Justitsminister Morten Bødskov (S) er netop kommet med en usædvanlig advarsel til medlemmerne af Folketingets Indfødsretsudvalg.
»Justitsministeriet har konstateret, at der tilsyneladende til Dagbladet Information er videregivet fortrolige oplysninger, som er sendt til Folketingets Indfødsretsudvalg«, skriver Morten Bødskov i et offentligt tilgængeligt brev til udvalget og oplyser dernæst, at folketingsmedlemmer kan »straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder«, hvis de »uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger«.
De fortrolige oplysninger, som justitsministeren mistænker folketingsmedlemmer for at have lækket til Information, findes i to fortroligt-stemplede breve fra ham selv til udvalget fra sidst i oktober.
Som Information tidligere har beskrevet i artiklen »Morten Bødskov ville bryde regler om statsløse« den 5. december, indstillede ministeren ifølge Informations oplysninger i det første brev til udvalgsmedlemmerne, at de skulle give afslag på statsborgerskab til en statsløs person, som er under observation af PET. Men det var i strid med de regler, som forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) indførte, for at Danmark skulle leve op til den FN-konvention, som hendes ministerium i årevis havde tilsidesat.
Fejlagtig fortolkning
I det andet brev ændrede justitsministeren i sidste øjeblik sin indstilling til udvalget. Han opfordrede ikke længere til, at den statsløse skulle afskæres fra statsborgerskab, men lod det være op til udvalget selv at afgøre. Fordi Justitsministeriet pludselig havde opdaget, at den statsløse person havde fået et ulovligt afslag på statsborgerskab under Birthe Rønn Hornbech, må ministeriet være nået frem til, at det ville være et åbenlyst konventionsbrud af afskære vedkommende fra statsborgerskab.
Tilsammen synes de to breve fra Morten Bødskov til udvalget at vise, at Justitsministeriet selv efter afdækningen af statsløsesagen anlægger en fejlagtig fortolkning af statsløses rettigheder. For som landets førende ekspert i indfødsret, Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder, har slået fast i Information, skulle den statsløse person have statsborgerskab, uanset om den pågældende tidligere havde fået ulovligt afslag.
Forskningschef i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskolen Oluf Jørgensen har svært ved at se, hvordan Justitsministeriet skulle kunne have »et sagligt grundlag for at minde Indfødsretsudvalget om tavshedspligt«.
»Informations artikler belyser, at der kunne være sket konventionsbrud ved behandling af statsløse,« siger han og understreger, at det »fremgår klart af retspraksis, at lækager ikke er i strid med tavshedspligten, når de sigter på at afdække ulovligheder«.
Oluf Jørgensen antager på den baggrund, at Justitsministeriets egentlige hensigt er, »at medlemmer af indfødsretsudvalget skal holde tæt, hvis de finder, der kunne være sket brud på konventioner.«
To alvorlige sager
Udvalgschef i Folketingets administration Lis Grønnegård Rasmussen bekræfter, at det langtfra er almindeligt med den slags advarsler til folketingsmedlemmer. Hun vurderer umiddelbart, at man skal mere end syv år tilbage for at finde et fortilfælde. Dengang, i september 2004, indskærpede daværende forsvarsminister Søren Gade tavshedspligten over for Udenrigspolitisk Nævn. Det skete, efter pressen havde beskrevet to højprofilerede sager, der var omgærdet af fortrolighed. De handlede begge om mulig fangemishandling i henholdsvis Irak og Afghanistan.
Kommentarer
Vi venter stadig på retfærdigheden !
(For de unge: Se ‘Mens vi venter på retfærdigheden’ med Peter Larsen, af Nils Ufer)
http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=venter+…
Denne kommentar er anbefalet af:
Nok kan min begejstring for Morten Bødskov ligge ca. på spidsen af en knappenål, men at tro at den linje ministeriet fører (både i de to tidligere omtalte breve, og “trusselsbrevet”) tegnes af ministeren personligt, er temmeligt fjoget.
Justitsministeriet folk har gennem 7 år haft blodige hænder by proxy. Der er nogle i det regi, der har lig i lasten. Samt fikse ideer om juridiske og forvaltningsmæssige unoder, som har kendetegnet området siden Ninn-Hansens dage i førersædet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Enig med Heinrich. En minister, som kun har siddet i 3 uger, gør naturligvis, hvad hans/hendes embedsmænd anbefaler at gøre. Det er givetvis også det, vi har set i sagen om de udvisningstruede børn, hvor embedsmændene har fortalt Morten Bødskov, at det ville være ulovligt at sætte udvisningerne i bero, og at ændringer i praksis ikke kan lade sig gøre uden en egentlig lovændring.
Begge dele er blevet solidt tilbagevist af bla. en juraprofessor ved Aarhus Universitet.
Er enig i det synspunkt at en ny minister nok høre meget efter praktiks af embedsmændene. Men i denne situation , hvor der har været så maget slinger i ”valsen” BURDE Bødskov ikke kunne vise mere mod og selvstændig tænkning.
Denne kommentar er anbefalet af:
Sir Humphrey - var han ikke lige død?
Nej - han rører da stadig lidt på sig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Morten Bødskov er formodentlig i stand til, lige så vel som læserne af Information, at læse og forstå problemstillingen, også uafhængigt af embedsmændene. Der er ingen undskyldning - men man kunne virkelig ønske åbenhed i al forvaltning, især så man rent ud kunne forklare, hvorfor man har så travlt med at skille sig af med de statsløse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ulydighed er en dyd og kender ingen lov.
Ulovlig læk af fortrolige oplysninger om ulovligheder er som matematikkens
minus gange minus = plus
ulovlig afsløring af ulovlig handling bliver lovlig.
Det siger sig selv at indsigt i styringapparatet er vigtig, når det ikke virker, som det skal.
Justitsministerens fægten med loven er en fattig attitude, som misklæder ham og retsbevidstheden. Det nærer yderligere opmærksomhed og focus på redskabet dansk politik.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det havde måske været en god ide at fastholde traditionen med at justitsministeren er uddannet jurist, og ikke en halvstuderet røver med en Bachelor i samfundsfag.
Denne kommentar er anbefalet af:
Et klart uheldigt træk fra justitsministerens side. Men det er ikke nyt, at netop justitsministeriet udtrykker holdninger, som kan tolkes i retning af, at offentligheden er i vejen for magt-relationerne. Om det er juraens eller politikernes problem, er for så vidt underordnet. Offentlighedens repræsentanter i medierne er sat i verden for kompromisløst at opspore uregelmæssigheder i embedsførelsen. Og det forventer befolkningen såmænd også. Sagen er, om problemerne kommer til et bredt kendskab, som er i stand til at lægge det fornødne pres på sammenhængene for at få ryddet op i unoderne efterhånden, som de kommer frem.
Så det er vanskeligt at se nogen nødvendighed i Morten Bødskovs skrivelse. Det er snarere imperativt i den offentlige optik, at det fortsat fremstår som muligt at wistleblowe, når der er fiflen på dagsordenen…
Med venlig hilsen
Denne kommentar er anbefalet af:
Hugo Barlach:
“Om det er juraens eller politikernes problem, er for så vidt underordnet.”
Mon ikke det centrale “problem” er hverken eller?
Kan det ikke tænkes, at “problemet” er, at Justitsministeriet gennem årtier har gjort alt de kunne for at blive en magtbase, og har samlet så godt som al juridisk sværvægt i eget regi?
Andre ministeriet, bliver næppe tilladt at få juridisk kompetence for eget område. I stedet for at den specialiserede juridiske ekspertise overgår til andre ministerier, forbliver denne i Justitsministeriet.
Personligt drømmer jeg om den dag et justitspalads indføres i riget. Her tænker jeg dog ikke på et nyt domicil til Justitsministeriet, men at den dømmende magt opnår autonomi, og Højesteret ikke længere skal være placeret i et anneks til Christiansborg.
Denne kommentar er anbefalet af:
Et det ikke sådan at folketingsmedlemmer har immunitet og denne immunitet kun kan ophæves af Folketinget, enten i enighed eller ved simpelt eller kvalificeret flertal?
Og selv for præster må tavshedspligten brydes hvis eller når præsten får kendskab til at personen, der skrifter har i sinde at begå en forbrydelse. Psykologer, sosu-assistenter’s m.flere’s tavhedspligt fungerer også på den måde.
I andre lande, f.eks. Tyskland, Frankrig eller Storbritannien (GB-England) har Højesteret en særstilling, og der findes også forfatnings-domstole i de lande. Og f.eks. har den engelsk (GB’ske) Højesteret lige fundet, at 21-års reglen i England (GB) er ulovlig, da den er i modstrid med reglen om ret til familieliv. Og jeg er enig i med Heinrich i at vi bør have et Palais de Justice omgående…
Denne kommentar er anbefalet af:
Jo Heinrich. Det ér netop problematikken at magt-relationerne ikke vil rykke sig nogen tøddel for at rette op på de system-insufficiencer, som rumsterer for tiden. Men det er imidlertid offentligheden (altså dig og mig), som må indkassere béten. Dels betaler vi altid for politiske eksperimenter med samfundet, uanset om det handler om at forgylde den financielle sektor eller erhvervslivet i al almindelighed, dels må vi ikke opnå den formelle transparens, som er afgørende for, at man kan sige, at det danske demokrati er et aktivt et af slagsen.
Så når jeg hævder, at problemet kan lokaliseres i magtforholdene udenfor offentligheden og dens repræsentanter i medierne (den fjerde statsmagt), er det såmænd ligetil at sætte fingrene på, hvor man skal søge de sammenhænge, som har noget på spil. Det er vi såmænd ikke spor uenige om…
Med venlig hilsen
Denne kommentar er anbefalet af:
Må jeg blot stilfærdigt gøre opmærksom på, at i sidste instans er det Folketinget og tinget alene, der afgør, hvem der skal tilkendes dansk statsborgerskab ved lov.
