At høre sig selv synge kan for mange være ganske forfærdeligt. Alligevel tilskynder den tilstundende højtid de fleste af os til at synge, uanset hvor højt- eller lavtflyvende ens tro måtte være. Og man er vel tilsvarende mere modtagelig over for at lytte til noget mere ’ophøjet’ end i årets øvrige trummerum. Det følgende er derfor tænkt som en vejviser til frydefulde vokaloplevelser i den mørke højtid i Johann Sebastian Bachs mirakuløse samling af kirkelige kantater.
Krumtappen er dirigenten John Eliot Gardiner, en personlighed med en sjælden kombination af kunstnerisk format og musikvidenskabelig indsigt. Modtager af Léonie Sonnings Musikpris 2005, en foregangsmand i historisk informerede opførelser af musik fra barok til romantik, en kompromisløs arbejdsgiver med lige dele fans og fjender, for sådan må det jo være, når man er så langt fremme i skoen.
I julen 1999 begav John Eliot Gardiner sig ud på en omfangsrig pilgrimsfærd. Han havde sat sig for med sit kor og orkester at opføre alle Bachs kirkelige kantater i fortrinsvis tyske kirker på de søndage og helligdage i kirkeåret, de var komponeret til. Tænkt som en hyldest til den store mester, for det kommende år var 250-året for hans død. Uge efter uge blev koncerterne optaget, i første omgang af Deutsche Grammophon, som efter nogle måneder fik kolde fødder og trak sig.
Gardiner sørgede for at resten af projektet blev dokumenteret, han grundlagde sit eget pladeselskab, kaldet SDG efter Bachs motto: Soli Deo Gloria — Gud alene tilkommer æren.
Nu er der gået mere end et årti, udgivelserne er kommet pø om pø i lidt vilkårlig rækkefølge, og her i december er der sat punktum med det 27. og sidste album. Det er blevet nummereret som vol. 18 og indeholder de første optagelser fra december 1999 og januar 2000.
Lad mig eksemplificere Gardiners Bach-vandring med et par nedslag i denne sidste udgivelse.
Livsværket er hans uovertrufne Monteverdi Choir, som høres til overflod på de to cd’er. Det er med disse omhyggeligt udvalgte sangere som fasttømret medium, at Gardiner har ændret begreberne om, hvad ekspressiv korsang kan være. Der synges slankt og alligevel kraftfuldt, smidigt og virtuost, skarpt artikuleret og intoneret, altid med mærkbar begejstring for opgaven, der skal løses.
Mageløs altsanger
Koret står centralt i åbningssatsen i helligtrekonger-kantaten Sie werden aus Saba alle kommen.
Majestætisk og dramatisk, beskuende processionen med de tre konger, der bringer guld, røgelse og myrra, fulgt af et koncerterende orkester med vædderhorn, fløjter og skalmejer. Men Bachs ærinde er ikke at hylde den materielle rigdom, den nyfødte bliver begavet med. Først bassen Peter Harvey og dernæst tenoren James Gilchrist fremlægger budskabet om troens gaver, udtryksfulde i de argumenterende recitativer og klangskønt mediterende i arierne med de ledsagende oboer da caccia, Bachs hyrdeinstrumenter. Man fornemmer som helhed, at alt er blevet vendt og drejet, hvert ord, hver frase, hver klangfarve.
Julekantaten Christen, ätzen diesen Tag er, som Gardiner skriver i sin dagbog gengivet i bookletten, et gådefuldt værk, for der er tilsyneladende ikke meget jul over den. Ingen krybbe, ingen hyrder, ingen engle. Det er snarere»den højere enheds værk«, verdsligt og religiøst, med dansemusik og koral, i spontan livsudfoldelse og filosofisk refleksion. Også her stråler Monteverdi-koret om kap med Gardiners andet ensemble, De Engelske Baroksolister, udvidet med fire trompeter. Åbningspartiet mejsles ud i disse linjer: Kristne, æts denne dag i metal og marmorsten!
I dansende tredelt takt med rytmisk berusende korsang og musikanter i vedvarende bevægelse. Og derefter følger den største kontrast med pulsen nedsat til andagtsniveau, et strygerakkompagneret recitativ om menneskenes uforstand og guddommens ydmyge inkarnation, mageløst foredraget af den argentinske alt Bernarda Fink.
Og Bach svinger pendulet tilbage til juleglæden i to duetter, sopranen Claron McFadden og bassen Die-trich Henschel i ømt svungne linjer med en obosolist, tenoren Christoph Genz og Bernarda Fink i opstemte koloraturer, der sætter orkestret i affekt. For så at ende med en lovprisning for hele herligheden, som såmænd kunne have fået en plads i Bachs Juleoratorium, swingende, jublende og overvældende smukt. Så er der vist ikke plads til flere superlativer, men sådan forholder det sig faktisk tilsvarende — i mere eller mindre grad, naturligvis — med de 164 andre kantater i John Eliot Gardiners prægtige pilgrimsfærd. Det er en åndspræstation af dimensioner, som kunne give stof til berigende lytning i resten af dit liv.
Johann Sebastian Bach: ’Kantater’. Monteverdi Choir. English Baroque Soloists. Dirigent: John Eliot Gardiner. www.solideogloria.co.uk








Kommentarer
Jeg er da glad for at Information igen beskæftiger sig med klassisk musik, og jeg vil straks erkende at Valdemar Lønsted har meget at have det i og at jeg har uendelig lidt. Alligevel må jeg konstatere at jeg ofte ikke deler hans begejstring for de
“historisk informerede opførelser.” I tilfældet Bach synes jeg tilgangen generelt resulterer i at musikken mister sin spiritualitet og sin karakter af forkyndelse. I Bachs
kantate, Christ Lag in Todesbanden finder man følgende vers:
Christ lag in Todesbanden
Für unsre Sünd gegeben,
Er ist wieder erstanden
Und hat uns bracht das Leben;
Des wir sollen frölich sein,
Gott loben und ihm dankbar sein
Und singen halleluja
“Des wir sollen frölich sein” - vi skal være glade, og den glæde skal udtrykke sig i musikken. Lyt til Karl Richters gamle indspilning og så til Gardiners. Hvilken er mere medrivende?
https://www.youtube.com/watch?v=IAcuLI5_TjM&featur…
https://www.youtube.com/watch?v=9E3Z3fnU3eo&featur…
Den efterfølgende vers drejer sig om menneskets tidligere forsvarsløshed over for døden. Jeg finder at Richters fortolkning i sangen understreger det uhyggelige i dødens fortidige magt, mens basgangen antyder at døden er overvundet. Gardiners fortolkning oplever jeg som slæbende.
https://www.youtube.com/watch?v=-F5G-O3Fphk&NR=1&f…
https://www.youtube.com/watch?v=UxsffBIRRJo
Jeg er som nævnt glad for den klassiske musiks genopstandelse i bladet, men jeg kunne ønske mig at anmeldelserne blev uddybet med henvisninger til andre indspilninger/fortolkningsmuligheder. I mange tilfælde vil vi kunne høre nogle af disse på YouTube. Så kunne Valdemar Lønsted bedre illustrere hvad han mener og samtidig give læserne et kvalificeret sammenligningsgrundlag. Der er så mange gode, gamle indspilninger, og hvis en kvalificeret musikkender som Lønsted ikke skriver om denne musikskatte og nogle af de store navne den indeholder, vil mange især yngre læsere aldrig kunne stifte bekendtskab med dem.