Opslag til denne artikel

Emneord:finanskrisen, finanssektoren, pengeinstitutter, økonomi
Steder:Danmark

Ved finanskrisens begyndelse i 2008 var der en vis åbenhed over for at tage et grundlæggende opgør med den særlige finansindustri. Den var blevet bygget op gennem årtier, men viste sig nu at true selve den økonomiske stabilitet. Men de færreste politikere og borgere kan overskue de komplekse problemstillinger, og debatten blev reduceret til teknikaliteter mellem tilsynsmyndigheder og bankernes lobbyister.

I dag tjener mange af de største internationale banker igen styrtende med penge, de forkætrede bonusser flyder som før, og spekulationsvirksomheden er genoptaget i fuldt omfang.

De mest populære forklaringer er grådighed og svigtende kontrol. Disse forhold spiller bestemt en rolle, men der er grund til nøjere at undersøge den tænkning, der ligger bag opbygningen af finansindustrien.

Verdens dummeste idé

Fra begyndelsen af 1980’erne bredte der sig en tro på markedet som den overlegne regulator af snart sagt alt. Den sovjetiske planøkonomis sammenbrud førte os over i den modsatte grøft, hvor enhver statsregulering i princippet blev set som en forstyrrende hindring for markedets egen evne til at finde balancer og løse problemer.

Med Reagan og Thatcher i spidsen begyndte man at deregulere ikke mindst de finansielle virksomheders vilkår. Det fortsatte indtil finanskrisen brød ud. Et nyt erhvervsøkonomisk paradigme blev snart helt dominerende: Shareholder value.

Påstanden er, at en virksomheds vigtigste, ja sågar eneste, formål er at skabe maksimal værdi til sine ejere (aktionærer — shareholders). Alle andre formål er underordnet dette.

For at praktisere shareholder value begyndte virksomhederne at optimere driften på en langt mere aggressiv måde end tidligere. Det førte bl.a. til massiv udflytning af produktion til lande med billig arbejdskraft og svag miljølovgivning.

Men endnu vigtigere var skabelse af positive forventninger til virksomhedens fremtid — de får nemlig en virksomheds aktiekurs til at stige, og dét er præcis det, aktionærerne er interesserede i. Det giver langt mere til ejerne end det gammeldags overskud, som tager år at tjene.

Skabelse og vedligeholdelse af positive forventninger fordrer, at der til stadighed tages strategiske skridt, som f.eks. opkøb, frasalg, effektiviseringer og fyringer, annoncering af nye produkter, der måske kun er på tegnebrættet osv.

Stigende aktiekurser giver mulighed for store fortjenester ved f.eks. et salg af virksomheden. De nuværende ejere får mulighed for ikke blot at indkassere nutidens fortjeneste, men også en stor del af fremtidens! Virksomhedens ledelse profiterer i form af aktieoptionsprogrammer og får dermed en interesse i at skabe endnu højere forventninger.

Dereguleringen og shareholder value var en giftig cocktail. Gradvist eroderede interessen for virksomhedernes opgaver og løsningen af dem, for i stedet at samle sig om evnen til at skabe fortjeneste til aktionærerne — på kort sigt vel at mærke. Lønmodtagernes pensionskasser holdt sig ikke tilbage med at presse på.

Almindelig forretning?

General Electrics direktør i perioden 1981-2001, Jack Welch anses for at være en hovedophavsmand til shareholder value-tænkningen. I et interview med Financial Times (12. marts 2009) betegner han nu shareholder value som »verdens dummeste idé«.

Med dette tankesæt blev det almindeligt at betegne en bank som en forretning som enhver anden. ’Banker er sat i verden for at tjene penge,’ sagde mange.

Bankerne deltog ivrigt i kapløbet om aktionærernes gunst. Bankerne voksede via fusioner og opkøb, de ekspanderede ud over deres oprindelige område (lokalt, nationalt eller formålsbestemt), finansielle supermarkeder blev mulige med dereguleringen. Gamle dyder som ekstra soliditet blev anset for at være sløseri med aktionærernes værdier — havde en bank f.eks. dobbelt så meget kapital som nødvendigt efter loven, betød det jo, at den ikke udnyttede sit potentiale til at drive forretning godt nok. Der var plads til meget mere forretning med den samme kapital.

