Den politiske kuglestøder

Hvorfor egentlig skrive om Joachim B. Olsen? Burde der ikke være andet at skrive om i en tid, hvor verden synes at være på fallittens rand? I en tid, hvor spørgsmålet om klimaet igen er på dagsordnen, og hvor ofrene er mange. I en tid, hvor Danmark rystes af endnu en farceagtig sag om magtmisbrug, mens det meste af Sydeuropa er sat under teknokratisk administration.

Hvis man skal skrive om Joachim B. Olsen, er det netop, fordi et studie af Olsens rolle i den nylige diskussion om fattigdom siger noget om politikkens væsen som sådan. Han er blot én af de politiske kuglestødere, der i dag — udelukkende ved stødets og de store armbevægelsers kraft — bombarderer os med udfald mod de svageste og mest udsatte i vores samfund.

Kander og kugler

Ludvig Holberg skrev i begyndelsen af 1700-tallet komedien Den politiske kandestøber om en kandestøber, der drømmer om at blive en stor politiker, og som endda i sin egen indbildning opnår at blive borgmester i den by, hvor stykket foregår. Han går nu fra at være Herman til at blive Herman von Bremenfeld. Han bliver frygtelig fornem, konen får sig en skødehund og holder fine selskaber for byens spidser — lige indtil det tunge ansvar og de svære beslutninger vælter ind over Herman, og han må indse, at han alligevel ikke magter opgaven som politiker.

Er der ikke tydelige ligheder mellem Holbergs fortælling, og den fortælling der kan berettes om Joachim B. Olsen? En kuglestøder bliver træt af at støde kugler, han begynder at danse på tv, og til sidst sidder han i partiledelsens top, hvorfra han kan brække sig ud over samfundets svageste. Hos Holberg må og skal dette gå galt. Hvis man læser Holberg konservativt, er budskabet simpelt: Skomager, bliv ved din læst! Jævne, almindelige folk bør ikke blande sig i politik.

Men Holberg fremviser også en anden, og meget mere relevant, pointe om magten: at det er forbavsende så naturligt, den fungerer, når først den er etableret. Det underlige er ikke, at kandestøberen går fra at være kandestøber til borgmester på ingen tid; det underlige er i virkeligheden, at både han selv og menneskene omkring nu virkelig tror på hans ophøjethed (og lader sig invitere til kaffeselskaber osv.). Kandestøberen viser i kondenseret form, hvordan magten er skrøbeligt baseret på et ingenting, der antages for noget.

Bræk og skred

Er det ikke præcis det samme i tilfældet med den politiske kuglestøder? Da Joachim B. Olsen som kommentar til Özlem Cekic’ forslag om julehjælp til fattige danskere udbrød, »jeg brækker mig«, igangsatte han en udvikling, der nåede højdepunktet med selve statsministerens bandbulle mod kontanthjælpsmodtagerne, som hun mente, udgjorde »en stærk provokation« for andre, hårdtarbejdende mennesker. I sandhed noget af en drejning. Lad os prøve at stille det op som et replikskifte i en komedie: — Den politiske kuglestøder (til Özlem Cekic): »Jeg brækker mig«. — Statsministeren (til kontanthjælpsmodtagerne): »Hey, I skal ikke provokere!« Joachim B. Olsens rolle i sagen om kontanthjælpsmodtagerne har basalt set været lig nul, ingenting. Hans rolle har været at støde en kugle; kraftfuldt, men uelegant og uskønt. Alligevel er alt sat i bevægelse. Der er ganske enkelt sket et normskred, som Rune Lykkeberg har bemærket, især i den måde Socialdemokraterne omtaler arbejdere og arbejdsløse på, og som nu er endeligt konsolideret.

Hvor dette parti tidligere opfordrede til solidaritet og fastholdt arbejdstagernes rettigheder i forhold til arbejdsgiverne, tilskynder de nu til intern splid i gruppen af arbejdstagere og tager i øvrigt helt ublu arbejdsgivernes parti. Måske er sagen den, at ingen efterhånden oprigtigt ønsker at tage en kamp på vegne af andre, så selv et socialdemokratisk parti nærmest per automatik sparker nedad, hvis det er nødvendigt for at virke robust og ’ansvarligt’.

Årsag og virkning

Hvordan kan det være, at det er blevet mere og mere naturligt at mene, at de svageste og mest udsatte bør tage sig sammen, begynde at tage ansvar, vandkæmme håret og få sig et arbejde — med andre ord at det er deres egen skyld, at de er udsatte? Kan en historie om fattigdom i dag kun ende med denne ene konklusion?

Filosoffen David Hume, som også levede i 1700-tallet, grublede i sin tid over, hvordan man kunne finde love for forskellige hændelsesforløb i verden. Hume angreb problemet på den måde, at han forestillede sig en billardkugle trille mod en anden billardkugle og stillede sig selv spørgsmålet, hvad der så ville ske. Han så ingen grund til at hævde, at den første kugle nødvendigvis ville puffe til den anden kugle og sætte den i bevægelse, selvom det var, hvad man kunne forvente. Det kunne principielt også være sådan, sagde Hume, at den første kugle ville springe over den anden kugle, eller at den første kugle ville springe tilbage fra den anden kugle, og at denne ville forblive i ro (man kunne forestille sig, at den var boltet fast under billardbordet). Med andre ord kan man ikke blot slutte fra, at noget sædvanligvis sker, og til, at det altid og med nødvendighed vil ske.

Imidlertid er det netop således politik foregår lige nu. Den første kugle rammer altid den anden kugle. Den politiske sfære er mere forudsigelig end naturvidenskabens. Den giver altid overtaget til dem, der er indignerede over andres moral, og som slår nedad mod de svageste og mest udsatte grupper. Måske skal man i sådanne tider netop huske på, at det ikke er givet, at den første kugle — hvor kraftfuldt den end er stødt — rammer den anden kugle.

Det kræver bare politikere, der ikke altid vælger den nemmeste og mest umiddelbare indskydelse som reaktion på kuglestødernes bræk.