Opslag til denne artikel

Emneord:eurosamarbejdet, historie, marked

Det er forunderligt, forventeligt, pudsigt, opbyggeligt, komisk, glædeligt, betænkeligt, nedbrydende, farligt, ødelæggende, tragisk — vælg selv efter temperament og holdning — således som det europæiske i disse dage bevæger sig mod opløsning i samarbejdets ellers så bredt anlagte strukturer og langsigtede udviklingslinjer.

Det behøver ikke ende sådan, men noget kunne tyde på at det gør det. Storbritannien og Danmark står mest markant og selvvalgt uden for kernelandenes kreds. Danmark med sine velkendte fodslæbende forbehold og efter en nylig nær nedsmeltning af grænseaftalerne. Det glade vanvid blev kun forhindret i sidste øjeblik, men var blevet til noget, hvis VKO havde vundet regeringsmagten igen.

Den historie, da nationalchauvinismen i DF med VK’s accept var lige ved at sætte et af de store symbolske og praktiske civilisationsfremskridt i nationalstaternes moderne historie over styr, glemmer det øvrige Europa ikke lige med det samme. Med ét søgte danskerne at skrue tiden tilbage til de glade dage, da man spærrede med farver og med pæle, som de sang.

Hovedsagen uanset al populistisk fnidder er den at Tyskland og Frankrig med Benelux-landene på sidelinjen forbliver i et stadig tættere samarbejde.

Her i det centrale produktionspotente og folkerige centrale Vesteuropa begynder og ender — uanset at attentatet i 1914 skete i Sarajevo — alle store skæbnesvangre konflikter.

Briternes USA-kløe

Storbritannien er en ø og opfører sig i europæisk forstand jævnt hen umuligt, når konservative premierministre med Churchill-Thatcher komplekser ruller sig ud. Nu er det den temmelig underfrankerede halvungkonservative David Camerons tur. Britisk selvoplevelse som stormagt med atomubåde, et traditionsrigt militær af professionelle samt en aldrig aflagt imperial bevidsthed om herredømmet på de syv have, hvor solen aldrig går ned, har til stadighed givet Whitehalls traditionalister kvalme ved smagen af Europa. Det koster jo noget. Unægteligt. Den konservative historieopfattelse, som deles af næsten 70 procent af den britiske befolkning efterhånden, indbefatter ikke Den Europæiske Union som logisk konsekvens af erfaringerne fra to verdenskrige, for ikke at tale om det meste af Europas historie.

I et flertal af øfolkets øjne består verdensdelen af Europa og Storbritannien. Dette blev understreget af Thatchers håndtaske hamret i bordet, da denne frygtindgydende lady no bullshit uden tanke for idyllens gensidighed hvæsede: »Give me my money back!«

Siden fastholdt de konservative kernetropper trods efterfølgeren John Majors mere fremkommelige europæiske tilgang en nedladende modvillig tilknytning til stadighed med et fast blik rettet mod Amerika. Har vi valget mellem kontinentet og det åbne hav, sagde Churchill, vælger vi havet. Han mente USA.

Kan dumhed undskyldes

Landets traditioner og hidtidige adfærdsmønstre spiller en mere dominerende rolle i udenrigspolitikken, end mange tror. Vel bestræber man sig på forstandige og begrundede handlinger, men man skal, som Niels Helveg Petersen (R) ofte har sagt, aldrig underkende dumhed som politisk parameter. Hvis man vender blikket indefter bliver dén til at få øje på. I en af formentlig Saxo Banks finansierede annoncer for Liberal Alliance viser Anders Samuelsen atter sin imitation af et smil og en tekst der fortæller, hvad der kan betale sig for Danmark: Vi skal ikke hælde flere penge i det ødsle europæiske økonomiske samvirke lyder beskeden, og Samuelsen glemmer så lige en bekvem stund landbrugsstøtte og egnsudvikling og varernes frie bevægelighed og andre småting.

Det kan så være hvad det vil. Hvad partiformanden slet heller ikke har med i sin bøn ved siden af fotoshopportrættet, er den fred i verdensdelen som det europæiske samarbejde har afstedkommet, og som selv en liberal fundamentalist der kun ser på bundlinjerne, burde erkende. Det gør han sikkert også.

Samuelsen er jo ikke ligefrem dum. Han gør blot som så mange andre politikere, udnytter andres dumhed og taler til den lavere fællesnævner, hvor der altid er stemmer at hente. Når euroen går på pumperne, er det ikke svært at få øje på folkestemningens flugt over plankeværket. Hvor det før var småt med begejstringen, ofte af sentimentale årsager, er det nu angsten for at komme til at betale for fattigrøvene i Grækenland. Det er jo heller ikke videre morsomt. Men det kunne tænkes at forhindre endnu værre sammenbrud.

»Eurokrisen kan trække Danmark med ned i dybet« siger overskriften i Samuelsens annonce, sat i blåt for at styrke troværdigheden. Så sandt som skrevet.

Det kan meget, altså trække Danmark ned i dybet: Det kan et sammenbrud i de lande der er afhængige af solidarisk hæftelse, og hvis banker er lige så stærkt kædet sammen med de danske, som de danske banker er kædet samen med de franske og britiske og græske og så videre, og vi taler faktisk om forbundne kar.

Sådan er kapitalismen som her er trådt ind i en af de kriser, med Marx en af livsformens naturligt tilbagevendende tilstande.

Markedet er kaotisk

Annoncen og andre lignende udsagn efterlader det indtryk at nogen opfatter markedet som rationelt. Men det er markedet jo ikke.

Markedet styres heller ikke ovenfra, eller styres overhovedet af en eller anden forstand. Markedet er et andet ord for en blanding af reguleret og ureguleret kaos, der af og til, og heldigvis for det, giver nogle glimrende profitter, så maskinen kan tage en tur til, inden den næste gang brænder sammen, og småfolk og store og små virksomheder og banker og hele lande bryder mere eller mindre sammen.

Næppe andre end hellige vandøjede liberalister tror på at det kan gå godt i evigheder, og at markedet er svar på verdensgåden. Men kun overstatslige organer og samarbejdsorganisationer og internationale institutioner med tilstræbte uafhængige interesser i højsædet og stor udskiftelighed i ledende stillinger har en chance for på et eller andet tidspunkt i udviklingshistorien, og hvis vi ikke alle sammen drukner først, at skabe styringsmekanismer som måske, måske ikke, men forhåbentlig måske kan bidrage til at tøjle vilddyret.

Disse bestræbelser er ved at blive sat i fornyet system af franskmændene og i første række kansler Angela Merkel [andjela mør·kel, som de kaldte hende i radioen forleden].

EU-skeptikeres rus

Det er ikke nogen nem øvelse, eftersom enhver styringsmekanisme placeret i centrum af gamle og nye samarbejdsorganer har karakter af kommando- eller lidt mindre krigerisk: planøkonomi, og det får jo konservative og liberale til at forestille sig Muren genopført og Gulags porte på vid gab.

Alternativet er nationalstaternes egne foranstaltninger til imødegåelse af næste runde af nedturen. Dette er nogenlunde lige så forstandigt som at opgive forsøget på at etablere internationale miljø- og klimaregler.

Så når euroskeptikere og EU-modstandere øjner morgenrøde, og nationalegoismen står til sejr — den kortsigtede bag hvilen ligger de bitre europæiske erfaringer om krisetiders potentiale til noget værre … — er det lidt svært trods ens medfødte lyssyn at bevare optimismen.

Nogle folk sammenligner slet skjult tilfredse situationen med Babelstårnet og tillægger nationernes naturgivne suverænitet noget nær guddommelig karakter.

I den forstand er landegrænser jo logiske, og alle forestillinger om civilisering af den gamle nationalstatsidé dømt til stilstand eller undergang. Og så kan vi begynde forfra.

Skål og tillykke.

 

Denne artikel er anbefalet af: