Det siges, at Vesten vil have tre ting, men kun kan få to. Den franske forsker Olivier Roy har udviklet den maksime, at Vesten principielt ønsker tre ydelser af de mellemøstlige stater: De skal være stabile, de skal være demokratiske, og de skal være provestlige — og det kan de ikke være på samme tid.
En demokratisk regering, som fører en provestlig politik, vil ifølge Roy få borgerne imod sig. Det kan føre til politisk uro og krav om en ny regering, som fører en anden politik. Det kan også føre til, at militæret overtager magten, opretholder orden og insisterer på en positiv holdning til Israel og kritisk indstilling til Iran. Det var tilfældet i Mubaraks Egypten, hvor diktatoren med militærets sørgede for social orden og holdt sig allieret med USA.
Det demokratiske Egypten vil være anderledes tvunget til at reflektere borgernes holdninger til omverden og føre en politik, som ikke er i Vestens interesse. Det er ikke i sig selv problematisk: Principielt må Vesten foretrække demokratiske og stabile regimer, frem for provestlige regimer, der undertrykker deres egne befolkninger. Det viser sig tilmed, at den stabilitet, som ikke bygger på borgernes opbakning, ikke holder i længden. Det er en skrøbelig stabilitet.
Det for Vesten fortryllende ved den egyptiske opstand var i det perspektiv, at oprørets paroler var liberale, og de politiske krav var demokratiske. Opstanden antydede en demokratisk modernisering nedefra. Det var klart, at en demokratisk valgt egyptisk regering ikke ville føre samme politik over for USA, Israel og Iran, men det syntes også oplagt, at den ville bygge på liberale principper.
Oprørerne blev helte i Vesten og optrådte på lister over de bedste stemmer i verden: Den egyptiske forfatter Alaa Al Aswani blev i Foreign Policy kåret til den vigtigste globale tænker, og den unge it-helt Wael Ghonim, som organiserede protester på Facebook, blev af Time Magazine fremhævet som et af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Men som en amerikansk embedsmand skulle have sagt efter de første runder af parlamentsvalget: »Han er måske den mest indflydelsesrige mand i verden, men han har tilsyneladende ikke meget indflydelse i Egypten.«
Kampen efter revolutionen
Dem, der vandt kampen om revolutionens paroler, taber i disse dage kampen om pladserne i parlamentet. De unge liberale stemmer formede oprøret, men de har ikke opbakning til at dominere det parlament, som nu bliver sammensat. Det revolutionære egyptiske folk på pladsen er ikke det samme som det vælgende egyptiske folk i stemmebokserne.
Efter anden runde af præsidentvalget er tendensen, at to tredjedele af parlamentet bliver besat af politikere fra partier, som bygger på islamiske antagelser. Det bør tilføjes, at Det Muslimske Broderskab, som får omkring 40 procent af stemmerne, deltog i organiseringen af oprøret og længe har efterlyst liberale reformer.
Overordnet set står konflikten i dag ikke længere mellem liberale oprørere og gamle undertrykkere. Den står mellem forskellige og uenige folkevalgte islamister og det militære overgangsråd, som ikke er folkevalgt. Islamisterne sikrer, at folket bliver repræsenteret i parlamentet, mens militæret står for den stabile stat.
Magten i parlamentet er væsentlig, fordi den ny forsamling skal sammensætte rammerne for udarbejdningen af en ny forfatning for Egypten. Indtil nu er revolutionen ikke realiseret: Mubarak, som blev væltet, var symbolet på regimet, men den administrative og økonomisk magt ligger stadig hos militæret. Det har aldrig været interesseret i at fremstå offentligt som symbolet på magten, fordi symbolerne som regel bliver målet for utilfredsheden. Militæret overlader gerne symbolerne til de folkevalgte, men det vil efter al sandsynlighed fastholde kontrollen med det administrative system. Og en talsmand fra militæret annoncerede i sidste uge, at de ikke anerkendte parlamentets autoritet:
»Tror I virkelig,« sagde generalen, »at egypterne har valgt nogen, som truer deres egne interesser og økonomi og sikkerhed og anseelse i det internationale samfund?«
Militærets trussel går på, at det nye parlament hverken er kompetent eller repræsentativt: Det er således ifølge militæret ikke i egypternes egen interesse, at deres folkevalgte laver den nye forfatning. Militæret anbefaler derimod, at de selv får sidste ord i kampen om forfatningen. Det aktuelle drama i Egypten er ikke, at Vesten kun kan få to ting ud af de tre, som Vesten altid vil have. Det er, at et vellykket demokrati forudsætter en stabil stat, men garanterne for den stabile stat er ikke demokratiske.
Militæret kan sikre stabilitet, som også er økonomisk afgørende, fordi Egyptens største indtægtskilde er turisme. Hvis turisterne bliver væk, stiger arbejdsløsheden og den sociale desperation et land, hvor millioner lever under fattigdomsgrænsen, og en tredjedel er analfabeter. Som konsekvens af usikkerheden efter oprøret er omsætningen allerede faldet og arbejdsløsheden steget.
På den anden side kan militæret ikke sikre demokratiet og vil sandsynligvis modarbejde det. Men hvis demokraterne smider militæret ud, kan det gå, som da 400.000 soldater og politifolk med ét blev fyret af amerikanerne i Irak: Den nye stat får de stærkeste kræfter fra den gamle stat imod sig og mister administrative kompetencer. Det endte i kaos.
Hvis revolutionen skal realiseres som folkestyre i Egypten kræver det, at militæret tvinges til at overgive magten uden at kontrollen går tabt.
Kommentarer
Interessat RL klumme - men læg mærke til redaktørens manipulation. RL skriver (specifikt om den aktuelle situation i Egypten): “Det aktuelle drama i Egypten er … at et vellykket demokrati forudsætter en stabil stat, men garanterne for den stabile er ikke demokratiske”. RL taler om de militære ledere i Egypten, redaktørens tekst i headeren gør det til et generelt udsagn om demokratiets manglende evne til at garantere stabilitet. Jeg er kun enig med den første del (demokrati forudsætter en stabil stat), men tøver da en kende med at mene at et stabil stat kun kan garenteres af et stærkt militær.
Denne kommentar er anbefalet af:
Udviklingen i Egypten er gået helt som man kunne forvente, lige fra starten på det såkaldte ‘Arabiske Forår’.
Militæret sidder fortsat på magten, og det nye er, at nu har de islamiske partier fået frie tøjler. De islamiske partier vinder helt som forventet valget, og hvad gør militæret så? Egypten kan ikke regeres uden om militæret, ej heller af Broderskabet og andre islamiske partier. De to har derfor brug for hinanden. Herom kommer magtkampen i Egypten til at stå når valget er overstået.
Turismen er dermed formentlig død i Egypten, i alt fald for europæere og amerikanere, og Egypten kommer til at mangle en del den væsentligste indtægtskilde og mange arbejdspladser. Da ‘revolutionen’ i virkeligheden drejer sig om elendige økonomiske og sociale forhold, for et land der må importere over halvdelen af sit fødevareforbrug til høje verdensmarkedspriser, må stadig uro forudses. På grund af faldende turistindtægter vil staten også få svært ved vedblivende at subventionere på basisfødevarer.