I morgen vil vi alle sidde rundt om et veldækket julebord i familiens skød, mens far vil skære fjerkræet for i dampen fra de brunede kartofler og den blævrede sovs. Vi vil nyde hinandens selskab, være sammen og snakke, indtil den første bøjer nakken for at konsultere sin smartphone og så den næste og endnu én, indtil et lyshav af illuminerede firkanter stråler om kap under bordet og mormor, som er alderspræsident, må slå i bordet og bede hele selskabet om at kigge op og »være lidt nærværende«.
Men passer det, at vi ikke er nærværende, når vi begraver hovedet i vores mobile apparater? Både ja og nej, siger evolutionspsykolog og postdoc ved Syddansk Universitet Jill Byrnit.
»Det, vi giver køb på nu, er et eksklusivt nærvær med andre. Men det, vi åbner for, er et nærvær med alle, vi kender. I stedet for nærvær i dybden har vi fået nærvær i bredden,« siger hun.
Jill Byrnit har i flere år observeret både menneskers og abers sociale relationer og mener, at den måde, vi definerer nærvær imellem mennesker på, historisk set er ret ny — og under forandring.
»I dag går vi ind og ud af relationer hele tiden, og på en interessant måde minder det faktisk om den måde, chimpanser er sammen på. De går rundt i regnskoven og støder spontant ind i andre chimpanser fra deres flok, som de følges med i ti minutter eller tre uger, indtil de møder en anden, som de hellere vil være sammen med. Men de ved hele tiden, hvem der hører til flokken. Og det er lidt den samme måde, vi er begyndt at være sammen på. Vi er kun sammen, indtil en ny telefon ringer, eller der kommer en sms eller en besked på Facebook. Men det positive er, at når telefonen ringer, så er der en anden, vi indgår i en relation med,« siger Jill Byrnit.
I det kolde nord
Problemet er, forklarer hun, at vores definition af nærvær ikke sådan lader sig ændre fra dag til dag, og at vi derfor står over for en generationskonflikt med forskellige opfattelser af, hvad nærvær er. Det er et reelt problem, som kræver løsninger, medgiver hun — men hun fastholder samtidig, at der ikke er historisk belæg for, at den gamle form for nærvær skulle være mere rigtig end den spirende nye. Og går man til andre dele af verden, viser det sig også, at vores forestilling om nærvær som et eksklusivt møde, der kræver både øjenkontakt og tilstedeværelse, ikke er en universel, men en lokal konstruktion.
»Hvis du tager til Mexico, er der en helt anden tradition for, at man bor mange mennesker sammen, og at dørene hele tiden går op, så der kommer andre ind i rummet og måske tager del i samtalen. Bare det, at det er varmere, betyder, at det er begrænset, hvor længe man bliver siddende indenfor. I Skandinavien er det anderledes. Her er koldt, og vi bor færre mennesker sammen, så vi er vant til at samtalen normalt ikke bliver afbrudt — men det er et kulturelt fænomen,« siger hun.
Det betyder dog ikke, at Jill Byrnit er ubekymret. Den teknologiske udvikling kræver fælles spilleregler, mener hun, og så længe de ikke er fastlagt, vil der opstå modsætninger — og de kan være svære at forsone.
»Det er enormt generende, når nogen pludselig melder sig ud af det fælles rum og træder ind i et privat,« siger filosof Arno Victor Nielsen, der ikke er begejstret for vores generelle omgang med den ny teknologi.
»Så sent som i går var jeg til et selskab, hvor der sad en voksen mand i gang med sin smartphone, og det er efter min mening totalt uacceptabelt. Men vi må nok indstille os på, at når teknologien kommer brasende ned over os, så går der noget tid, inden vi har lært at bruge den ordentligt,« siger han.
Men det er nok for meget at håbe på, mener forfatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders.
»For der har jo altid været terrorister, der kunne spolere en god diskussion ved julemiddagen ved at rejse sig op og slå et eller andet op i et leksikon. De var bare papirterrorister i stedet,« siger han og understreger, at det ikke er teknologien, men os selv, der er problemet, når vi ikke formår at styre vores afhængighed. For »en smartphone er aldrig smartere end sin ejer.«
»Der vil altid være nogle, der har deres opmærksomhed rettet andre steder hen. Men ham, der tjekker Facebook, mens han egentlig skulle tale med dig, er den samme som ham, der, i stedet for at kigge på dig, konstant har sin opmærksomhed rettet mod cafeens hoveddør for at se, om der skulle komme nogle dejlige damer ind ad den. Det er ikke teknologien, men manden den er gal med,« siger Tor Nørretranders.
Nærvær og næsten
Men hvis Jill Byrnit har ret, kan man så ikke forestille sig, at vi på én gang kan være fraværende for dem, vi er fysisk nærværende med, mens vi til gengæld er nærværende for dem, der er fysisk fraværende?
»Man kunne godt være fræk at mene, at jeg har et gammeldags begreb om, hvad det vil sige at være nærværende,« medgiver Arno Victor Nielsen.
»Men jeg mener ikke, man kan komme uden om, at nærvær er lig med et kropsligt situeret nærvær — og det kan man ikke få, hvis den anden samtidig sidder og kommunikerer med et andet menneske via sms. Den anden er muligvis til stede med sin krop, men man ved, at hans bevidsthed befinder sig et andet sted — og det er jo den hele person, vi er interesserede i at være sammen med,« siger Arno Victor Nielsen.
Han mener vores nærhedsbegreb er fænomenologisk bestemt og ikke bare sådan lader sig omdefinere.
»Tag spædbarnet som eksempel,« siger han og forklarer, hvordan små børn altid er fuldstændig klar over, hvornår der rettes opmærksomhed mod dem — og at behovet for netop dén type fysisk nærvær er altafgørende for deres overlevelsesevner.
»Af samme grund er vi som voksne mennesker også fuldstændig klar over, hvornår vi har andres opmærksomhed. Og derfor tror jeg heller ikke, vi nogensinde vil begynde at tilpasse os en anden omgangsform. Der findes visse absolutter, som ikke er historisk foranderlige, og det er sådan noget som nærvær med et andet menneske. Man ved præcis, hvornår man har kontakt, og hvornår man ikke har det,« siger filosoffen.
Er du sur?
Det er en melodi, psykoterapeut Michael Rasmussen kan synge med på. Siden 1996 har han som direktør for Udviklingshuset udviklet behandlingstilbud mod internetafhængighed (IAS), som med hans egne ord er »et af de hurtigst voksende afhængighedsmisbrug herhjemme« og et problem, som kun blevet værre med udbredelsen af smartphonen. Selv har Michael Rasmussen klare restriktioner på sin egen omgang med de små bippende apparater.
»Som den formentlig eneste i Danmark nægter jeg selv at sende og besvare sms’er. Jeg bruger i stedet Skype, hvor man kan se hinanden, mens man taler,« siger Michael Rasmussen, som dog konstant møder modstand mod sit selvpålagte forbud.
»Hvis man ikke svarer på en sms kan der gå en halv times tid, før man modtager en ny, hvor der står: Er du sur? Der er en forventning i samfundet om, at vi skal være til rådighed for hinanden 24 timer i døgnet — men det skal vi ikke, for det ødelægger vores liv,« siger han.
Spørger man Jill Byrnit er vi dog nok i stand til at håndtere at blive afbrudt ved at der »kommer en anden ind i lokalet via telefonen«. Eller som hun lakonisk formulerer det: »Som art går det nok.« Men spørgsmålet er, om det også nok skal gå for samfundet? Det kræver i hvert fald enighed om de fælles spilleregler, mener Jill Byrnit.
»Vi er blevet så individualistiske, at vi ikke længere har store fællesnormer omkring opførsel. Men for at samfundet skal hænge sammen, bliver vi nødt til at være enige om, hvordan vi omgås hinanden, så derfor også om, hvordan nærværet skal udvikle sig,« siger hun.
Også Tor Nørretranders mener det er nødvendigt, at »udvikle en protokol, der gør at vi få en bedre mobilhygiejne«. Men der kan være enkelte sammenhænge, hvor det stadig er relevant at hive mobilen frem. Han gør det i hvert fald selv.
»Jeg er selv typen, der slår op i Wikipedia midt i en diskussion for at få afklaret, hvilket årstal det nu var, Christian d. 4. blev født. Så kommer vi hurtigt videre og kan i stedet for at mundhugges om et årstal snakke om, hvordan Christian d. 4. forvaltede sin magt. Og det er da alt andet lige mere interessant.«
Danskerne er det folkefærd i Norden, som er mest aktive på sms-tasterne.
Hvert år sender vi tilsammen 13 mia. sms’er, hvilket giver os en førsteplads mht. sms’er pr. abonnement.
I øvrigt ejer 95 procent af alle danskere mellem 16 og 74 år en mobiltelefon.
Kommentarer
Så smartphones burde vel rettelig kaldes for dumbphones.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er vel 25 år siden, at TV mediet lærte os alle, at vi er for dumme til at kunne forstå en besked der varede mere end 30 sekunder?
Vi var vist mange, der tvivlede på at det havde sin rigtighed. I mange andre sammenhænge, var det ikke vanskeligt at være fokuseret på hvad én person havde at sige, i både halve og hele timer ad gangen. Selv når det var tale om lidt tørvetrilleragtige personager, kunne det lade sig gøre.
Siden har det vist sig, at de visionære folk havde ganske ret. 30 sekunder er efterhånden langt over hvad de fleste kan kapere. En politiker kan tale sort i både 30 sekunder, eller endnu længere, uden at ret mange opdager at udsagnet var meningsløst.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tor Nørretranders har ret. Der har altid været - og vil altid være - nogen, der har opmærksomheden rettet mod et andet sted.
Et menneske stiller en et spørgsmål. Imens man svarer - ansigt til ansigt, afbryder spørgeren med nye spørgsmål, eller man observerer flakkende blikke.
Et menneske ringer op - evt. på den gammeldags fastnettelefon. Vedkommende er primært interesseret i selv at tale. Efter noget tid kommer man dog selv på banen - blot for at konstatere, at den anden end ikke formår at udstøde de grynt, der signalerer, at vedkommende endnu er til stede.
Man deltager i et møde eller overværer et foredrag. En eller flere andre deltagere blader højlydt i aviser, eller læser og retter arbejdspapirer. Andre tegner krusseduller.
Man skriver som svar på et spørgsmål - måske en mail - og får derefter noget mere tilbage. Det første man konstaterer er, at det er lykkedes vedkommende - som selv har et navn, der kan staves på flere måder - at indflette fem fejl i ens fornavn. Det andet man konstaterer er, at vedkommende ikke har læst svaret, og gladeligt fortsætter med at spørge.
Nærværet er fraværende alle steder - teknik eller ej.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg giver op venner. Artiklen var så lang. Måske nogle kan sende pointen ud som tweet?
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Anne. Jeg er bange for at det ikke er anstrengelsen værd.
Omkring ti linier nede i artiklen, bliver følgende åbenbaring åbenbaret:
“Det, vi giver køb på nu, er et eksklusivt nærvær med andre. Men det, vi åbner for, er et nærvær med alle, vi kender. I stedet for nærvær i dybden har vi fået nærvær i bredden,..”
Jeg gav op, det er sgu for tungnemt…
Denne kommentar er anbefalet af:
Nå, jeg fik den opfattelse at det handlede om at chimpanser har haft spartfoner hele tiden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja og nej Søren Lom. Fordi det har været sådan en succes at sælge smartphones til chimpanser, har man besluttet at udvide forsøget til også at omfatte menneske-(sk)-aberne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Harald Christiansen:
Det citat, du refererer, går jo i virkeligheden ud på, at nærvær er blevet en vare, der er blevet genstand for grådighed. Vi vil have mere nærvær, med alle, i bredden, hele tiden, mere, mere. Oh my God.
Denne kommentar er anbefalet af:
emma gad ville sandsynligvis havde påpeget….?
Denne kommentar er anbefalet af:
“En smartphone er aldrig smartere end sin ejer!”
Det udsagn er åbenlyst falsk!
Hørte P1debat i dag hvor en ung mand med briller og flyveører tydeligt demonstrerede, at han er dummere end en telefon.
En alkvantor(for alle) negeres ved en eksistenskvantor(der findes mindst én) .
Denne kommentar er anbefalet af:
hvad er en smartfon???
kan den slå min brevdue???
Torben,
Din sidste linie får du et point for.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg har aldrig hverken modtaget eller sendt en sms. Jeg ejer ingen mobiltelefon (har dog gjort det én enkelt gang i mit liv tilbage i 2002). Og det af princip.
Denne kommentar er anbefalet af:
Sætter kryds ved Torben Skovs sidste linje og flere bånd i bredden. En menneskeret for alle fraværendes nærvær.
Denne kommentar er anbefalet af:
Når der sidder mere end 5 mennesker i et rum og deltager i “nærvær” så går der ikke lang tid før der er mere end 2 samtaler igang - man kan ikke høre en skid og hvis man bare gerne vil side og lytte til en samtale går der ikke lang tid før en eller anden kigger på én og siger “nå, og hvad laver du så?” og hvis man svarer med et enstavelses ord kommer kommentaren “du siger godt nok ikke særlig meget” og man kan ikke være høflig og samtidig sige “øhh.. vent lige lidt jeg vil gerne hører hvad de her 2 snakker om”. Det såkaldte nærvær der bliver deltaget i rundt omkring til div. julefrokoster er så overfladisk og larmende og folk minder mig altid om børn. Som de siger i artiklen børn ved altid hvornår der er opmærksomhed på dem - og nogle børn holder en konstant kommunikationslinje åben ved hele tiden at snakke, rykke i ærmet og sige “se lige her”.. Det er præcis det samme der foregår mellem voksne til en julefrokost. Det er ikke nødvendigvis nærvær som regel er det bare smalltalk larm..
Misforstår mig ikke - jeg syntes det er hyggeligt at være sammen med familie og venner - men jeg føler mig helt blæst når jeg har været sammen med mere end 5 af gangen.
Jeg syntes generelt set det er uhøfligt at afbryde det der foregår - om det er med sin egen samtale, en sms eller en telefon opringning. Enten deltager man i det der foregår eller undskylder sig og går væk..
Denne kommentar er anbefalet af:
Man kan også vælge at se den udbredte brug af de små computertelefoner (som jeg selv en lykkelig ejer af) i et positivt lys: så længe folk sidder bøjet over den lille skærm, slipper vi andre for at lytte til deres vås.
Måske er det i virkeligheden derfor, at mennesker så gladeligt vender sig mod teknologien, frem for mod sine medmennesker: de finder simpelthen hinanden for kedelige eller ligegyldige at tale med.
Sociale normer er i opbrud, og måske er den sociale norm, at man partout skal lytte interesseret til andres småsnakken og det som er værre en af de normer vi finder mest besnærende.
At betegne mennesker, som konsulterer opslagsbøger som “terrorister”, siger vist mere om afsenderens høje vægtning af sit eget subjektive vrøvl, end af fakta. Den slags mennesker er desværre ikke så sjældne.
Den teknologiske udvikling har gjort at det ikke længere er fastnettelefoner der hiver markedet hjem, eller styrer, som man siger.
Samtidig med nyere og smartere kommunikationsapparater på markedet, er det klart der er en stor sandhed i at de gør brugeren afhængig og med afhængighed følger fravær for andet end det man er afhængig af, - nemlig det “stof” der “giver” én noget. Man føler sig “på” og betydningsfuld og enestående når man styrer sit apparat.
Og bliver tilbøjelig til at ekskludere andre (der ikke bruger apparatet og som dermed ikke tilhører flokken) fra et nærværsfællesskab.
Få erkender de er afhængige.
Der findes stadigvæk mennesker der aldrig kunne drømme om at købe en computer eller en mobiltelefon- nu smartphone. Jeg kender et menneske der nægter teknologien, og som mener det er en menneskeret ikke at være på facebook. eller at kunne scanne androidkoder.
Under overfladen er disse mennesker alligevel styrede af apparaterne, for selv om de ikke ejer et er apparaterne styrende for samfundet de lever i, og dermed kan de alligevel ikke undgå dem.
At drikke kaffe med vedkommende i en sommerhave er som at være i himmelen,- indtil fastnettelefonen ringer.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hermed et relevant link, vil jeg mene: Smartphones giver danskere stress.
Hvis bare denne stress alene ramte dem, der ikke mener sig i stand til at leve uden denne gadget, så kunne jeg grundlæggende være ligeglad (selvom jeg nok på et eller andet tidspunkt skal til at betale til hospitalsudgifter for stressrelaterede sygdomme). Men det gør den netop ikke. Den rammer også dem, heriblandt undertegnede, der ikke ønsker at være ‘plugged into the matrix’.
Jeg gruer for eksempel for at rejse med tog af samme grund: At se et tilsyneladende flertal af mine medpassagerer stirre og taste som hypnotiserede abekatte på deres mobiltelefoner eller deres bærbare computere, i stedet for at smile til deres medpassagerer eller ligefrem snakke med dem, føles ødelæggende. Men det er nok bare mig, der er outdated.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ John,
En sådan gadget er et glimrende værn mod snakkesalige medpassagerer.
Jeg troede det handlede om kokain.
Denne kommentar er anbefalet af:
Den artikel var måske sand for 10 år siden, eller måske også for 5 år siden. Jeg oplever den ikke som sand i dag. I dag oplever jeg, at folk har et fornuftigt forhold til mobiler, inkl. smartphones. Og ja, visse unge mennesker, også unge mennesker på arbejde, kan næsten ikke undvære deres mobil, eller deres smartphone. Men mit gæt er, at om 5 år, eller måske endda før det, vil det have fundet et naturligt leje.
I det mindste udbasunerer folk ikke deres hemmelig-heder, hverken private eller forretnings, når de sidder offentligt i en bus eller i et tog, som de gjorde for bare 2-3 år siden. Og tænk på at for 100 år siden da telefonen kom frem, mente visse kritikere akkurat det samme som gamle sure mænd og kvinder mener nu, at det betød at samtalen mellem mennesker blev totalt borte, siden man nu ikke kunne se hinanden….
[Nu kan man jo så få smartphones, hvor man faktisk kan se hinanden….].
Denne kommentar er anbefalet af:
1.
Vel, Niklas -Vægtningen her går vist på, såvidt jeg har forstået det, om den massive spekulation i fjernstyret fraværs nærvær, relativistisk set berettiget eller ej, den enkelte reale situation taget i betragtning - i virkeligheden er endt med, at det relativistiske aspekt fuldstændig er udeladt. => Alle synes, at alle er blevet dummere at høre på og gider derfor slet ikke lytte mere - Til nogetsomhelst fra nogen som helst – nogensinde – nogetsteds.
