Italiernerne har begået moralsk selvmord

Ecomostri, økomonstre, kalder italienerne de ufærdige bygninger, broer og veje, der skæmmer landskabet. De findes overalt, men koncentrationen stiger, jo længere sydpå man kommer. Over 40 procent af landet er dækket af cement. Ifølge filosoffen Roberta De Monticelli har Italien formøblet sin skønhed og dermed begået moralsk selvmord, et fortrængt selvmord:

»Det karakteristiske ved fortrængningen er selvbedraget. Man kan f.eks. se, at myndigheder og rejsebureauer på nettet sælger landskaber, som ikke længere findes. Vi narrer os selv, for det gør ondt på alle at se disse ressourcer blive formøblet. Derfor er det bedre at se den anden vej,« siger filosoffen i telefonen fra Milano, hvor hun underviser på Università Vita-Salute San Raffaele.

I sin seneste bog, La questione civile (Det samfundsmæssige spørgsmål), hævder De Monticelli, at kreativiteten, modet og håbet har forladt italienerne.

»Der findes perioder i et menneskes liv, hvor det kommer i tvivl om sit eget værd. Der findes andre, hvor det ikke virker, som om nogens liv er noget værd. For mange af os er den nuværende periode som sidstnævnte.« Det er ifølge De Monticelli arven efter Silvio Berlusconis 20 år lange dominans i det offentlige liv. Men hvad er forbindelsen mellem berlusconismen og formøblingen af Italiens skønhed?

»Ødelæggelsen af landskabet og kul-turarven sker, fordi der hele tiden bliver slækket på lovgivningen, så lokalmyndighederne, der i mange tilfælde er i kløerne på de kriminelle organisationer, kan gøre, hvad de vil,» påpeger De Monticelli.

»Der er altså tale om en underminering af loven. Ødelæggelsen af skønheden er således et moralsk selvmord, fordi den korroderer selve samfundslivets grundlag.«

Døde sjæle

Roberta De Monticelli betegner sit projekt som »et udkast til en opvågningens filosofi«. Der er ikke blot behov for politiske forandringer, men for en samfundsmæssig genfødsel.

»I et samfund uden retfærdighed mister livet sin værdi. Det er ikke blot retorik, men derimod depressionens erfaring og i nogle historiske øjeblikke oprørets drivkraft. I begge tilfælde forårsages samfundets død af døde sjæle,« siger De Monticelli og uddyber: »Sjælen er evnen til at føle værdier. Det er den sensibilitet, der sætter os i stand til at genkende godhed og ondskab. Denne evne bliver ikke kun sløvet, når vores basale behov ikke bliver opfyldt, men måske navnlig når vores behov for fundamentale værdier ikke bliver opfyldt. Vi har behov for det, der er godt i sig selv, dyrebart som skønheden, og som man ikke søger for andet end denne ynde, der netop derfor nærer, fornyer, genopliver og genskaber os.«

Berlusconismens største forbrydelse er, at den har opdraget og opfordret befolkningen til ligegyldighed.

»I udlandet bliver Italien jo også primært betragtet som en kunstnerisk og kulturel ressource for menneskeheden. Så ligegyldigheden over for det mest værdifulde, vi har, er en slags selvlemlæstelse,« mener De Monticelli og tilføjer: »På dette punkt er der dog desværre intet, der har ændret sig efter Berlusconi. Dette er på ingen måde et tema for Mario Montis regering. Han har ikke udpeget en virkelig ekspert som f.eks. Salvatore Settis (arkæolog og formand for Kulturarvsstyrelsen indtil 2009, hvor han gik af i protest mod Berlusconi-regeringens kulturpolitik, red.) til kulturminister, men gjorde kirken en tjeneste og gav posten til rektoren for et katolsk universitet (Lorenzo Ornaghi, red.).«

Misforstået loyalitet

Universitetet i Milano, hvor De Monticelli har været ansat siden 2003, er en privat institution. Det blev oprettet i 1996 af præsten don Luigi Verzè, som har etableret hospitaler over hele verden og betegnet Berlusconi som »Guds gave til Italien«. Men nu er hospitalskoncernen på fallittens rand, og flere ledere er sigtet for bl.a. bestikkelse af politiske beslutningstagere og udstedelse af falske fakturaer. Selv om universitetet formelt er en selvstændig institution, risikerer det at blive revet med i faldet, frygter De Monticelli. I 2009 kom hun for første gang på kant med don Verzè, da præsten, som også er rektor, tilbød en af Berlusconis døtre en lærerstilling.

»Som andre læreanstalter, der indgår i det italienske undervisnings- og forskningsstøttesystem, har vi selvstyre, hvad angår f.eks. ansættelsen af akademisk personale. Hvis vi ikke formår at bruge det til at gøre modstand mod ledelsens diktater, er det vores egen skyld. Jeg har forgæves forsøgt at få mine kolleger til at tage offentligt stilling til den forvaltningspraksis, som har bragt universitetets fremtid i fare. Det bør man gøre af loyalitet over for institutionen, som giver os mulighed for at forske og undervise,« siger De Monticelli og tilføjer: »Italiens ulykke er, at mange ikke er modne i moralsk og samfundsmæssig forstand. Det ser man på næsten alle arbejdspladser, hvor de ansatte ikke følger vedtagne regler — autonomi betyder jo at give sig selv regler — men blot adlyder chefen og dermed reducerer sig selv til undersåtter eller børn.«

Den smukke sofist

Forudsætningen for italienernes ligegyldighed er en udbredt mangel på normer: »På moderne italiensk siger folk: ’Det er normalt’, når de mener: ’Fordi man gør sådan, er det retfærdigt, at det er sådan’. Man deducerer sig altså frem til, hvad der er retfærdigt, ved at se på, hvem der vinder. Ordet ’normal’ har tabt enhver rest af sammenhæng med normer,« siger De Monticelli.

Som eksempel på den manglende sammenhæng mellem normalitet og normer citerer De Monticelli et tv-interview med en kvinde, der har fungeret som prostitueret i forbindelse med Berlusconi og andre politikere. Som sofisterne i Platons dialoger latterliggør kvinden de abstrakte retfærdighedsidealer og forsvarer den stærkes ret: »Hvis du er ærlig, laver du ikke store forretninger. Så bliver du ved med at være en lille fisk,« siger hun bl.a. i interviewet. »For at få succes er du nødt til at skræve over de andres lig, og det er retfærdigt, at det er sådan.«

Ifølge De Monticelli kan italienerne takke »den smukke sofist« for denne påmindelse om, at etik, politik og jura er normsæt, der er skabt, fordi mennesker kan gøre hinanden ondt: »Forskellen mellem et menneske og et rovdyr består i, at mennesket kan erkende, at det begår onde handlinger. Vi kan erkende, at vi påfører andre lidelser og ødelægger deres liv. Så hvis dette forsvar for den stærkes ret repræsenterer flertallets samfundsopfattelse, har det uoverskuelige konsekvenser for demokratiet, for så er sondringen mellem staten og en forbryderbande forsvundet.«

Uden hensyn

Filosoffen Hannah Arendt fremhævede i sin bog om retssagen mod nazisten Adolf Eichmann, Eichmann i Jerusalem — en rapport om ondskabens banalitet, Danmark og Italien som de europæiske lande, hvor tyskernes jødeforfølgelser mødte flest forhindringer: »Det, som i Danmark var resultatet af ægte politisk sans, en rodfæstet forståelse for de pligter og rettigheder, der er forbundet med et statsborgerskab og national selvstændighed (…), var i Italien resultatet af et gammelt, civiliseret folks næsten automatiske medmenneskelighed,« skriver Hannah Arendt.

Ondskabens banalitet hos Eichmann, der organiserede deportationerne, bestod i hans manglende evne til at erkende andres lidelser, hævder Arendt. Danskerne udmærkede sig ifølge den tysk-amerikanske filosof ved et principielt forsvar for jødernes borgerrettigheder, mens italienerne saboterede jødeudryddelsen med deres talent for dobbeltspil.

Der findes dog også en italiensk udgave af ondskabens banalitet, advarer De Monticelli.

»I et totalitært samfund medfører den fulde realisering af underkastelsen og lydigheden i forhold til et fordrejet princip om loven de tragiske konsekvenser, som vi kender fra Hitlers Tyskland. Den fulde realisering af det regelløse samfund medfører derimod, at det gældende samfundsprincip bliver organiseret kriminalitet. Det, der adskiller civilisationen fra naturtilstanden, er jo loven.«

»Den protestantiske udgave af ondskabens banalitet handler om fralæggelse af ansvaret som følge af blind lydighed over for en autoritet — altså en fordrejning af lovens princip. Den italienske variant af ondskabens banalitet er omvendt, selv om der stadig er tale om fralæggelse af det personlige og moralske ansvar, men som følge af et fuldstændigt fravær af lov: Klikernes og de kriminelle organisationers magt. Mafiaen i sjælen er ondskabens banalitet på italiensk. Hvor indgroet det normløse er, fremgår af navnet på Berlusconis parti: Popolo della Libertà (Frihedens Folk, red.). Det er friheden til at gøre, hvad der passer mig — når, hvor og hvordan jeg vil — helt uden hensyn til andre.«