Nu er den gal igen i Rusland. Der er meget galt, men jeg tror, jeg kan forsikre om, at det ikke er Putin, der har givet valgstederne besked på at fuske med resultaterne. Lige så lidt, som det er ham, der giver ordre til at henrette journalister og andre. Hvorfor skulle han dog det? Han sidder ganske solidt på magten, og så ville det i øvrigt i den grad være ude af trit med hans stil og hans inderlige og — tror jeg — oprigtige ønske om at gøre »Rusland til et moderne stat«.

Under den sidste ’rigtige zar’ — Nikolaj II — var der en engelsk politiker, der under et besøg i Rusland i en samtale med en russisk embedsmand lod en bemærkning falde om, at han ikke kunne forstå, hvorfor zaren var så uvillig til at imødekomme det liberale borgerskabs ønske om en forfatning. Denne svarede, at det ville man også gerne, men problemet var, at Rusland ikke var England. Med dette mente han, at man ikke bare sådan lige i en håndevending kunne omstille et århundreder gammelt autoritært system til et demokratisk. Magten i Rusland byggede i alt for høj grad på massernes frygt for Gud, zaren, godsejeren og politiet til, at den med et pennestrøg kunne fjernes. I en vis forstand kan man sige, at denne opfattelse blev bekræftet af den liberale, provisoriske regering, der var et produkt af Februarrevolutionen i 1917 og navnlig af dens nederlag til bolsjevikkerne.

Førmoderne tilstand

Rusland var, da Sovjetunionen faldt sammen indadtil i 1991, endnu mere ’førmoderne’, end det havde været under Nikolaj II. Ganske vist var der kommet storbyer, industri, landeveje, biler og atomraketter til, men såvel det økonomiske som især det politiske system kunne bedst betegnes som en specielt moderne og ondskabsfuld udgave af et feudalt system. Det lod sig heller ikke omstille fra den ene dag til den anden. Jeltsyn gjorde et mere eller mindre halvhjertet forsøg i halvfemserne. Han havde blandt andet en finansminister, der udtalte, at det gode ved kapitalismen var, at den ikke skulle bygges, men byggede sig selv. Altså fjernede magten angsten fra samfundet og lod ellers stort set stå til.

Det var naturligvis godt, at angsten forsvandt, men det var ærgerligt, omend forventeligt, at der ikke kom noget velfungerende system ud af det. Rusland blev efter alt at dømme reddet på målstregen af en statsmand af den russiske type — det var Putin — for hvem det, godt hjulpet af oliepriserne, er lykkedes ikke bare at holde sammen på staten, men også at blive den mest populære politiker i Rusland nogensinde. Hans mål var at skabe vækst og at få Rusland integreret i verdensøkonomien. Det er langt hen ad vejen lykkes, og det er han blevet belønnet for med folkelig opbakning.

Når det har knebet på det seneste — Putins parti fik kun omkring halvdelen af pladserne ved det seneste parlamentsvalg først i december — kan man sige, at det er fordi, han har sejret ad helvede til. Middelklassen, der udgør omkring en tredjedel af befolkningen, og som er den største, Rusland nogensinde har haft, var den, der gik på gaderne efter valget. Her har man nu fået tid til andet og mere end at tænke på dagen og vejen og på at tjene penge. Middelklassen er igen blevet politisk og er begyndt at stille krav.

Ikke fordi, man er utilfreds med det, man har opnået, men fordi folk ikke længere vil finde sig i den politiske kultur, der muliggør, at præsidenten og premierministeren endnu engang bytter stole. Det er simpelthen for pinligt. Dertil kommer naturligvis, og det er sikkert lige så alvorligt, at væksten, der har været høj de seneste ti år, er begyndt at tage af, og det rammer dele af middelklassen.

Putin burde komme disse kræfter i møde, for de er konstruktive og moderate.

Farlige kræfter

Problemet er, at de langtfra er alene. På sidelinjen står nationalbolsjevikker og andre vrede mænd, der vil Putin, kapitalismen og demokratiet til livs.

Der er næppe tvivl om, at vi bliver nødt til i endnu en årrække at leve med, at Rusland ikke er et demokrati i vestlig forstand. Skal vi få det bedste ud af det, kan det ikke nytte noget, at vi hele tiden peger fingre og råber ’Stalin’. Det er hamrende meningsløst og fornærmende at sammenligne Putin og Stalin, og det kan kun bruges til at skubbe russerne fra os. I stedet skulle vi gå i dialog, forsøge at se landets kolossale problemer indefra og give en hånd med, hvor vi kan. Det vil sige, så længe Rusland endnu er på vej væk fra fortidens totalitære stat, og det mener jeg — alt andet lige — at det er.

Erik Kulavig er lektor, Lic.phil., ved Center for Koldkrigsstudier, Syddansk Universitet.

Denne artikel er anbefalet af: