Derfor stemmer Nordafrika på islamisterne

Efter islamisternes sejrsgang i Nordafrika frygter mange i Vesten, at Det Arabiske Forår skal ende i radikalisering. Men for de nordafrikanske vælgere er islamisterne først og fremmest en genvej til ro og social retfærdighed

Kvinder venter på at stemme ved anden runde af det egyptiske valg. Mange vælger at sætte deres kryds ved et af de islamistiske partier.

CHINE NOUVELLE

Islamisterne er de store demokratiske sejrherrer i Nordafrika. De har vundet valg i Tunesien og Marokko — og er godt på vej til at gøre det i Egypten. Men hvordan kan det være, at store dele af befolkningen i Nordafrika vælger at stemmer på islamisterne, når de endelig kan stemme frit?

Den vigtigste grund er formentlig, at folk ønsker social retfærdighed — og et opgør med manges års ulighed, korruption og uretfærdighed. Islam har et meget stærkt budskab om social retfærdighed, og mange regner med, at islamisterne er bedst rustet til at levere, fordi de gennem mange år har gjort et stort socialt og velgørende arbejde. Det var dem, der hjalp, da der var jordskælv i Algeriet og oversvømmelser i Marokko.

Samtidig appellerer islamisterne i høj grad til folks identitet. Islam leverer rammen om hverdagen og årets gang, ligesom den leverer rettesnoren for, hvordan man bør opføre sig over for sine medmennesker.

Islam er også en stor kilde til stolthed. Muslimer tror, at islam bygger på Guds ord — og de er stolte af at være med til at udleve det. Denne stolthed er i de seneste år også blevet næret af et ønske om at tilhøre et alternativ til Vestens politiske, økonomiske og kulturelle dominans og i manges øjne manglende respekt for islam. I en situation præget af en boblende genfundet national stolthed er det derfor heller ikke mærkeligt, at folk vil stemme på et parti, baseret på ’home grown’ ideer og værdier.

Sharia — værn mod anarki

Islamisterne ses også som dem, der vil sikre Sharia. Mens det i Vesten oftest forbindes med kvindeundertrykkelse og barbarisk afstraffelse, så er der utrolig stor spændvidde og uenighed blandt folk i Nordafrika om, hvad Sharia egentlig betyder.

For rigtig mange er Sharia først og fremmest en etisk og moralsk guide; nogle grundprincipper for, hvordan man skal opføre sig over for sine medborgere. Ikke mærkeligt, at det har appel i en kontekst, hvor mange frygter anarki, og hvor dagligdagen byder på stor uvished og usikkerhed. Mens danske aviser mest beretter, når bølgerne går højt på Tahrirpladsen i Kairo, er mange almindelige egyptere mest optaget af deres og familiens daglige sikkerhed.

Endelig har mange islamister stor politisk legitimitet og troværdighed. Før Det Arabiske Forår var de ofte de eneste, der sagde regimerne imod. Mange andre politiske aktører samarbejdede med de autoritære regimer og er derfor sværtet til i befolkningens øjne. Islamisterne har derimod relativt rene hænder. Mange af dem har oven i købet betalt dyrt for deres modstand. Indtil for ganske nylig var det svært at spore tilhængere af Tunesiens Nahda-parti i Tunesien — fordi de var traumatiserede efter tortur, sad i fængsel eller var landsforvist.

Grund til bekymring?

Der er med andre ord mange gode grunde til, at store grupper af befolkningen stemmer på islamisterne. Men samtidig er der jo også rigtig mange, som ikke stemmer på dem — og som helt forståeligt frygter deres dominans i det politiske liv.

Det gælder folk fra religiøse mindretal, socialister, sekulære grupper såvel som helt almindelige borgere. De ønsker ikke, at islam skal spille en rolle i det politiske liv og frygter, at islamistiske regeringer vil begrænse deres frihed.

Har disse grupper grund til at være bange? Der kan ikke gives noget klart svar på dette spørgsmål.

På den ene side er det sandsynligt, at en islamistisk dominans vil medføre en konservativ drejning i samfundet og indskrænkning af folks personlige rettigheder og friheder. Det kunne f.eks. være begrænsninger i retten til at købe og drikke alkohol, spille hasard eller lave økonomiske transaktioner med forrentning. Omvendt synes det ikke sandsynligt, at nye islamistisk dominerede parlamenter i Egypten, Marokko eller Tunesien vil medføre mere grundlæggende forandringer og begrænsninger i befolkningernes individuelle friheder og rettigheder. Det er der flere grunde til.

For det første er islamismen et broget og foranderligt fænomen. Islamistiske aktører har det til fælles, at de ønsker, at islam skal spille en rolle i det politiske liv, men samtidig er de indbyrdes utroligt forskellige.

Særligt er der meget store variationer i deres fortolkning af de religiøse skrifter. De spænder over et register fra fundamentalistiske og bogstavtro salafister og helt til islamistiske feminister, som går ind for ultramoderne fortolkninger, der passer til vores tid.

En anden forskel tegner sig i islamisternes politiske virkemidler. Mens et lille rabiat mindretal ikke viger tilbage for at bruge vold, så ønsker det store flertal udelukkende at anvende fredelige og demokratiske virkemidler.

I den sammenhæng er det værd at lægge mærke til, at de islamistiske partier, der hidtil har vundet regeringsmagten i både Tunesien og Marokko, er erklærede demokratiske, ikkerevolutionære og ikkevoldelige islamistiske partier.

Selv om både tunesiske Nahda og marokkanske Retfærdighed og Udvikling er konservative og moralske partier, har de begge en fortolkningspraksis, der ligger milevidt fra den, vi for eksempel kender fra Saudi Arabien. De går ikke ind for at genindføre den middelalderlige islamiske strafferet og dens korporlige afstraffelsesregler.

Ser man på kvinders rettigheder, så har tunesiske Nahda garanteret, at de ikke vil ændre Tunesiens progressive lovgivning. Og marokkanske PJD lagde stemmer til den gennemgribende reform af Marokkos familielov, som klart har forbedret kvinders rettigheder.

Magt gør moderat

Ønsket om, at islam skal spille en rolle, står dog ikke alene på befolkningernes ønskeliste. Meningsmålinger viser, at de også ønsker sig demokrati og menneskerettigheder, og de stemmer også derefter.

Selv om islamisterne har været valgenes sejrherrer, har de ikke vundet absolutte flertal hverken i Tunesien eller Marokko. De skal derfor indgå i brede koalitionsregeringer med både sekulære og venstreorienterede partier. Og det betyder, at de i det daglige kommer til at gå på kompromis med mange af deres mest skingre mærkesager.

Endelig tyder meget på, at mange af de tommelfingerregler, som vi kender det fra hjemlige breddegrader, også gælder for islamistiske partier: De bliver mere moderate, når de står med regeringsmagten. Det er let at være stærkt ideologisk, når man står på den politiske sidelinje, men de fleste politiske aktører bliver mere midtersøgende og ansvarlige, når de skal håndtere det statslige husholdningsregnskab.

Det tyrkiske Retfærdighed og Udviklings Parti (AKP) er et godt eksempel på den tendens. Det er næppe en tilfældighed, at det har nøjagtig samme navn som den store sejrherre ved det nylige parlamentsvalg i Marokko. Og set med danske øjne er det da også yderst beroligende, at netop AKP er det erklærede forbillede eksempelvis for Tunesiens Nahda.

Mens også AKP er et konservativt, islamisk parti, har det i sine år ved magten først og fremmest fortsat Tyrkiets kurs mod demokrati og medlemskab af EU, samtidig med at det har frembragt imponerende økonomiske resultater. Og netop det er måske i sidste ende det allermest afgørende. Den globale finanskrise kradser jo også i Nordafrika — ikke mindst i Tunesien og Egypten, der også døjer med faldende indtægter fra turisme og udenlandske investeringer.

I virkeligheden betyder det nok allermest for vælgerne i Nordafrika, at deres folkevalgte respekterer demokratiske spilleregler — og at de så i øvrigt formår at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden og at få gang i væksten igen. Det er nemlig det, der i sidste ende tæller i hverdagen. Og det, der afgør, om de om nogle år bliver genvalgt. Nøjagtig som det gælder for os her i Europa.

 

 

Julie Pruzan-Jørgensen er Ph.d. og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Fakta

I kølvandet på Det Arabiske Forår har islamistiske partier fået medvind ved valgene i Nordafrika.

