Da Marx mødte Freud

Hvis jeg kunne, ville jeg skrive et teaterstykke om Karl Marx, som opsøger Sigmund Freud, idet jeg forestiller mig, at det kunne rumme et stykke verdensforklaring, nemlig på hvorfor det gik, som det gik, i det 20. århundrede, da kapitalismen blev fortrængt af kommunismen i en halv verden, og hvorfor kapitalismen efterfølgende fik et comeback og fortrængte samme kommunisme. Beskueren kunne ud fra det gøre sig sine egne tanker om, hvad det er, der sker lige nu, i verden i dag.

Den opmærksomme læser vil allerede her indvende, at der ikke var et sammenfald mellem de to herrers liv og levned. Det skulle da lige være, at begge var jøder, men det gik de ikke så højt op i som det, der var deres egentlig mission, ’opfindelsen’ af henholdsvis kommunismen og psykoanalysen. Nå ja, så havde de begge to skæg, den enes større end den andens.

Lille Freud var kun 12 år, da Marx udgav Det Kommunistiske Partis Manifest. Han var østriger, Marx tysker. De to traf, så vidt jeg ved, aldrig hinanden. Freud var 27 år, da Marx døde i 1883.

Men indvendingen holder ikke vand, for i teatret er alting muligt.

Prolog

Jeg forestiller mig, at Marx opsøger Freud i dennes konsultation i Berggasse 19 i Wien, en ældre byejendom med karnapper, ikke specielt prangende. Jeg ved, hvordan der ser ud, for jeg har været der. En stor skuffelse var det, at den berømte briks til gengæld ikke var der. Den, han beordrede klienterne op på, så de kunne snakke frit fra leveren, mens Freud blot lyttede. Briksen står i dag i London.

Det er for resten endnu et sammenfald. Begge levede en del af deres liv i eksil i London. Freud flygtede fra nazisterne, Marx blev forvist fra flere lande på grund af revolutionære aktiviteter. Så var det da godt, at de havde London. Der kunne man jo for resten også lade stykket foregå.

Men vi holder os til Wien.

Marx sniger sig hen til huset. Det vises som en filmprojektion på scenen, optaget på den rigtige location, mens en stemme opridser situationen offscreen. Marx er gammel, krumbøjet, udslidt. Måske er han i forklædning. Han ser sig nervøst om til begge sider, mens han ringer på gadedøren. Han vil nemlig ikke risikere, at hans politiske venner ser ham, for ærlig talt er det lidt flovt at opsøge en psykolog.

Freud er fuldstændig klar over, at folk skammer sig over at komme der. Derfor har han sørget for, at der er en særlig udgang, så de gode borgere ikke risikerer at møde nogen, de kender i venteværelset.

Første akt, scene 1

Marx bliver lukket ind af en stuepige. Freud bor der nemlig også privat, og det er altid godt med stuepiger i et teaterstykke. De signalerer sex. Det gør den samling af antikviteter, som Freud har stående i et glasskab også. Egentlig står de inde i konsultationen, men vi lader dem for stykkets skyld være i venteværelset. Så kan Marx spørge stuepigen ud om, hvad det er for nogle.

Det skal være en let og munter dialog, hvor stuepigen uden blusel forklarer, at det er fallossymboler. Det overså Marx ved første øjekast.

Pigen er ikke for ingenting ansat hos Freud. Hun er frigjort — i modsætning til Marx, der dårligt ved, hvor han skal kigge hen, mens hun forklarer om symbolernes betydning for frugtbarhed i det antikke Europa og det gamle Egypten.

Marx er ikke uinteresseret i sex, slet ikke, men ligefrem at have sådan nogle stående åbenlyst fremme til beskuelse …

Så hører vi for første gang Freuds stemme. Han kalder Marx ind.

Første akt, scene 2

Briksen, som egentlig er en divan, fanger straks Marx’ opmærksomhed. Den er dækket af et fornemt, rødt tæppe med forskellige mønstre.

»Flot farve,« siger Marx, og Freud smiler.

Marx skal lige til at krybe op på briksen, men Freud bremser ham og beder ham tage plads på en stol over for sit skrivebord. Han byder ham en stor cigar, men Marx afslår. Han er lige holdt op med at ryge, siger han. Der må nemlig godt være små hints til noget nutidigt i stykket — i dette tilfælde antirygningen, som på forunderlig vis ændrede hele befolkningers forhold til tobak. Næsten som kommunismen, der spredte sig som en brand.

Freud er ligeglad med passiv rygning. Han får blus på cigaren.

»Hvorfor har De opsøgt mig?« spørger han interesseret. Det gør han altid som det første. Selv om han har haft hundreder af klienter, bliver han ved med at være lige nysgerrig, hver gang der kommer en ny klient, og Marx er da virkelig en stor fisk at få på krogen.

Bagefter tager han notater, som han bruger til sine tykke bøger, hvor han forsøger at bevise sine teorier om, at underbevidstheden spiller en større rolle i menneskers liv, end nogen hidtil har forestillet sig, ja, faktisk at den styrer menneskers handlinger. Igen og igen føler han sig bekræftet.

»Jeg er deprimeret,« siger Karl Marx.

Første akt, scene 3

I begyndelsen er samtalen famlende. Marx føler sig ilde tilpas. Han kan ikke lide at tale om personlige emner. De er ikke vigtige, synes han, men Freud får ham alligevel til at fortælle om sin opvækst i byen Trier, men Marx vil hele tiden springe frem i tid til ungdomsårene, hvor han fik øje på verdens uretfærdigheder, forskellen på rig og fattig, hele undertrykkelsesapparatet.

Det gider Freud ikke høre om. Ikke endnu. Nødtvunget fortæller Marx, at hans mor var meget dominerende, men kan ikke se, hvad det har med sagen at gøre. Ligeledes nødtvunget indrømmer han, at den jødiske afstamning alligevel har haft betydning, idet hans far lod familien konvertere til protestantismen. En nødvendig camouflage for at kunne praktisere som sagfører, faderes bestilling, og for at kunne eksistere netop der og dengang.

»Ja, der er en masse skjult liv,« nikker Freud. Det gælder om at lade klienten tale mest muligt selv, men ind imellem kommer han med små kommentarer.

Marx går fra dette første møde med blandede følelser. Ved ikke, om han gider fortsætte, men beslutter sig for at give det en chance.

Anden akt, scene 1

I denne akt er det op på briksen.

Freud beder Marx om at fortælle om sine drømme. Det lader han sig ikke sige to gange. Marx rabler løs om sin drøm om det socialistiske samfund, hvor alle er frie og lige. Hvordan han så for sig, at bønder og arbejdere ville få nok af pavens, zarens, fyrsternes, herremændenes og fabrikanternes, pengemændenes regime, gøre op med kapitalismen, erobre produktionsmidlerne og indføre proletariatets diktatur. Han rabler om fremmedgørelse og mennesker, der bliver til forbrugere. Mennesker med en falsk bevidsthed.

Anden akt, scene 2

Nu følger igen nogle projektioner, der viser kommunarder på barrikaderne i kamp for Pariserkommunen, og de russiske sømænds mytteri på Panserkrydseren Potemkin, som udløste revolutionen i Rusland. Herfra klip til lykkelige bønder, glade arbejdere, stolte kosmonauter og militærparader med kanoner.

Billederne kommer med elegante overtoninger og dristige klip mellem total og ultranær, fornemme billedkompositioner, kontrapunkt, dialektik, hele svineriet fra Eisensteins gamle filmlaboratorium.

»Min drøm gik i opfyldelse,« slutter Marx, mens filmen stopper, og vi er tilbage hos de to mænd på scenen. »Det blev, som jeg tænkte.«

Det var ikke just sådan en drøm, Freud efterlyste. Han er ude efter folks natlige drømme, men beslutter sig for at gøre en undtagelse, da Marx påstår, at han sgu aldrig drømmer noget om natten.

»Okay,« siger Freud, hvis cigar er gået ud. »Hvis Deres drøm gik i opfyldelse, hvorfor er De så deprimeret?«

»Fordi det senere gik ad helvede til,« siger Marx, og nu vil han pludselig godt have en cigar.

Anden akt, scene 3

Herfra bliver det for alvor svært, men jeg tror, jeg vil lade Freud helt opgive at psykoanalysere den modvillige Marx, der kun vil diskutere politik. Lade det være en samtale mellem to ligemænd. Det markeres ved, at Marx springer ned fra briksen og vandrer frem og tilbage, mens han ivrigt slår ud med armene og fastslår, at hans analyse af kapitalismens svagheder var korrekt. Han kan simpelthen ikke forstå kommunismens sammenbrud. Hvorfor? siger han. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Freud udvikler sine tanker om den narcissistiske personlighedsstruktur og egoismen som drivkraft for alting, når det kommer til stykket. Han har også rejst sig op, og de to herrer går rundt om hinanden som to verbale kamphaner. Der var det galt, siger Freud, at lederne, da de første havde fået magten, absolut ikke var indstillet på at afgive den igen. Det er det, der er sket med alverdens revolutioner til og med den nordkoreanske og cubanske.

Den køber Marx ikke uden videre. Han henviser til, at kapitalismen nu igen er i krise.

Som nævnt: Jeg er usikker på slutningen. Hvor skal snittet ligge? Den er slet ikke på plads.

Epilog

Alligevel er jeg gået så vidt som til at forelægge ideen for en yngre teaterdirektør på en af de små scener her i byen.

»Old hat,« er hans første kommentar — han elsker amerikanismer - men ved nærmere diskussion medgiver han, at problemstillingen på sin vis er relevant omend stærkt forenklet i fremstillingen.

»Nej!« siger jeg. »Bag enhver nok så kompliceret problemstilling er der en enkel sandhed.«

»Jamen, det er også det …,« begynder han.

»Ja, hvad?«

»Det bliver et snakkestykke. Der skal være noget mere action.«

Der har han måske en pointe.

Lige nu overvejer jeg at lade stykket foregå på en lyserød sky oppe i Himlen. Herfra er der et bedre udsyn, og det vil kunne forklare, hvorfor Marx og Freud kan kommentere noget, der skete længe efter deres død.