Da Václav Havel var i København i 1991 for at modtage Sonningprisen, holdt han en tale, som han kaldte Magtens fristelse. Hvorfor længes mennesker efter politisk magt? spurgte han retorisk og angav tre grunde:
•De tror på bestemte værdier og idealer og vil kæmpe for dem.
•De har en naturlig trang til selvbekræftelse.
•De får en bred vifte af privilegier, som de nødig giver afkald på igen.
Det vil være spild af dyrebare timer, hvis en præsident selv skal løbe byen rundt og købe mad, når han har betydningsfulde gæster. Det har han folk til. Hvis han skal være effektiv, må han også have en chauffør, en særlig tid hos tandlægen osv.
Men det kan også kamme over. Derfor kræver det en særlig ren moral at være politiker. Den havde Václav Havel, og derfor blev han en elsket person, skabt af samme stof som Sydafrikas Nelson Mandela. Folk klappede spontant, da hans afsjælede legeme forleden blev kørt gennem Prag, og ved begravelsen i morgen vil mange utvivlsomt fælde en tåre. Anledningen er sørgelig, men varmen omkring hans eftermæle er stærk og smittende. Tårerne vil dog være for intet at regne mod det vandfald af gråd, Kim Jong-ils død udløste i den parodi på en nation, som Nordkorea er. Dér forstår man kunsten at græde i kor.
Havel skrev teaterstykker næsten til det sidste. Alligevel udtalte hans eksilerede landsmand, forfatteren Milan Kundera: »Václav Havels vigtigste værk var hans liv«.
Det vil mange skrive under på, mens en del danske fans nok ikke bryder sig om at tænke på, at han sluttede op om invasionen i Irak, men det gjorde han altså. I nattens mørke indledte amerikanerne i øvrigt forleden tilbagetrækningen af deres styrker, og det var både de selv og irakerne glade for.
Klog beslutning
Om den socialdemokratiske fødevareminister, Mette Gjerskov, er inspireret af Havels tale i København er ikke til at vide, men hun brugte samme argumentation som ham for at forsvare sin rygekabine. En minister skal ikke bruge dyrebar tid på at rende ud og ind af sit ministerium, hver gang hun er røgforlegen.
Den indstilling rakte ikke langt, for reaktionerne var voldsomme. Efter at have forsvaret sig bravt med, at vælgerne vidste, at hun var ryger, trak hun lynhurtigt piben ind og tilbød at betale de 33.744 kroner, kabinens pris, af egen lomme. Hun kunne også have henvist til, at mange ministre omgiver sig med dyre designermøbler, men det undlod hun klogeligt, for når antirygerne først er på krigsstien, er man solgt.
De politiske orakler Mogensen og Christiansen var inde på, at hun kunne have vendt rygningen til sin fordel, men landede på, at hun trods alt havde en dårlig sag.
Det hjalp kun lidet, da det kom frem, at også Lars Løkke også havde indkøbt et dyrt rygermonstrum til Statsministeriet, for han er jo forhenværende, og så er det knap så brugbart skyts.
Mette Gjerskov havde indkøbt apparatet, før Mogens Lykketoft dekreterede forbud mod rygning på de folkevalgtes enkeltmandskontorer.
Godt initiativ
Samme Mogens Lykketoft vil som formand for Folketinget have mere gang i debatterne inde på Christiansborg. De er simpelthen for kedelige, hvilket enhver seer kan forvisse sig om. Det er bestemt et udmærket initiativ. Demokratisk var det et stort skridt fremad, da tv begyndt at maraton-transmittere debatterne i salen, men udsendelserne kan i seertal ikke matche dem med håndboldpigerne fra Brasilien, tværtimod er de yderst beskedne. Hvad er en debat om buskørsel på en nærmere angivet strækning på Fyn mod en superredning af Christine Pedersen?
Hvis de for alvor skal engagere seerne, må der mere til. Lykketoft forestiller sig, at partilederne stiller op en fast dag hver uge, hvor de store ting så diskuteres. Det går ikke uden toppolitikerne, mener han.
Inspirationen er hentet i det britiske underhus, hvor der bliver gået til vaflerne, så man føler sig hensat til samme lands berømte varieteer, hvor der er jubel og der buhes, så det er en fornøjelse.
Men i så fald bør man engagere Clement Kjersgaard til at styre gemytterne. Dog, mindre kan gøre det. Hvis partilederne kan hæve debatterne op over de daglige fortrædeligheder, vil meget være vundet.
Tak til dna
Livets alfabet har man kaldt dna-aftrykket, der blev taget i anvendelse som bevismateriale af politiet i begyndelsen af 1990’erne, og som har fældet den såkaldte Amagermand.
Beboere på Amager bryder sig af gode grunde ikke om betegnelsen, idet de mener, den bringer øen i miskredit, men noget skulle man kalde ham, så længe der var navneforbud, og så lå betegnelsen lige for.
Gud ske tak og lov for dna-molekylet, der sammen med overordentligt stærke beviser førte til en domfældelse. Der blev klappet i retssalen, da livstidsdommen i går blev forkyndt. Især var de fire kvinder, som blev voldtaget på Ingolfs Allé, lettede.
Heldigvis for beboerne på Ingolfs Allé er denne vej kendt for noget helt andet: Her blev forfatteren Klaus Rifbjerg nemlig født for 80 år siden.
Kommentarer