Og således bidraget effektivt til, at man i stedet tror sig, at have fundet nogen, som det er bedre at lytte til hvis man kan fjernstyre/-spore (en) samtale(n).
Man kan også sige slet og ret jvf. artiklen, at det såm’ nok ikke er smartphonens smarthed, som er smartere end sin ejer. Men dens ejer, som tilsyneladende er mindre smart, fordi ejeren falder for marketings-illusionen om, at det skulle være lettere/smartere at finde nogen, som har noget, relativistisk set for ejeren, interessant at sige, hvis han kontakter dem via smartphone, end hvis han (søger at) opsøger eller/og kontakter dem i virkeligheden.
2.
Din egen præmis lyder:
’ Måske er det i virkeligheden derfor, at mennesker så gladeligt vender sig mod teknologien, frem for mod sine medmennesker: de finder simpelthen hinanden for kedelige eller ligegyldige at tale med.’
Hvis den er sand, så postulerer jeg, at den samlede virkelighed ser sådan her ud: Hvordan skulle teknologien dog kunne ændre ved det faktum ’at menneskene simpelthen finder hinanden for kedelige eller ligegyldige at snakke med’? – Og det faktum, at den ikke kan det, at ’summen af kedelige/ligegyldige’ tilsyneladende er konstant, om man ejer en smart-phone eller ej => At folk helt begiver sig ind i illusionen om kommunikations-teknologis mirakel-magi, betaler for det i dyre domme og langsomt, men sikkert, social-analfabetiseres, fordi de ikke længere (synes at de behøver mere) gider anstrenge sig for at søge det, som kunne være interessant og lærerigt hos sine medmennesker at lytte til. Men i stedet kommer gradvis til at betragte sine medmennesker flest som ligegyldige, værdiløse og dumme at høre på => samfundets sociale opløsning.
Virkeligheden forholder sig imidlertid således, at enhver har noget på væsentligt og betydningsfuldt på hjerte og udfra sin helt unikke egenarts entropi, eksistens og biografi. - Formulerer dette i sit eget sprog, som, hvis man formår at anstrenge sig lidt sjæleligt, kan få såvel indre som ydre progressive levende betydningsfulde konsekvenser (personlig vækst) for den, som formår det.
Man skal også huske på, at teknologien over en kam skærer betydningsfulde menneskelige udtryk som gebærder og kropssprog fra. Menneskelige manifestations-markører som ligesåvel som o-r-d-e-n-e danne væstentlige forståelses-forestillinger hos den vover at åbne for at se. Ja, jeg vover påstanden at disse sidste ofte, er langt de vigtigeste ingredienser i kommunikationen med andre : Det sprog som ikke kommer til verden gennem o-r-d.
Populært sagt: ’Fra børn og fulde folk skal eller kan man (også) høre sandheden’…Hvis man tør og vil.
Altså, at det er noget sådant, som artiklen søger at italesætte og bringe på dagsordnen, i stedet for at ukritisk fortsætte med nøjes med at tage telefonen som substitut for alle disse vidunderlige levende mangfoldige (lærings-og ) iagttagelses-processer, som ingen ende har for den som tør søge dem og hvis fascination aldrig ophører med at henrykke samme.
Hver fugl synger med sit eget næb : BIIIIIIP BIIIIIIIIP BIP BIP BIP!
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvad kan man sige juleaften, når bedste vil have, at man lægger sin gadget væk; the machines are restless tonight?
Denne kommentar er anbefalet af:
Vi på Center for Fjernhealing mener, at nærvær skal forstås i rammerne ‘nær’ som i ‘næsten’ - og dermed i relationen ‘næsten tom’ eller ‘næsten fuld.’
I fjernhealing har vi næsten kontakt med den healede, og er det en udlænding (som er vores speciale) er det endda muligt, at vedkommende kun næsten mærker at hun eller han får det bedre. At der næsten ikke er sprogligt eller fysisk nærvær er det nærmest ikke værd at være nærtagende over.
Hvis nogen synes, ovenstående næsten nærmer sig nærværende, er jeg nærmest nær ved næsten at give vedkommende ret.
Denne kommentar er anbefalet af:
Martin,
Ja det lyder jo meget godt alt sammen (og i øvrigt vover du meget lidt med dit påstulat, da det er alment anerkendt, at i samtale er den verbale del af kommunikationen den klart mindste del af det opfattede budskab - så kan man i øvrigt spekulere på, hvorfor mennesker vægter fagter højere end fakta, men det er en anden historie.)
Min “tese” om det kedelige menneske, skal nok udlægges mere derhen, at kombinationen af teknologi og opbrydning af sociale normer og værdier, har frigjort mennesket, så det omsider kan bevæge sig ud over de restriktive fysiske grænser det tidligere var afhængigt af, væk fra det nære, som ikke nødvendigvis er frugtbart, blot fordi det er nært.
Jeg er ikke imod smartphones, men der er to ting, som er værd at nævne og som i hjertens gerne må kommenterer på.
Tor Nørretranders er inde på at det er “manden” den er gal med. Det er ikke helt ved siden af. Menneskets forståelse af sig selv er kun mulig igennem samspil med omverdenen. Vi positionerer os selv i forhold til andre, vi vurderer, dømmer, tager afstand og efterligner. Vi har brug for at blive bekræftet i følelser, tanker, idéer og meget mere. (Det er derfor det gør så skide ondt at blive droppet, men det er en anden snak!) Teknologien har nu gjort det muligt at placere os i en verden hvor vi nemt og uden det store stykke arbejde kan gøre alt dette - også helt anonymt. Smartphones er mobile gateways til denne verden. Så i mangel på bedre ord, er der tale om et konstant behov for at være i kontakt, og for nogen, blive bekræftet. Jeg tror nemlig ikke vi er så individualistiske som vi går og tror.
En anden ting som jeg mener man kunne diskutere (igen og grundigere) er hvordan vi bruger vores smartphones som en erstatning for vores hjerne. Jeg havde for et lille stykke tid siden en aftale med to kammerater. Samtalen drejer sig senere ind på hvilken skuespiller som spillede en af skurkene i Brødrene Coen´s Fargo. Efter lidt tids snak og eftertænksomhed kommer svaret fra en af mine kammerater. Vi indgik i de få minutter i et projekt, hvor det handlede om at ræsonnere os frem til svaret. Det er en sund måde for mennesket at være sammen på og ikke desto mindre en måde at bruge de små grå på. Jeg har hørt modargumenterne til ovenstående, men ligesom vores krop, kan ingen fornægte at vi også har godt af at bruge hjernen aktivt. Alt med måde. Så ja, mennesket har en indkørings fase i det her, som endnu ikke er ovre.
P.S. Navnet på skuespilleren var Steve Buscemi
Venligst Thomas
Martin E. Haastrup skriver: folk helt begiver sig ind i illusionen om kommunikations-teknologis mirakel-magi, betaler for det i dyre domme og langsomt, men sikkert, social-analfabetiseres, fordi de ikke længere (synes at de behøver mere) gider anstrenge sig for at søge det, som kunne være interessant og lærerigt hos sine medmennesker at lytte til. Men i stedet kommer gradvis til at betragte sine medmennesker flest som ligegyldige, værdiløse og dumme at høre på => samfundets sociale opløsning.
Jeg synes du skriver noget dér.
Hvis medmennesket bliver for kedeligt at høre på, er det altid meget belejligt at en telefon ringer, eller en besked dimser ind.
Før hen synes jeg det var omvendt: At en kedelig telefonsamtale kun kunne afbrydes hvis et interessant menneske trådte ind ad døren….
Da er det i mine øjne telefonejeren der dumper ved at flygte fra en samtale der kunne være udviklende fordi den bliver besværlig. Ingen er blevet større mennesker af at afbryde en “kedelig” samtale. Men kun ved at tage den alvorligt og tage del i hvad der fortælles, kan et menneske vokse.
Jeg siger ikke, at mobilteknologien er totalt fordummende.
Kender en dyrlæge i Island der er meget glad for mobiltelefonens opfindelse. Også i andre tilfælde kan den redde liv. Grundlæggende skal den betragtes som et redskab. Resten er lir. ;o)))
Og lir i sig selv er der ikke noget galt med, bare det erkendes.
Denne kommentar er anbefalet af:
Niklas Monrad skriver “En sådan gadget er et glimrende værn mod snakkesalige medpassagerer.”
Ja, bevares, det er den sikkert. Men jeg vil vove den påstand, at den for mange mennesker også er et glimrende værn imod sig selv - imod at mærke den eksistentielle uro, der rumsterer omkring inde i én.
Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad der ville ske, hvis alle mobiltelefoner i et eksperiment blev fjernet fra folk i et (kortere) tidsrum. Hvor længe ville der så mon gå til folk begyndte nervøst at vippe deres ben op og ned, tappe med deres fingre i bordpladen, klikke med kuglepenne, fløjte, banke tomme Coca Cola plastflasker i bordet, etc.? Ganske få minutter, forestiller jeg mig, og i hvert ikke meget længere tid end indtil der, hvor uroen inde i én begynder at trænge sig på i ens bevidsthed - uroen, der handler om angsten for ensomhed, for tomhed, for døden, for at blive socialt udskudt, for ikke at være god nok, etc.
Og det er i mine øjne det virkeligt fatale ved disse moderne kommunikationsformer: At man næsten momentant kan afbryde det at skulle udholde at være alene med sig selv og de tanker og følelser, der i den forbindelse måtte trænge sig på. Det er ikke på den måde, et menneske bygger karakterstyrke. Og hvordan, hvis jeg må have lov til at forfølge en tangent, forestiller man sig, at mennesker uden nogen reel karakterstyrke på fornuftig vis skal kunne komme i møde de gigantiske udfordringer, som vores art står overfor netop nu med destruktion af vores planet?
Denne kommentar er anbefalet af:
3.
Niklas - 23. december 2011 kl. 14:09 skriver bla.:’…har frigjort mennesket, så det omsider kan bevæge sig ud over de restriktive fysiske grænser det tidligere var afhængigt af, væk fra det nære, som ikke nødvendigvis er frugtbart, blot fordi det er nært.’
Sidste linje vil jeg medgive dig. At tvinge nogen til nærhed med et menneske, som det ikke oplever er frugtbart, ’blot fordi det er nært’ – er (tilsyneladende) ikke frugtbart.
Derimod vil jeg rejse kritik af ordet ’frigjort’ og hellere bruge ’løsrevet’. Som igen skal understrege artiklens, flere kommentatorers og artiklens pointe. At ’friheds-aspektet’ ikke kommer så meget an på teknologien, som på den person som anvender den.
Hvis man indenfor den ’præmis’ du anfører længere oppe (mis-)bruger en ’gadget’ for at slippe væk/flygte/undgå konfrontationen med alt det og de som man oplever som værdiløst, kedeligt og intetsigende, UDEN at være sig BEVIDST om at det er det man gør, så er det min opfattelse, at man (lader sig) gøre til offer for en materialistisk markedsførings-illusion.
For nissen følger med. Problemet med at SÆTTE GRÆNSER og UDTRYKKE BEHOV, for sig selv og andre følger med.
Man narrer sig selv til at tro, at med en ’gadget’ - er det ikke bare nemmere, men også hurtigere (og smartere) at finde nogen som ’siger en noget’, fordi ’udvalget’ skulle blive større.
Det sidste er imidlertid en illusion, fordi man, som i supermarkedet, står i samme situation: Det er ikke nødvendigvis lig med frihed, at kunne vælge mellem leverpostej fra Stryhn eller Tulip eller Bãnkhe osv.
Ja, faktisk vil jeg påstå, at jo flere VALG-MULIGHEDER (i mods. til frihed) jo større er chancen for forvirring, usikkerhed, at vælge forkert osv. – Altså, at frihedsbegrebet hænger sammen med BEVIDSTHED eller ej. IIKKE teknologien eller/og omfanget af valgmuligheder.
4.
Hvis man derimod er sig bevidst om, hvad man gør, er man ikke længere, i min optik, i risikozonen for at lade sig slavebinde af massiv manipulerende markedsføring af FLUGT-MULIGHEDER fra det og de som ikke ’gavner’ en.
Man har i real praksis gjort op med mennesker i situationer, som ’keder’ en og f.eks. protesteret og fået åbnet for en ny dimension i forholdet:”Jeg savner at tale med dig om nogen dybere ting. Jeg oplever ikke vi kan tale om mere alvorlige ting. Det savner jeg. Jeg savner dybde i vores forhold. Jeg oplever ikke jeg kan være her, som den jeg er. Jeg er bange for at åbne mig overfor dig, fordi jeg har en mistanke om at du ikke ville kunne tåle det.”… Osv
– Altså at man i praksis overfor/i konfrontationen med den anden, har udvist MODET til at forsøge, at UDVIKLE RELATIONEN henimod større fortrolighed etc. Kan/vil/tør man ikke dette i livets reale praksis følger nissen med, ’de kedelige’ med, overalt, OGSÅ på nettet og i mobilen.
Ergo, det er altså IKKE teknologien som giver os friheden, men os selv. - Hvis vi vover at miste fodfæstet for en stund, i stedet for at miste livet’… (Frit omskr. eft. Kirkegaards ’sentens’:’At vove, er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste livet.’) - Altså der er forskel på at være ’frigjort’ og ’løsrevet’.
Og det må stå klart for enhver, at sådanne vovestykker, som ovenstående, for den, hvor nissen er fulgt med, bliver endnu vanskeligere hvis man i forvejen aldrig har (turdet) vovet det og ovenikøbet skal gøre det over en mobil-telefon.
Her er det endnu lettere at blive lukket ude/få smækket røret i for næsen af sig = BLIVE AFVIST. Flugtmulighederne er endnu større. Hvilket i sagens natur, ikke er befordrende for graden af tillid => samtaler for det meste bliver overfladiske og dermed uden særligt indhold og dermed mere eller mindre betydningsløse = værdiløse = kedelige. Og så er vi tilbage igen hvor vi begyndte…
Jeg kunne i øvrigt godt tænke mig at få bud fra andre på, hvordan de oplever at markeds-førings-delen, kommercialiseringen, kan eller kunne have indflydelse på den slags skadelig afhængighed.
F.eks. at man tegner et ’hurtigt/let’ SMS-abn-kort og betaler for 300 stk. indenfor en måned, men kun har brug for et halve. Altså er der, eller kan der være en sammenhæng mellem misbrug og den måde tingen bliver markedsført på?
Denne kommentar er anbefalet af:
Eva Kjeldsen og John Fredsted leverer ivørigt nogen særdeles interessante og spændende eksistentielle betragtninger, som jeg også gerne ville have kommenteret mere uddybende på, da jeg finder, at disse i allerhøjeste grad har vægtig relevans for denne debat.
Men det må desværre blive på et senere tidspunkt. Foreløbig vil jeg blot fremhæve dem. Tak.
Bemærk iøvrigt, at jeg bruger versaler for at FREMHÆVE, IKKE for at RÅBE! - Kan ikke finde andre måder lige nu…Den er meget PRIMITIV, den her ‘skrive-boks’ - APROPÓS… 8-) …
Denne kommentar er anbefalet af:
Moderne vulgærdarwinisme, også kaldet evolutionspsykologi:
Frem og tilbage er lige langt. Fra abeflok til kultursamfund og tilbage til naturen og abeflokken igen. Nu med smartphone.
Jeg tror sågu efterhånden næsten, at folk kan tage skade på forstanden af at tilbringe for lang tid i universitetsmiljøet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kan vi ikke bare lukke den med at folk må købe en smartphone eller lade være og så lad det være op til den almindelige kodeks hvornår man skal anvende den. I nogle fora er det helt legitimt mens i andre uacceptabelt.
Skal vi ikke finde nogle mere spændende emner ?
Jeg har kun sendt én SMS fra en bus på vej hjem fra havnen engang i 1998. Den blev kun på et enkelt ord fordi jeg ikke kunne finde ud af mellemrum. Og så var der noget der hed F9 som hele tiden satte nye bogstaver ind….
Denne kommentar er anbefalet af:
@Martin E. Haastrup: Tak for takken.
PS: Ikke fordi det forstyrrer mig, at du bruger versaler til at fremhæve, men du kunne også for eksempel kursivere ved at bruge Italics-HTML-koderne, eller lave fed skrift ved at bruge Bold-HTML-koderne, se for eksempel http://www.ironspider.ca/format_text/fontstyles.htm. Men vær varsom med dem, idet browsere - selvom de er kodet til at kunne korrigere rigtig mange fejl - jo ikke kan gætte sig til, hvornår kursiveringen eller fed skrift skal ende.
Denne kommentar er anbefalet af:
* fremhæve med.
Rolf Larsen: ;o)
Emnet er for kedeligt :))) ? Så tænd din smartphone….
Nej, jeg mener, - - -, altså det med fælles kodex for anvendelse af apparater der ligesom bliver en del af folks ego,- det er nok længere ude i fremtiden, og starter nok med at emnet bliver debatteret.
Jeg er selv ejer af og bruger det hele, fordi teknologi interesserer mig, og er selv “på spanden” vedr. det altid at være til rådighed for folk der har noget at sige mig.
I de gamle dage ringede telefonen derhjemme- uden svarer, og så var der ikke andet at gøre for den der ringede op end at vente til man kom hjem. Nu ringer den imens man er ude i sine projekter, optaget af sine gøremål og mennesker. Opkaldet er selvfølgelig vigtigt, alle ved jeg ejer en mobil, ja, jeg kan slukke for den, men sætter mig alligevel ned på en træstamme med vinden hylende i røret og alt andet på stand by, for at tale med den vigtige person med det vigtige budskab.
Kunne denne vigtige person have brugt det almindelige brevsystem eller evt. vente med at ringe til mig indtil jeg var hjemme?
På lang tids sigt er der tale om en form for overvågningstendens, noget med at et menneske der tror det er frit alligevel kan spores overalt, det er blevet mere og mere grænseoverskridende uden at vi lægger mærke til det. Fordi alt er pakket ind som lækre smartphones og så videre.
God jul, og godt nytår.
@Eva,
Point taken. Jeg er selv på smartphone bølgen og kan ikke undvære den. Jeg har taget et valg, men ved også hvornår man ikke skal checke. Men der er masse af lejligheder hvor man lige kan læse en mail, checke aktiekurser eller hvad der nu er gang i.
God Jul til dig og dine.
Denne kommentar er anbefalet af:
Mennesket (i betydningen: “det overvældende flertal”), har et konstant behov for at føle sig socialt tilknyttet.
Når en person sidder i et fysisk selskab og samtidig dyrker sit virtuelle fællesskab på en smartphone, så tror jeg ikke at det er en afvisning af de nærværende, men netop blot et ønske om at styrke følelsen af socialt tilhør.
At kommunikationen så ofte er ret tom, som f.eks. alle opslagene på Facebook om, at nu er jeg her, og nu gør jeg ditten eller datten, svarer jo blot til den type hyggesludder som er den mest almindelige form for en face kommunikation, i stil med “og kan du huske …”. I bund og grund er det jo hvad der klassisk tolkes som en udveksling af “jeg er her, - jeg ser dig, ser du mig?”.
Så lad være med at blive stødt over at sidemanden sidder og roder med apparatet, og vis istedet lidt medlidenhed med dette klare udtryk for vedkommendes sociale usikkerhed. ;-)
PS: og at jeg skriver en del her i debatten, har naturligvis ikke noget med min sociale usikkerhed at gøre, - det er jo tværtimod noget jeg gør, fordi jeg har noget væsentligt at fortælle min omverden! ;-)
Denne kommentar er anbefalet af:
Når de ‘socialt usikre’ bliver så, rent ud sagt, højrøvede, at de tror de kan tillade sig at skide i andres tagrender - Så er der, efter min opfattelse, al mulig grund til at protestere.
Jeg er vred over, i snart 15 år i træk, at være blevet udsat for sådanne personligheder, som fremturer i sin vildfarelse og kører deres rent ud sagt sociale usikkerheds lort af på mig i det offentlige og private rum.
Jeg er vred over, at ikke alene, at være blevet udsat for en sådan massiv neoliberalistisk markedsføring-strategis helt bevidste forsøg på, at smadre al socialt samvær og ovenikøbet score kassen på det, ved at diskriminere og hånliggøre de, som jeg, der kan gennemskue denne modbydelige fascistoide måde, at få folk til at ønske at fravælge enhver som ikke lige er med på moden. Stemple og stigmatisere dem som ’de kedelige og uinteressante’ - Men også de sidste mange år fra samme, selv på udendørs arealer, at besmykke sig i yderligere intrigant falskhed med besværgende miner og gebærder overfor rygere.
Undersøgelser om den usynlige og muligvis kræftfremkaldende stråling fra disse smartphones etc. blev tiet ihjel og latterliggjort fordi nu skulle mobil-industrien til fadet. Som om det ikke var nok at IT-industrien lige havde boomet. Og der er sikkert i bund og grund tale om den samme industri: De som fremstiller micro-chips. Undersøgelser viste imidlertid klar tendens for en række kræftramte arbejdere som ofte var i direkte berøring og kontakt med radar-udstyr, hvis elektromagnetisk stråling er at finde også i mobil-fjernstyrings-arrangementet. Det blev fuldstændig ignoreret, tiet ihjel og latterliggjort. Nærmest forbudt og stemplet som fanatisk overtro.
Jeg er dybt uenig i artiklens underoverskrift: ’ - Men vores forestilling om nærvær som et eksklusivt møde, der kræver både øjenkontakt og tilstedeværelse, er en lokal opfindelse — og den er under forandring’ og fastholder min protest.
Nej, den som gør sig fortaler for en sådan populær-definition, gør sig til fortaler for al sund social sammenhængskrafts AFVIKLING. Fordi folk flest benægter at det forholder sig sådan, på samme måde som narkomaner og alkoholikere benægter sig at have problemer med sin adminstration af deres afhængighed – er det ikke ensbetydende med, at det er sandheden og at man ikke kan eller bør søge at gøre noget ved det. Tværtimod.
Når folks problemer med at administrere deres forhold til deres små elektroniske PET’s og BIP-fugle påvirker deres omgivelser så voldsomt, som det er tilfældet her, så er der al mulig grund til at vedholdende protestere over det. - Få modarbejdet den industri, som lukrerer og systematisk scorer kassen på at gøre socialt nærvær til en cellofan-færdigindpakket, kvalitetsstemplet og datomærket kommercialiseret vare, der gør sine afhængige brugere til endnu en slags hjerne-bedøvede agenter for den illusion de selv som lalleglade lydige ofre for, så ynkeligt må kompensere for, ved at ekskludere enhver som ikke er naiv medløber.
Forældre har også et ansvar for deres børns sunde sociale udvikling og vaner. Dette total rigide og fascistoide fjern-kontrol-menageri af unger udstyret med en BIP-fugl om halsen så mor og far altid kan ringe til for at høre om lille Robert nu stadig er nede på gaden sammen med de andre ’rigtige’ og ‘pæne’ børn, er blot endnu et eksempel på, hvordan denne neoliberale propaganda-industris gadgets søger at få os til at ønske at skabe det ultimative overvågningssamfund, som jeg har omtalt tidligere under tråden vedr. KMD’s stikker-statisstikker om sociale bedrageri blandt modtagere af sociale ydelser.
Denne overvågning som børnene vænnes til fra de er små, kan aldrig nogensinde erstatte eller udgøre nogen som helst sund bonding og gensidig tillid og respekt forældre børn i mellem. Tværtimod vænner den barnet til
at fjernkontrollen med det, fjernovervågningen er en naturlig del af opdragelsen et udtryk for ægte kærlighed. Større og værre opdragende illusion kan man næppe tænke sig. Kontrol er ikke kærlighed og bliver det aldrig.
Og man kunne blive ved at fremføre aspekter.
Jeg kan forstå og acceptere, at man, som ansat i et eller andet firma kan drage nytte af sådanne gadgets, for ad den vej mere effektivt servicere sine kunder. Men at disse har sneget sig dybt ind folks private sfære og langsomt men sikkert æder al evne og vilje til almindelig sund social læring op indefra, hos 95% af danskerne er for mig at se fatalt. Ovenstående undersøgelser bekræfter til fulde min formodning om at danskerne tilsyneladende er det dummeste og mest socialt dovne og anti-sociale folkefærd når det kommer til stykket. Man hader socialt samvær som ikke lige ’siger en noget’. Man er gået i regression*. Og man fremturer som molboer i sin eklatante materialistiske vildfarelse.
Men fremover kan I få lov at tørre op efter jer selv og skide i jeres egne tagrender, hvis det er det I ønsker. For jeg finder mig ikke i det mere. Jeg er virkelig gal i skralden over det mangeårige modbydelige arrogante hykleri fra det en her i tråden kalder de ’socialt usikre’. En grov proportionsdrejende underdrivelse, som jeg dog til en vis grad kan indrømme en overbærende kærheden af, men i min optik et udtryk for en naiv tossegodhed, som udtryk for en laissez-faire-indstilling: Det går nok over af sig selv.
Gu gør det ej. Folk elsker at masturbere åndeligt og følelsesmæssigt med deres BIP-dildoer og helst for øjnene og ørerne af alle andre. For skulle de sidde alene hjemme og BIPPE for sig selv, mister det jo hurtigt sin interesse! SE MIG. SE MIG SE MIG. JEG SER MIG SELV SE MIG SELV. MIG SE MIG SELV SE MIG SELV. Ego-onani. PVADR.
Payback-time. Den næste som viser sig at afbryde en seriøs samtale med mig pga. en BIP-phone får sådan et rap over nørd-nallerne med kagerullen, at vedkommende aldrig mere forhåbentlig, kan holde på den igen… God jul til alle – også de terminalt tumbede tossehoveder. 8-)
*Regression: Gå tilbage, tilbagegang; psykisk betydning - tilbagefald til tidligere trin i den individuelle udvikling.
Kære Martin E. Haastrup,
er der forskel på din opfattelse af de “højrøvede” opfattelse af dig, og din egen opfattelse af dem?
I et demokrati må man acceptere selv diametralt modsatrettede meninger, sålænge de anerkender det demokratiske flertals magt, - ellers kan man ikke kalde sig selv demokrat.
Ja;- man har lov til at kalde modparten idiot, men nej;- man har ikke lov til at påstå at et udsagn er illegitimt … nej, intet udsagn!
Kære Sven
Hvis du vil diskutere demokrati, så bemærk venligst præmissen her, for os som protesterer:
De højrøvede ‘socialt usikre’ mobil-narkomaner er altså i flertal, med hele 95 %.
Sven Karlsen:
“I et demokrati må man acceptere selv diametralt modsatrettede meninger, sålænge de anerkender det demokratiske flertals magt, - ellers kan man ikke kalde sig selv demokrat.”
Hvorfor skulle man acceptere noget så fælt, tåbeligt og fornedrende som flertallets tyranni, hvis man selv går ind for et princip op at beslutninger bør tages med fællesskabets (folkets, enhvers) bedste interesser i mente?
Hvis man mener noget seriøst med fællesskabets bedste interesser, giver det ikke mening at se “det samarbejdende folkestyre” som en lokation hvor en politisk magtkamp udfoldes. Det giver ingen mening at anerkende at politik (varetagelse af interessenter interesser) kunne spille noget rolle som del af “samarbejdet” eller i bestræbelserne på at træffe beslutninger hvor almenvellets (alles vel) er pejlemærket.
Denne kommentar er anbefalet af:
- Så man er altså kun demokrat ifølge dig, hvis man som mindretal accepterer, at man kun kan tillade sig at have modsatrettede meninger, hvis man er i flertal?
Jeg og andre, som protesterer, har ihvertfald ikke mærket eller set noget til nogen som helst særlig anerkendelse af modsatrettede meninger i prakis, selvom vi anerkender det såkaldte demokratiske flertal af ‘socialt usikre’ højrøvede mobil-narkomaners magt.
Hvis man har et job, med stor overflade til andre og tiden er en knap faktor og data mange så er det da meget godt at kunne følge med og selv deltage i samarbejdet hvorend man befinder sig. Mange er jo på farten det meste af arbejdstiden og så er en smarphone alletiders - især hvis man finder nogle forenklede værktøjer, der er nemme at overskue.
De moderne it-infrastrukturer gennemgår i øjeblikke en hastig forvandling, som kun er til fordel for f.eks den moderne projektledelse ved brug af teknologier så som ”Software as a Service” (SaaS) og tjenester fra Web 2.0 og i de sociale mediers verden er medarbejdernes mobilitet faktisk en afgørende faktor for et projekts succes. Et projekt kan vel først først kaldes vellykket, når hvert enkelt teammedlem er opdateret om projektets aktuelle status, også mens de er på farten i bil eller tog.
Kære Martin E. Haastrup,
jamen, hvis flertallet er så stort som du siger (95%), så må det jo siges at være normen.
Hvis du så har en oplevelse af at du bliver udsat for uundgåelig skadelig/generende/traumatiserende chauvinisme af dette flertal, så må du formulere din oplevelse lidt mere præcist, hvis jeg skal støtte et krav til de 95% om at tage hensyn til dig.
Uanset et flertals proportion, så er jeg modstander af at det chikanerer et mindretal, såfremt dette mindretal kan påvise at det ikke kan undgå chikanen ved simpel omlægning af vaner og/eller adfærd ;-)
Ja, Leif - korrekt og enig - som anført ovenfor.
Men her drejer protesten sig altså om anvendelsen af teknologien indenfor privatlivets sfære. - Og over hvilke fatale konsekvenser det har medført for den sociale sammenhængskraft i samfundet, at et værktøj, hvis anvendelsesområde strengt taget burde være blevet begrænset til det mere formelle og arbejdsmæssige, nu også anvendes overalt, af alle, altid, i enhver sammenhæng, 24-7-12-365.
Folk holder, kort sagt, aldrig fri. Og yderligere ser man på os som tillader os at holde ‘fri’ med slet åbenlys foragt, som blandt andet kommer til udtryk i selv nuværende nye regerings udtalelser om de ‘dovne nasserøve’ - det sidste er så min omskrivning af meningen som ligger bag en måske lidt anerledes ordret formulering.
Og dermed DEN DISKRIMINATION OG EKSKLUSION som skal påtales og protesteres over.
På alm dansk kunne jeg sige: SLUK LORTET, SLAP AF - VÆR DIG SELV OG KOM SÅ NED PÅ JORDEN OG VÆR SAMMEN MED OS ANDRE DØDELIGE NU! - TAK.
Arrhh - Sven - Nu er du altså ikke fair. Hvis du har læst og forholdt dig til samtlige mine og mange andres mange protesterende indlæg i denne tråd så har du altså fået mer end rigeligt med argumenter.
Nu synes jeg du bliver urimelig usympatisk rigidt kategorisk afvisende og dermed usaglig selv.