Vor tids Khader

Der er ingen, der gider diskutere værdier længere. Naser Khader ser bekymret ud.

Større billede

»Ligegyldighed. Laissez faire.«

Han stopper op.

»Det er det årti, vi er havnet i.«

En dyb rynke placerer sig i panden på manden, der engang i en leder blev kaldt vor tids Kennedy og som 80 procent af danskerne bakkede op omkring på tværs af partiskel. I efteråret 2006 viste en meningsmåling fra Gallup, at Naser Khader ene mand ville kunne skaffe 20 mandater, hvis han skiftede til Centrum-Demokraterne. Det var dengang, han var Danmarks mest populære politiker. I dag er han røget ud af Folketinget og på vej til Washington, hvor han skal arbejde med ytringsfrihed, demokratiudvikling og islamisk reformation i kølvandet på Det Arabiske Forår for den liberale tænketank Hudson Institute.

»I USA taler de stadig om det, vi i Danmark for længst er blevet trætte af,« mener Khader og nævner sit seneste yndlingseksempel: de 50.000 somaliere i Minnesota, hvor man lige har opdaget, at nogle af dem har været i kamptræning hos Al-Shabab. I USA er der stadig tørklædedebatter, ytringsfrihedsdebatter, kvinderettighedsdebatter.

»De diskussioner er ret nye der,« siger Khader.

Han ser nærmest lidt lettet ud. Til folketingsvalget i september stillede han op for de konservative, men kom ikke ind. Måske fordi Khaders og værdiernes æra i Danmark er slut. Måske fordi diskussionerne om problemerne i det multikulturelle samfund er taget. Måske fordi problemerne ved en ligestilling af kulturerne — og ved samtidig at forfægte de centrale vestlige frihedsværdier — er blevet vendt og drejet i en uendelighed. Det var det, Khader selv blev stor på dengang i 00’erne. Det, der gjorde ham betydningsfuld.

»På den måde blev han en af de vigtigste politiske skikkelser i Danmark i 00’erne. Måske den vigtigste,« siger Arne Hardis, politisk journalist ved Weekendavisen.

Han blev den vigtigste, fordi han kunne. Ham ville man lytte til. Fordi Naser Khader, Danmarks svar på hollandske Ayaan Hirsi Ali og Sveriges Nyamku Sabuni, selv var indvandrer og dermed en af dem, som ’de ondes’ politik ville gå ud over. Når han sagde, at nogle indvandrere snød for at opnå asyl, når han kritiserede sharia, kaldte blødsødne danskere for naive halalhippier eller sagde, at danskere med anden etnisk herkomst end dansk, der begik socialt bedrageri skulle fratages den danske del af deres dobbelte statsborgerskab, måtte det være rigtigt. Så måtte det være sandt.

»På den måde bliver Naser Khader et fantastisk spejl på de mentale figurer, der er i befolkningen,« siger Hardis.

»Det er jo forfærdeligt, at vi skal have en fra Syrien til at sætte det på formel for os, og i virkeligheden kan man sige, at det næsten er en racistisk figur — at man skal have en mand med anden etnisk herkomst til at sige det, gammeldanskerne egentlig gerne selv vil sige. Men sådan er det. Og så kommer han oven i købet fra det mest anstændige af alle anstændige partier i hele verden, Radikale Venstre.«

»Vor tids Kennedy,« skrev vennen og journalisten David Trads i en leder om Khader dengang i 2007, da Trads var chefredaktør for Nyhedsavisen, og Khader netop havde stiftet sit parti, Ny Alliance. Det var evnen til at bygge bro mellem muslimske indvandrere og danskere, han refererede til i lederen.

»I dag ville David have kaldt mig noget andet. Det sagde han til mig forleden,« siger Naser Khader, da han serverer kaffe i krus med Nelson Mandelas navn på i det køkken på Frederiksberg, der blev danmarkskendt med dokumentarfilmen Dagbog fra midtenom Naser Khaders, Anders Samuelsens og Gitte Seebergs parti, Ny Alliances, storhed og fald. »Han ville have sammenlignet mig med Martin Luther King, hvis det havde været i dag, sagde han.«

Nu er panderynken helt væk.

»Den første muslim med et folkeligt gennembrud,« siger David Trads om ham i dag. »En fremragende rollemodel for alle dem, der kæmper for deres rettigheder, hvad enten de er undertrykte muslimske piger i Danmark eller undertrykte unge i den arabiske verden.«

Naser Khader smiler. Han har tydeligvis ikke noget imod sammenligningen med borgerretsforkæmperen. TV 2 News kører i baggrunden. Al Jazeera kører på arabisk inde i stuen. Naser Khader føler ellers ingen abstinenser efter 15 år i politik. Han zapper væk, når han ser to politikere skændes. Det overrasker ham faktisk.

»Folk har ikke set mig så glad og afslappet, som jeg er nu, længe. Forleden mødte jeg Morten Helveg. Han sagde det samme.«

Værdierne

»De seneste 10 år, jeg har siddet i Folketinget, har jeg oplevet mere end de 150 af de 179, der sidder i Folketinget, oplever i løbet af et helt politisk liv,« siger Naser Khader, der var med til at gøre de radikale cool — til caffe latte-partiet — da han sammen med Morten Helveg og Klaus Bondam optrådte som ’de tre tenorer’. Der var populariteten under Muhammedkrisen, hvor han blev tegningernes fremmeste forsvarer. Stiftelsen af foreningen Demokratiske Muslimer — netværket for ikkefundamentalistiske muslimer — i kølvandet på krisen, der gjorde ham til så kontroversiel en figur blandt nogle muslimer, at han kom under konstant politibeskyttelse og gik ned med stress. Dannelsen af Ny Alliance, rollen som partileder for partiet, der blev til Liberal Alliance, skiftet til de konservative. Og til sidst; afskeden med politik.

»Jeg har nu ikke rekorden i partiskift. Den har Hanne Reintoft,« siger han.

»Men jeg plejer at citere Churchill, når nogen kommer ind på det: Nogle skifter principper på grund af deres partier, andre skifter partier på grund af deres principper. Og altså … jeg har ikke skiftet holdninger i samme grad som en Villy Søvndal, en Pernille Rosenkrantz-Theil, en Ole Sohn.«

Der er kontinuitet, mener han. Der er en rød tråd: værdierne. Frihedsværdierne. Naser Khader nævner ordene igen og igen. På underarmen har han ordet frihed og på overarmen demokrati tatoveret på arabisk.

»Jeg har lige skrevet et indlæg om meningen med livet til Kristeligt Dagblad. Det er nok, at man er parat til at dø for det.«

Det er værdierne, han gik ind i politik for. Det var dem, der motiverede ham til at arbejde med indvandrere som studerende. Han var med til at samle tøj ind for Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors, og han tolkede under politiets afhøringer af asylansøgere.

»Jeg var totalt halalhippie. Men jeg må sige, at mit arbejde med indvandrere gennem nogle år gjorde mig til realist. Når politiet for eksempel var ude og hente kaffe, så kunne nogle asylansøgere finde på at grine af, at de snød dem. Det provokerede mig. Jeg sagde til dem, at de tager pladsen fra andre, der har brug for den. Jeg oversatte sjældent ordet tak.«

Det var på grund af værdierne, at han i 1984, året efter studentereksamen, meldte sig ind i Radikale Venstre. Han begyndte at dukke op til partiets generalforsamlinger. Der blev lagt mærke til ham, han blev opfordret til at stille op til kommunalvalget i 1996-97, derefter til Europa-Parlamentsvalget, efterfølgende til folketingsvalget. I 2001 kom han ind i Folketinget for de radikale som den første dansker med anden etnisk baggrund end dansk. Det ene tog det andet, helt tilfældigt, siger Naser Khader.

»Det var ikke noget, jeg havde planlagt. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig selv som politiker, før jeg blev opfordret, og sådan har hele min politiske karriere været. Men værdierne, dem er jeg aldrig gået på kompromis med.«

Det hele var tilfældigt. Lige så tilfældigt, som at han kom fra Syrien til Danmark som 11-årig, da familien rejste efter faren, der var kommet hertil som gæstearbejder.

Han tænker ikke strategisk, siger han. Politisk konsekvensberegning har aldrig været ham. Politisk mundhuggeri heller ej.

»Det er nogle evner, jeg aldrig har behersket, og som jeg heller ikke har villet beherske,« siger Naser Khader og forklarer, at han vælger med hjertet.

»Jeg kunne også have været taktisk, det havde givet mig færre problemer, hvis jeg havde holdt mund. For eksempel da nogle unge palæstinensere demonstrerede på Rådhuspladsen og brændte det israelske flag af. Da gik jeg både i TV Avisen og på TV 2 og sagde, at det måtte de gøre i Gaza.«

Det er blandt andet det, der engang fik nogle til at brænde en bil af, de troede var hans. Stiftelsen af Demokratiske Muslimer, mente nogle, bidrog til at skabe yderligere splid mellem muslimer, fordi man ved betegnelsen ’moderate muslimer’ insinuerede, at der var voldelige fundamentalistiske muslimer. Så var der forsvaret for tegningerne. Det hele har haft konsekvenser, og konsekvenser er der stadig. For eksempel, da han til sin søns fodboldtræning hørte en anden far svine ham til over for sin seksårige søn.

»Mens jeg står og hjælper træneren med at flytte målene, hører jeg en far sige til sin søn, at ’ham der, han er vantro, svin, forræder, han lugter’. Heldigvis var min søn i gang med at lege med boldene. Sådan noget gør ondt. Jeg kan godt tåle det, men når det begynder at påvirke mine børn, bliver jeg ked af det.«

Ny Alliance

»For mig er de grundlæggende frihedsværdier vigtigere end økonomisk politik. Økonomien går op og ned, men værdierne består. Også selv om der er nogle aktører i værdidebatten, der har ødelagt den,« siger Naser Khader, der mener, at værdidebatten har sejret sig selv ihjel.

»Hver eneste gang, man fik en vigtig debat, skulle Dansk Folkeparti altid give den en ekstra skrue. De overdrev den altid lidt og afsporede debatten. Det har virkelig irriteret mig i tidernes løb.«

Kommentatorer — uanset om de er venner eller kritikere — kalder ham en værdikæmpe. Virkelig dygtig til værdipolitik, knap så god som politisk generalist. Han skulle have holdt sig til værdikampene i stedet for at kaste sig ud i at blive partileder for Ny Alliance, der gjorde, at han kom til at ligne en politisk amatør, siger de.

»Men det var jo uholdbart at være medlem af de radikale efter Muhammedkrisen med de holdninger, Marianne Jelved, Margrethe Vestager og Morten Østergaard havde. Allerede dengang havde jeg en snak med Hudson Institute om at komme derover. Jeg havde valget mellem enten at forlade politik og rejse til USA, skifte til de konservative eller danne Ny Alliance. Jeg kan godt lide at tage chancer, så jeg gjorde det, der var sværest.«

Det var i 2007. Et år senere var han færdig. Danmarks engang mest populære politiker var til grin i offentligheden. Ikke mindst Christoffer Guldbrandsens dokumentar om Ny Alliance fik partiet til at ligne et amatørprojekt. »Khader fylder mest i billedet,« skrev Lars Trier Mogensen, redaktør for lederkollegiet på Politiken under rubrikken »Tåkrummende underholdning«. »Man efterlades aldrig med et indtryk af, at han har kontrol over noget som helst.«

I stedet virkede Naser Khader som den godmodige og naive politiske klovn, der ikke havde evnerne til at gøre sit parti levedygtigt, og som går på kompromis for at gøre stridende parter glade.

»Det er et totalt misvisende billede, Guldbrandsen giver af Ny Alliance. Totalt. Filmen illustrerer Christoffer Guldbrandsens frustration over, at projektet ikke lykkedes — så skulle han finde nogle skurke. Det ville man ikke have sagt, hvis det var lykkedes med Ny Alliance.«

— Hvad tænker du, når du ser filmen i dag?

»Jamen, jeg ser den ikke.«

Naser Khader holder en pause. Så griner han.

»Det er jo Christoffer Guldbrandsens version af det, der skete. Han begyndte at redigere Dagbog fra midten, da han kendte slutresultatet. Han optog 150 timer, og hvis resultatet havde været anderledes, havde han valgt 45 andre minutter.«

Den tegner ikke et reelt billede af, hvad der skete, mener Naser Khader.

»Jeg ved ikke, hvor mange møder vi holdt for at udvikle politik, hvor mange møder vi holdt med eksperter, og så vælger han de fem minutter, hvor vi sidder og brainstormer lidt for kameraets skyld. Det er ikke virkeligheden. Hvis man filmede jeres redaktionsmøder, så ville man også kunne finde to minutter, der er totalt ubegavede.«

Der er ikke noget galt med hans evner som generalist, mener han selv. Der var bare ikke tid til at bygge partiet op som det midterparti, det ville være.

»Vi havde kun fem måneder. Vi startede i maj måned, og valget blev udskrevet i oktober. Tænk på alle andre partier, der er kommet i Folketinget de seneste hundrede år. De er alle begyndt som protestpartier og har haft flere år til at blive partier med holdninger på alle politiske områder. Tag Dansk Folkeparti. Det tog seks år, inden de blev stuerene.«

Ny Alliance var fremsynede, mener Naser Khader. Alt det, han og Anders Samuelsen ønskede dengang, bliver nu gennemført af de radikales leder, Margrethe Vestager.

»En tilbagetrækningsreform med de blå. Et samarbejde over midten. Alt det sagde hun nej til, men nu får hun succes på det.«

Det er tydeligt, at Naser Khader stadig er irriteret over det, han kalder et misvisende billede af ham selv og hans parti.

»Tag nu det eksempel med Kalundborg, som i øvrigt irriterer mig,« siger han og henviser til mødet med Pia Kjærsgaard, hvor de diskuterede Ny Alliances skattepolitik.

»Mange forstod ikke, hvad det var, jeg ville sige, og så så det ud, som om jeg var økonomisk analfabet. Nu er jeg cand.polit., og det er jo altså en fin eksamen, og selvfølgelig ved jeg godt, hvad 40 procent af 20.000 er,« siger han og forklarer, at han forsøgte at sige til Kjærsgaard, at Ny Alliance ikke kørte med flad skat.

»I flad skat er der ingen fradragsmuligheder, men Ny Alliance har beholdt fradragsmulighederne og havde en politik, der hed maks. 40 procent i skat. Martin Aagerup fra Cepos gav mig i øvrigt ret i mit udsagn,« siger Naser Khader.

»For det er klart, at jeg ikke ved, hvad du skal betale i skat, hvis jeg ikke kender dine fradragsmuligheder. Senest i sidste uge måtte jeg skrive til Jens Gaardbo på TV 2 News, der igen sagde, at jeg ikke ved, hvad 40 procent af 20.000 er, at han ikke kender til Ny Alliances skattepolitik.«

Eftermælet

Det irriterer ham. Han har ikke lyst til, at manglende regnekundskaber skal være en del af hans politiske eftermæle. Eller at han engang fik bygget et plankeværk omkring villaen på Frederiksberg ved hjælp af sort arbejde, som Se og Hør skrev midt i valgkampen 2007.

»Du er et svin,« lød responsen fra Khader til daværende chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup. Udsagnet blev båndet. Igen og igen hørte man Khaders stemme: »Du er et svin«.

Henrik Qvortrup formåede aldrig at bevise påstanden, der udsprang af et hemmeligt tip fra en betalt kilde, og ugebladet bragte en rettelse i 2010, tre år efter den oprindelige artikel blev publiceret. Men episoden såede tvivl om Khaders troværdighed. Flere af samme slags fulgte efter. For eksempel historien om, at han besluttede sig for at stifte Ny Alliance, da han midt under Muhammedkrisen sad på et hotelværelse i Boston og zappede ind på en arabisk tv-kanal og så den radikale Elsebeth Gerner med hovedtørklæde. Hotellet, han boede på i Boston, havde ifølge TV 2 ingen arabiske kanaler, og hverken TV 2 eller DR har solgt billederne af Gerner med tørklæde videre. »Løgne om Khader«, står der da også på Naser Khaders hjemmeside, hvor han dementerer flere af dem. Blandt andet at han har plagieret passager i sin første bog, Ære og skam, at han har krænket ophavsretten på fotos — og at han skal have fået udført sort arbejde.

»Vi taler fint sammen i dag,« siger Henrik Qvortrup, der før episoden blev kaldt en del af Khaders inderkreds, blandt andet i Politiken, hvor man kritiserede, at det var de samme, som Khader plejede omgang med, der kommenterede Ny Alliances politik. Det er folk med indflydelse, skrev Politiken.

»Lige for tiden er det ikke mindst Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen, der dukker op i medierne, når politik skal forklares — uvildigt — som for eksempel Naser Khaders nye parti.«

Hans omgang med kendte mennesker var også en del af forklaringen på Naser Khaders popularitet før og i begyndelsen af Ny Alliance, lyder det fra Arne Hardis på Weekendavisen.

»Han var en del af de high society-radikale. Han var en del af spotlyset, og han plejede omgang med spindoktorer og andre vigtige mennesker.«

»Man kan aldrig være populær i politik for evigt,« mener Naser Khader selv.

»Alle de, der er populære, vil opleve at blive pillet ned efter nogle år, men hvordan det sker, er forskelligt. Tag en Villy Søvndal nu, han er faktisk i gang med den proces, jeg var igennem. Eller Lene Espersen, Danmarks mest populære minister. Tag Marianne Jelved og hendes håndtaske. Om jeg så var blevet hos de radikale, så var der sket et eller andet, der havde gjort mig upopulær. Populariteten har man kun til låns.«

I dag er huset sat til salg, og Naser Khader bestemmer selv, hvornår han siger noget. Han behøver ikke længere optræde i Go’morgen og Go’aften Danmark. Han behøver ikke sige ja til at blive interviewet, hvis han ikke vil.

»Jeg tager det ikke personligt, at jeg ikke blev valgt ind i Folketinget. Jeg var det niende mandat, og da jeg havde reflekteret lidt over tingene, kunne jeg mærke med mig selv, at jeg var blevet mæt. Når man er inde i drivhuset, så tror man, at man ikke kan leve uden, men der gik sgu ikke lang tid, før jeg tænkte, at nu må jeg videre. Nu skal jeg noget andet,« siger Naser Khader.

»Når jeg siger noget nu, så er det noget, der er hjerteblod i. Jeg skal ikke tage hensyn længere og behøver ikke at tale sort. Jeg er gået tilbage til basics. Til det, der oprindeligt fik mig ind i politik. Det er en forlængelse af mit motto, der hedder: Fortsættelse følger …