Det ligner efterhånden en regulær subgenre: amerikanske ensemblefilm om forliste familier, der under et bryllup river hovederne af hinanden. I de senere år har vi fået vellykkede værker som Margot at the Wedding og Rachel Getting Married, og til dem føjer sig nu en film med den stærkt ironiske titel Another Happy Day, som er skrevet og instrueret af veteranfilmmageren Barry Levinsons 26-årige søn Sam.
Netop følelsen af deja-vu er blandt Levinson den yngres udfordringer: Filmens præmis og persongalleri har mere end et strejf af skabelon, fra et facadefikseret kvindeligt familieoverhoved til Elliot, en ultrabegavet, utilpasset og sortklædt teenager. Til alt held spilles disse to figurer af henholdsvis Ellen Burstyn og Ezra Miller, som formår at hæve dem over det stereotype.
Uhomogen persontegning
Filmens hovedproblem er, at den debuterende instruktør ikke synes at have tillid til, at hans historie er stærk nok. Flere scener er præget af skuespil(lere), der ivrigt pointerer, hvor hårdt de her mennesker faktisk har det — i stedet for at lade vores sympati med dem spire stille og roligt. Det er primært Ellen Barkin, der i øvrigt for 30 år siden medvirkede i Barry Levinsons fine ensembledebut, Diner, som tegner sig for denne udvendige form for lidelse.
Hvis meningen med det håndholdte kamera er at få de fiktive begivenheder til at tage sig mere autentiske ud, er det et greb, som modarbejdes af filmens uhomogene persontegning. Figurer som Elliot, hans yngre bror og ældre søster fremstår ægte, mens en bifigur hvis brystmål klart overstiger hendes intelligenskvotient, er så skingert endimensional, at hun ligner en perfid vittighed fra Levinsons side.
Zombie-adfærd
Til gengæld har debutanten flair for at få komplicerede replikker til at lyde naturlige eller næsten. Dialogen er ofte glimrende, som når Elliot om sin bedstefar bemærker, at »han falder i søvn til Fox News, hvilket er definitionen på zombie-adfærd«.
Der er også mindst en halv snes perfekt observerede små episoder undervejs, lettere absurde snapshots fra en cirkusagtig familiekomsammen.
Konklusionen er derfor, at Another Happy Day ofte ligner et postulat, men akkurat rummer tilstrækkeligt med gode takter til, at man gerne vil følge unge Levinsons fremtidige filmfærd.
Another Happy Day. Instruktion og manuskript: Sam Levinson. Amerikansk (Vester Vov Vov i København, Café Biografen i Odense, Biffen i Aalborg samt tre biografer i provinsen den 25. december)








Kommentarer