Den overbetonede selvglæde

Et mundtligt mediesprog markerer sig. En elektronisk retorisk jargon, som ikke findes andre steder end i reklamer. Ikke så meget de enkelte ord eller vendinger, den side af mediesproget er ikke så anderledes end livet udenfor, skønt man også her kan undre sig. Men følgende betragtninger er ikke en jammer over sprogets vokaludvikling eller skridninger i ords betydning eller nye ord i dansk eller bekymring over domænetab. Det handler om sproglogik og indhold.

Man kan analysere det elektronisk formidlede sprog i tonefald, tonegang og indhold, som ikke kan skilles fra formen. Det særlige tonefald hører man for eksempel i DR’s selvpræsentation, hvor de værter, der annoncerer programmerne, anlægger en stil, der polemisk sagt lyder som forsøg på at lokke børn i fordærv. Tankevækkende radio er lige med tsang·gevæggene ra·djo med nedtone på tsang·- og ra·-. En morgen siger speakeren og kursiv er betoningerne: »Guldkoncerten præsenteres af DR’s stærke musikværter! Koncerten er ultimativ, fordi symfoniorkestret spiller to af verdens største komponister Brahms og Schubert.« De spiller samtlige symfonier, siger hun. Smilet i stemmen lader sig ikke gengive i lydskrift, men en vigtig ingrediens i den sensationaliserende infantilisering af sproget, hvis formål formentlig er at fremstå indbydende. Hvorfra den idé stammer, at det netop skal lyde på dén måde og ikke som neutral og nøgtern konstatering: at orkestret spiller dit og dat, hvilket jo ikke er så usædvanligt for orkestre, er ikke godt at vide. Det er ikke nok, at det er Brahms og Schubert. De skal nævnes som verdens største. Som Storm P. siger: »Undskyld jeg banker på med venstre hånd. Mit navn er Nok!«

Vanvittige betoninger

Den retoriske stil, DR anlægger, må udspringe af beslutninger, da ingenting i verden — end ikke lommeuld — kommer af ingenting.

TV Avisens forsøg på at afspejle dynamik ved, at værterne render rundt i studiet er også en redaktionel beslutning, hvor bevægelsen kun fortæller seeren, at studieværten i dagens løb ikke har brækket benet. En funktion i saglig forstand har rundturene ikke. Disse bevægelser, som på et tidspunkt bliver forkastet til fordel for en ny revolutionerende idé, nemlig at lade studieværten sidde ned, henhører under begrebet tonegang, ligesom gestik også har hjemme der. Studieværterne bevæger ofte hænderne i udadgående små konvulviske kvartcirkelbevægelser utvivlsomt af angst for ikke at virke stive og kedelige og for at drive pointer hjem. Men ligesom betoningerne har bevægelserne ikke forbindelse til indholdet. Gestikken får blot seeren til at tælle gestus og/eller distraheres i forhold til en i forvejen stærkt overbetonet tekst. Den er som regel vanskelig at begribe, fordi de dynamiske tryk på alt for mange enkeltord afsender falske anvisninger på sætningernes indhold.

Ubehjælpsomhed

I mange år har eksempelvis TV 2 været underlagt et dogme, der også har påvirket DR, og som siger, at der skal være mindst et hørbart dynamisk tryk i hver sætning. Mindst ét, gerne flere: »Danmark har i næste halvår formandskabet i EU.« Efter i tre minutter at have talt om en eventuel folkeafstemning slutter studieværten indslaget: »Politikerne skal i den kommende tid tage stilling til, om vi skal have en folkeafstemning.«

Javel, tænker lytteren, jeg troede, vi skulle have juletræsfest.

Disse ofte vanvittige betoninger er det man kalder sammenlignings- eller modsætningstryk, og de kan være stærkt betydningsbærende i sætningen. Eller vildledende. Den gamle mand i modsætning til den unge mand. Betoningen er overflødig, modsætningen ligger i selve: ung/gammel. Det er ikke svært at høre forskel.

Når mere komplicerede sagsforhold er under behandling, fortabes betydningen nemt helt og aldeles, eftersom betoningerne producerer falske modsætninger. Hvis man vil markere, at manden er gammel, men siger: Den gamle mand, så fungerer trykket som modsætning til kvinde, i denne sammenhæng en helt anden historie.

Overbetoninger og tonefald a la børnelokker eller sælger af slangemedicin er udtryk for programpolitik. Hvordan en elektronisk redaktion opfatter sig selv, måles ved den sproglige form. Hvad ellers? Ubehjælpsomhed kan afspejle hensigt uden at bevise kunnen og dermed antyde, at det sidste ikke har vægt frem for intentionen. Intentionen er måske dynamik, da det sproglige udtryk lægger vægten dér. Dynamik og veloplagthed — der imidlertid stiller sig i vejen for sproglig præcision og forståelighed. Stationen demonstrerer herved, at faglighed ikke er så vigtig. En dygtig musikformidler vil ikke kalde Brahms og Schubert for »to af verdens bedste komponister«.

Absurd og misvisende målestok

En absurd og misvisende målestok, hvis mening er at promovere DR som den fandens karl frem for musikken: Det, vi sender, er altid verdens bedste, uanset at det måske i virkeligheden ikke er særligt fremragende, men det er det, så længe vi bare siger: »Live de luxe« og »guldkoncerter« og »fanden og hans pumpestok«. Reklame kalder ikke just på selvkritik. Dén er imidlertid forudsætning for public service. Ergo er DR ikke public service, men overbetonet reklame. For sig selv. Reklame er udsagn, og udsagn i medierne er programpolitik. Husk det.