Ved valget i Tunesiens grundlovsgivende forsamling i oktober vandt Renæssancepartiet (Nahda) 89 af 217 pladser.

Ved parlamentsvalget i november i Marokko vandt Retfærdigheds og Udviklingspartiet (PJD) 107 af 395 pladser.

Ved første runde af det egyptiske valg erobrede Det Muslimske Broderskab – der fremstår som moderate – lidt over en tredjedel af stemmerne, mens den dogmatiske Al Noor Salafi-bevægelse nåede op på cirka 24 pct. af stemmerne.

Det endelige valgresultat foreligger først i januar.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Ole  Olsen

Det her er helt nye toner, i forhold til hvad medier og experter udtalte for 10 måneder siden. Hvad er egentlig ændret i de faktiske forhold i mellemtiden? Intet!

Hvis man havde fulgt diverse Pew undersøgelser de sidste tre-fire år, ville man have vidst bedre.

At islamisterne kommer til magten skaber ikke fryd og gammen. De økonomiske og sociale forhold og fremtidsudsigter er elendige, og er den virkelige grund til det såkaldte Arabiske Forår, og så langt fra et ønske om demokrati og tilnærmelse til Vesten, og der er ingen grund til at tro, at de vil bedres under islamiske styrer i de pågældende lande. Det her bliver en meget lang og sej omgang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Villumsen

Alle flokke er hjernevaskede!

Islamister tror på Islam.
Kristne på kristendom.
Jøder på jødedom.
Budhister på budhisme.

Demokrater på demokrati.
Kommunister på kommunisme.
Tyraniserede på tyrani.
Anarkister på anarki.

Kun individualister formår at bryde ud og ofte til den højeste pris af alle:

Udstødelse af flokken!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror artiklen tager teperaturen meget godt. Foråret bragte demokrati, men hvem kan overskue, hvad det betyder, og hvordan det skal føres ud i livet. Derfor stemmer mange på partier, der repræsenterer eller har rod i islam - det virker trygt og velkendt, et skridt ad gangen.

Jeg synes dog man må anholde artiklen for nogle synder. For det første brugen af ordet "islamistisk". Det bruges i flæng, og skaber en opfattelse af noget strengt, fundamentalistisk, stærkt religiøst. Men som artiklen så alligevel forklarer, er det kun et lille mindretal af de islampåvirkede partier, der kan kaldes islamistiske. Hvorfor ikke bruge betegnelser som "islam-demokratiske", jf. "krist-demokratiske" partier?

Og de partier, der "vandt" valgene i Tunesien og Marokko fik jo på ingen måde flertal. De skal altså regere i koalition med en række andre partier, herunder helt sekulære partier.

Jeg tror virkelig på, at nordafrikanerne vil deres frihed, som de kan kæmpet så flot for, det skal bare komme lidt efter lidt uden kaos eller uoverskuelighed. Tyrkiet er givetvis en stor inspirationskilde. Nu gælder det om at få ro på og økonomien at køre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Christensen

Jeg forstår dem så udmærket, et holdepunkt i livet, har deres tro altid givet dem, selv i deres fattigdom, var deres tros hjælpere altid tilstede. Det samme var engang gældende i europa, indtil den ubegrændsede "egoistiske kapitalisme" overtog og de gamle shamaners tros bekendelser, bare fulgte med.

.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Christensen

Islamismen, har de sidste år fuldstændig midstet sit gamle had til anderledes tænkende, nemlig de kristne, indset, at vi alle sidder i samme båd, og det bør kristne modtage som en håndsrækning, og ikke med uforskammethed afvise.. To religoner, bygget på gammele jødiske tvangsforestillinger, uden modernisering for øjnene. Den islamistiske katolske protestantiske tro burde forlængst have forenet sig, de har, alle hver især "værdier" at byde på. Magtbegærdet`s tid, også overfor "LIVET" er forbi. LIVET, kan let eksistere uden jøder ,katolikker,muslimer,protestanter,budister og hele resten af ensrettede shamanske tvangsforestillinger.

LIVET er her bare for at "LEVE", ikke for at ødelægge sig selv i magtbegærdet`s rus.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Koranen beskriver paradis som have med rindende vand.
"There are no 72 virgins in the Koran. That idea only came into being 300 years later, and most Islamic scholars see it as the equivalent of people with wings sitting on clouds and strumming harps. Paradise is quite the opposite. It's not virginity; it's fecundity. It's plenty. It's gardens watered by running streams."
Hvis du kan engelsk, kan jeg anbefale:
http://www.ted.com/talks/lesley_hazelton_on_reading_the_koran.html

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

"Det kunne f.eks. være begrænsninger i retten til at købe og drikke alkohol"

Med den viden vi har i dag burde alkohol aldrig have været lovligt. Rent farmakologisk er det farligere end mange ulovlige rusmidler - og efter at den kræftfremkaldende virkning er dokumenteret (især brystkræft) ville det være uetisk at presse dem til at frigive alkohol.

At de har lyst til at tage afstand fra egoisme og kapitalisme er heller ikke underligt..

Det er vi også nogle stykker der gerne vil i vores del af verden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Der er vel ikke mere galt i et islamisk demokratisk parti end et kristendemokratisk. Vi kan finde det lidt spooky, men ret beset er der vel ikke problemer i det.
Det er kulturen omkring religionen, der afgør omfanget af det demokratiske indhold, og ikke omvendt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Svend Jespersen

Et par gennemlæsninger af Julie Pruzan-Jørgensens ord må efterlade én i en stille, undrende tilstand: Siden hvornår er historieforskere begyndt at betragte "genfundet national stolthed" og lovgivning baseret på religiøse doktriner som noget positivt?

Og så skal vi endnu en gang se bortforklaringen/undskyldingen om, at sharia tolkes på mange, forskellige måder. Jovist, men hvad med også at nævne, at alle de tolkninger har en fællesnævner, nemlig at al lovgivning skal baseres på Allahs og profetens ord og gerninger og ikke baseres på menneskelig fornuft.

Kan DIIS eller Julie Pruzan-Jørgensen mon henvise til nogle af deres studier, som viser positive resultater af den form for tilgang til samfundsopbygning?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Christensen

Det havde jeg, også gjort, hvis jeg havde været Araber eller Afrikaner. Som europæer og ateist, har jeg, håber jeg, let ved at også kunne følge jeres "tankegang",som ligger så nær hinanden, at kun småtbegavede "teroister", er i stand til at forvirre jeres "tros lovgivning".om den er : Budistisk Jødisk, Kristen/katolsk/muslimsk, eller bare "LIVET`s" vidunderlige og forunderlige overlevelses model, hvor pladsen til (guder og djævle) ikke er tilstede.

NB: Prøv, og tænk, på en "PLADS", hvor "LIVET", dit mit os alle`s, midt i livet følte "det", som vi alle ved, vil ske, når livet ikke længere er tilstede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Hvis hjerneforskerne kommer frem til, at livet er et ufordelagtigt alternativ til ikke-livet, holder vi alle op med at få børn.

I dag kan vi ikke fortælle den døende patient ved hvilken grad af lidelse, det bedst kan betale sig for patienten at afbryde behandlingen, og lade døden overtage, men det vil hjerneforskerne kunne, når sammenhængen mellem det fysiske og det psykiske er opklaret. Hvad er lidelse ? Hvad er nydelse ?

Der er mellem 33 og 50% chance for, at livet viser sig ikke at være et fordelagtigt alternativ til ikke-livet.

Hvis det bliver svaret, vil dette solsystem efter max 100 år blive lige så tavst som alle de andre solsystemer.

Fornuften kan vise sig mere magtfuld og - for livet - mere destruktiv end de fleste religioner.

Men for "evnen-til-at-opleve" kan det være en velsignelse (Gnostikernes budskab).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Caroc

Svend Jespersen spørger "Siden hvornår er historieforskere begyndt at betragte “genfundet national stolthed” og lovgivning baseret på religiøse doktriner som noget positivt ?"

Det kan meget vel være positivt for muslimer - som ikke behøver at være ondskabsfulde - samtidigt med at det stiller vestlig liberalisme/dekadence i dårligt lys. Herboende muslimers ønskede loyalitet mod Danmark udfordres og det kan danskerne naturligvis ikke være tjente med. Muslimsk renæssance er en gigantisk udfordring for Europa. Det skal vi være opmærksomme på.

anbefalede denne kommentar