Opslag til denne artikel

Emneord:dødsfald, liv, samfundskritik
Personer:Christopher Hitchens

Den engelsk-amerikanske forfatter, journalist og polemiker Christopher Hitchens er død, 62 år gammel. Verden har mistet en engageret humanist og de heldige medier, som Hitchens skrev for — Information inklusive — en førsteklasses kamplysten klummist.

Spiserørskræft var, hvad der endte med at tage livet af ’Hitch’, som han var kendt som blandt venner. På Informations debatredaktion fik vi bange anelser, da hans faste Fighting Words-klumme pludselig udeblev for et par uger siden, for selv langt ind i hans synligt nedbrydende sygdomsforløb var hans elegante prosa usvækket overlegen: politisk og moralsk anfægtet, intellektuelt rageknivsskarp, satirisk tilintetgørende og umiskendelig i sit verbale vid.

Bemærkelsesværdigt nok kom døden til Hitchens, umiddelbart efter at USA havde strøget flaget i Irak. Forsvaret for Irak-krigen (om end fra et ganske andet udgangspunkt end George Bush den yngres) blev i Hitchens sidste år en væsentlig mærkesag side om side med et andet hovedærinde: det konsekvente opgør med enhver form for religiøst snæversyn – fra Moder Teresa over censurlystne islamister til det felt af højrekristne republikanere, som Obamas modkandidat skal findes blandt i 2012.

Hitchens var den mest velskrivende af 2000-årenes ’militante ateister’, om end han selv foretrak betegnelsen ’protestantisk antiteist’.

Fra hans modstandere strakte reaktionerne på Hitchens sygdom sig fra utilsløret skadefryd til tilbud om bønner — alt sammen vidnesbyrd om hans statur som den oplyste sekularisme førende stemme. Chikanen fortsætter endog ind i døden: Moder Teresa-ordenen, som Hitchens udstillede så ubarmhjertigt i sin bog The Missionary Position for at praktisere ’sjælefiskeri’ blandt fattige analfabeter, erklærede i går, at man nu vil bede for hans sjæls frelse.

Et dobbeltliv

Hitchens blev født i 1949 som søn af en flådeofficer og blev sendt på kostskole i en alder af otte efter morens beslutning: »Hvis der skal være overklasse i dette land, skal Christopher være del af den,« sagde hun.

Den bestemmelse skulle komme til at nage ham i Oxford, hvor Hitchens tilstod at føre »et dobbeltliv« som »arbejderklassens forbundsfælle«, der ved cocktailparties mødtes med »legendariske medlemmer af establishmentets firmament på næsten lige vilkår«. I sine memoirer, Hitch-22, beretter den biseksuelle Hitchens om kostskoletidens homoseksuelle erfaringer. Disse fortsatte ind i hans universitetsår, hvor han angiveligt kom til at stå i forhold to mænd, som siden blev medlemmer af Thatchers regering. Siden blev han gift to gange, senest med den amerikanske forfatter Carol Blue. Han efterlader sig tre børn.

Som teenager sluttede den Orwell-begejstrede Hitchens sig til venstrefløjen, indigneret over Vietnamkrigen, atomvåbenkapløbet, racismen og det multinationale koncernvælde. Han blev smidt ud af Labour i 1967 sammen med hovedparten af partiets studenterorganisation efter protester over (den daværende premierminister) »Harold Wilsons foragtelige støtte til Vietnamkrigen.«

Herefter fattede han interesse for antistalinistisk socialisme og sluttede sig til »en lille, men voksende posttrotskistisk luxemburgistisk sekt«.

Intens rivalisering

I sin studentertid blev han talrige gange arresteret under politiske protestaktiviteter.

Efter studier i filosofi, politik og økonomi søgte Hitchens i 1970 til Fleet Street, hvilket blev begyndelsen til en over 40 år lang karriere i journalistisk. Hans første job var for Times Higher Education Supplement, hvor han dækkede det socialvidenskabelige stof på måder, der tvang den konservative avis til at fyre ham. I disse år nød også tidsskriftet International Socialism godt af hans letflydende pen. Siden fik han ansættelse på New Statesman. I denne tid udviklede han et livslangt venskab med forfatteren Martin Amis og indlagde sig ry som en stridbar venstreorienteret kommentator, der leverede veloplagte nedsablinger af den katolske kirke, det britiske monarki og ikke mindst »folkemorderen Henry Kissinger« i blændende essays, reportager og boganmeldelser.

En principbeslutning om at tilbringe mindst en periode om året i »et land, der er mindre begunstiget end mit eget« gjorde ham til øjenvidne til revolutioner i Portugal og Polen foruden til kontrarevolutionen i Argentina. Hans mors død i Athen i 1973 — i en selvmordspagt dræbte hun og hendes elsker hinanden — afholdt ham ikke fra at rapportere om den samtidige omstyrtelse af den græske junta.

New York tilbød en flugtmulighed fra det britiske klassesamfunds modsætninger og Hitchens greb chancen med begge hænder, da der kom tilbud om job fra det venstreorienterede ugemagasin The Nation i 1981. Derpå fulgte klummer for Slate.com og Vanity Fair, og Hitchens fuldbyrdede sin kærlighedsaffære med USA, da han fik amerikansk statsborgerskab i 2007.

Hele tiden lå Hitchens i intens rivalisering med sin yngre bror Peter, der også blev journalist, men fandt plads i modsatte side af det politiske spektrum, først for Daily Express, siden for Mail on Sunday. Begge bagatelliserede snak om splittelse, men Peter tilstod i 2009, at de ikke stod hinanden nær.

»Var vi ikke brødre, ville vi ikke kende hinanden,« sagde han.

Kort proces

Ironisk nok i lyset af deres politiske observans var ét af de spørgsmål, der delte de to brødre, Irak-krigen i 2003. Mens Peter hævdede, at krig stred »imod Storbritanniens interesser« støttede Christopher den med den begrundelse, at kun sådan kunne Saddam Hussein hindres i at bruge landet som »sit eget personlige torturkammer«.

Hans forsvar for Irak-krigen var kun den seneste af Hitchens holdninger, som vakte anstød på dele af venstrefløjen og førte til kølnelse af hans forbindelse til forfatteren Gore Vidal, der engang havde udnævnt ham til sin »efterfølger, arving eller kronprins«.

Længe før 11. september begyndte Hitchens modstand mod det, han kaldte »fascisme med et islamisk ansigt«: Hitchens’ modstand blev vakt med den fatwa, som nedkaldtes over hans ven Salman Rushdie af ayatollah Khomeini, som Hitchens anklagede for »at bruge religion til at bestille et lejemord«.

Hitchens var derfor også i forreste geled under Muhammed-krisens ophidsede dage, hvor han markerede sig med et heftigt forsvar Danmark og Jyllands-Postens karikaturer på et tidspunkt da det var småt med international støtte. Om USA’s nølen skrev han: »Hvad er belønningen fra Washington til denne trofaste allierede? Ikke ét ords solidaritet, men i stedet krybende apologetiske ord over for dem, som har angrebet Danmarks frihed, dets handel, dets borgere og ambassader. Hvilken skændsel!« Hvorpå han arrangerede en stor solidaritetdemonstration ved den danske ambassade i Washington.

Hitchens stærkt formulerede aversion imod religion gjorde ham også landskendt i amerikanske offentlighed, især efter offentliggørelsen af Gud er ikke stor, hans antireligiøse hovedværk fra 2007. I bogen hævder han, at religion er »voldelig, irrationel, intolerant, en forbundsfælle af racisme, stammekultur og snæversyn samt gennemsyret af uvidenhed og fjendskab over for fri forskning«.

Hitchens gjorde kort proces over for alle »fornærmende« antydninger af, at hans kræftsygdom skulle kunne få ham til at ændre holdning på dødslejet og »skrotte principper, han havde fastholdt i et helt liv i håbet om at vinde gunst i det sidste minut«.

Han opfordrede alle, der påtog sig at bede for ham »om ikke at plage den døve himmel med frugtesløs jammer«.

Hitchens var en livsnyder, der gerne drak en hel flaske rødvin til et måltid, og sjældent sås uden en cigaret i flaben. Skønt faderen døde af samme lidelse, var Hitchens inde på, at kræften »muligvis er resultatet af mit omflakkende bohemeliv«.

Mindeordene er mange. Salman Rushdie twittede i nat: »Farvel, min elskede ven. En stor stemme er forstummet. Et stort hjerte er stoppet.«

Michael Shermer fra Skeptic magazine skriver: »Vi vil savne dig, din stemme, din pen og mest af alt dit sind, Christopher.«

Hitchens ville ikke have syntes om sentimentale udgydelser på hans vegne. En gin og tonic ville muligvis være den optimale nekrolog i hans ånd.

Blå bog: Christopher Hitchens

Født 13. april 1949 i Portsmouth, England. Død 15. december 2011 i Houston, USA.

Efter uddannelse på Oxford University fik han en over 40 -år lang og blændende journalistisk karriere for publikationer som The New Statesman, The Nation, Vanity Fair og Slate. Klummist for Information siden 2008.

Hovedværker: ’The Missionary Position’ (1995), ’The Trial of Henry Kissinger’ (2001), ’God is not Great’ (2007) og selvbiografien ’Hitch-22’ (2010).

Denne artikel er anbefalet af: