Gu kan man danse alene, men det er nok et grundlæggende ønske hos langt de fleste at være flere til tango. Men hvem siger, at takten ikke kan danses af tre, fire eller fem?
Det gør den danske stat. Og den amerikanske. Og langt hovedparten af stater verden over. Polygami, ægteskab mellem mere end to mennesker, er forbudt i de fleste af verdens lande, men spørgsmålet er, om dogmet ’én mand og én kvinde’ ikke efterhånden er utidssvarende i en verden af bevægelig arbejdskraft, opbrud i den vestlige kernefamilie og stigende anerkendelser af, at kurven står til at knække, så yderligere fremskridt mod rigere og friere samfund ikke nødvendigvis gør os så synderligt meget lykkeligere.
I USA er det lykkedes, særligt mormonerne, at sætte spørgsmålet om ægteskabslovgivningen generelt på dagsordenen. I Danmark er emnet kun på dagsordenen i forbindelse med sager om muslimske indvandrere. Debatten bliver en grød af fordomme og fordømmelse på den ene side, og argumenter om mulighed for dispensation i særlige tilfælde i forståelse for andre traditioner på den anden.
Men spørgsmålet er langt bredere. Så længe staten sanktionerer kærlighed gennem ægteskab, vil det være et rettighedsspørgsmål, hvad der accepteres, og hvad der ikke gør. Og så længe det monopol opretholdes, bør forvaltningen udfordres og kaldes til nødvendige revisioner.
Det hyppigsteargument mod polygami er, at det er en kvindeundertrykkende institution. Der er utvivlsomt en masse rigtig dårlige ægteskaber i verden. Og der er helt sikkert en masse af dem, der er polygame. Men som antropolog Miriam Koktvedgaard Zeitzen har påpeget, er der i dag et sammenfald mellem samfund, der praktiserer polygami og samfund med en streng patriarkalsk samfundsopbygning: »Men vi må holde fast ved, at institutioner ikke i sig selv undertrykker. Det gør mennesker«.
Vi har i Danmark lige rettigheder uanset køn i et ægteskab. At sikre det mellem flere er en stor juridisk udfordring, men netop også kun det.
I USA er kampen for det polygame ægteskab blevet linket til de homoseksuelles krav om lige rettigheder i ægteskabslovgivingen. Størstedelen af det amerikanske homomiljø har afvist, at der er tale om en kamp ad samme linjer og finder det alt andet end hjælpsomt at få mormonerne med om bord. Det er da også utvivlsomt et spøjst makkerskab, da mormonerne jo fordømmer homoseksualitet, men som grundargumentet fra polygamiadvokaterne lyder: Staten skal ikke fælde moralske domme over livsvalg. Den sag klarer Gud hinsides. Og den risiko kan de fleste vel godt leve med.
For åbner man op for, at der faktisk er tale om en fælles kamp, kan det skabe nye potente alliancer i oppositionen mod monogamiets massive monopolstatus. Om det er folk, der lever alene, mennesker, der ikke ønsker at identificere sig i forhold til et specifikt køn, ateister med lyst og kærlighed til mere end en, muslimer, mormoner, hinduer eller alverdens mærkværdige religiøse sekteriske orienteringer, gælder det, at majoritens forestillinger om det rigtige familieliv, begrænser deres.
Monogamiet erselve kernen i den måde, vi har valgt at organisere vores samfund på. For et valg er det. Godt nok med udgangspunkt i et komplekst samspil mellem naturgivne, økonomiske og religiøse forhold i de enkelte lande. I store dele af Afrika har man valgt at bygge samfundet op omkring storfamilien, en praksis, der er blevet udfordret af det monogame alternativ, men som betyder, at der f.eks. i Senegal i dag er 47 procent af ægteskaberne, der består af flere end to.
At vi i Danmark inden for en overskuelig årrække får taget hul på en revision af ægteskabslovgivingen er næppe realistisk. Men allerede nu ser vi jo, at forældreskabslovgivningen er til debat.
Kan man være flere end to forældre juridisk set, skulle der jo ikke være langt til, at disse forældre også kunne knyttes sammen. Radikale Venstre og Liberal Alliance har som de to eneste partier hidtil ytret sig positivt om i det mindste at tage diskussionen. Om det også er tilfældet for det nye regeringsparti i dag er jo spændende. For det er et kontroversielt og følelsesladet emne, der kunne synes kun at berøre de få og de skæve i praksis.
Men hvem ved,måske kan en praksis, som ofte afvises som primitiv, faktisk komme med nye bud til det moderne menneske, der godt kunne ligne et, der kunne trænge til lidt flere krammere. Som kønsforsker Marie Bruvik påpeger:
»Storfamilien repræsenterer jo den kollektivitet og solidaritet, som det individualiserede samfund savner. Jeg er ikke romantisk i forhold til denne livsform, men den er i hvert fald en mulig ramme for et fællesskab, hvor man er flere til at værne om hinanden.«
Det er vel, hvad det hele går ud på. Lad den, der vil komme med en moralsk indvending, være velkommen. Men lad os holde fast i, at det er det, diskussionen bør handle om. Ikke underbygge fordomme om de andre.
Kommentarer
Og der er absolut intet galt i at folk er gift med hinanden, men bor sammen med deres venner, og også boller med dem. Hvis vennerne altså vil…. ;)
Der er vel intet galt i at en kvinde er gift med en mand og har affærer med andre mænd, hvis hun virkelig har lyst eller behov for at være sammen med andre mænd eller kvinder, eller at en mand er det samme, altså gift med en kvinde, og har affærer med andre kvinder eller mænd. Eller at folk bor sammen med deres elskere og elskerinder….
Jeg forstår ikke hvorfor folk absolut skal være gift for kunne bolle med hinanden; det er vel det som det her dybest set handler om. At mændene hos mormonerne vil have 2 eller 4 kvinder som de kan bolle med, måske på samme tid?
Mht. storfamilien afprøvede vi den vist i 1970erne i Danmark, gjorde vi ikke? Og det gik da vist ikke så godt….eller gjorde det. Forstået på den måde, at før 1968-1978 var det skamfuldt at få børn uden for ægteskab i Danmark, og folk blev gift, når de opdagede, at kvinden ventede sig. (se Krønikens afsnit om 1964 eller 1966). Turen er nu åbenbart kommet til USA til at gennemgå hvad Danmark gennemgik i 1970erne, en fredelig revolution af hvad ægteskabet er og hvad parforhold betyder.[Man skal nemlig ikke tro, at Sex and The City fortæller sandheden om hvordan parforhold er og ses på over hele USA].
Og nej, institutioner undertrykker - Fay Weldon sammenlignede i 1970erne ægteskabet med ‘en lovlig form for prostitution’; polygami, altså det at mænd har flere kvinder opmuntrer faktisk endnu mere til denne sammenligning. Netop fordi polygami betyder, at manden bestemmer alt i tilværelsen, og kvinderne bare skal gøre som han siger. Og gad vide hvad de senegaliske kvinder siger til de senegaliske stor-familier og deres status i den.
Jeg delte engang hospitalsstue med en kær gammel dame, som var mormon.
Af hende fik jeg at vide, at grunden til at Joseph Smith (trossamfundets profet og stifter) gik ind for flerkoneri, var at der var for få gode mænd i denne syndige verden til, at alle kvinder kunne få hver sin gode ægtemand.
Og så var det bedre at flere kvinder deltes om en af de få gode, end at de overskydende skulle gå ugifte i graven eller nøjes med en af de mange slemme.
Det var da en sød begrundelse - ikke?
Monogamiet, eller det almindelige ægteskab mellem en mand og kvinde, tror jeg såmænd godt man kunne få de kvindelige neo-snerper i Folketinget til at indføre love og kontrolforanstaltninger for. Sikkert nogle af mændene også.
Og anonymt angiveri, hvis ægteskabet skrevne og uskrevne love ikke overholdes.
Hvordan skulle man ellers kunne opretholde den øvre middelklasses forestillinger om familien og den eneste ene?
Men det kan være, at den økonomiske sump, som disse tillader at udvikle sig, en dag betyder, at man er nødt til at finde sammen i storfamilier, for at kunne overleve.
Kære Grethe Preisler,
hvis jeg var en af dem der bestemte hvad en “god mand” er, og selv kunne vælge blandt kvinderne (som åbenbart alle er gode, siden der er overskud?) så ville jeg helt sikkert være enig med Joseph Smith. ;-)
Men bortset fra det: bare fordi at man ovre i USA synes at det er et hot emne lige for tiden, så kan jeg ikke se hvorfor vi skal rodes ind i den diskussion i Danmark … er journalisterne blevet for dovne til at finde på et diskussionsemne selv?
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Svend Karlsen,
om den åndelige dovenskab, når det gælder om at finde på noget at skrive om, er mere udbredt blandt journalisterne i nærværende dagblad end i andre, skal jeg ikke kunne sige.
Men så længe jeg som trofast Informations-læser kan huske tilbage (d.v.s. i ca. et halvt århundrede) har den såkaldte kønsrolledebat været en jævnligt tilbagevendende del af repertoiret på Den mindst ringe, når stofnøden bankede på.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det der er så absurd i denne “diskussion” er jo, at folk kan indrette sig, som det passer dem.
De skal ikke bede staten om lov. De kan bare gøre det.
Der er ingen love, der forbyder folk at leve sammen to voksne, tre, fire, fem eller seks, eller hvor mange man nu måtte synes.
Og dermed er der slet ikke noget problem. Det hele er op til folks eget frie initiativ.
Det moralske argument må være de involveredes egen sag, derimod det legale og økonomiske ikke.
Det moralske argument må være de involveredes egen sag, derimod det legale og økonomiske ikke.
I artiklen står:
“Men hvem siger, at takten ikke kan danses af tre, fire eller fem? Det gør den danske stat.”
Det rene vrøvl og dilettant. Staten siger ikke en skid om, hvordan folk skal leve sammen.
Der er i artiklen intet som helst belæg for, at den danske stat skulle blande sig i, hvordan folk lever sammen.
Som en tidligere taler har anført rent historisk, så var der i tresserne og halvfjerdserne masser af kollektiver. No problem. Det kunne de sagtens finde ud af uden at bede om lov og indsende ansøgninger i tre eksemplarer.
Artiklen er varm luft.
Man undrer sig over, hvad forfatterens ærinde monne være?
Denne kommentar er anbefalet af:
Fuldstændig rigtigt, som Hans Jørgen Lassen skriver, at den danske stat ikke blander sig, så længe man overholder den almindelige lovgivning, og det samme gælder ret sikkert i USA.
Men at almindelig lovgivning har love der forbyder “familienære ægteskaber” (kalder man også fætter-kusine ægteskaber for “blodskam”?), ægteskab mellem voksne og mindreårige, osv., det ligger bare fast, og ændres hverken af religion eller et ønske om “alternativt samliv”.
Fætter-kusine ægteskaber er fuldt lovlige. En onkel kan også gifte sig med sin niece.
Ægteskabsloven:
§ 6. Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende.
Denne kommentar er anbefalet af: