Den nye leders rådne rige

Den første nordkoreanske leder Kim Il-sung holdt i 1965 en forelæsning, hvor han beskrev Nordkoreas udviklingstrin.

»Vi har ikke bare etableret et avanceret socialistisk system i den nordlige halvdel af republikken, men har lagt det økonomiske og kulturelle grundlag, som gør os i stand til at lede vores lands økonomi med vores egen indsats. Det er et stort aktiv for vores folks glade liv og den fremtidige rigdom i vores samfund. Det symboliserer også, at vi har bygget en fast revolutionær base politisk, økonomisk og kulturelt, en pålidelig garanti for foreningen af vores fædreland og den endelige sejr for den koreanske revolution,« sagde Il-sung, der senere blev kendt som Den store leder.

Mandag overtog Kim Il-sungs barnebarn Kim Jong-un ansvaret for det »avancerede socialistiske system«, da faderen Kim Jong-il døde. Arven fra de to forgængere ligger langt fra Kim Il-sungs rosende ord. Det nuværende Nordkorea har ingen fast base — hverken politisk, økonomisk eller kulturelt. Tværtimod består arvegodset i kontrol med atombomber, international isolation og en forarmet befolkning, der kun lige akkurat holdes på benene. Genforeningen er ligeledes meget langt væk.

Afsporet Juche ideologi

Nordkoreas nuværende tilstand er en stærk kontrast til statens første år som selvstændigt land i slutningen af 1940’erne. Nordkorea var progressivt og indførte som et af de første lande lige arbejdsmuligheder for mænd og kvinder. Samtidig fik hele befolkningen stemmeret og love om arbejderes rettigheder. Den demokratiske udvikling foregik samtidig med en økonomisk. Landbruget blev kollektiviseret og effektiviseret, ligesom industrialiseringen blev fremprovokeret i en sådan grad, at andelen af arbejdsstyrken i industrien steg fra knap 20 procent i 1946 til over 50 procent i 1960. Der var vækst i de første år, men det kom ikke til at vare ved.

»Koreakrigen tog luften ud af udviklingen. De gode takter forsvandt igennem krigen og blev aldrig genskabt. I årene efter krigen så det ud til, at socialismens ideer virkede i Nordkorea, folk sultede ikke og havde job og bolig. Men i løbet af 60’erne, hvor Il-sungs magt konsolideres, begyndte den økonomiske nedtur, og folket mistede frihed,« siger Cheeyoung Kim, der er lektor ved Hana University i Seoul og er specialiseret i nordkoreansk hverdagsliv, til Information.

For at ensrette folket og understrege Kim Il-sungs magt blev Juche-ideologien indført. Juche betyder selvstændighed, og målet med ideologien var at skabe en selvstændig kommunistisk stat, som kunne stå alene, men spille sammen med de dengang kæmpe kommunistmagter Rusland og Kina.

Sådan beskrev Kim Il-sung selv ideen med Juche: »Etableringen af Juche betyder at holde fast i princippet om selv at løse alle revolutionens og konstruktionens problemer i overensstemmelse med de faktuelle forhold hjemme, og hovedsageligt ved ens egen indsats.«

Det storpolitiske mål skulle spejles i den enkelte nordkoreaner. Gennem propaganda skulle folket opfordres til at tænke selvstændigt — bare ikke for meget. I novellen Medrejsende fra 1960’erne beskriver en nordkoreansk forfatter, hvordan en landsbypige belønnes for et initiativ med at opdrætte karper i sin landsby, selvom det i udgangspunktet ikke var tilladt af partiet. Pigens selvop-ofrende og selvstændige lille oprør er godt for fællesskabet og belønnes derfor.

Selvstændighed har ikke haft meget at sige i Nordkorea uden for litteraturen. Den nordkoreanske befolkning er stærkt undertrykt, og den nationale selvstændighed i laser, og overlevelse har i flere perioder været et spørgsmål om nødhjælp udefra.

Rigtig selvstændighed

Med Kim Jong-ils død er håbet vakt for en ny og rigtig selvstændighed.

»Jeg håber, det bliver en ny start for Nordkorea. Men det kan gå i hvilken som helst retning nu,« siger Kim Taewoo, præsident for det koreanske institut for national genforening.

Hvad Kim Jong-un kommer til at stå for politisk, er usikkert. Han er et næsten ubeskrevet blad. Selv i en nordkoreansk kontekst fremstår den unge mand som et bemærkelsesværdigt mysterium. Inden hans far i september sidste år gav ham ledende positioner, havde Kim Jong-un aldrig været nævnt i Nordkoreas statsmedier.

Vil en så ung og ukendt leder være mere velegnet end sin far til at gennemtvinge forandringer? Eller vil en så ung og uprøvet opkomling, hvis eneste legitimitetsgrundlag lader til at være, at han er sin fars søn, være mere opsat på at bevise sin hårdhed for at tækkes landets militær? »Hvis Kim Jong-un føler, at hans magtposition er i fare, så kan han gribe til konfrontationer overfor omverdenen,« mener Kim Taewoo.

Paik Hak-soon, der er Nordkorea-kender fra den sydkoreanske tænketank Seejong, er overbevist om, at den nye leder vil være magtfuld: »Kim Jong-uns magt er tilstrækkeligt konsolideret til, at jeg ikke forventer interne magtkampe. Han blev introduceret for et års tid siden og har eliten bag sig, så der vil ikke være nogen grund til at optræde aggressivt udadtil,« siger han.

Nordkoreas udenrigspolitik under Kim Jong-il har fokuseret på at få maksimalt udbytte ud af sine atomare besiddelser, og flere eksperter mener, at det heller ikke er et aktiv, landet vil opgive efter Kim Jong-ils død. Det stærkeste kort, landet har, er truslen om angreb på specielt Sydkorea, og styret i Pyongyang har gentagne gange spillet kortet for at få indrømmelser fra omverdenen i form af økonomisk assistance og leverancer af energiressourcer.

De såkaldte sekspartsforhandlinger, der har som mål at få Nordkorea til at afvikle sine nukleare ambitioner, og hvor Nordkorea, Sydkorea, Kina, USA, Japan og Rusland deltager, har i længere tid været kuldsejlet.

Paik Hak-soon er dog forsigtig optimist omkring den videre udvikling.

»Problemerne, som Kim Jong-un vil få, vil være de samme, som dem hans far havde: Økonomisk udvikling og det såkaldte nukleare problem. Da økonomisk udvikling er vigtigt for at kunne brødføde folket, vil Kim Jong-un ikke vise sig angrebslysten på det atomare område. For at sikre landets stabilitet vil han derfor gå i forhandlinger, og han vil anstrenge sig for endelig at ende Koreakrigen og underskrive en fredstraktat,« mener Paik.

Hvis det opnås, vil han være tæt på sin farfaders oprindelige mål for Nordkorea.