Et liv er forbi: Karen Lundbo

Karen Lundbo brugte det meste af sit arbejdsliv på at hjælpe andre. Hun hjalp tekstilproducenter i Sydafrika med at gøre deres fabrikker miljøvenlige. Hun startede tekstil- og designskoler i Zimbabwe, så nogle af landets kvinder kunne få en uddannelse og et job. Hun hjalp fattige familier i Kenya med at få læselamper og høkasser, der kunne holde maden varm og rent drikkevand. Hun var aktiv under klimatopmødet i København, og hun har forsøgt at begrænse kvindehandel i Rumænien.

Karen Lundbo var ikke den snakkende og teoretiske type, når hun lavede udviklingsprojekter — hun var udpræget praktiker. Hun var lynhurtig til at analysere sig frem til, hvad der var nødvendigt, og hvis det var høkasser og læselamper, så gik hun straks i gang med det praktiske. Hun var et engageret menneske, der brændte for de enkelte projekter og derfor knoklede fra morgen til aften — helt frem til sin død den 25. november. Alle, hun arbejdede sammen med, havde stor respekt for hende, men hun var ikke altid lige nem at have som projektleder. Hun havde altid en mening om, hvordan tingene skulle være, og hun arbejdede benhårdt, indtil det også blev sådan. Hendes holdning var, at når man havde fået penge af eksempelvis Udenrigsministeriet eller Mellemfolkeligt Samvirke, så forpligtede det. Derfor var der altid styr på pengene, og hun holdt alle i kort snor.

»Der var ikke noget med at være gavmild med diæterne eller sløset med rapportskrivningen. Hun var barsk, men retfærdig,« fortæller en medaktiv fra det verdensomspændende kvindenetværk Soroptimist International, som Karen Lundbo var engageret i, hvor end i verden hun befandt sig — og som hun var medlem af i 40 år.

Karen Lundbo blev skilt fra sin mand i en ung alder og fik aldrig børn — derfor havde hun mulighed for at arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Så det gjorde hun. Og til tider kunne hun godt have svært ved at forstå, at alle andre ikke bare gjorde det samme.

Respekt

Også de lokale i udviklingsprojekterne havde stor respekt for Karen Lundbo.

»For dem kom hun lige under ministeren,« siger Soroptimist-vennen. »Jeg tror endda, at de var lidt bange for hende. Hun sagde selv, at de som regel var glade, når hun satte sig ind i flyveren og var på vej hjem. For så kunne hun kun nå dem på telefon og mail. Men det gjorde hun så også.«

De lokale var også glade for hende, for projekterne var succeser, og de kunne se, at det virkede. At Karen Lundbo havde talent for at lave udviklingsarbejde, blev tydeligt, da Udenrigsministeriet efter klimatopmødet i København selv kontaktede den næsten 70-årige Karen Lundbo og spurgte, om hun ville have to millioner til et projekt i Kenya. Den slags projektbevillinger skal man normalt selv at ansøge om at få.

Ifølge flere af Karen Lundbos familiemedlemmer kan ledertalentet meget vel stamme fra opvæksten på den vestjyske gård, hvor Karen var den ældste i en søskendeflok på seks. Forældrene var aktive i lokalmiljøet og i Venstre, så der var ofte gæster på gården, og Karen hjalp til med det huslige og pasningen af de mindre søskende. Allerede dengang var hun bestemt, håndfast og praktisk, husker Karens lille-søster.

De mange mennesker på gården gjorde også, at Karen Lundbo blev åben over for verden uden for det vestjyske lokalsamfund. Senere lavede hun et mindre oprør ved at tage job på en tekstilfabrik i Herning. Familien måtte acceptere, at man havde en ’fabrikspige’, som man kaldte det i lokalområdet. Men der gik ikke mange år, før Karen Lundbo først fik en uddannelse som tilskærer og siden sin egen tekstilfabrik, Mobett — det var i midten af 60’erne. Her kom Karens vestjyske sind hende til gode, mener en svigerinde:

»Du kan ikke drive fabrik, hvis du er tossegod. Man skal behandle sine medarbejdere ordentlig, men man skal ikke lade sig koste rundt med, og det lod hun heller ikke nogen gøre. Du kunne ikke snyde hende.«

Livet igennem holdt Karen Lundbo i øvrigt fast i sin vestjyske dialekt: »Hun blev ved med at sige ’a’ hele tiden. Jeg tror godt, hun kunne tale rigsdansk, men hun syntes ikke, det var nødvendigt.«

Til udlandet

I 1981 måtte hun lukke fabrikken, som på det tidspunkt havde mere end 100 medarbejdere. Tiderne var hårde for tekstilindustrien, som i stor stil flyttede til udlandet. Karen fik aldrig børn, men det så hun som en mulighed for at gøre noget andet — og de næste mange år af sit liv tilbragte hun i Ecuador, Zimbabwe, Sydafrika og Kenya, hvor hun blev stadig mere engageret i kvinders forhold, klima og miljø.

Over alt, hvor hun boede, inviterede hun ivrigt gæster på besøg. De mange nevøer og niecer kom på længere ophold af et halvt års varighed — andre kom på kortere besøg og ferie. Som storesøster fra en Venstre-familie med højskoletraditioner, var det naturligt for hende at holde sammen på familien — blandt andet ved at invitere dem flittigt:

»Hun havde et mindre rejsebureau kørende ved siden af,« fortæller en ven. Også her var der styr på tingene: »Der var program fra morgen til aften. Og hvis man havde aftalt at mødes klokken otte om morgenen, så var det klokken otte om morgenen. Men det var fantastisk, og der var ikke et eneste overflødigt programpunkt.«

Da hun kom hjem til Danmark, flyttede hun ind i et kollektiv for ældre lidt uden for Aarhus. Hun engagerede sig straks i bestyrelsesarbejdet og fik styr på juraen i det nystartede kollektiv.

Projektet i Kenya for Udenrigsministeriet blev Karen Lundbos sidste — i sine sidste leveår kæmpede hun imod brystkræft. Hun snakkede næsten aldrig om sygdommen, og når hun havde været til undersøgelser, underdrev hun, fortæller hendes søster:

»Hun prøvede at beskytte os, så hun fortalte ikke, hvor alvorligt det i virkeligheden var.«

Få dage før sin død — og i meget afkræftet tilstand, skrev hun under på det afsluttende regnskab på Udenrigsministeriets Kenya-projektet. Der skulle være styr på tingene.