Det er ikke domstolene der tildeler dansk indfødsret og jeg tvivler stærkt på, at Højesteret overhovedet ville gå ind i en sag, der handlede om, at en person der var mistænkt for at udgøre en fare for statens sikkerhed, af et folkeingsflertal var blevet fjernet fra indfødsretsloven.
Højesteret kan selvfølgelig optræde som forfatningsdomstol og underkende love vedtaget i Folketinget som strider mod grundlovens bestemmelser eller forudsætninger. Men så skal overtrædelsen handle om noget helt basalt, som i Tvind-sagen, hvor den lovgivende magt tiltog sig beføjelser som alene tilkommer den dømmende magt, jfr. magtdelingsprincippet i grundlovens § 3.
Det var for eksempel Højesterets opfattelse i sagen om tilslutningsloven til Maastricht traktaten, at det i alt overvejende grad må bero på en politisk afgørelse (og et politisk skøn), om bestemthedsprincippet i grundlovens § 20 er overholdt eller ej eller om grundlovens forudsætning om, at Danmark skal bestå som en selvstændig nation er opfyldt.
Rent principielt er jeg enig i den tilbagetrukne rolle Højesteret har valgt at indtage som forfatningsdomstol, for det må som udgangspunkt være de folkevalgte der lovgiver efter mandat fra vælgerne som de også står til politisk ansvar overfor. Dommerne har ikke noget folkeligt mandat og de kan ikke stilles til demokratisk ansvar for de domme de afsiger - domme som kan underkende en lovgivning vedtaget i Folketinget. Derved sker der en forskydning hvor Højesteret tiltager sig en større politiske magt og i realiteten kommer til at fungere som en slags ‘politiske overdommere’. Der er ingen grund til at tro, at dommere skulle være bedre til at træffe afgørelser som i deres natur er politiske; faktisk tværtimod.
En sådan forskydning fra politik til jura strider for mig at se også mod folkestyrets grundprincipper, der i denne sammenhæng kort kan udtrykkes som: ‘Ingen over og ingen ved siden af Folketinget’. Den formulering Viggo Hørup anvendte som begrundelse for indførelse af parlamentarisme. Dog vil jeg tilføje ordene: “andet end vælgerne.
Magtens tredeling betyder således ikke en magtmæssig ligedeling, men at Folketinget står over den udøvende og dømmende magt, dog således, at de tre magter i et vist omfang holder hinanden i skak, og denne balance fastlægges i praksis qua den parlamentariske tradition.
Er det så mon også strafbart at læse lækkene i Information …
Ole Hartling:
“i sidste instans er det Folketinget og tinget alene, der afgør, hvem der skal tilkendes dansk statsborgerskab ved lov.”
Folketinget og Kongen (pt. Dronningen) i fællesskab, som GRL § 3 fastslår.
GRL § 44, stk. 1 forholder sig alene til udlændinge tildeles indfødsret (dvs. opnår statsborgerskab):
“Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.”
Det centrale er her “udlænding”. Et forfatningsretligt begreb, der enhver der ikke har indfødsret (= statsborgerret) i riget.
Hvilket igen fremgår af Indfødsretsloven. Denne blev ændret i 2004, således at ikke alle der havde indfødsret iflg. mellemfolkelige overenskomster, fik deres ret omtalt eksplicit i loven (hvilket havde været gældende hidtil). Den nordisk aftale fra 1953 blev fasthold (denne har været del af Indfødsretsloven lige så længe). Den ratificerede EU konvention fra 1997 blev omtalt. Hvem der ikke blev nævnt fra de der var omfattet af ratificerede FN konventioner.
Nordiske og EU borgere kan ansøge om statsborgerskab. Udfyld en formular, send den ind, og er formalia i orden, værsgo: dansk statsborgerskab ved begæring.
Ergo. Med et trylleslag og juridisk hokus pokus erklærede man, at nogle der iflg. visse mellemfolkelige aftaler havde indfødsret, havde nul og niks. Det danske rige havde intet ansvar for disse. Den ret sådanne personer havde, var væk. De var nu de facto gjort til udlændinge, fordi de helt bevist ikke havde fået de mellemfolkelige aftaler der vedrørte disse, omtalt i hverken lovtekst eller lovens forarbejder.
Er yderst snedig og omhyggeligt gennemført manøvre. Ingen (???) forstod dog heller ikke signifikansen heraf, førend 6-7 år senere.
Nu er en udlænding selvfølgelig en person, der ikke har indfødsret. Det kunne være prinserne, der igen havde været ude at gafle sig en ungmø, de ville have som prinsesse, og som således gerne måtte blive tilstået dansk indfødsret. Altså: helt tilfældige personer (udlændinge).
De udlændinge-gjorte personer, der har FN konventionskrav på dansk indfødsret, der iflg. dansk lov gjort til udlændinge. Alligevel en ganske usædvanlig kategori af udlændinge, nemlig udlændinge det danske rige velvilligt og ganske uden hjemmel og krav, vil give gaver i form af tilståelse af indfødsret. Omend de er nødsaget til at få deres (fratagne) ret omsat til statsborgerskab, ved en naturaliseringsproces, fremfor ved begæring.