Finansindustrien blev en uhyggelig konkurrent til de ’gamle’ produktionsvirksomheder, når det gjaldt investorernes gunst og om at tiltrække de skarpeste hoveder. Det var ganske enkelt for nemt at tjene hurtige penge på finansiel virksomhed.

At bankerne har en opgave i samfundet, trådte i baggrunden. Bankerne formidler opsparing til dem, som ønsker at sætte ny aktivitet i gang, og som derfor behøver kredit. Nogle har flere penge end ideer, andre har flere ideer end penge. Det er bankernes opgave at udføre formidlingen mellem de to grupper og dermed også udvælge de låntagere, der har de nødvendige evner.

Mange pengeinstitutter blev grundlagt med det primære formål at løse denne opgave — og ikke primært for at tjene penge. Det gælder f.eks. de mange lokale spare- og andelskasser — og også en række banker — der faktisk blev grundlagt for at styrke udviklingen i et lokalområde. Borgerne spurgte sig selv: Hvorfor sende pengene ind til banken i storbyen — de sender jo ikke pengene tilbage til vores landsby? Vi har mere gavn af selv at tage hånd om opsparingen ved at grundlægge vores egen sparekasse!

Sparekassens formål er at styrke udviklingen af lokalområdet. Det er det, den er sat i verden for. Det er dens opgave. Det er ikke i modstrid med, at den selvfølgelig skal drives forretningsmæssigt fornuftigt — ellers kan den jo ikke eksistere. Men det er ikke dens opgave at være en forretning.

Sæt grænser for banker

Et mere robust bankvæsen vil kræve, at en ny forståelse for bankernes samfundsmæssige rolle breder sig blandt borgere, politikere og i erhvervslivet.

Fokus skal være på løsning af behov i realøkonomien. Det demokratiske samfund må beslutte sig for, hvilket bankvæsen, man vil have. Bankernes virksomhed hviler via lovgivning på en kontrakt med samfundet: De har eneret på at modtage indskud fra offentligheden. Bankerne løser en samfundsopgave ved at tilbyde borgere og virksomheder en sikker placering af deres penge og samtidig kanalisere denne kapital over i relativt sikre udlånsfordringer, der skal medvirke til at skabe ny aktivitet i samfundet.

Selve det medium, bankerne arbejder med — penge — er i udgangspunktet også skabt af samfundet gennem centralbankernes pengeudstedelse. Hensigten med udstedelsen af penge er at lette omsætningen af varer og tjenester, samt at gøre det lettere at investere i ny produktion og infrastruktur. Hensigten har aldrig været, at pengene skulle være et spekulationsmedium — at man skulle tjene penge på penge.

Der er derfor intet odiøst i, at det demokratiske samfund sætter grænser for bankerne — de har ikke erhvervet en ’ret’ til at f.eks. at udøve spekulationsvirksomhed.

Værn mod nye kriser

Følgende punkter er et bud på, hvor man bør tage fat, hvis man vil sikre et samfundsgavnligt bankvæsen:

•Mindsk de finansielle spekulationer: Finansielle serviceudbydere må i fremtiden fokusere stærkere på behovene i den virkelige økonomi frem for spekulation og handler med finansielle instrumenter, der ikke giver samfundsværdi. Succeskriteriet er en klar reduktion af finansielle instrumenter og spekulation, der ikke bidrager til at fremme reelle investeringstiltag. En skat på finansielle transaktioner kan være et element.

•Forebyg boligbobler: Det er ikke nok at holde inflationen på forbrugerpriserniveau. Også inflationen i priserne på aktiver som f.eks. boliger må holdes på et niveau, der ikke overstiger den almene inflation. Inflation i prisen på aktiver har en klar tendens til kraftigt at øge udlånet og gøre økonomien afhængig af tilførsel af lånte midler.

•Luk skattely: Det internationale samfund må sørge for at lukke offshore finanscentre og skattely. Under finanskrisen har regeringerne — og dermed skatteyderne — overalt i verden måttet tilføre midler eller garantier til finanssektoren, samtidig med at investeringsbehovet for bl.a. klimavenlig kollektiv trafik og vedvarende energi er enormt. Derfor er det særlig vigtigt, at samfundets beskatningsgrundlag ikke undermineres.

•Reducer størrelsen af de finansielle institutioner: Det må ikke være muligt at skabe institutioner, hvis størrelse truer systemet med kollaps i krisesituationer. Læren fra Island bør tages alvorligt, og de nødvendige reguleringer foretages. Samfundet har reelt ikke behov for megabanker, da de største virksomheder allerede skaffer deres lånekapital via f.eks. obligationsudstedelser.

•Styrk objektiviteten: Reglerne for kreditoplysningsbureauer, eksempelvis de ratingbureauer, der gav subprimelånene i USA topkarakterer, skal sigte på at undgå interessekonflikter. Det er stadig få private ratingvirksomheder, der reelt styrer en lang række markedsdeltageres handlinger gennem tildeling af karakterer.

•Øg gennemsigtigheden: Reglerne for gennemsigtighed for finansielle transaktioner skal leve op til betingelserne i ovenstående lovgivningskrav. Man skal målrettet prioritere forbrugernes og borgernes langsigtede interesser frem for aktionærernes kortsigtede fortjeneste. Fokus skal være på de grundlæggende principper. Unødvendig og kompliceret detailregulering skal undgås.

•Less is more: Udformningen af finansielle produkter skal være enkel, både med hensyn til hvordan de fungerer og til deres tilhørende kontraktbestemmelser. Gennemsigtighed er nøglen til at overvinde den nuværende krise og til frem for alt at undgå fremtidige kriser.

 

 

Lars Pehrson er administrerende direktør for Merkur Andelskasse

Fakta: Sådan skabtes finanskrisen

Årsagen til finans­krisen kan spores til et tankeskift, der begyndte i 1970’erne og start-1980’erne. Det har ført til, at:

Markedet ses som en regulerende faktor, der er alle andre faktorer overlegen, ligesom en ideologisk motiveret deregulering er blevet gennemført.

Virksomhederne skal ikke længere primært dække reelle behov. De skal i stedet generere størst mulig værdi til ejerne på kortest mulig tid.

Det gælder også bankerne. De har mistet fornemmelsen for deres særlige position i samfundet som fordeler af kapital til virksomheder, byggeri m.m.

Konsekvensen er, at bankerne er mere og mere transaktionsorienterede og opfinder nye finansielle produkter, der lever deres eget liv. Rådgivere forvandles til sælgere, og en særegen bonuskultur udvikler sig, især i USA og Storbritannien.

Grådighed er indbygget i selve forretningsmodellen og det tankesæt, der ligger bag. Den kan ikke affejes som isolerede menneskelige fejltrin.
Direktører og andre medarbejdere skulle være grådige ellers misligholdt de deres forpligtelser over for ejerne. De grådigste blev i de glade dage fejret som helte og fik priser etc.

Også makroøkonomiske forhold spiller ind. Hvis man tillader bobler at komme ud af kontrol, er det vanskeligt samtidig at forlange, at det finansielle system skal være stabilt. Langt hen i forløbet er bobler bekvemme for politikerne og populære i befolkningen. Stigende ejendomspriser giver ejerne en følelse af rigdom, de kan belåne friværdier og købe forbrugsgoder. Det skaber beskæftigelse, og når danskerne køber for lånte penge, vælter kronerne ind i statskassen.

En række tiltag, som hver for sig virker uskyldige, pustede luft i den danske boligboble. Det danske realkreditsystem fremhæves af mange for dets gennemsigtighed og enkelhed, men dereguleringer gav mulighed for først variabelt forrentede lån, siden afdragsfrie lån. Det fik huspriserne til at stige. Oveni var renten lav op gennem 00’erne, og som om det ikke var nok, blev der deklameret et skattestop, som forhindrede skatterne på fast ejendom i at følge med prisudviklingen. Der blev hældt benzin på bålet.

Denne artikel er anbefalet af: