 står: ’Hvilken Ægtemand eller ­
Ægtekvinde, der indlader sig med en anden i Ægteskab, bør at miste sin hals’.

Denne artikel er anbefalet af: