Det franske Europa

»Et ægtepar inviterer ikke en fremmed med ind i soveværelset.«

Dominique Strauss-Kahn

Det varikke i forbindelse med sin nylige sexskandale og voldtægtsanklage, at Frankrigs tidligere socialistiske finansminister og chef for Valutafonden Dominique Strauss-Kahn fremsatte ovenstående citat.

Det var derimod i forbindelse med udformningen af den fælleseuropæiske valuta. Nemlig efter et europæisk topmøde i december 1997, hvor den britiske premier- og finansminister Tony Blair og Gordon Brown havde kæmpet for, at lande uden for fællesvalutaen skulle deltage i valutalandenes beslutningsmøder. Svaret fra Frankrig var nej: Der lå reelle forskelle i de politiske mål bag splittelsen mellem eurolande og ikke-eurolande, og Frankrig ønskede ingen påvirkning fra dem, der havde fravalgt projektet.

Samme franske holdning fik den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, at føle sent på natten til forrige uges EU-topmøde. Thorning-Schmidt havde i sin egenskab af kommende EU-formand forsøgt at gøre sig til talsmand for en euroløsning udarbejdet af samtlige 27 EU-lande, altså også de ti, som ikke er med i euroen. »De står udenfor, De er et lille land, og De er ny. Vi ønsker ikke at høre noget til Dem,« svarede Sarkozy.

Citatet taler usædvanligt tydeligt om den franske politiske position i EU. Mens dansk dækning har været overordentligt optaget af Tysklands nyerobrede magt over Europa, har det været mindre omtalt, at Tyskland i denne krise permanent har Frankrig i hånden. Akkurat som kansler Merkel er også præsident Sarkozy overordentligt bevidst om, at eurokrisen har øget landets indflydelse i EU voldsomt, og til et niveau, som i både tysk og fransk bevidsthed også er mere passende.

»Hvem havde for et par år siden troet, at vore partnere ville slutte op om ideen om en økonomisk regering organiseret omkring stats- og regeringscheferne? At de ville tilslutte sig oprettelsen af en europæisk valutafond legemliggjort i den europæiske redningsfond? Så mange franske ideer!« udbrød præsident Sarkozy for en uge siden i avisen le Monde.

Det franskemål med valutaunionen har fra begyndelsen været politisk integration. Den franske accept af en uafhængig europæisk centralbank har fra begyndelsen været koblet til et krav om en tilsvarende oprustning i den politiske fællesstyring af eurozonens anliggender. Med en passende fordeling af indflydelsen i forhold til de deltagende landes vægt og størrelse, eller, med andre ord, med en passende stor fransk (og tysk) indflydelse på det europæiske opland.

Dette mål, og ikke bare behovet for ro til koncentration i krisens stund, ligger bag de tilbagevendende franske afvisninger af øvrige EU-lande, der prøver at få indflydelse på euro-økonomien, som de jo er dybt afhængige af. Også hos Danmarks umiddelbare forgængere som formandsland, hvor Polen indledte sin formands periode i juli 2010 med at erklære, at man ikke som sin forgænger Ungarn ville finde sig i at blive kørt ud på et sidespor.

»Så længe vi er formand, skal vi være med til eurogruppens møder for at være oplyste og for at være opdaterede,« erklærede Polens premierminister Donald Tusk den 1. juli. Indstillingen holdt seks uger og et halvt telefonmøde, hvor den polske finansminister blev smidt af linjen, da de virkelige forhandlinger gik i gang. Efter fransk intervention, ifølge anonyme diplomatkilder i New York Times.

Der er engrund til den franske stejlhed omkring europolitikken, som burde give anledning til reel politisk debat i stedet for de tilbagevendende og indholdstomme henvisninger til markedets krav og teknokratiets nødvendighed. Også selv om kommissionen har meldt ud, at der ikke er tekniske grunde til, at det danske euroforbehold står i vejen for deltagelse i europagten.

Der er nemlig reelle politiske forskelle på, hvor eurozonen og ikke-eurozone-landene vil bevæge deres samfund hen. Ikke kun i spørgsmålet om vækstpakker og redskaber til jobskabelse, som gennem årene har fyldt i den danske debat, men også f.eks. i indstillingen til regulering af finanssektoren. Her ligger ikke kun Storbritannien, men også Danmark betydeligt til højre for eurozonens vision om en styret kapitalisme.

Eurozonen ønsker f.eks. at opretholde en højere selskabsskat end Danmark, ligesom forslaget om en skat på finansielle transaktioner i de seneste måneder er blevet et stadigt mere centralt element i Merkel og Sarkozys strategi for at udbedre finanskrisens skader. Det er ikke et krav, som den danske regering vil gå med på, så længe Radikale Venstre er med i den, ligeså lidt som London er villig til at stække betingelserne for the City.

Det interessante er altså, at det ikke kun var midnatsarrigskab, Thorning mødte i sidste uge. Det var en reel, omend ikke særlig omtalt, politisk forskel. Så længe den danske regering insisterer på, at vores nære relation til eurozonen udelukkende er af teknokratisk og forretningsmæssig art, skygger den for diskussionen af den alternative samfundsvision, eurozonens ledelse præsenterer.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Når man spørger franskmændene, stemmer de
nej. Så hvad Sarkozy siger, dækker ikke franskmændene, men kun magteliten. Merkel og Sarkozy kæmper desperat for at holde euro-projektet oven vande, ikke fordi det er en succes, men fordi et sammenbrud vil være prestigemæssigt ubærligt og selvfølgelig kaotisk.

Storbritannien har netop fremlagt et forslag i Underhuset, der vil regulere banksektoren lagt strammere, end Sarkozy eller Merkel kunne drømme om. Almindelige banker skal efter forslaget ikke længere kunne spekulere på finansmarkedet, men kun udføre almindelig bankvirksomhed. Kernekapitalkravene forøges langt over Basel III-nivesu. Alt det kunne skribenten af denne artikel ikke vide før deadline, men sådan er det. Tobinskatten snakker kun Sarkozy om, ingen tror på, han kan få det igennem. Dertil er eurozonen alt for bange for finansmarkederne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Erik Riis

Det var snedigt at indføre euroen på et elendigt grundlag. Nu presser euroens realiteter alle EU-landene til vidtgående integration. Men konsekvenserne for Frankrig og Sydeuropa er katastrofale. Deres betalingsbalancer er voldsomt forværrede siden 2002, mens Tyskland, Holland, Danmark kører med store overskud. Pengene strømmer ud af Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland. Se tidsserier: http://data.worldbank.org/indicator/BN.CAB.XOKA.CD

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeg vil  gerne have min profil slettet

Diskussionen om transaktionsskatterne viser også, hvor inkompetente, danske journalister og "eksperter" er. Transaktionsskat på aktier rammer likviditeten og pensionsopsparerne i EU, dvs borgerne,

Hedgefondene og investeringsbankerne i f.eks. The City, som EU-fanatikerne bruger som stråmand for englændernes EU-skepsis (40% vil helt ud - er de også fra The City? Nej vel), handler derimod i futures og derivater, som naturligvis beskattes 10 gange lavere, 0.01% i EUs forslag.

Investeringsbankerne bruger derivater, kapitalfondene køber og holder over lang tid. De, der bliver ramt, er pensionsfondene med aktiv porteføljeforvaltning i de facto aktier og obligationer.

Alt dette burde være almen viden, men dannelsesstandarden for danske journalister og "eksperter" er desværre så lav, at de ikke magter at informere folket.

EU-teknokraterne er i gang med at gøre konjunkturerne værre, end de var i et frit marked, og eurozonen står nu over for et tabt årti med deflation i lønninger og boliger, mens QE-pengene fra ECB bliver sendt til Asien og USA og skaber inflation i råvarer og fødevarer. Om fem år er dollaren-euro-krydset så i 1.

Og sådan er det hele vejen igennem. Tag jer sammen, Information.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Det bedste, man i en borgerlig verden kunne drømme om, må vel være en Glass Steagall-manøvre, som skærer investeringsfedtet væk og anbringer det i investeringsbanker som kan drukne i egne kunstige kapitalsøer. Derpå kunne staterne nøjes med at kyle bankpakkerne efter almindelig bankvirksomhed - og måske kunne man være så heldig at der blev oprettet et par statslige banker eller 5.

Men end ikke dét ville EU kunne begive sig ud i; selv forholdsvis harmløse Tobinskatter er nærmest bandlyst ... og på mange måder (EU har bidraget til den voldsomme deregulering af finansaktiviteter, EU har med den bizarre oprettelse af Eurozonen bidraget til muligheden for storbankernes gældsspekulation i Sydeuropa, EU legitimerer med sin lovgivning at sminkede kapitalfonde kan arbejde i medlemslandene etc.) samarbejdes der jo intensivt med finanskapitalen i et tilsyneladende evigt drama om fornyet adkomst til vækststigen ind i det monetære Himmerige.

Ikke meget tyder på at EU kan vise vejen ud af det kapitalistiske mareridt; tværtom tyder stort set alt på at systembevarelse er det bærende princip. Og i dén sammenhæng er en føderal EU-statsdannelse naturligvis ret afgørende at få etableret (Sarkozy's jubel over en såkaldt økonomisk regering udgår fra en støt øget vished om at føderationen af villige er nær).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Sagens kerne?

Jeg ved ikke, hvor Lotte Folke Kaarsholm har sin viden fra, når hun ordret citerer Sarkozy for nogle ret dumme bemærkninger til Helle Thorning Schmidt. Ordene taler nok mere om Sarkozy end om fransk politik.

Michael Kongstad Nielsens henvisning til sidste nyt i den britiske banklovgivning er netop - sidste nyt. Det var ikke kendt, da Cameron nedlagde veto i EU. I øvrigt omfatter lovforslaget kun 'almindelige', dvs. britiske lokale banker. Forslaget, og den senere forventede lov, bidrager ikke det mindste til løsning af EUs problemer.

Kasper Planeta Kepp synes velinformeret om finanskapitalens babyloniske struktur og kan bl.a. informere os om, at "hedgefondene og investeringsbankerne ... handler ... i futures og derivater, som naturligvis beskattes 10 gange lavere, 0.01% i EUs forslag". Men han glemmer at fortælle, at EU-parlamentet arbejder på en ændring heraf.

Der er givetvis en masse galt med EU. Jeg synes selv, at det var hovedløst at udvide EU så hurtigt i de sidste 20 år (med østeuropæiske lande), før EU havde skabt parlamentariske instrumenter, der kunne forhindre enkelte lande i at blokere for den politiske udvikling.

Jeg mener også, at det var en fejl at optage England i EU. England har en helt anden retstradition og -kultur end stort set hele kontinentaleuropa; landet har f.eks. ingen grundlov. Der eksisterer en indbygget konflikt i at ville forene engelsk common law og europæisk romerret.

Man kan som Kepp ironisere over, at man på kontinentet vil have politisk styr på kapitalismen ("statkapitalisme"), men ærligt talt: Hvad foreslår han i stedet? En ureguleret kapitalisme? En selvregulerende kapitalisme? Er det ikke gået op for ham, at det disse former for kapitalisme, der har skabt de nuværende 'kriser'?

Fordi man er uenig med den lokale formand i en boligforening, der trods alt vil have en vis demokratisk styr på tingene, så behøver man jo ikke at lovprise anarki og selvtægt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Mahail Larsen: - hvis briternes regulering af
bankverdenen bliver en realitet, får det også betydning for EU. Og kan måske tjene som inspiration for EU. Vejen frem er netop at tæmme og regulere det private finansmarked. Sjovt nok kommer første skridt fra Camerons konservative / liberale Storbritannien, men baggrunden er, at englænderne blev chokerede over finanskrisens omfang, de måtte bruge hvad der svarer til et helt års BNP til at redde banker og nødlidende industrier mv., først nu begynder de at tage action på det, og det ser da interessant ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Finanskrisen er som et kæmpepuslespil med masser af brikker rodet rundt mellem hinanden i kassen, og hvor det er svært at finde ud af, hvilke brikker, der egentlig definerer kanten og dermed spillet.

Der er mange forslag, de fleste indlysende forkerte, men det forekommer mig, at ovenstående artikel identificerer en vigtig del af spillets ramme og derfor er både meget vigtig—og for de fleste—særdeles udfordrende. Jeg citerer lige:

”Der er nemlig reelle politiske forskelle på, hvor eurozonen og ikke-eurozone-landene vil bevæge deres samfund hen. Ikke kun i spørgsmålet om vækstpakker og redskaber til jobskabelse, som gennem årene har fyldt i den danske debat, men også f.eks. i indstillingen til regulering af finanssektoren. Her ligger ikke kun Storbritannien, men også Danmark betydeligt til højre for eurozonens vision om en styret kapitalisme.
Eurozonen ønsker f.eks. at opretholde en højere selskabsskat end Danmark, ligesom forslaget om en skat på finansielle transaktioner i de seneste måneder er blevet et stadigt mere centralt element i Merkel og Sarkozys strategi for at udbedre finanskrisens skader. Det er ikke et krav, som den danske regering vil gå med på, så længe Radikale Venstre er med i den, ligeså lidt som London er villig til at stække betingelserne for the City.”

Så hvem skal vi holde med, hvilken vej skal vi håbe på her? Det anglo-amerikanske frihedens rige, der ser samfundet som en stor hedgefund, og som forlanger Danmarks bånd til Euroland brudt, som den (tidligere) radikale Anders Samuelsen argumenterer for? Eller tværtimod et fælles forpligtende samfund, der—bestemt med vekslende held—forsøger at finde en anden vej end den herskende rovkapitalisme? Personligt syntes jeg, at valget er nemt.

Trofaste mod en efterhånden indgroet fortælling om EU, som både højre og venstre er hjertensenige om, vil danskerne selvfølgelig med stor sandsynlighed stemme NEJ, hvis vi fik valget. Og det bør vi. For det er bedre, at vi står uden for end, at vi er halvlunkne med og ligesom englænderne forsøger at bremse og sabotere det europæiske projekt. Og det var vel pointen i Sarkozy’s arrogante svar til Thorning.

@Philip C. Stone—her er i øvrigt et link, der anskuer europroblemet fra en anden vinkel end den fremherskende anglo-amerikanske, dikteret af de amerikanske ratingbureauer og kolporteret af internationale og danske medier, hvor euroen er en katastrofe og Europa dømt til undergang, hvis Merkel ikke snart giver sig:
http://www.leap2020.eu/GEAB-N-60-is-available-Global-systemic-crisis-USA...

anbefalede denne kommentar