Det er for dårligt, at det er for dårligt

Hvis der ikke er medlidenhed, er der ikke noget samfund og ikke noget, der hedder politik. Vi skal kunne lide med fremmede mennesker, hvis vi sammen skal snakke om det hele, løse de fælles problemer og betale skat til den store kasse. Medlidenhed er en forudsætning. Men hvis der kun er medlidenhed, er der heller ikke noget, der hedder politik. Så føler vi bare med hinanden og laver tv-shows, hvor vi praler sammen over vores medfølelse, og vi opsøger de mennesker, som er allermest hjælpeløse, fordi de har så meget brug for os. Når det sker, bliver den offentlige godhed anklaget for at være selvgodhed.

Vores vestlige samtid er karakteriseret ved både et spring og et fald i medlidenhed: Der er mere medlidenhed end nogensinde før. Ofre for flodbølger, hungers-nød, forbrydelser, katastrofer, finanskriser og orkaner præsenteres på tv som fremmede mennesker, vi skal have med medlidenhed med. Men der er tilsvarende mere og mere skepsis over for medlidenheden: Den venstreorienterede indvending er, at ’medlidenhedsaktioner’ kommer til at stå i stedet for rigtig, radikal handling, og den borgerlige indvending er typisk, at de, der dyrker medlidenheden, er hyklere: De misbruger de andre lidelses til at få det godt med sig selv. De andres lidelser forsvinder i vores eget velvære.

Humanitær manipulation

Medlidenhed er således ifølge den franske sociolog Luc Boltanski blevet et offentligt problem: Det noterer han i et ti år gammelt essay om humanitære indsatser, hvor han lancerer diagnosen ’medlidenhedskrisen’. For 20 år siden var humanitære indsatser umådeligt populære i Frankrig: Det var den rigtige måde at vise verdensborgerskab på, og Læger uden Grænser blev i offentligheden dyrket som godhedens majestæt.

Men derfra breder medlidenhedskrisen sig: Det anføres, at medlidenhed bliver bureaukratiseret i hjælpeprogrammer, og det hævdes, at de, der skulle hjælpes, slet ikke bliver hjulpet. Det virker ikke. Der er to retninger i kritikken af det humanitære arbejde:

Den ene går direkte på det humanitære arbejde, og den anden går på, at dette arbejde naivt bliver udnyttet af onde magter. Som eksempel på det sidste minder Boltanski om, hvordan nødhjælpen under hungersnøden i Etiopien blev beskyldt for at være manipuleret af den etiopiske regering. Denne kritik henfører ifølge Boltanski ofte til en nihilistisk forestilling om, at alle gode grunde i sidste instans skulle være styret af onde interesser: Når nogen gør noget tilsyneladende godt, gælder det om afsløre det som en manøvre i et ondt magtspil.

Boltanski går fra karakteristikken af medlidenhedskrisen til en idéhistorisk analyse af medlidenhedsbegrebet: Filosoffer har skelnet mellem medfølelse og medlidenhed. Du har medfølelse med dem, noget går ud over, når de er nærværende for dig. Du ser barnet falde ned fra legestativet, eller du ser den ældre dame blive kørt over. Medfølelsen motiverer dig til hjælpe: Et menneske er såret, du bliver berørt og griber ind. Medlidenheden derimod føler vi i de situationer, hvor vi er langt fra de lidende personer. Vi hører om deres smerte gennem fortællinger, vi ser den på tv. Hvis tilskueren på afstand skal vækkes til engagement, kræver det den rette fremstilling af de lidendes situation: »Disse menneskers lidelser må indsamles og repræsenteres, de må blive genstand for en patos, så at heldigere stillede personer kan blive opmærksomme på problemet og derfor slutte sig sammen til et godt formål«.

Beskrivelsen af lidelsen bliver til en politisk gestus. Den kan skabe fordømmelse eller sympati: Fordømmelse fører til anklager mod dem, der har gjort noget forkert, og krav om, at de bliver draget til ansvar. Historisk har intellektuelle gennem offentlige opråb og moralske kampskrifter stået for den alarmerende fordømmelse. Når fordømmelse derimod appellerer til sympati med de lidende, kræves ikke rettergang over de ansvarlige, men hjælp til ofrene.

Boltanski viser i sit essay, hvordan både appellen til fordømmelse og følelser er professionaliseret: Politikere, intellektuelle og journalister er blevet enormt dygtige til at skabe skandaløse scener, som afkræver tilskuerne medlidenhed. Det skaber bølger af engagement og skuffelse, medlidenhed og desillusion hos tilskuerne, som også er blevet mere kritiske over for dem, der fordømmer: Dyrker de intellektuelle ikke bare den romantiske forestilling om deres egen moralske særstilling, når de fordømmer? Hvad ved de egentlig om det? Eller man anklager dem, der appellerer til sympati, for følelsesporno.

En anden væsentlig årsag til medlidenhedskrisen er den politiske afmagt: Voldsomme billeder af forfærdelige lidelser inspirerer til krav om, at verden bliver forandret til det bedre. Den store styrke ved kommunisme var ifølge Boltanski, at den tilbød venstreorienterede intellektuelle en overgang fra protest til politik. Man vidste, hvad man skulle kræve, når man blev konfronteret med himmelråbende urimeligheder. Man havde klare svar parat. Man kunne se, at det var for dårligt, og man vidste, hvad der var godt at gøre. Det kan godt være, svarene var forkerte, men de gav tilskuerne til urimelighederne en fornemmelse af politisk handlekraft. Enhver arbejders nød kunne af enhver kommunist placeres i et stort system af udbytning og i et universelt skema over klassekamp og ideologisk strid. De store greb er forsvundet i dag — med god grund. Man kan således konkludere, at vi er blevet langt bedre til at iscenesætte andre menneskers problemer, men langt dårligere til finde overbevisende politiske løsninger. Vi er blevet mesterlige til at vise, hvad der er for dårligt, og vi er blevet dårlige til at finde ud af, hvad der så er det gode. Eller vi har gennemskuet det gode, som noget, der i virkeligheden var dårligt.

Den kritiske sociolog

Udlægningen af medlidenhedskrisen er typisk for Boltanskis greb: Han undersøger et aktuelt tema, og han sammenfatter sine indsigter i en skematisk oversigt. Derfra går han til filosofien for at afklare de begreber, som bestemmer den aktuelle situation, inden han vender tilbage til gamle venstreintellektuelle problemer. Han har på den måde analyseret vor tids kapitalisme, forskellen på forskellige regimer i det moderne liv og muligheder for en effektiv samfundskritik. Hans udgangspunkt er kritikken af den alvidende sociolog, som antager, at alle andre er idioter. Boltanskis tese er, at alle mennesker i virkeligheden er sociologer, idet de prøver at finde ud af, hvordan deres verden hænger sammen, og alle klager over det, der er for dårligt. Hvis samfundsforskeren ikke forstår, at samfundet er sat sammen af mennesker, som alle er kritiske og spørgere, er forskeren dummere end de folk, der beskrives.

Boltanskis gennemgår de klassiske sociologiske temaer om den sociale virkelighed, kapitalismen, hierarkier, former for orden og videnskabens stilling med den antagelse, at forskeren undersøger folk, der selv undersøger deres virkelighed. Denne samling af tekster af Boltanski gengiver udmærket netop denne stil: Han både starter forfra og vender hjem. På den måde kommer han videre.