Fællesskabet — det er rigtig mange af os helt med på. Men for hvilken pris? Hvad skal der for eksempel til for at komme på landsdækkende tv med sin musik? Hvor meget skal der rettes ind og skæres til? Og her taler jeg ikke kun om mavemuskulatur og barmmål — men også om bestræbelser på at opnå fælles kompositorisk/klanglig konsensus, rytmisk fodslag, skulderklap hele raden rundt.

Okay, for mange er der ikke nødvendigvis tale om et afkald eller en selvbegrænsning, men om et mål i sig selv. Ikke et lummert ydre motiv, som man linealretter indre kruseduller efter, men måske bare noget så banalt som en inderligt narcissistisk drift, der driver hele værket lige ud ad landevejen. Eller måske blot en interesse for, hvor højt man kan sætte fællesnævneren — et ærefuldt hverv. Pop er en god ting. Den er vores. Og vi har det med at få den pop, vi fortjener. Og hvem holder ikke af at blive strøget med hårene? Men det er dæleme også strengt nødvendigt at få modstand, blive udstyret med en kejtet permanent foretaget med ståluld. At få udfordret fællesskabet. Og forstå, hvor forskelligartet det kan — eller burde — være. Og hvor ekskluderende det ofte er.

Og her taler jeg ikke kun om udvisninger af ekstremt udsatte flygtninge fra Brorsons Kirke, men også om bløde undertrykkelsesformer såsom den dundrende kedsommelige kontrolmanisk poserende normalitet, som vi alle forventes at valse rundt i. Med afslappede smil og korrekt couturesmurt ud over krop og sjæl.

Normalitet kender danske Andreas Führer og den ligeledes danske duo MX helt sikkert også til, men de nægter at betræde den mere end strengt nødvendigt på deres respektive debutalbummer. Jo, der er da både genkendelige melodier og taktarter, men der er også afvigende alkymi, frugtbare digressioner og begavede regressioner på spil.

Et mere helt lydbillede

Andreas Führers Obligatorisk Undervisning har gæster undervejs, men er i høj grad en solobedrift. Og i hans verden kommer vi hverken uden om lurmærket psykedelia, skærebrænder-hærget visesang eller messen og sax-zigzag i sortdraperet western-kapel.

Ikke altid nem lytning, men nemt er også overvurderet. Og Obligatorisk Undervisning synes at være et meget mere helt lydbillede af hr. Führer, af et menneske, der insisterer på sin sammensatte natur og får kanaliseret sin påvirkninger fra jazz, avantgarde, støjrock og visesang ud i en mageløs, ja, akkurat bogstavelig talt mageløs skive. Et individualiseringsprojekt, jovist, men af den gammeldags slags — og helt uden brug af brands og fitnesscenter.

MX alias Theis Boisen Hansen og Michael Mørkholt går lidt mere elektronisk til værks, men i en nostalgisk klangdragt af kassettebåndslyd. Ja, debutalbummet Ni Runder Modsols bærer faktisk undertitlen Udvalgte Kassettebåndsoptagelser MM-MMX, altså 2000-2010.

Og ud af den analoge tagliatelle kommer en elektronisk bulet folkemusik, der i sine mest tilgængelige øjeblikke kan hidkalde mindelser om Becks skrammelfolk-gennembrud Mellow Gold.

MX’ udgangspunkt er dog en mere nordisk form for folkemusik, som i de mest magiske øjeblikke giver en fornemmelsen af at overvære en øver mellem et par slidte robotter og nogle stærkts rødøjede folkemusikere. For eksempel på den tilbageholdt ekstatiske »Der hvor fuglen bygger« eller den frækt snublende »Kvajevalsen + Udesidning«. Mens Ni Runder Modsolsandre steder ender i sære messende forløb, hvor der af og til sågar lånes fra eller parafraseres over arabisk arv. Som på »Ormesæk og sov«.

Det tager tid at komme ind på livet af MX, fordi lydkvaliteten — givetvis helt bevidst — er så bulet og branket. Men det er også en del af den klanglige makeup, den patina, som gennemsyrer værket. En fabulerende musikalitet, tilrøget og en smule ude af fokus.

Danskere trods alt

På spil på begge disse plader er en dialog med fortiden. Ikke noget selvdødt kopisteri eller en sygeligt sentimental tilgang til fordums klangidealer. Men nogle raske drenges hugst i folkemusik som også Goodiepal har dekonstrueret den — såvel som en udgravning af dansk visesang med psykedeliske rødder et sted i nærheden af Skousen & Ingemann.

Både Führer og MX har tidligere udmærket sig i andre sammenhænge, ikke mindst omkring kollektivet Yoyooyoy, hvorfra Frisk Frugt sidste år sendte et magisk musikalsk drivhus i omløb med albummet Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite. Både Führer og MX’ Mørkholt har arbejdet sammen med Frisk Frugts dynamo, Anders Lauge Meldgaard. Og der er især slægtskaber mellem Führer og Frisk Frugt — i de rislende guitarmønstre, i de psykedelisk betonede tilstande, i interessen for balancen mellem kaos og kosmos.

Og både MX og Andreas Führer er godt nyt fra det musikalske Udkantsdanmark — de ukontrollerede vækstområder uden for de store befolkningskoncentrationer, derude hvor man klarer sig selv i autonome cirkler og ikke på samme måde er afhængig af bred overordnet anerkendelse. Selv om det da ville klæde fællesskabet at favne bare en kende bredere — og for en stund udfordre hyggen. Dén skal alligevel nok finde en måde at overleve på. Vi er trods alt danskere.

 

Andreas Führer: ’Obligatorisk Undervisning’ (Yoyooyoy)

MX: ’Ni Runder Modsols’ (Lille Kommune/Rillbar)