»Et ægtepar inviterer ikke en fremmed med ind i soveværelset.«

Dominique Strauss-Kahn

Det varikke i forbindelse med sin nylige sexskandale og voldtægtsanklage, at Frankrigs tidligere socialistiske finansminister og chef for Valutafonden Dominique Strauss-Kahn fremsatte ovenstående citat.

Det var derimod i forbindelse med udformningen af den fælleseuropæiske valuta. Nemlig efter et europæisk topmøde i december 1997, hvor den britiske premier- og finansminister Tony Blair og Gordon Brown havde kæmpet for, at lande uden for fællesvalutaen skulle deltage i valutalandenes beslutningsmøder. Svaret fra Frankrig var nej: Der lå reelle forskelle i de politiske mål bag splittelsen mellem eurolande og ikke-eurolande, og Frankrig ønskede ingen påvirkning fra dem, der havde fravalgt projektet.

Samme franske holdning fik den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, at føle sent på natten til forrige uges EU-topmøde. Thorning-Schmidt havde i sin egenskab af kommende EU-formand forsøgt at gøre sig til talsmand for en euroløsning udarbejdet af samtlige 27 EU-lande, altså også de ti, som ikke er med i euroen. »De står udenfor, De er et lille land, og De er ny. Vi ønsker ikke at høre noget til Dem,« svarede Sarkozy.

Citatet taler usædvanligt tydeligt om den franske politiske position i EU. Mens dansk dækning har været overordentligt optaget af Tysklands nyerobrede magt over Europa, har det været mindre omtalt, at Tyskland i denne krise permanent har Frankrig i hånden. Akkurat som kansler Merkel er også præsident Sarkozy overordentligt bevidst om, at eurokrisen har øget landets indflydelse i EU voldsomt, og til et niveau, som i både tysk og fransk bevidsthed også er mere passende.

»Hvem havde for et par år siden troet, at vore partnere ville slutte op om ideen om en økonomisk regering organiseret omkring stats- og regeringscheferne? At de ville tilslutte sig oprettelsen af en europæisk valutafond legemliggjort i den europæiske redningsfond? Så mange franske ideer!« udbrød præsident Sarkozy for en uge siden i avisen le Monde.

Det franskemål med valutaunionen har fra begyndelsen været politisk integration. Den franske accept af en uafhængig europæisk centralbank har fra begyndelsen været koblet til et krav om en tilsvarende oprustning i den politiske fællesstyring af eurozonens anliggender. Med en passende fordeling af indflydelsen i forhold til de deltagende landes vægt og størrelse, eller, med andre ord, med en passende stor fransk (og tysk) indflydelse på det europæiske opland.

Dette mål, og ikke bare behovet for ro til koncentration i krisens stund, ligger bag de tilbagevendende franske afvisninger af øvrige EU-lande, der prøver at få indflydelse på euro-økonomien, som de jo er dybt afhængige af. Også hos Danmarks umiddelbare forgængere som formandsland, hvor Polen indledte sin formands periode i juli 2010 med at erklære, at man ikke som sin forgænger Ungarn ville finde sig i at blive kørt ud på et sidespor.

»Så længe vi er formand, skal vi være med til eurogruppens møder for at være oplyste og for at være opdaterede,« erklærede Polens premierminister Donald Tusk den 1. juli. Indstillingen holdt seks uger og et halvt telefonmøde, hvor den polske finansminister blev smidt af linjen, da de virkelige forhandlinger gik i gang. Efter fransk intervention, ifølge anonyme diplomatkilder i New York Times.

Der er engrund til den franske stejlhed omkring europolitikken, som burde give anledning til reel politisk debat i stedet for de tilbagevendende og indholdstomme henvisninger til markedets krav og teknokratiets nødvendighed. Også selv om kommissionen har meldt ud, at der ikke er tekniske grunde til, at det danske euroforbehold står i vejen for deltagelse i europagten.

Der er nemlig reelle politiske forskelle på, hvor eurozonen og ikke-eurozone-landene vil bevæge deres samfund hen. Ikke kun i spørgsmålet om vækstpakker og redskaber til jobskabelse, som gennem årene har fyldt i den danske debat, men også f.eks. i indstillingen til regulering af finanssektoren. Her ligger ikke kun Storbritannien, men også Danmark betydeligt til højre for eurozonens vision om en styret kapitalisme.

Eurozonen ønsker f.eks. at opretholde en højere selskabsskat end Danmark, ligesom forslaget om en skat på finansielle transaktioner i de seneste måneder er blevet et stadigt mere centralt element i Merkel og Sarkozys strategi for at udbedre finanskrisens skader. Det er ikke et krav, som den danske regering vil gå med på, så længe Radikale Venstre er med i den, ligeså lidt som London er villig til at stække betingelserne for the City.

Det interessante er altså, at det ikke kun var midnatsarrigskab, Thorning mødte i sidste uge. Det var en reel, omend ikke særlig omtalt, politisk forskel. Så længe den danske regering insisterer på, at vores nære relation til eurozonen udelukkende er af teknokratisk og forretningsmæssig art, skygger den for diskussionen af den alternative samfundsvision, eurozonens ledelse præsenterer.

Denne artikel er anbefalet af: