Såfremt man rystes over stalinismens mishandlinger og massemord i Sovjetunionen, er Mao Zedongs forbrydelser mod sit folk og menneskeheden om muligt mere monstrøse. Som en grum forstørret gentagelse af den sovjetiske diktators katastrofale adfærd i 1920’erne og siden — landbrugs- og befolkningspolitikken som følge af Stalins fikse ideer kostede lavt anslået seks millioner russere livet — fulgte 30 år senere i Kina Maos ambitiøse planer om at modernisere det kolossale land.
I denne proces døde i årene 1958-62 ifølge et konservativt skøn 32 millioner kinesere enten af sult, eller de blev myrdet af regimet i bestræbelserne på at skabe det folkekommunistiske utopia. Måske dødstallet i virkeligheden ligger mellem 50 og 60 millioner som direkte ofre for den maoistiske reformpolitik. Disse tal er selvsagt forbundet med usikkerhed. Visse arkiver fra en forkætret fortid er nu gjort tilgængelige for historikere, men meget står tilbage. Den hollandske forsker og professor Frank Dikötter har specialiseret sig i ’Den Store Sult’, Maos great Famineeller med regimets betegnelse: Det Store Spring Fremad og skrevet sin prisbelønnede bog, som lige er kommet på dansk, Maos store hungers-nød.
Maos mindreværd
I og for sig fulgte begge ledere i disse to vældige lande den slagne og kvalmende banale vej for eneherskere, kommunisme eller ej. I ethvert benhårdt diktatur med en determineret diktator i toppen med dødsstraf for indvendinger og spytslikkere i korridorerne ophører hurtigt også sagkyndige modsigelser. Alle med civilcourage er enten ombragt eller flygtet, de tilbageblevne lammes af frygt, alle taler lederen efter munden, mens storhedsvanviddet ulmer eller slår ud i lys lue, og funktionærtyperne og bødlerne står klar.
Man kan tale om en diktaturets lovmæssighed i diktatorens overbevisning om egen ufejlbarlighed. Herefter er indvendinger livsfarlige. Diktatoren opfatter sig selv som ekspert i alle spørgsmål og handler på alles vegne herefter.
Persondyrkelsen af Mao Zedong, iscenesat af ham selv, ophøjede den store revolutionære til halvgud, hvis meninger og beslutninger ydermere fik et falsk skær af videnskab med dogmer baseret på halvfordøjede studier af Marx. Kommunismen kunne jo pr. den definition ikke tage fejl. Marx roterede samtidig i sin grav.
Mao indledte ’Det store Spring Fremad’, da det gik op for den revolutionære kineser under et besøg i Moskva, at russerne på 15 år havde besluttet at indhente og overgå USA i økonomisk og produktionsmæssig potens. Maos mindreværdskomplekser over for Sovjet var i forvejen betragtelige. Kineseren glemte aldrig Stalins ydmygelser, da Kinas ledelse troppede op på lykønskningsvisit i Moskva til sovjetdiktatorens 70 års dag. Stalin og den russiske elite foragtede det tilbagestående Kina og lagde ikke skjul på det. Mao kom knap nok i audiens.
Således provokeret erklærede Mao, at Kina på samme 15 år ville indhente og overgå Storbritanniens produktive mål. Uanset midler og omkostninger. Men fremskridtene lod vente på sig, og alle hensyn blev herefter sat til side. En revolution, som Mao bemærkede, er ikke et teselskab. Det var også synd at sige.
På mange måder fulgte som antydet Det Store Spring Fremad den sovjetiske centraliserede ineffektive oprustning i industrisektoren og landbruget. Industrien fik ustandseligt sat kvoterne i vejret, til arbejderne bogstaveligt segnede, men blev skudt eller druknet i lort (sic!), hvis de gjorde det. Landbruget blev først og fremmest tvangskollektiviseret med afleveringspligt for bønderne, hvilket udløste den samme slags uafvendelige ulykker som i 1920’ernes Rusland. Tvangsudskrivningen af korn bragte således den frygteligste hungersnød i Kinas historie ind over landet, hvor folk til sidst spiste mudder, hvis ikke de som straf for tyverier af kartofler for at overleve blev tvunget til det. Lidelserne var ufattelige, og regimets metoder ufatteligt grusomme. Dertil kom de forfalskede statistikker til udvortes brug.
Fordærv og afskyelighed
Om det så udløste modstand, hvilket det gjorde, var der ikke megen glæde og stolthed ved den side af sagen. Folk var så udhungrede, at de gjorde, hvad det skulle være for at få mad og handlede i denne konsekvens mod det kollektiv, som det ellers var meningen at opbygge yderligere og styrke infinitivt. Kina blev et stille land. Hvor landområderne før var fulde af lyde fra mennesker og dyr, herskede en dødens stilhed, som jo havde sine årsager. Sulten prægede i den grad det kinesiske bondeland, at folk begravede deres døde i lave grave med henblik på at hente dem frem som forråd og koge dem.
Det hele er én lang forfærdende historie om endnu et afsnit af det 20. århundredes katastrofe og om magt og fornedrelse. Ikke alene folkets fornedrelse og individernes undergang i millionvis, men også magthavernes korruption og menneskelige fordærv og et systems afskyelighed.
Den detaljerede nye oplysning om denne tid påminder læseren om aldrig at lade sig fascinere af diktatorisk iscenesatte utopier: Hverken til højre eller venstre eller i riget i midten.
Frank Dikötter: ’Maos store hungersnød — den største katastrofe i Kinas historie, 1958-62’. 478 sider, 399 kr. Informations Forlag
Kommentarer
Ét grundlæggende træk ved dette gør det til antikommunisme: at det baserer sig på en konkurrence med andre, i og for sig uvedkommende lande. Kommunisme er samarbejde og gensidighed. Ellers giver det ingen mening. Navnet, som folk så sjældent tænker over, betyder jo lokalsamfundet som baggrund for beslutning, ikke en central enhed.