Den frigørende røde hue

Hvad har Informations logo, franske Marianne og frigivne romerske slaver til fælles med kravlenisser?

Mange kender allerede svaret, der her i avisen har været berørt i forbindelse med prikken over avisens lille ’í’. Fælles for alle disse figurer er en aflang, trekantet hue, der nogle gange har kvast, men andre gange blot en fint afsluttet spids. Denne hue har en meget lang kulturhistorie, og selv i antikken gav dens oprindelse anledning til mytiske forestillinger.

I det gamle Grækenland forbandt man tophuen med folk af frygisk — i dag anatolsk — afstamning, og man afbildede blandt andet prins Paris og nogle gange også Odysseus med sådan en hue. Græske sømænd gik med en kortere, filtet version, der senere — i det gamle Rom — blev båret af frigivne slaver. Ved frigivelsen modtog den nu tidligere slave denne hue, der også blev brugt som politisk symbol af blandt andet Brutus efter drabet på Cæsar. Den frisatte slaves hue blev også båret af alle romere — høj som lav — under saturnaliefesten, der var blevet indstiftet som officiel romersk festival omkring år 200 før kristen tidsregning, muligvis i forbindelse med et krigsnederlag. Festen, der oprindelig kun varede én dag, men efterhånden blev forlænget, forløb fra 17. til 24. december. Det var Saturn — gud for blandt andet vækst, høst og tid — der blev fejret med ceremonier, besøg hos venner, ofre og gaveudveksling, spil, lege og rituelt rollebytte mellem herrer og slaver.

I romerske kilder er det beskrevet, hvordan slaverne — stik imod hverdagens regler — fik lov at spise først ved et måltid, som ellers kun var herrer til dels. Slaver måtte ikke straffes under festivalen, og der var lagt op til, at slaverne denne ene gang om året kunne drille og lave sjov med deres herrer.

Romerne klædte sig ud, skejede ud og fyrede ofre af, og hver gang en regering forsøgte at begrænse festlighederne, skabte det oprør. Saturnalierne og de frigivne slavers hue forsvandt dog til sidst med Romerriget, og december blev som bekendt måned for andre festligheder.

Frihedshuens genkomst

Huens særlige betydning dukkede først op igen, da en række banebrydende arkæologiske fund midt i 1700-tallet skabte ny videnskabelig interesse omkring antikken og den romerske kunst, og gradvist fremmede en nyklassicistisk smag. Antikke figurer, situationer og temaer fik ny aktualitet, og det er her, vi igen møder de frigivne, romerske slavers korte, spidse hue i en stilmæssig kombination med de gamle grækeres bløde, frygiske tophuer. Den jacobinske frihedshue blev lanceret i en blodrød version af den franske revolutions oprørere i maj 1790 og bæres stadig af det franske nationalikon Marianne, ligesom den kan ses afbildet på menneskerettighedserklæringen.

Huen fulgte snart med republikanismen og revolutionsideen til Amerika og er blandt andet endt med at være prominent placeret på rigsvåbene hos en række latinamerikanske nationer, så som Argentina, Cuba, Colombia og Nicaragua. Huen bredte sig også i Europa. Blandt andet blev den populær blandt søfolk i Middelhavsområdet, og spredte sig med dem i forskellige varianter.

Også Europas bondebefolkninger tog den bløde, røde uldhue til sig. I Danmark kunne den frygiske hue ses på hovederne af kække soldater fra det frivillige catalanske regiment, da de i 1808 ankom som del af en stor spansk-fransk hærstyrke, og blev udstationeret hos familier i danske byer.

En generation senere havde den spidse hue fundet vej til en nisses hoved. Maleren Johan Thomas Lundbye lavede til Nordboernes Jule Fest i Rom i 1845 den ældst kendte tegning af en julenisse med hue. Nissen, der spiser grød, er placeret i en lille vignet under en familiescene med juletræ.

Mon Lundbye dermed lavede en bevidst kobling til frihedens hue, eller afbildede han blot denne første julenisse som en lille bonde med en folkelig huemodel på hovedet? Nissefiguren var dengang allerede kendt fra folkelige traditioner, der i samme periode tiltrak sig nationalromantisk interesse.

Hierarkisk udveksling

Nissen havde faktisk en del fælles træk med de romerske slavers tjenerstatus, omend i en overnaturlig og lunefuld version. Bundet til et bestemt hushold, var han afhængig af sine herrer. Behandlede de ham godt og ofrede (grød) til ham, kunne han bringe lykke, men behandledes han dårligt, kunne han hævne sig og bringe død og ulykke.

Mens de romerske slaver skulle have herskabelig mad til saturnalierne, skulle nissen have grød med en stor smørklat.

Vi kender stadig disse ofre eller gaver (der i praksis er det samme fænomen), som særlig på denne årstid foregår mellem hierarkiske positioner: fra herre til slave, chef til ansat, husbond til nisse, rig til fattig eller fra forældre til barn.

Festens gaver og ofre markerer overflod og har ofte en symbolsk karakter, der tydeligt demonstrerer, at ’dette er en gave’. Hverdagens statusgrænser og privilegier viskes ud, så chefen kan sidde ved siden af piccolinen til julefrokosten og servere for hende, slaven kan spise før eller med herren, og børnene kan være lige så længe oppe som de voksne.

Forklaringerne på, hvorfor disse rituelle, sociale omvendinger sker ved årets og solens ’vending’ varierer. Nogle henviser til sociale, funktionelle mekanismer, der holder samfundets system i balance ved først at udfordre og dernæst genindsætte ulighederne. Andre henviser til solhvervet som en tid for livets skæbneforhold: held eller uheld, herre eller slave?

Gaveudvekslingen og ofrene skulle i denne sammenhæng blandt andet handle om at sikre sig ved at ’betale af’ på det held og den magt man besidder. Og afbetalingen sker så til dem, der har mindre — men potentielt kunne få mere … eksempelvis til de slaver, der en dag kan gå hen og blive frie mænd med tophuer, eller til de børn, som en dag vokser én over hovedet og overtager samfundet.

På en amerikansk blog skrev en kvinde sidst i november, at hun var i gang med at strikke nogle bløde, røde, »frygiske huer til de folk, der deltager i Occupy D.C.-protesten. De protesterer over, at nogle folk er for rige og andre for fattige. Nogle af dem er ude i det kolde vejr uden noget varmt at tage på, så jeg strikker huer til dem. En frygisk hue er et symbol på frihed … og i det gamle Rom på, at en slave var blevet fri«.

Karen Lisa Salamon, født 1964, er magister i etnografi og ph.d. i ledelse. Hun er kulturforsker, konsulent og skribent med bl.a. et lektorat i bagkataloget.