Er man helt pjattet med talende, syngende og dansende pingviner af den computeranimerede art, er der muligvis idé i at se denne 3D-toer. Man får i al fald fornemmelsen af, at filmens skabere formoder, at Happy Feet-universet i sig selv er publikumsmadding nok. Det var det dog ikke for denne anmelder, der godt kunne have brugt noget så basalt som et plot — især fordi det selv for et miljøbevidst menneske er svært at investere følelser i pingviner. En gennemført dybfrossen ørkenvandring er der dog ikke tale om, da den tidligere Mad Max-instruktør (!) George Miller og co. frysedisker op med meget smukke billeder af det animerede Antarktis samt et par fængende musicalnumre. Og så er næsten alle filmens sjove replikker samlet i en sidehistorie om et viljestærkt og filosoferende krebsdyr, der næppe tilfældigt hedder Will. Will sætter spørgsmålstegn ved alt det, de andre i stimen tager for givet, og vil ikke længere finde sig i at være i fødekædens bund. Det rejser følgende spørgsmål: Hvis frøen Kermit vitterlig er kommunist, hvor på den politiske skala befinder krebsdyret Will sig så?

Happy Feet 2. Instruktion: George Miller. Manuskript: George Miller, Gary Eck, Warren Coleman og Paul Livingston. Australsk (86 biografer landet over den 25. december)