Opslag til denne artikel

Emneord:kapitalisme, spekulation, økonomi

Det er åbenbart, at en række forhold i vores økonomi er uholdbare og snart vil blive radikalt forandret. Hvad vil det betyde for det økonomiske system, vi betegner som kapitalismen? Vil privateje blive erstattet af fælleseje? Vil markedet blive erstattet af planmæssig ressourcefordeling? Vil kapitalisme blive efterfulgt af socialisme?

Bare det, at man stiller denne slags spørgsmål er noget nyt set i forhold til det politiske klima, som har rådet de seneste 30 år.

Siden slutningen af 1970’erne har fortællingen om kapitalismen som historiens endegyldige sejrherre været altdominerende. Og Sovjetunionens opløsning blev af mange set som det endelige bevis.

Nu er der imidlertid rig lejlighed til igen at tale om ’kapitalismen’ som historisk epoke med både en begyndelse og en slutning.

Den vigtigste årsag hertil er den aktuelle økonomiske krise og det faktum, at den udspringer af mekanismer, som er centrale i det kapitalistiske system.

Det betyder dog ikke, at vi kan dømme kapitalismen ude.

Den har en forunderlig evne til at overleve ved konstant at transformere sig og gøre sine angribere til allierede. F.eks. var arbejderklassen og dens organisationer engang kapitalismens værste fjender. Men de endte som bekendt med at fremtvinge kompromiser og reformer, som gjorde kapitalismen mere livskraftig.

Sin egen bøddel

Den afgørende forskel mellem kapitalismens tidligere kriser og den aktuelle er, at det i dag er kapitalismens største støtter, der er giver det kapitalistiske system banesår.

Især de finansielle spekulanter på det globale finansmarked er godt i gang med at undergrave helt nødvendige økonomiske dynamikker. Deres spekulation tynger nu økonomien i en sådan grad, at kreditstrømmene fryser, og det økonomiske barometer står på krise, så langt øjet rækker.

Den usunde dynamik åbenbarer sig tydeligt i årsagerne til den aktuelle krise.

Krisen er en kompleks systemkrise, hvor den traditionelle modsætning mellem den reale produktion og det finansielle system er filtret sammen med modsætningen mellem nationalstatslig regulering og globale økonomiske processer. Nationale målsætninger om realvækst kan ikke realiseres på grund af systemfejl i det globale finansielle system.

En af de vigtigste årsager til krisen er altså den nationale og transnationale deregulering af finansmarkederne, som har fundet sted gennem de seneste årtier.

Dereguleringen har gjort finansielle institutioner med nationale rødder i England, USA og Schweiz til de vigtigste omdrejningspunkter i det globale kapitalistiske system.

Det var netop denne finanskapital, som spillede den helt afgørende rolle i forbindelse med krisen 2007/2008. De finansielle institutioner var med til at holde liv i spekulation på det nationale niveau, samtidig med at de byggede uholdbare finansielle konstruktioner globalt. Da krisen kom i form af faldende priser på fast ejendom i USA, brød de uholdbare konstruktioner sammen. Kapitalens egen fortrop ødelagde med andre ord dynamikken i det system, de selv udgør kernen af.

Uden statslig støtte ville hele banksektoren være krakket. Men selv om den statslige støtte har sikret banksektorens overlevelse, har man ikke evnet at genoplive den finansielle sektor. Kreditstrømme mellem banker og fra banker til produktionsvirksomheder og husholdninger er fortsat frosset til.

Afsporet krisedebat

Dette forhold skjules imidlertid af, at den aktuelle økonomisk politiske debat især handler om store budgetunderskud i de europæiske lande. Den populære fremstilling fremhæver det umoralske i, at stater bruger mere, end de får ind i form af skatter, og herved opbygger en gæld, som ’markedet’ kun vil finansiere til særdeles høj pris, hvorfor statsbankerot bliver en mulig slutstation.

Den fremstilling er særdeles ensidig. Hvis staten i alle lande havde reduceret statslige underskud ved at skære i de offentlige udgifter og øge skatterne, ville det have ført til en dyb og verdensomfattende depression. Staten var med andre ord krisens helt, ikke dens skurk.

Nationalbankerne i de forskellige lande har forsøgt at modvirke blokeringen af finansstrømme ved at øge pengemængden og sænke renten, så den nærmer sig nulpunktet. Uden denne ekspansive pengepolitik ville krisen være langt mere alvorlig.

Men der er grænser for, hvad man kan opnå med pengepolitik i den nuværende situation. Husholdninger og virksomheder, som oplever, at værdien af deres ejendom fortsat falder, mens gælden forbliver uændret, forsøger at sikre sig ved at spare op. Uanset hvor lav renten bliver, vil de fortsat forsøge at rette op på værdien af deres samlede formue. Dette svarer til nogle af de mekanismer, som fastholdt Japan i en stagnationskrise i mere end 10 år fra 1992-2005.

Vi behøver dog ikke ende i langvarig krise. Der findes en udvej. Den går gennem lempelser i finanspolitikken via lavere skatter eller via større statsudgifter.

I åbne økonomier vil lavere skatter kun i begrænset omfang blive omsat til voksende indenlandsk efterspørgsel, og derfor er en ekspansion af offentlige investeringer et nødvendigt led i en national politik, som skal modvirke krisens virkninger i form af arbejdsløshed.

International samordning af en række nationale investeringsprogrammer ville klart være at foretrække, da det ville give en større positiv effekt.

Det er derfor særdeles problematisk og irrationelt, når den aktuelle eurodiskussion kun handler om det modsatte: at skære ned på statens udgifter. Hvis ikke denne ensidige strategi opgives, vil den ende med euro-samarbejdets opløsning.

Dyr ulighed

Den voksende ulighed i indkomst og formue, vi har været vidner til gennem de seneste 10 år, er et andet eksempel på, at den kapitalistiske udvikling undergraver dynamikken i det kapitalistiske system. Udviklingen er især markant i USA, men den ses også i Europa og ikke mindst i Sverige og Danmark.

Den voksende ulighed er en integreret del af den dominerende vækstmodel, hvor normale arbejdsindkomster udhules, mens de allerhøjeste indkomster vokser kraftigt. Det er med til at reducere den samlede efterspørgsel og bidrager til økonomisk stagnation.

En politik, som omfordeler fra de rigeste til de mindre rige, vil bidrage til at genoprette væksten i den samlede økonomi.

Samtidig er der brug for, at det politiske system indfører radikale indskrænkninger i, hvad den finansielle sektor kan tillade sig nationalt og internationalt. På det nationale niveau er der brug for at adskille den legitime og nyttige kreditgivning til husholdninger og virksomheder fra rent spekulative transaktioner. På det globale niveau er der brug for en ny global finansiel verdensorden og for foranstaltninger, som dæmper omsætningen af finansielle aktiver — indførelse af Tobin-skat ville kunne bidrage hertil.

Bemærk, at dette reformprogram burde kunne gennemføres inden for kapitalismens nuværende rammer. Samordningen kunne foregå på europæisk niveau eller — endnu bedre — på det globale niveau.

Løsrevne magthavere

Når nu reformerne er så afgørende, hvorfor kan vi så ikke en gang ane konturerne af en sådan reformistisk løsning på krisen? Af flere grunde, som alle har at gøre med globalisering, klasse- og magtforhold.

En væsentlig faktor er, at globaliseringen har været med til løsrive magtfulde sociale grupperinger (ikke mindst finanskapitalen) fra deres sociale og kulturelle forankring af det nationale samfund, de stammer fra.

Historisk har de vist et minimum af ansvar ved at afholde sig fra blokere for reformer, som kunne sikre systemets overlevelse i kritiske situationer. I dag ser det ud til, at denne form for begrænset ansvarlighed ikke længere er til stede.

Disse sociale grupperinger har tilstrækkelige ressourcer til at præge de politiske beslutningsprocesser via lobbyaktiviteter, partistøtte og mediekontrol. De understøttes også af økonomisk forskning, som retfærdiggør og begrunder, hvorfor markedet er godt, staten ond og ulighed nødvendig. Finurlige, men virkelighedsfjerne antagelser om rationelle forventninger og principper for det perfekte marked indarbejdede i komplekse matematiske modeller bruges til det formål.

Men hvorfor finder almindelige mennesker sig i denne udvikling? En afgørende årsag er, at dagens lønarbejdere har mere at tabe end sine ’lænker’. Det gælder ikke mindst i Danmark. I normale tider tilbyder den danske kapitalisme lønarbejdere ganske attraktive levevilkår — ikke mindst set i et globalt perspektiv. For flertallet er en vis grad af luksus inden for rækkevidde — især sammenlignet med tidligere generationer. De fleste arbejder med opgaver, som ikke er helt uinteressante, og for mange er arbejdet rigtig spændende.

I forbindelse med boligboblen var der mange lønmodtagere, som kunne udvide deres forbrug markant i kraft af deres boligejerskab. Nogle lod sig friste af aktieinvesteringer, og næsten alle har indset, at deres vilkår som pensionister vil afhænge af finanssektoren.

Så mens dem med størst økonomisk magt blokerer for nødvendige reformer, vil flertallet af lønmodtagere kun langsomt og tøvende engagere sig aktivt politisk for at rette op på de processer, som undergraver økonomi og samfund på kort og lang sigt.

Det vil indebære en periode præget af dramatiske spændinger og med mulige konsekvenser i form af nationale og internationale væbnede konflikter.

Kapitalismen vil sandsynligvis overleve den økonomiske depression, som med al sandsynlighed vil følge i sporet på det forestående euro-sammenbrud, men det bliver efter, den endnu en gang har ændret både form og indhold.

Mit gæt er, at den næste stabile fase i kapitalismens udvikling vil kombinere global keynesiansk regulering med grøn vækst. Men før vi kommer dertil, skal vi frygtelig meget igennem.

 

Bengt-Åke Lundvall er professor ved Aalborg Universitet, og tidligere vicedirektør i OECD

Læs også Moderne Tider side 8-9

Denne artikel er anbefalet af: